”Fordi de tjener så lidt pr time, de arbejder. Timelønnen er altså lav. For at få udbetalt lønnen, så kræver arbejdsgiverne* også, at syerskerne skal arbejde, indtil de er helt færdige. Man skal dog huske på, at syerskerne også er interesserede i at arbejde meget for at tjene en nogenlunde løn.”
”Hvis de beder om at få mere i løn, så bliver de ofte fyret. Der er simpelthen mennesker nok at tage af.”
”Holde sammen! Ligesom i en skoleklasse. Problemet er, at det kan være svært at få lov til at holde sammen. I nogle lande kan arbejdsgiverne forhindre arbejderne i at danne fagforeninger*, selv om loven siger noget andet. Derfor er dem, der står sammen i stor risiko for at blive fyret. Men vi ser også, at det hjælper.
Indimellem får syerskerne f.eks. fyret en arbejdsleder, der slår.”
”Tøjmærkene ved ofte ikke, hvordan hverdagslivet er på fabrikkerne. De kommer måske kun et par gange en gang om året for at tjekke fabrikkerne. Jeg har selv oplevet, at der bliver sat højt musik på, når vi træder ind på fabrikken. Det er et signal til syerskerne om, at de skal opføre sig på en særlig måde. Det er ligesom et skuespil. De arbejder langsomt og holder pauser.”
”Hvis vi skal vide, hvordan det egentlig er på fabrikkerne, så skal syerskerne selv fortælle om det. Det skal de gøre til deres egne fagforeninger. Vi samler den viden og kan presse på, så lovene bliver ændret, og syerskerne kan få det bedre.”
”Både og. De presser jo prisen ned. Men omvendt er der også flere og flere, der presser deres leverandør til at opføre sig ordentligt. Eller som sammen presser regeringerne til at ændre reglerne. Problemet er, at selv om arbejderne får flere rettigheder, så er det ikke sikkert, at de bliver overholdt på fabrikkerne.
I EU* importerer* vi meget tøj fra de her lande. Det ville derfor være godt, hvis vi krævede, at lovene bliver overholdt. Men det kræver selvfølgelig, at det har nogle konsekvenser at nægte syerskerne deres rettigheder. Det savner vi i dag.”
”I øjeblikket ser vi, at der sker en masse i Etiopien. Der er ingen mindsteløn, så det er et smart sted at flytte hen.”
”Det er de samme tøjmærker, som flytter til nye lande, så vi kender dem godt. Hvis de er i lande, hvor det ikke er tilladt at lave fagforening, så er det bedste at snakke direkte med virksomhederne. De har en økonomisk styrke, som gør, at de kan ændre forholdene – fordi de kan lægge pres på regeringen i landet.”
