CPH:DOX er en international dokumentarfilmfestival. Festivalen udkommer i år i digital version. Alle film kan streames online i perioden 18. til 29. marts. Du kan købe billetter på festivalens hjemmeside og finde programmet her.
En tredjedel af al verdens guld stammer fra guldminerne omkring Johannesburg, og den sydafrikanske økonomi er i høj grad baseret på at trække råstoffer op fra undergrunden. Under apartheidstyret understøttede guldindustrien næsten alene regeringen gennem skatteafgifter.
På trods af guldindustriens enorme omsætning er det langt fra hele befolkningen, som den kommer til gode. Tværtimod, for udover at en stor del af guldet eksporteres ud af landet, ender den fattigste befolkning med at føle minedriftens konsekvenser på egen krop.
Filmens titel, Jozi Gold spiller på Johannesburgs lokale tilnavn, Jozi, og på byens historie som centrum for guldindustrien. Dokumentarfilmen skildrer miljøaktivisten Mariette Liefferinks’ kamp mod en guldindustri, der beskyttes af politiske organer. En scene i filmen viser blandet andet hvordan, at Institut for Mine Ressourcer, der fører tilsyn med landets minesektor, afviser at retsforfølge tidligere mineselskabers direktører, for forureningen som deres minedrift er skyld i.
[Citat2]
Guldindustrien udvinder guld fra minerne, ved en metode der kaldes ‘acid mine drainage’ eller på dansk, surt mineafløb. Filmen viser hvordan denne form for minedrift forurener miljøet og påvirker mennesker omkring minerne.
For at udvinde en mines ressourcer på sikker vis er det nødvendigt at dræne den for vand. Når minedriften stoppes, oversvømmes de underjordiske mineskakter af vand, som ender i overfladen. Vandet, der stiger op til overfladen, indeholder flere farlige tungmetaller, heriblandt uran.
Det forurenede grundvand har ikke kun sundhedsskadelige konsekvenser for indbyggerne i og omkring Johannesburg, men også naturen som grundvandet strømmer igennem. Når bønder og lokalbefolkning bruger grundvandet til at vande deres afgrøder, ophober der sig giftige tungmetaller i de afgrøder, som de lever af.
Johannesburg er omringet af store sandbanker på størrelse med mindre bjerge, som består af giftigt og radioaktivt mineaffald fra guldminerne. Støv fra sandbankerne er et stort problem i, og omkring Johannesburg. Det indeholder uran, og det påvirker i høj grad lokalsamfundet.
Byerne omkring sandbankerne er dækket af en tyk tåge, der, når vinden tager til, tvinger dem til at køre med lygterne tændt om dagen for at undgå sammenstød. En butiksansat fortæller i filmen, hvordan folk døjer med astma og bihulebetændelse, imens hun støver et tykt lag støv af dagligvarer og kølediske. Når vinden blæser, bærer indbyggerne masker for ikke at inhalere støvet. Indånding af uran kan blandt andet føre til, at børn fødes med misdannede legemer.
Tudor Shaft, et lille samfund beliggende på radioaktiv jord, mærker tydeligt konsekvenserne af forureningen. Ifølge filmen, er deres børn er ramt af sygdom året rundt, og niveauet af radioaktivitet her er 500 gange over det tilladte niveau – eller på niveau med Tjernobyls udelukkelseszone.
Selvom årsagssammenhængen mellem surt mineafløb og stigning af kræfttilfælde og lavere IQ ikke er bevist, fortæller Mariette Liefferinks at:
“Der er overvældende mange historier om kræfttilfælde og mental retardering i lokalsamfundene omkring minerne.”
At skabe politisk forandring er dog ikke nemt. Guldmineindustrien i Sydafrika har eksisteret i mere end 120 år og har historisk set været tæt forbundet med den politiske sfære. Mange politikere er enten aktionærer i, eller har familie på fremtrædende poster i mineselskaberne.
Der er derfor meget lidt eller ingen politisk vilje til at oplyse om problemer forbundet med minedriften. Filmen viser, hvordan politikere og mineselskaber bevidst hemmeligholder informationer overfor befolkningen, og at ingen af parterne er villige til at tage ansvar for den forurening, der i høj grad påvirker miljøet og befolkningen.
[Citat1]
Som filmen skrider frem, stilles spørgsmålet – hvem har ansvaret for at rode bod på forureningen og dens konsekvenser?
De nuværende mineejere står på den ene side. De har købt de gamle miner, og ejer dermed også de forurenende sandbanker. De opererer den nuværende minedrift, og mener ikke, at de er ansvarlige for remediering overfor de pårørende, men at ansvaret ligger hos minernes tidligere ejere.
På den anden side står den sydafrikanske regering, der igennem mere end et århundrede har holdt øjnene lukket og nydt godt af skatteindtægter fra landets mineselskaber.
Jozi Gold er en film om Mariette Liefferinks’ kamp mod en magtfuld industri og et indelukket politisk landskab. En kamp for at placere ansvar for den sundheds- og miljøskadelige forurening, der plager Sydafrika.
Andreas Kaas Wium Pedersen