12 begivenheder der formede Danmarks udenrigspolitik

Der går en røverhistorie om, at den tidligere britiske udenrigsminister Harold Macmillan en dag blev spurgt, hvad der var mest sandsynligt ville slå hans regering ud af kurs. Hans svar var: “Events, dear boy. Events”.

Begivenheder, min dreng. Begivenheder. Om Macmillan sagde det eller ej er ikke rigtigt til at blive klog på, men i en ny bog af Danmarks OECD-ambassadør og tidligere Danida-chef Carsten Staur, har han  udpeget 12 begivenheder, som han mener formede Danmarks udenrigspolitik de 250 år, Danmark har haft et udenrigsministerium.

Men er udenrigspolitik bare begivenheder, der sker rundt omkring et land? Carsten Staur har en tese om, at alle landes udenrigspolitik på den ene side er proaktiv og på den anden siden er reaktiv i forhold til, hvad der sker rundt om det.

“Vi er et land, der skal navigere i en omverden, som flytter sig rundt om os. Når der sker noget nyt i den, må vi tage bestik af situationen. Men vi er også et land med en proaktiv dagsorden: Der er en række elementer fastsat af regeringen, vi gerne vil arbejde med i udenrigspolitikken. De ting forsøger vi at lægge ind over alt det reaktive, så vi har også nogle proaktive elementer”.

Sagen er den, siger Carsten Staur, at jo mindre et land er, jo større bliver den del af udenrigspolitikken, som er reaktiv. Og jo større et land er, jo større er potentialet for, at lave en proaktiv udenrigspolitik. Så hele pointen er, at et lille land som Danmark, i høj grad er styret af, hvad der sker i omverdenen.

Den tese får Carsten Staur bekræftet, når han ser på den verden, hans bog udkommer i, og sammenligner den med den verden, han for halvandet år siden så, da han begyndte at skrive bogen: 

“Corona er et klassisk og absolut aktuelt eksempel på det her. Da jeg startede på den her bog, var Corona en udmærket mexicansk øl. Nu er det noget helt andet. Så Danmark flyttes i høj grad rundt af ting, der sker i omverdenen. Det gør alle lande, men det gælder i høj grad for os mindre lande”, siger Carsten Staur. 

En plads ved bordet

Carsten Staur er på det nærmeste vandret direkte fra historiestudiet på Københavns Universitet med sit kandidatbevis i hånden og over til Asiatisk Plads på Christianshavn, hvor Udenrigsministeriet ligger. Siden han blev færdiguddannet for snart 40 år siden, har han nemlig fungeret i mange roller i udenrigstjenesten, blandt andet som dansk ambassadør i Israel, FN-ambassadør og nu som OECD-ambassadør. 

Han har siddet med ved bordet ved utallige forhandlinger og trækker på egne erfaringer i et kapitel om Muhammedkrisen. Og efter et langt liv i diplomati vil han med egne ord med bogen “opsummere nogle erfaringer med diplomatiet og det arbejde, som udenrigsministeriet gør”, siger han

Og det har han valgt at gøre over næsten 400 sider og med 12 nedslag i historien, hvor han analyserer, hvad der var smart og ikke-smart, og hvad man kunne have valgt at gøre i stedet. 

Noget af det, der ifølge Carsten Staur generelt har været rigtig smart, har været, at Danmark ofte har siddet med ved bordet, når nye samarbejdsformer og organisationer som FN, Nato og EU blev grundlagt.

For, som et berømt citat, der især tilskrives Al Capone, lyder, så er du enten med ved bordet, eller også er du på menuen. Og også Carsten Staur bruger det i sin bog:

“Hvis man sidder med ved bordet, når der forhandles, kan man altid blive enige om at skælde ud på dem, der ikke er med ved bordet,” siger Carsten Staur og kommer lidt nærmere det diplomatiske råderum, der kan opstå for et selv et lille land, ved sådan et bord. 

“Omkring sådan et bord bliver de magtforskelle, der er mellem landene, til en vis grad udjævnet. Selvfølgelig er der nogle lande, hvis ord tæller mere end andre, og som fylder mere end andre. Men hvis man er lille og kreativ og er med til at finde løsninger, som samlet set kan få ting til at glide, så er der mulighed for at få indflydelse i en international ramme”.

