“Den dag det skete, hørte vi først alarmen, og da vi kiggede ud af vinduet, så vi flokke af arbejdere, der løb ud af fabrikken. Så mange var i panik. Jeg kiggede ned gennem afdelingen, men vi kunne ikke se en åben nødudgang, hvor vi kunne slippe ud. Døren var låst. Så jeg hoppede ud af vinduet. Jeg slog min ankel, da jeg landede, og da jeg ser mig omkring, begynder arbejdere at kollapse og besvime, og omkring dem bliver andre arbejdere svagere og svagere. Jeg besvimede ikke, men jeg var tæt på. Jeg var panikslagen, og jeg var udmattet, og jeg havde ikke energi til at gå, fordi min ankel gjorde ondt, så en anden arbejder måtte bære mig. Lidt senere blev hun sendt på hospitalet, fordi hun også blev udmattet og fik det dårligt”.