I denne uge vil Kinas Nationale Folkekongres vedtage to konventioner om afskaffelsen af tvangsarbejde fra den internationale arbejdsorganisation ILO. Selvom konventionerne er internationale traktater, der bliver juridisk bindende, så snart Kina underskriver dem, så er det de færreste eksperter og organisationer, der tror, at det rent faktisk vil stoppe kinesisk tvangsarbejde.
På trods af den manglende tiltro til Kina fortæller ratificeringen og dens timing os noget vigtigt om, hvordan vores ting bliver til, og hvem vi er villige til at handle med. Ratificeringen kommer nemlig en måned før FN's menneskerettighedschef Michelle Bachelet skal besøge den kinesiske provins Xinjiang, der er centrum for kritikken om kinesisk tvangsarbejde.
En lind strøm af rapporter har dokumenteret undertrykkelse af etniske og religiøse minoriteter i Xinjiang, særlig de muslimske uighurer. Millioner af mennesker har været indespærret i interneringslejre, hvor de udsættes for det, der af flere lande betegnes som et "folkedrab". Lejrene er også centrum for tvangsarbejde, hvor de etniske minoriteter producerer en lang række produkter til ingen løn. Den billige arbejdskraft er en væsentlig faktor i de globale handelskæder, og elementer fra Xinjiang ender i en lang række produkter verden over, herunder i Danmark. Danwatch har tidligere vist, hvordan danske tøjvirksomheder ikke kan afvise, at de får bomuld fra Xinjiang, ligesom vi har afsløret, at tvangsarbejdende uighurer samler computere, der ender i det offentlige Danmark.
Lige nu venter amerikanerne på at se, hvordan den amerikanske præsident Joe Biden vil realisere Uygur Forced Labour Prevention Act, der skal stoppe al amerikansk import, som er forurenet af uighursk tvangsarbejde. Loven træder i kraft i juni i år, og alt tyder på, at den vil få store konsekvenser for alt fra bomuld til tomater og teknologi.
En anden motivation for kineserne til at ratificere konventionerne, er ifølge eksperter en investeringsaftale, som de i begyndelsen af 2021 indgik med EU. Aftalen skal godkendes i EU-landene og har været sat på hold, mens Kina og EU skændtes over netop Xinjiang og indførte sanktioner mod hinanden. Nu bliver ratificeringen set som et forsøg på at genoplive investeringsaftalen.
Aftalen er faktisk et forsøg på at påvirke Kina. For eksempel er aftalen betinget af, at Kina netop ratificerer ILO's konventioner om tvangsarbejde. Det er en del af EU’s “værdibaserede” tilgang til handel. Det langsigtede mål er altså, at stoppe tvangsarbejde i Kina, men de færreste forventer store forandringer på fabriksgulvene i Xinjiang lige foreløbigt. Vi kan altså ende med at øge handlen, selvom der stadig er dårlige forhold, og det efterlader et ret aktuelt spørgsmål: Hvad vil vi rent faktisk acceptere fra dem, vi handler med?
Det er et spørgsmål, der er vokset, efter Rusland invaderede Ukraine og blotlagde, hvor naive eller kyniske, Vesten havde været i sin handel med Rusland. Resultatet har været en massiv vestlig virksomhedsflugt fra Rusland. Og det har startet en debat om, hvordan vi håndterer handlen med lande, der har andre værdier, end vi selv? Indtil videre er tilgangen til Kina fra EU og USA vidt forskellig. Det ene sted bliver der skruet ned for handlen, det andet sted vil man (måske) skrue op.
Lad os, med udgangspunkt i det dilemma, se på den nyeste udvikling