De kom om morgenen, lige inden solen stod op. Mørket lå stadig tæt over den afsidesliggende gård uden for landsbyen Borgo Sabotino syd for Rom.

Det var den 17. marts 2017. En dato, Balbir Nikah Singh aldrig glemmer. 

Pludselig dukkede tolv bevæbnede mænd op i mørket. 

“Jeg blev virkelig bange. Gårdejerne råbte, at jeg skulle stikke af. Men det gjorde jeg ikke”. 

Og det er Balbir Nikah Singh lykkelig for i dag. 

De tolv civilklædte mænd viste ham deres ID-kort. De var fra det italienske politi, carabinieri og bad ham venligt følge med. 

“Mit tøj var møgbeskidt og fuld af kolort. Jeg var i en sørgelig forfatning. Mine hænder og fødder havde dybe sår, og mine negle blødte på grund af det hårde arbejde. Men det var en stor dag. Inden vi kørte, så jeg, at politiet arresterede gårdejeren og hans kone”.

For den tidligere engelsklærer og mangeårige landarbejder, Balbir Nikah Sing, var seks års udnyttelse med vold, dødstrusler, tilsvining, manglende løn, sult og afsavn endelig slut.

“Mine seks år i helvede”, som han kalder det i dag.

Det, Balbir Nikah Singh blev udsat for som landarbejder i Lazio-provinsen, er ekstremt, men hans historie viser, hvor sårbar han og mange tusinde andre indiske landarbejdere er, når de kommer til Italien for at knokle i de italienske kiwi-marker; uden penge, uden at tale sproget og uden at kende deres rettigheder.

Og så er Balbir Nikah Singh en af de få, der har gjort modstand, trukket sine tidligere chefer i retten og ændret sin egen skæbne.

Sammen med italienske undersøgende medie, IrpiMedia, og det indiske webmedie, The Wire, har Danwatch været i Italien for at undersøge forholdene i kiwi-industrien. Og vi har været i Indien for at undersøge, hvad der får tusindvis af unge fra Punjab til at trodse moderne slaveri og udnyttelse, for at arbejde under kummerlige forhold på den anden side af kloden.

Dette er Balbir Nikah Sings historie, som han og hans familie fortæller den til os, og som den fremgår af de retsdokumenter og anden dokumentation, vi har set, samt de oplysninger, som vi har fået fra andre kilder med kendskab til forløbet.

Truet på livet med våben

I starten var arbejdet og opholdet på gården ellers nogenlunde. Lønnen var ganske vist lav, ofte kun 4.500 kroner om måneden, men der var også måneder, hvor den sneg sig op på 6.000 kroner, fortæller Balbir Nikah Singh. 

Men så begyndte gårdejeren og hans familie at presse deres ansatte. Arbejdsdagene blev længere, lønnen mindre. Nogen gange helt ned til 375 kroner om måneden.

“Hvordan kunne jeg leve af det. Jeg havde hverken penge til mad eller tøj!”

Da Balbir Nikah Singh på et tidspunkt vovede at tale med en lokal fagforeningsmand om forholdene, blev gårdejeren rasende på ham.

“Han skød op i luften og grinede. Han sagde, han kunne gøre, lige hvad han ville, med mig. Han kunne endda slå mig ihjel og begrave mig ude på marken. Ingen ville nogensinde finde mig”.

Balbir Nikah Singh er ikke meget for at fortælle detaljer fra sine seks år under slavelignende forhold. Men lidt efter lidt får vi historien listet ud af ham.

En historie, der ikke blev ved truslerne om vold.

“To gange tæskede de mig. Da det skete, tænkte jeg meget på, hvordan jeg kunne slippe væk. Men jeg havde hverken papirer eller penge, så hvor skulle jeg gå hen?”

“I Italien er der arbejdsgiveren, der skal søge om opholdstilladelse for sine ansatte, og det gjorde min chef aldrig”, fortæller Balbir Nikah Singh. 

En smart måde at holde på arbejderne og samtidig undgå at betale skat, siger han.

Spiste affald

Som tiden gik, blev forholdene på gården værre og værre. 

“Jeg arbejdede 12-13 timer hver eneste dag, syv dage om ugen. Jeg havde aldrig en eneste fridag, og den løn, jeg fik, blev mindre og mindre. Til sidst var der flere måneder, hvor jeg slet ikke fik løn”, fortæller han. 

I lange perioder måtte han derfor spise gammelt brød, som han fandt i familiens skraldespand og lave mad til sig selv af madrester, som familien havde smidt ud til gårdens grise og høns.

I alle årene boede Balbir Nikah Singh i en gammel campingvogn uden gas, el eller varme. 

Hvis han skulle i bad, måtte han gøre det i stalden, når alle andre var gået i seng, eller før de stod op om morgenen. 

“Hvis jeg skulle vaskes, måtte jeg bruge en vandslange, vi havde i stalden. Det var den samme, som jeg også brugte til køerne. Det var meget ydmygende”. 

Om aftenen i den kolde eller stegende varme campingvogn lå han i mørket og drømte om en bedre fremtid, hvor planen om at få hans kone Surinder Kaur og parrets tre børn til Italien.

“Jeg drømte om en lys fremtid for mig og min familie. Det var meningen, at min kone også skulle komme til Italien, men den drøm blev knust af chefen”, siger Balbir Singh. 

