Natten til den 20. august begyndte en række ødelæggende missil- og droneangreb at ramme hovedstaden Kiyv. En skole og et børnehospital blev ødelagt i angrebene, og mindst 16 mennesker blev dræbt og 33 såret i det, der beskrives som det mest massive luftangreb på Ukraines hovedstad siden krigens begyndelse.
Mens Rusland de seneste uger har intensiveret sine angreb mod Ukraine, fortsætter det danske værft Fayard med servicere gasskibe, der sejler millioner af tons russisk flydende naturgas (LNG) gennem Arktis.
Lige nu befinder et nyt skib, der transporterer russisk gas, sig tæt på værftet i Odense Havn. Det afslører skibsdata, som Danwatch har analyseret. Det drejer sig om det 299 meter lange skib Boris Davydov, der sejler under Cypern-flag og tilhører Yamal LNG-flåden.
Ifølge den tyske ngo Urgewald har skibet transporteret 3.653.256 ton russisk LNG fordelt på 50 laster, siden det senest var til vedligeholdelse hos Fayard i august 2023. Ifølge Urgewalds analyse udgør det en samlet markedsværdi på 1.91 milliarder euro svarende til omkring 14 milliarder kroner.
Det er det tredje skib med russisk gas, der bliver serviceret inden for to måneder. I slutningen af juni ankom skibet Rudolf Samoylovich til Odense Havn og blev serviceret. Omkring tre uger senere var det gastankskibet Georgiy Brusilov, der lagde til.
Det danske skibsværft er længe blevet kritiseret for at reparere LNG-skibe, der sejler med russisk gas, fordi eksperter og en lang række danske og europæiske politikere mener, at det bidrager til Ruslands krig mod Ukraine.
Blandt andet kaldte statsminister Mette Frederiksen (S) det sidste år “ubegribeligt”, at et dansk værft servicerer skibe, der sejler med russisk gas. I juli rettede 105 Europaparlamentsmedlemmer kritik af, at Fayard udfører reparationsarbejde på skibene. Blandt andre de danske medlemmer Christel Schaldemose, Stine Bosse og Villy Søvndal.
Også den tyske ngo Urgewald har kritiseret Fayard og har over for Danwatch kaldt det dybt problematisk, at værftet stadig vedligeholder skibene.
“Fayard har mulighed for at skabe reelle problemer for Ruslands arktiske LNG-forretning og dermed øge presset på Rusland. I stedet tjener Fayard strengt taget penge på krigen i Ukraine, fordi hele markedet for vedligeholdelse af Arc7-tankskibe er overladt til dem”, udtalte han til Danwatch.
Langt størstedelen af flydende naturgas fra det gigantiske russiske Yamal-anlæg gik sidste år til EU, og Kreml tjente omkring 7,2 milliarder euro, svarende til omkring 53 milliarder kroner på at eksportere LNG til EU. Tendensen fortsætter, og importen i januar i år er 8 procent højere end sidste år. Det viser tal fra den tyske ngo Urgewald.
Ifølge Urgewalds analyse står to andre LNG-tankskibe, som sejler for Yamal LNG-projektet i Arktis, til at skulle til service i år.
Fayard afviser kritik
Lige nu gør Fayard ikke noget ulovligt. Det er først fra januar næste år, at det bliver ulovligt for Fayard at yde service til skibe, der sejler med russisk gas. EU’s nye sanktionspakke, der blev vedtaget den 23. april, kommer til at begrænse Ruslands gas- og olieprojekter og dermed også service og vedligehold af tankskibe og isbrydere, der transporterer flydende naturgas.
Men Sebastian Rötters fra Urgewald og flere politikere har længe været uforstående overfor, at Fayard ikke selv vælger at stoppe den del af forretningen ud fra et etisk perspektiv.
I 2025 besluttede det franske skibsværft Damen Shiprepair, der er hollansk ejet, at stoppe serviceringen af arktiske LNG-tankskibe på grund af krigen i Ukraine. Virksomheden begrundede beslutningen med, at man ønskede at følge den hollandske regerings linje, der fraråder virksomheder at støtte russisk LNG-eksport.
Danwatch har spurgt Fayard om, hvorfor man servicerer skibene på trods af kritikken. Fayard henviser til, at man overholder alle gældende regler, og at deres service af skibe ophører efter 2026, når importen af LNG til Europa fra Yamal-anlægget stopper.
“Vi følger de beslutninger, politikere træffer. Fayard driver ikke forretning med Rusland. Det gør EU, som køber af russisk LNG. Igennem de seneste fire år har EU valgt at importere rekordmeget LNG fra Yamal til Europas energiforsyning, og for at den gas kan komme til Europa, er der behov for, at skibene, der sejler det, kan blive serviceret for at sikre den maritime sikkerhed i europæiske farvande og havne”, lyder det i et skriftligt svar.
Danwatch har ligeledes spurgt, hvorfor man vælger at fortsætte, når det franske skibsværft Damen Shiprepair i Brest sidste år valgte at stoppe serviceringen af arktiske LNG-tankskibe på grund af krigen i Ukraine. Dette har Fayard ikke svaret på.










