Åbner i en ny fane
Kemikalier03/12/2025

Virksomheder har i årevis måtte udlede giftige kemikalier: Nu anerkender miljøminister et politisk svigt 

Danske kemivirksomheder har på grund af forældede miljøgodkendelser i årevis haft myndighedernes velsignelse til at udlede giftige stoffer. Det er et kæmpe svigt, erkender miljøminister Magnus Heunicke (S) nu under et samråd. Han varsler skærpede krav.
Møde i salen om blandt andet forslag til epidemiloven og forslag til udbetaling af de resterende feriepenge. Begivenhederne foregår i Folketingssalen på Christiansborg i København tirsdag den 23. februar 2021.
Miljøminister Magnus Heunicke (S) var torsdag i samråd om kemikaliefabrikken Cheminovas miljøgodkendelse. Her erkendte han, at der burde være grebet ind for længst. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Danske virksomheder har i årevis haft myndighedernes tilladelse til at udlede pesticider i deres spildevand, på trods af at nogle af stofferne vurderes at være så farlige for miljøet, at de er blevet forbudt i EU.

Virksomhederne har fået lov til at operere under gamle miljøtilladelser, der ikke har fulgt med ny viden om stoffernes skadelige konsekvenser for miljøet.

For den omdiskuterede kemikaliefabrik FMC ved Thyborøn, tidligere kendt som Cheminova, går miljøtilladelserne helt tilbage til 2006.

Og det er et kæmpe politisk svigt, lyder det nu fra miljøminister Magnus Heunicke (S).

“Det er et kæmpe svigt – og et svigt, vi deler i Folketinget – at vi ikke har prioriteret det her. At man åbenbart har syntes, at det var okay,” lød det fra miljøministeren, som kaldte de gamle miljøtilladelser for “forældede og slappe.”

Ministeren var torsdag kaldt i samråd, hvor han blev mødt af kritik fra SF, Alternativet og Enhedslisten, som undrede sig over, at regeringen ikke for længst havde sat ind over for de gamle miljøgodkendelser, såvel som eksporten af forbudte kemikalier fra danske virksomheder til lande uden for EU.

Bagtæppet var bl.a. Danwatchs artikel fra oktober, hvori der blev kortlagt 17 stoffer, som Cheminova havde tilladelse til at udlede, på trods af at eksperter advarede om, at flere af stofferne i små mængder var dybt skadelige for miljøet. De fleste af stofferne bliver dog ikke længere udledt. 

Danwatch beskrev bl.a., at Cheminova konkret har tilladelse til at udlede chlorpyrifos, der er forbudt i både Danmark og EU, fordi forskning har vist, at det kan give alvorlige helbredsskader hos fostre og små børn – blandt andet lav fødselsvægt, skader på nervesystemet, ADHD, autisme og lavere IQ.

Ni af de 17 stoffer Danwatch beskrev i artiklen er pesticider, mens de otte er PFAS-stoffer.

Ved torsdagens samråd uddybede Magnus Heunicke, at der i dag på Cheminova bliver produceret tre af de ni pesticider, som virksomheden har en miljøgodkendelse til at udlede.

Ifølge ministeren er to af dem lovlige at producere og anvende i EU, mens det tredje er lovligt at producere, men ulovligt at anvende i EU.

Som Danwatch har beskrevet, så er der bl.a. tale som Malathion, som teknisk set godt må anvendes i EU, men under strenge betingelser i lukkede drivhuse med permanent struktur. En begrænsning, der skyldes, at Malathion er et meget giftigt pesticid, og derfor skal anvendelse ske under strenge vilkår for at forhindre afstrømning til jord og vandløb.

Derudover indgår to øvrige af de ni pesticider i såkaldt ‘formulering’ på fabrikken – hvilket betyder, at stofferne ikke produceres, men bliver blandet sammen med andre stoffer.

Her er der konkret tale om stoffet chlorpyrifos, som kun må produceres og ikke anvendes i EU.

SF’s miljø- og fødevareordfører, Claus Jørgensen, sagde under samrådet, at “der skal ske noget nu”, mens Alternativets Torsten Gejl, der både er politisk- og miljøordfører, gav udtryk for, at han savnede mere initiativ fra Miljøministeriet i forhold til at dæmme op for den “uacceptable forurening af vores drikkevand og havmiljø”, som han formulerede det.

Magnus Heunicke gjorde det klart, at regeringens holdning er, at Danmark ikke skal bidrage til, at hverken mennesker eller miljø i lande uden for EU skal udsættes for stoffer, der er så farlige, at vi ikke tillader dem i Danmark:

“Det er derfor, at jeg og regeringen arbejder for et eksportforbud i EU, så det bliver forbudt at eksportere sprøjtemidler, der er forbudt i EU.”

Danmark afventer lige nu sammen med en række øvrige EU-lande svar fra EU-Kommissionen om, hvordan en plan for eksportforbud vil kunne se ud. Et svar, som EU-Kommissionen, ifølge ministeren, har oplyst, vil komme ultimo 2025.

Desuden oplyste Magnus Heunicke under samrådet, at Miljøstyrelsen forventes at være færdig med et oplæg til en ny miljøgodkendelse til FMC inden udgangen af året.

“Jeg forventer, at der bliver fastsat skærpede krav på grund af vandmiljøet og på grund af stoffernes farlighed. Det er derfor, at det er et kæmpe svigt, at vi har ventet på de her skærpede krav,” lød det fra ministeren.

Cheminova har tidligere oplyst til Danwatch, at “Danmark har høje miljøstandarder, som virksomheden overholder”:

“Pointen med at have en miljøtilladelse med konkrete grænseværdier er, at grænseværdierne skal overholdes. Derfor holder vi os så langt under grænseværdien i miljøtilladelsen, at risikoen for at overskride miljøtilladelsens grænseværdier er stort set nul – og det har vi heller ikke gjort i nogle af de tilfælde, som fremgår af data,” lød det fra Jakob Kyllesbech, adm. direktør for FMC.

Ifølge ministeren har Miljøstyrelsen i perioden 2018 til 2024 taget 2.050 prøver af spildevand for chlorpyrifos, som er fundet fem gange i 2020 og senest én gang i 2021.

Danwatch afslørede tidligere på året, at det giftige stof  chlorpyrifos, der kan skade fostre og børns hjerner, stadig findes i frugt og grønt i Danmark. Læs mere her.

Mere om samme virksomhed

Cheminova

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.