18. februar 2023

Cambodja kvæler demokratiets stemme: Lukker et af de sidste kritiske medier

Den pludselige nedlukning af et af Cambodjas sidste uafhængige medier, Voice of Democracy, chokerer journalister, NGO'er og menneskerettighedsorganisationer. De fordømmer lukningen og kalder det en trussel mod pressefriheden. Ifølge eksperter er det endnu et skridt i udviklingen mod et autoritært styre i Cambodja

Foto: Suy Se/Ritzau Foto

Mandag d. 13 februar kl. 10 lokal tid stoppede al udsendelse fra Voice of Democracy (VOD), et af Cambodjas sidste uafhængige medier.

Da journalisterne samme morgen mødte på arbejde, var det til politiafspærringer og en besked fra de cambodianske myndigheder, der ikke var til at misforstå: Medielicensen for Cambodia Center for Independent Media, der driver Voice of Democracy, var blevet annulleret med øjeblikkelig virkning. 

“Beslutningen om at lukke VOD ned er chokerende og kom fuldstændig ud af det blå,” fortæller Mech Dara, som er journalist på mediet, til Danwatch. 

Cambodjas premierminister Hun Sen beordrede nedlukningen med begrundelsen, at VOD offentliggjorde “ukorrekte oplysninger” om hans søn, Hun Manet, en generalløjtnant og den øverstbefalende for den kongelige cambodjanske hær.

Affejer eksisterende lovgivning

Nedlukningen skete få dage efter, at VOD udgav en artikel der berettede, at premierministerens søn, Hun Manet, har godkendt en donation på 100.000 dollars i bistand til det jordskælvsramte Tyrkiet på vegne af regeringen – en tilsyneladende overskridelse af hans autoritet.

Medier som VOD er afgørende for folket, fordi de fortæller sandheden om hvad der sker rundt omkring i Cambodja
Mech Dara
Journalist, VOD

Hun Sen mente at artiklen krænkede både ham og hans søn og forlangte en offentlig undskyld fra VOD. Den kom søndag aften, da VOD postede en undskyldning på Facebook, men da var det ifølge Hun Sen for sent. 

Den pludselige lukning møder kritik fra medie- og civilsamfundsorganisationer, der henviser til Cambodjas eksisterende love for, hvordan man skal håndtere faktuelle fejl i medierne. 

De mener, at premierministerens beslutning om tilbagekalde VOD’s medielicens i strid med landets lovgivning peger på regeringens forsøg på at undertrykke kritiske røster i landet. Det blev endnu tydeligere i et Facebook-opslag skrevet af Cambodjas informationsminister, der kalder nedlukningen for “en lærestreg” for andre medier. 

“Medier som VOD er afgørende for folket, fordi de fortæller sandheden om hvad der sker rundt omkring i Cambodja. Desværre er de her medier gradvist blevet lukket ned eller gjort tavse,” siger Mech Dara. 

Udvikling mod autokrati 

Hun Sen har været premierminister i Cambodja siden 1985. Han er den længst siddende regeringschef i landets historie og en af ​​de længst siddende ledere i verden.

Det er hans ældste søn, Hun Manet, som menes at skulle overtage magten efter sin far. Det blev tydeligt i 2017, da Cambodjas største oppositionsparti, the Cambodia National Rescue Party (CNRP), blev opløst af højesteret. En beslutning som er blevet kaldt “demokratiets død” ifølge Reuters.

John Nielsen, som er senioranalytiker hos Dansk Institut for Internationale Studier og ekspert i den politiske udvikling i sydøstasien, ser nedlukningen af VOD som et skridt i den forkerte retning.

VOD var et af de få uafhængige medier, der overhovedet er tilbage, og lukningen er endnu et skridt i retning af et mere autoritært styre
John Nielsen
Senioranalytiker, DIIS

”VOD var et af de få uafhængige medier, der overhovedet er tilbage, og lukningen er endnu et skridt i retning af et mere autoritært styre. For fem år siden blev det største oppositionsparti forbudt og andre uafhængige medier er blevet lukket ned de senere år,” fortæller han til Danwatch.

Folkets stemme

Voice of Democracy er en af Danwatch’ mediepartnere. De har siden 2003 dækket blandt andet skovrydninger, korruption og cybersvindel inden for landets grænser samt regeringens relationer til omkringliggende lande. 

Ifølge John Nielsen peger lukningen af VOD på det øgede samarbejde mellem Kina og Cambodja.

“Lukningen af VOD fandt sted kort tid efter, at Hun Sen havde besøgt Xi Jinping. VOD har de seneste år dokumenteret kinesiske kriminelles aktiviteter i Cambodja,” siger John Nielsen og antyder, at lukningen er i de to autoritære regeringers interesse.

Mech Dara understreger nødvendigheden af kritiske medier. 

“VOD er en platform, der udstiller volden, mennesker er udsat for. Landsbyboere, der oplever problemer, kan bruge platformen til at kræve retfærdighed. Uden den slags platforme forsvinder folkets mulighed for at sætte sig op imod styrets beslutninger,” fortæller Mech Dara. 

Undertrykkelse af medierne

Angrebet på den frie presse i Cambodja er ikke noget nyt.

I 2017 blev et af landets store uafhængige nyhedsmedier, The Cambodia Daily, tvunget til at lukke og kun et par uger senere annoncerede Radio Free Asia, at dets kontor i hovedstaden Phnom Penh blev lukket på grund af sikkerhedsproblemer og skatteproblemer. 

En anden taktik, myndighederne har benyttet, er at direkte forhindre journalister i deres arbejde. I August 2022 blev fem reportere fra Voice of Democracy, som rapporterede om skovrydning i et dyrelivsområde i det sydlige Cambodja, ifølge NGO’en CIVICUS tilbageholdt af myndighederne.

Den stigende grad af  chikane, pres og vold mod journalister ødelægger den frie presse i landet, konkluderer både FN og organisationen Reporters Without Borders i deres 2022 World Press Freedom Index.

Kommende valg 

Flere eksperter og menneskerettighedsorganisationer mener, at lukningen af VOD er et udtryk for, at det kommende parlamentsvalg d. 23 juli hverken bliver frit eller fair. 

Ifølge flere politiske observatører har Hun Sens parti allerede sikret sig en dominerende position op til valget gennem en række aktioner rettet mod det største oppositionsparti, Candlelight Party.

Mech Dara fortæller, at de på VOD var begyndt at planlægge dækningen af det kommende valg, da de pludselig blev lukket ned. 

“Frie, uafhængige medier er også en platform for oppositionen. De rækker ud til os for at fortælle, hvad der sker, så folket kan forstå den politiske situation og deres udfordringer. Men nu har de ikke længere en platform til at fortælle hvad der sker med dem,” fortæller han.  

Det ser ikke lovende ud for uafhængige medier i Cambodja, mener John Nielsen, der ikke ser nogen tegn på, at regeringen trækker i land lige foreløbigt.

”En lempelse af restriktionerne kommer ikke til at ske før, at de er sikre på, at de har vundet det kommende valg i juli og sidder solidt i sadlen. Selv derefter har det lange udsigter,” vurderer han. 

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right