1. november 2021

Citrusfrugter fra Lidl er produceret under dårlige arbejdsforhold og med giftige pesticider

Lidl i Danmark sælger appelsiner fra en producent i Sydafrika, der ifølge en rapport har særligt problematiske arbejdsforhold. Blandt andet er arbejdstagerne ikke beskyttet tilstrækkeligt ved brug af meget giftige pesticider. Det er anden gang inden for et år, at der er fundet alvorlige problemer med arbejdsforholdene hos Lidls leverandører.

Sydafrikanske appelsiner fra Lidl kan være plukket under kummerlige forhold. Flere arbejdere kan berette om utætte boliger og brændende hud på grund af manglende beskyttelse mod pesticider. Foto: Lidl

Appelsiner. De er saftige, søde og let syrlige. Alligevel kan eftersmagen være besk.

Det viser en nylig udgivet rapport “Bitter Oranges – An Unjust Citrus Supply Chain” fra organisationerne Rosa Luxemburg Stiftung og Khanyisa Educational Development. 

Heri fremgår det, hvordan sydafrikanske citrusfrugter sælges i store supermarkedskæder i Tyskland på trods af, at de er produceret under stærkt kritisable arbejdsforhold. Og en rundspørge blandt danske supermarkeder viser nu, at de også ender hos Lidl herhjemme.  

Lidl vil ikke stille op til interview men skriver i et mailsvar, at de ikke kan udelukke, at der på discountkædens danske butikshylder er appelsiner fra et af landbrugene, hvor forholdene beskrives som “særlig problematiske”. 

Danwatch har forsøgt at få uddybet, hvor meget og hvor ofte Lidl Danmark importerer fra det pågældende landbrug, men det ønsker de ikke at kommentere på. 

Det er anden gang inden for et år, at der er fundet store problemer med arbejdsforholdene bag Lidls produkter, og dengang som nu henviser Lidl til deres Code Of Conduct og certificeringen Global GAP. Men som Danwatch kunne dokumentere tilbage i juli efter afsløringen af forholdene bag importerede jordbær fra Spanien, er netop Global GAP mangelfulde i deres auditering og ikke en garanti for gode forhold.

Flere kritisable forhold 

Rapporten beskriver forholdene og varekæden for citrusfrugter, der produceres i Eastern Cape-provinsen i Sydafrika og som ender i tyske supermarkeder. I den forbindelse fokuseres der på fem specifikke landbrug, og det er et af dem – Nuwelande – som Lidl i Danmark sandsynligvis har fået – eller får – appelsiner fra.

På Nuwelande, så vel som de øvrige landbrug i undersøgelsen, har forfatteren af rapporten interviewet flere arbejdere, og hos Nuwelande kan de berette om en række problematiske forhold.

Listen er lang, og den er ikke udtømmende, men det gælder blandt andet i forhold til:

  • Kontrakter: Arbejderne skal hvert år underskrive en ny kontrakt, selvom de har arbejdet på landbruget i årtier. På den måde er det muligt for ejerne at fyre dem uden varsel. Derudover skiftede Nuwelande også ejerskab i 2012. Der er dog kun tale om et proforma ejerskifte, da ejerne stadig er de samme, men i praksis betyder det, at arbejdstagerne i forbindelse med ejerskiftet mistede retten til pension. Dette fordi landbruget nu betegnes som et “nyere” landbrug.  
  • COVID-19: Ifølge arbejderne blev de ikke betragtelig beskyttet under COVID-19 pandemien. 
  • Vand: Arbejderne har ikke adgang til vand på arbejdspladsen, men er tvunget til at gå lange afstande for at få noget at drikke. De arbejdere, som bor på landbruget, får vand fra et lille reservoir på hovedvejen. Reservoiret er ikke indhegnet og udgør derfor en fare for de mindre børn, som bor med deres forældre på Nuwelande.  
  • Løn: Under høstsæsonen aflønnes arbejderne efter akkord. Er afgrøderne høstet på en dårlig måde, trækkes det fra i lønnen.  
  • Boligforhold: I henhold til sydafrikansk lov må arbejdsgivere trække op til ti procent af lønnen for at indlogere arbejdere. Til gengæld skal de sørge for tilstrækkelig vedligeholdelse af boligerne, hvilket ikke er tilfældet på Nuwelande. Flere arbejdere har gentagne gange klaget til ledelsen over, at tagene er utætte, væggene bliver våde, og at det ikke er muligt at låse døren.
  • Retten til at tilslutte sig fagforening: De interviewede arbejdere har fortalt om tilfælde, hvor ejerne af landbruget har forulempet tillidsrepræsentanten for hans fagforeningsrolle. Ejerne har også truet andre arbejdere med fyring, hvis de melder sig ind i en fagforening. 

