Nyhed30. dec '24

En unikt indblik i den historie, som går forud for Assads-regimets fald

Lige nu er Syriens fremtid på alles læber. Men hvad er det, som gik forud for Assad-styrets fald? Og hvad er det for et regime, som nu er slut? Det giver denne prisbelønnede dokumentar et stærkt indblik i.

Juleanbefaling24 Astrid
Waad al-Kateab, hendes etårige datter og manden ses ved ruinerne i Aleppo. Waad al-Kateab

En granat går af lige foran hospitalet. Et kaos udspiller sig, da menneskene på hospitalet søger nedenunder for at komme i dækning. En af dem er 26-årige Waad al-Kateab og hendes etårige datter, Sama. 

“Sama”, lyder Waad al-Kateabs stemme, mens kameraet fokuserer på den etårige datter, som møder kamraets blik.

“Du er det vidunderligste i vores liv. Men sikke et liv, jeg har født dig til. Du valgte ikke dette. Vil du nogensinde tilgive mig?”.

Sådan starter den prisbelønnede dokumentar “Til Sama” fra 2016, som tager udgangspunkt i Waad al-Kateabs egen filmdokumentation fra de sidste dage af den fireårige kamp om Aleppo under borgerkrigen i Syrien.

Filmen er et intimt indblik i den hverdag, som udspiller sig blandt dem, som ikke flygter fra krigen. Den har nogle år bag sig, men med de seneste ugers udvikling i Syrien, som har kostet Bashar al-Assad magten i landet, skriver filmen sig ind i en ny kontekst. For den mangeårige kamp om at få al-Assad-familien af tronen, som dokumentaren kaster et blik på, er nu slut.

Kampen for frihed

Da det arabiske forår når til Syrien i 2011, er Waad al-Kateab på sit fjerde år af økonomistudiet i Aleppo. Landet drukner i korruption, uret og undertrykkelse under Assad-familiens brutale styre, og oprøret mod regimet tager til. 

“Dengang var revolutionen det eneste, vi bekymrede os for”, fortæller Waad al-Kateab. 

De første år går mere stille for sig, men som tiden går, begynder det syriske styre og dets allierede at bombe Aleppo for at holde oprøret nede. Mange forlader byen i frygt for at miste deres liv, men Waad al-Kateab er en af dem, som bliver tilbage. Sammen med en flok venner opretter hun et hospital. Og inden længe er det det eneste hospital i byen, som ikke er blevet bombet. 

 “Vi troede aldrig, at verden ville lade det ske”, lyder Waad al-Kateabs stemme.

Filmen giver et unikt indblik i en gruppe menneskers stædige kamp for at opretholde et liv i en efterhånden sønderbombet by. Den viser en hverdag, hvor bomber og granater er hverdagskost, og hvor de små lykkelige stunder pludselig får en helt ny og dybere betydning. Og så viser den deres kamp for ikke at miste troen, på trods af at omstændighederne blot bliver værre og værre. 

“Jeg bliver ved med at filme. Det giver mig en grund til at være her”, siger Waad al-Kateab undervejs i filmen.

Men filmen viser også frygten ved at bringe et liv til en verden i krig, og hvordan frygten for at miste ændres. Og netop derfor bliver filmen også en historie om en mors kærlighed til sit barn. 

“Sama. Jeg laver denne film til dig. Jeg har brug for, du forstår, hvorfor din far og jeg valgte, som vi gjorde. Hvad vi kæmpede for”.

Den 15. december 2016 indgår regimet og oprørerne en aftale om at lade Syrisk Arabisk Røde Halvmåne og Internationalt Røde Kors evakuere oprørere og civile. I løbet af en uge evakueres 35.000 mennesker fra Aleppo, og regimet genvinder kontrollen over det sidste store oprør i landet. 
Dokumentaren, som giver et stærkt menneskeligt indblik i et særligt historisk øjeblik om borgerkrigen i Syrien, “Til Sama”, kan ses på Filmstriben netop nu.