3. marts 2023

Efter Rusland-afsløringer: Pensionskasser presser Rockwool

En række pensionskasser, der repræsenterer millioner af danskere og har store investeringer i Rockwool, er stærkt kritiske over for virksomhedens aktiviteter i Rusland.

Rockwools CEO, Jens Birgersson, i Rusland 2021 i forbindelse med en planlagt milliarddyr udvidelse af Rockwools fabrik i den russiske by Vyborg. Efter invasionen i 2022 annullerede Rockwool udvidelsesplanerne. Foto: Rockwool (PR-foto)
Har du et tip om Rockwool? Så kan du kontakte journalisterne på danwatch@protonmail.com eller klikke på knappen her.
Del din viden

I tirsdags fik Rockwool smæk på børsen, og nu rasler flere investorer også med sablen efter Danwatch og Ekstra Bladets afsløringer af, at selskabets produkter i perioden fra 2015 til 2020 er blevet solgt til diverse militære projekter under det russiske forsvarsministerium.

Det er en meget kompleks situation, som vi er i kritisk dialog med Rockwool om, da vi først og fremmest gerne så, at de trak sig hurtigere ud af Rusland
Rasmus Bessing
Direktør for PFA Asset Management

Fire store pensionskasser, der sammenlagt repræsenterer 3,5 millioner danskere, har sammen med ATP aktier for knap en halv milliard kroner i Rockwool – og flere af dem er nu stærkt kritiske over for den hæderkronede danske koncern, der lige nu undersøges af Erhvervsstyrelsen for sanktionsbrud.

”Vi ser med stor alvor på den seneste udvikling samt de beskrevne forhold, som nu undersøges af Erhvervsstyrelsen. Eventuelle sanktionsbrud kan ikke legitimeres, og vi vil derfor også følge op på Erhvervsstyrelsens konklusioner, når disse foreligger”, siger Jan Kæraa Rasmussen, chef for ESG og bæredygtighed hos PensionDanmark, der har investeret knap 50 millioner kroner i Rockwool.

Danwatch og Ekstra Bladet har blandt andet dokumenteret, at Rockwool er solgt til flere skibe i den russiske flåde, og at Rockwool har lydisoleret det russiske forsvarsministeriums hovedkvarter i Moskva, hvorfra den nuværende militære indsats i Ukraine bliver koordineret.

Kritisk dialog 

Hos PFA, der har en aktiebeholdning i Rockwool på 130 millioner kroner, ser man helst, at danske virksomheder som Rockwool forlader Rusland.

”Vi mener ikke, at virksomheder skal blive i Rusland. Men vi anerkender også, at det er en meget kompleks situation, som vi er i kritisk dialog med Rockwool om, da vi først og fremmest gerne så, at de trak sig hurtigere ud af Rusland”, siger Rasmus Bessing, direktør for PFA Asset Management.

I ATP, der har investeringer for 202 millioner kroner i Rockwool, følger man også sagen tæt:

”Den komplekse situation i Rusland følger vi tæt, og i ATP har vi selvfølgelig en forventning om, at Rockwool lever op til internationale konventioner og sanktioner,” siger Claus Berner, som er ATP’s vicedirektør for danske aktier.

Du kan læse pensionskassernes svar nederst i artiklen eller ved at klikke her.

Pres på pensionsselskaberne

Det må alt andet lige betyde noget for Rockwool, at storaktionærer kommer med en sådan kritik
Carsten Tanggaard
Professor, Aarhus Universitet

Selv om de de danske pensionskasser sammenlagt ejer under én procent af Rockwool, så mener professor i finansiering Carsten Tanggaard fra Aarhus Universitet, at deres kritik vil blive bemærket i Rockwool.

“Det ser ud til, at der er en konsensus i pensionsselskaberne om, at det her er man utilfredse med, og det må alt andet lige betyde noget for Rockwool, at storaktionærer kommer med en sådan kritik”.

“Men sagen presser også pensionsselskaberne. De fleste af dem har fået en markant profil på bløde værdier som bæredygtighed og social ansvarlighed, og der passer det rigtig dårligt ind, at man har penge i et selskab, der lige nu opererer i Rusland”, siger han.

Carsten Tanggaard påpeger også, at Rockwools fortid i Rusland kan komme til at belaste selskabet, fordi mange investorer i dag forventer, at et selskab som Rockwool ikke ‘bare’  overholder loven men også har handlet etisk ansvarligt.

“Da Rusland invaderede Krim i 2014, var der jo mange som forventede en reaktion, men Rockwool og andre kørte bare videre derovre. Og så vælter det hele pludselig her i 2022, og de bliver taget på det forkerte ben, når det kommer frem, at de i årevis har handlet med et militær, der har begået alverdens overgreb på ukrainerne,” siger han.

ATP (202 mio. kr.)

”Den komplekse situation i Rusland følger vi tæt, og i ATP har vi selvfølgelig en forventning om, at Rockwool lever op til internationale konventioner og sanktioner”, siger Claus Berner, vicedirektør for danske aktier.

PFA (130 mio. kr.)

”Vi mener ikke, at virksomheder skal blive i Rusland. Men vi anerkender også, at det er en meget kompleks situation, som vi er i kritisk dialog med Rockwool om, da vi først og fremmest gerne så, at de trak sig hurtigere ud af Rusland”, siger Rasmus Bessing, direktør for PFA Asset Management.

Danica (36 mio. kr.)

”Vi havde ved udgangen af sidste år 36 millioner kroner investeret i Rockwool og følger som investor løbende udviklingen i virksomheden. Situationen er fyldt med dilemmaer og en eventuel dialog med Rockwool ønsker vi at tage direkte med virksomheden selv”, siger Esben Saxbeck Larsen, aktiechef.

Industriens Pension (55 mio. kr.)

”Vi har tidligere haft dialog med Rockwool om selskabets aktiviteter i Rusland, og vi vil nu – via vores eksterne forvalter, som vi har aktierne igennem – følge op med en række spørgsmål om sagen på baggrund af de oplysninger, der er kommet frem den seneste tid. Samtidig afventer vi naturligvis udfaldet af Erhvervsstyrelsens undersøgelse af Rockwool. Det er klart, at det er en betingelse, at de virksomheder, som vi har investeret i, overholder gældende EU-sanktioner”, siger Laurits Harmer Lassen, pressechef.

PensionDanmark (under 50 mio. kr.)

”Vi ser med stor alvor på den seneste udvikling samt de beskrevne forhold, som nu undersøges af Erhvervsstyrelsen. Eventuelle sanktionsbrud kan ikke legitimeres, og vi vil derfor også følge op på Erhvervsstyrelsens konklusioner, når disse foreligger”.

”Siden Ruslands invasion af Ukraine har vi haft løbende dialog med Rockwool om selskabets tilstedeværelse i Rusland”.

”Vores aktuelle dispositioner i aktien er baseret på investeringsbeslutninger, som vi af princip ikke kommenterer, når det drejer sig om enkeltstående, børsnoterede aktier”, siger Jan Kæraa Rasmussen, chef for ESG og bæredygtighed.

Har du et tip om Rockwool? Så kan du kontakte journalisterne på danwatch@protonmail.com eller klikke på knappen her.
Del din viden
Flere artikler fra serien: 
Flere artikler fra undersøgelsen:

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right