Livsfarlige pesticider 

Det er dog ikke alt. I de foretagne medarbejderinterviews har arbejderne også fortalt, at de decideret frygter for deres helbred, når de anvender pesticider under arbejdet. Det drejer sig om pesticiderne Biomectin, Scat 360SL og Amine 480 SL. 

Den internationale organisation Pesticide Action Network (PAN) har klassificeret de tre pesticider som “meget farlige” og “farlige for helbredet på sigt”. Især det aktive stof abamectin, der findes i Biomection, beskrives af Verdenssundhedsorganisationen (WHO, red.) som akut giftig og dødelig ved inhalering. 

Selvom arbejderne modtager træning i håndtering af pesticider og får udleveret udstyr som støvler, handsker og masker, beretter de alligevel om mangel på ordentligt udstyr. Eksempelvis har ledelsen, ifølge rapporten, nægtet at imødekomme arbejdernes ønske om at få lange støvler, så det resterende spray fra pesticiderne ikke rammer deres bukser direkte. I stedet fik de besked på at købe støvlerne selv af egen lomme. 

De interviewede arbejdere fortæller også, at det især er sæsonarbejderne, som bliver tildelt mindre beskyttelse mod de giftige pesticider. Det er blandt andet ikke unormalt, at pesticidernes sprøjtes på afgrøderne samtidig med at ikke-beskyttede arbejdere arbejder i rækkerne lige ved siden af sprøjtningen.  

Alt det har ført til, at flere af de interviewede arbejdere adskillige gange nævner en brændende fornemmelse på arme og et kløende og udtørret ansigt, skriver rapporten. 

Landbruget er bekendt med kritikken i rapporten.

Lidl: Alle leverandører skal underskrive vores Code of Conduct

Danwatch har forelagt forholdene for Lidl og spurgt dem, hvordan de forholder sig til dem. Vi har også spurgt, om de får betydning for deres fremtidige samarbejde med Nuwelande.

Lidl svarer ikke på spørgsmålet, men skriver i en mail, at alle deres samarbejdspartnere er forpligtet til at underskrive deres Code of Conduct, som indeholder alle gældende arbejdsstandarder. 

“Det vil sige, at vi afviser enhver form for børnearbejde, krænkelser af grundlæggende arbejdstagerrettigheder og andre krænkelser af menneskerettighederne i produktionen af vores varer. Adfærdskodekset gælder derfor også for produktion af frugt og grøntsager”, skriver den presseansvarlige i Lidl Danmark Thomas Sejersen.

Han henviser derudover til, at de omtalte producenter, herunder Nuwelande, alle er Global Gap og SIZA-certificeret. 

Netop Global GAP er tidligere blevet kritiseret for at udføre forhåndsvarslede kontrol, mens certificeringen heller ikke dækker centrale områder som diskrimination og chikane.

Danwatch vil gerne have spurgt Lidl, hvordan deres adfærdskodeks hænger sammen med fundene på Nuwelande, og hvordan det kan lade sig gøre, at alle leverandører skal underskrive deres Code of Conduct, men på den anden side ikke kan sige med sikkerhed, at de får citrusfrugter fra producenten eller i givet fald hvor meget.

Lidl har dog ikke mere at tilføje.

Anden gang i år 

Det er ikke første gang, at Lidl Danmark importerer frugt eller grøntsager fra problematiske producenter. Tilbage i juli måned i år kunne Danwatch afsløre kritisable forhold hos en spansk leverandør af jordbær til supermarkedskæden.

Da Danwatch besøgte flere jordbærmarker i Sydspanien i forbindelse med undersøgelsen, kunne arbejdere fra leverandøren berette om voldtægt og seksuelle overgreb.

Lidl oplyste på det tidspunkt, at de havde foretaget uanmeldte besøg på det pågældende landbrug, som også afslørede overtrædelser af arbejdstagerrettigheder. 

”Vi vil så hurtigt som muligt sammen med vores forretningspartnere gå i dialog med den pågældende leverandør om at udarbejde en konkret handlingsplan med det formål at få stoppet alle rettighedsovertrædelser, og dernæst vil vi sikre os at virksomheden implementerer konkrete tiltag for at forbedre arbejdsforholdene for arbejderne”, skrev kommunikationschef i Lidl Morten Vestberg dengang til Danwatch. 

Danwatch har spurgt Lidl, om de stadig har tiltro til deres egen Code of Conduct og ikke mindst Global GAP set i lyset af de nu to adskilte sager om dårlige arbejdsforhold hos deres producenter. 

Lidl har ikke ønsket at kommentere på dette.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down