Penge i banken

Et andet diplomatisk greb, Carsten Staur vender tilbage til flere gange i sin bog er det at sætte penge i banken. Man kan også sige, at den ene tjeneste er den anden værd. I hvert fald går det ud på at hjælpe andre lande, når vi kan og så håbe, de også vil hjælpe os, når vi har brug for en tjeneste.

Især denne tilgang fyldte meget i det danske diplomati før 2.verdenskrig, indtil vi blev rendt over ende af tyskerne: 

“Før 1945 var Danmark et lille land, der forsøgte at manøvrere alene i en omverden, vi forsøgte at tilpasse os. Vi var meget lidt proaktive i den periode. I stedet havde vi travlt med at handle med alle og være gode venner med alle og forsøge at undgå at blive blandet ind i de problemer, der foregik omkring os. Men i 1945 træf vi et strategisk valg om at sidde med ved bordet – og tage del i det internationale samarbejde, der opstod. Først lidt forsigtigt, men efterhånden med større ambitioner”.

Det har med andre ord ikke altid været en naturlov, at Danmark var med, når der skulle træffes beslutninger internationalt. Et eksempel er den biografaktuelle historie om, hvordan Danmarks ambassadør i USA under 2. verdenskrig, Henrik Kaufmann, fik skaffet Danmark en plads blandt de 51 lande, der var med til at stifte FN i 1945.

Men også efter 1945 har Danmark brugt det at sætte penge i banken. Bare fordi et nyt greb kommer i diplomatens værktøjskasse, behøver man jo ikke smide det gamle ud: 

“Det er jo klassisk diplomatisk tænkning. Hvis vi er lidt hjælpsomme over for andre, som har brug for det, så sætter vi penge i banken hos dem, og hvis vi så får brug for at trække på de penge, så kan vi få hjælp fra dem. Det er altså også min erfaring fra mange års arbejde som FN-ambassadør og nu som OECD-ambassadør, at det holder”. 

Et eksempel er de danske sommerhuse. Da Danmark trådte ind i det daværende EF, fik vi lov til at beholde en regel om, at udlændinge som udgangspunkt ikke kan købe sommerhus i Danmark. Reglen blev senere indføjet i en protokol til Maastrichttraktaten. Men den slags særaftaler koster noget, og det er her, det ifølge Carsten Staur er smart at have en tjeneste til gode: 

“Den slags sager koster altså noget. Så kan man vælge, om man vil betale på forhånd eller bagefter”.

EU er en stor del af fremtiden

Man skal passe på med at spå om fremtiden, men Carsten Staur giver alligevel i sin bog et bud på, i hvilken retning, den danske udenrigstjeneste bør bevæge sig det, og det er i retning af mere EU:

“I 90’erne var USA den eneste dominerende supermagt”, siger Carsten Staur og forklarer, at i dag ser vi en anden verden, hvor der er flere store spillere:

“Kina og Indien er begyndt at blive større magter med hver deres stemmer på det internationale felt. USAs rolle er til gengæld blevet mindre, efter USA selv har valgt at trække sig mere tilbage – startende under Obama og forstærket under Trump”.

Derfor mener Carsten Staur, at Danmark har en interesse i at få EU frem på banen, så EU kan fylde mere i den internationale dagsorden:

“EU bliver fremover den vigtigste platform for dansk udenrigspolitik i en situation, hvor der er brug for Europas stemme i verden, og hvor Europa naturligt må udfylde noget af det tomrum, som USA efterlader”.

Dermed ikke sagt, at danskerne skal lægge alle deres æg i EU-kurven. Men EU er bare også, siger Carsten Staur, et helt klassisk dansk værn mod at være den lille i vores forhold til Tyskland: 

“Frem til besættelsen i 1940 var det dansk-tyske forhold et meget stort land og et meget lille land ved siden af hinanden. Det betød, at magtforholdet var meget klart. Når det multilateraliseres – altså når du bringer flere lande ind i ligningen – så sætter du Danmark og Tyskland ved et EU-bord, hvor der også sidder 25 andre. Og så er Tyskland bare ét land ved et meget stort bord”.

Carsten Staurs nye bog Skilleveje udkom 2. september på Gads Forlag