Rosenblade og længsel

I Balbirs Nikah Singhs hus i det nordlige Indien tager hans kone Surinder Kaur imod os på traditionel vis. Rosenblade viser vej op ad havegangen til huset i landsbyen Garhshankar i Punjab, hvor hun venter sammen med  parrets ældste datter Amandeep Kaur og Balbirs mor. 

Indenfor dufter huset af røgelse og eksotiske dufte. 

Halvdelen af rummene i huset er ikke færdige, der mangler møbler og maling. Men gæstfrihed er der masser af, og lejligheden til at tale om den fraværende familiefar virker velkommen. 

Surinder Kaur kender godt til hendes mands vanskeligheder i Italien.

“Han fortalte os selvfølgelig sandheden”, fortæller Surinder Kaur. 

“Men han gik ikke i detaljer. Han mente, det ville gøre for ondt på os, hvis han fortalte os alting. Han fortalte f.eks., at han var nødt til at spise tørt brød, som blev smidt ud, men ikke så meget mere”. 

Surinder Kaur ser ud som om, hun vil tilføje noget, men tier og slår blikket ned.

Surinder Kaur har ikke set sin mand i ni år. Hun sukker dybt. 

“Det har ikke været let. Jeg er jo hans kone og savner ham hele tiden. Han ringer til mig og vores døtre hver dag på WhatsApp, når han har en pause i arbejdet. Han fortæller os om sit arbejde og viser os markerne og de sår, han har på hænderne fra arbejdet med at plukke kiwier”, fortæller hun.

Men det er åbenlyst ikke det samme som at have ham hjemme i Garhshankar. 

Hjælp fra Omizzolo

I begyndelsen af 2017 lykkedes det Balbir Nikah Singh at få kontakt over Facebook til en anden arbejder fra Punjab og få fortalt om sulten, ydmygelserne og truslerne. Og det blev begyndelsen til enden på hans liv i helvede.

Hans redningsmand blev Marco Omizzolo, der er professor i socialantropologi  og migration ved La Sapienza Universitetet i Rom, men også har involveret sig i forholdene for de indiske arbejdere i Lazio.

I sin bog Per motivi de guistitia (Af retfærdighedsgrunde, red.) fortæller Marco Omizzolo om, at han blev dybt berørt over Balbir Nikah Singhs skæbne, hvordan han holdt kontakt med ham gennem flere uger, bragte mad ud til gården i nattens mulm og mørke, og om, hvordan han til sidst fik det lokale carabinieri til at gribe ind. 

“En aften ringede Balbir til mig og græd. “Hvad sker der, Balbir”, spurgte jeg og forsøgte at lyde beroligende. “Chefen har slået mig hele dagen. Jeg er så træt, Marco. Det her er ikke et liv. Det er noget lort. Noget lort og flere tårer og hulk”, skriver Marco Omizzolo i sin bog. 

“Jeg blev så vred og skamfuld. Denne, grædende indiske mand var næsten lige så gammel som mig. Født på den anden side af jorden var han kommet til Italien for at arbejde på jagt efter en bedre fremtid for sig selv og sin familie. I stedet fandt han udnyttelse, vold og racisme”, skriver han.

Retfærdighed i Latina

I dag, flere år efter befrielsen, viser Balbir Nikah Singh os sin ydmyge bolig i provinshovedstaden Latina. 

Et baghus med et enkelt værelse, et lille køkken med spisebord og eget bad. 

Simpelt, men ikke desto mindre et kongerige sammenlignet med den campingvogn, han boede i, mens han var fanget på gården.

Men som den første migrantarbejder i Italiens historie har han fået permanent opholdstilladelse på grund af det, han har været udsat for. 

Og som en af de første indiske gæstearbejdere nogensinde har han trukket sin tidligere arbejdsgiver i retten, både for at opnå retfærdig for de ydmygelser, han har været udsat for, men også for at skabe opmærksomhed om migranternes forhold.

“I dag er jeg en fri fugl, og jeg giver ikke op”, erklærer han. 

Hvordan sagen bliver afgjort er uklar, for den kan ankes opad i det italienske retssystem, hvor det kan tage flere år at nå frem til en afgørelse.

Men på dagen for det første retsmøde, erklærer Marco Omizollo på Facebook, at han nok skal være der for Balbir Nikah Singh hele vejen.

“Kom så Balbir, du er ikke alene!”, skriver Omizzolo.

I dag er Balbir Nikah Singh blevet en slags rollemodel for både Omizzolo, de lokale fagforeninger og mange af de andre landarbejdere fra Punjab.

Og så er han ikke mindst blevet en helt i sin egen familie.

Hjemme i Garhshankar lytter hans datter Amandeep Kaur til sin mor, der fortæller om livet uden sin mand, og om huset, der nu måske en dag bliver færdigt.

Amandeep Kaur bor stadig hjemme og er i gang med en læreruddannelse, så hun på mere end én måde kan gå i sin fars fodspor. 

“Jeg er nok den, der står ham nærmest af os børn, måske fordi jeg er den yngste”, siger hun og viser sit værelse frem, skrinet med farverige similismykker og den kjole, som hun skal have på, når hendes far kommer hjem.

“Jeg ved, hvad min far har været igennem, og for mig er han en helt, en person med stor værdighed og integritet”, siger hun med et alvorligt blik bag de stålindfattede briller.

Denne artikel er blevet til i samarbejde med IrpiMedia og The Wire. Projektet har modtaget støtte fra Journalismfund.eu.