Blomsterne vil vokse, når du er død på vores jord.
Budskabet fra en frygtløs ældre ukrainsk kvinde til de russiske invasionsstyrker var ikke til at tage fejl af. Det var på invasionens første dag, at hun med en pose solsikkefrø i hånden gik hen til en gruppe russiske soldater for at lægge frøene i deres lommer, for på den måde at give deres liv mening, når de blev slået ihjel af de ukrainske styrker.
Soldaterne hævdede selv, at de blot var på militærøvelse i Ukraine, men hun slog fast, at de bestemt ikke var velkomne.
Samtidig steg ildkugler fra russiske missiler op over den ukrainske hovedstad Kyiv i det største angreb på europæisk jord siden Anden Verdenskrig.
Store menneskemængder strømmede til de bombesikrede metrostationer under Kyiv og søgte dækning fra Ruslands missilangreb, mens andre dele af befolkningen skyndte sig at gøre klar til at forsvare Ukraines hjerte, der i dag er det ukrainske kælenavn for hovedstaden, som Rusland ikke kunne erobre.
Ukrainske mænd i alle aldre, iført civilt tøj og med sovjetiske rifler i hånden, indtog forsvarspositioner bag sandsække, mens de ventede på Ruslands flere kilometer lange konvoj af kampvogne og mandskabsvogne, der stormede mod hjertet fra den belarussiske grænse.
I det sydlige Ukraine var russiske krigsskibe ved at angribe fra Sortehavet og indtage strategisk vigtige positioner såsom Slangeøen, der kunne hjælpe Rusland med at afgrænse den ukrainske havneby Odessa.
Det russiske krigsskib Moskva, Sortehavsflådens flagskib og regionens mest magtfulde krigsskib med en besætning på 510 personer, beordrede de 13 ukrainske grænsesoldater på øen til at overgive sig omgående eller blive bombet.
De ukrainske soldater bad skibet skride ad helvede til.
Man kunne og burde skrive en hel roman om dagene omkring Ruslands invasion af Ukraine.
Ikke kun bristede hele Ruslands selvfortælling om at være en militær supermagt, men det satte også en fed streg under, at Ukraines ønske om at være en selvstændig europæisk stat uden russisk indblanding kom helt fra kernen af den ukrainske befolkning.
Og at det ikke kun var ukrainerne, der absolut ikke ønskede at have noget med Rusland at gøre mere – det gjorde ingen af de tidligere sovjetstater i Europa, måske lige på nær Belarus og den belarussiske præsident Aleksandr Lukasjenko, også kendt som Europas sidste diktator.
I dag er det præcis tre år siden, at invasionen begyndte. Tre år med krig og stigende frygt for en udvidelse af Ruslands imperialistiske ambitioner til resten af Europa, hvor USA og Europa har stået last og brast – men det samarbejde er nærmest på årsdagen for invasionen blevet hældt ned af brættet.
Tre lange, lange år med død og ødelæggelse på det europæiske kontinent er mundet ud i, at Europas angiveligt tætteste allierede, den amerikanske præsident Donald Trump, nu selverklæret konge, har kaldt Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj for en diktator.
Tragikomiske ord, når Trumps egen regering få dage forinden havde arrangeret et møde med repræsentanter fra Ruslands regering, der ifølge netop USA har begået omfattende valgsvindel igen og igen. Mødet foregik i et af verdens mest brutale diktaturer, enevældet Saudi-Arabien.
Uanset hvad, man synes om det, så er det den virkelighed, Europa nu må forholde sig til.
Fra Donald Trump blev indviet som præsident 20. januar 2025 tog det 31 dage, før den gamle verdensorden var tilintetgjort, og amerikanerne lovpriste muligheden for handelsaftaler med Rusland og Kina, mens de svinede europæiske ledere til under sikkerhedskonferencen i München.
Truslen mod Europa kommer ikke fra Rusland, der har startet en krig på kontinentet, hvis offertal ifølge nogle analyser nærmer sig en million døde og sårede, siger amerikanerne pludseligt – nej, Europa er tilsyneladende sin egen fjende og den største trussel mod sig selv.
Selvom knap 12.500 civile er blevet dræbt, herunder 669 børn, mens 30.000 er såret, hvoraf næsten 2000 er børn, så er det Europas demokratier, der er truslen.
For den europæiske højrefløj bliver undertrykt ifølge USA’s nye regering, og derfor er der “intet, Amerika kan gøre for jer”. Det var det nedkogte budskab fra USA’s vicepræsident, J.D. Vance, der var taget til den tyske sikkerhedskonference for at give europæerne voksenskældud.
Det europæiske og amerikanske samarbejde har været grundstenen i begge steders identitet, fremgang og kultur. Tanken om et USA uden Europa og omvendt er urealistisk fjern, selvom virkeligheden nu antyder noget helt andet.
Europa er ved at blive partneren i et voldeligt forhold, og der findes ikke noget voldeligt forhold, der er værd at blive i. Hvis USA ikke vil Europa det godt, må Europa stå på egne ben.
Tre drabelige år i Europa og en dødsensfarlig nabo østpå har skabt den mest skrøbelige sikkerhedspolitiske situation herhjemme i noget nær 80 år, og den nye amerikanske regerings første storpolitiske beslutning er at svigte deres nærmeste allierede.
USA var en af de første til at komme Ukraine og Europa til undsætning, da Rusland angreb, og bare fem dage før treårs-jubilæet for invasionen har Donald Trump vendt historien på hovedet. Nu er det Ukraine, der er skyld i krigen, og Zelenskyj, der er en diktator, mens russerne er en valid handelspartner, man søger samarbejde med.
Hvis Ukraine fortsat vil have amerikansk støtte, skal de blot afskrive retten til ukrainske mineraler til en samlet værdi på 3.560 milliarder kroner og give det til amerikanerne, lyder det fra Trumps regering.
Det begynder at ligne det største politiske svigt i Europa siden appeasement-politikken i 1930’erne.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen sagde på et pressemøde den 19. februar noget, der desværre indrammer tiden skræmmende godt:
Den nye verdensorden vil nok ikke fortsætte for evigt, men den vil nok fortsætte resten af hans liv.
Oprustningens tid er tilbage, og denne gang forsvinder den måske ikke. For Europa kan ikke længere regne med andre end sig selv.
I mellemtiden må ukrainerne forsøge at kæmpe videre og hele såret fra den kniv i ryggen, som Donald Trump meget nøje har stukket ind.