28. februar 2023

Rockwool-aktie styrtdykker efter Rusland-afsløringer

Danwatch og Ekstra Bladets afsløringer af Rockwools russiske forretninger har fået den danske koncerns aktie til at falde markant.

Her ses en af Rockwools russiske fabrikker. Tirsdag morgen faldt Rockwool-aktien med cirka 12 procent efter Danwatchs afsløringer om virksomhedens forbindelser til det russiske forsvarsministerium. Foto: Rockwool
Har du et tip om Rockwool? Så kan du kontakte journalisterne på danwatch@protonmail.com eller klikke på knappen her.
Del din viden

Rockwool har fået en ordentlig lussing på børsen efter Danwatch og Ekstra Bladets afsløringer af, at selskabet har tjent millioner af kroner på militære projekter under det russiske forsvarsministerium.

Klokken lidt over 9 tirsdag formiddag var kursen på Rockwool-aktien faldet hele 12 procent, og det sker ifølge Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet, som en direkte konsekvens af, at Erhvervsstyrelsen mandag besluttede at gå ind i sagen.

“Dagens kursfald skyldes væsentligst, at Rockwool måske kommer i negativt søgelys for potentielt at have brudt sanktioner i forhold til Rusland”, skriver han i en kommentar til Ritzau.

Kursfaldet er også blevet bemærket hos Sydinvest og internationalt af Reuters. Euroinvestor skriver blandt andet også, at ved børsåbningen tirsdag lå faldet på 6 procent, hvilket svarer til at aktionærerne har måtte vinke farvel til 2,6 mia. kr. i markedsværdi.

Erhvervsstyrelsen skal blandt andet undersøge, om Rockwool har brudt sanktioner eller reglerne om dual-use, som omhandler produkter, der kan bruges til både civile og militære formål.

Rusland blev i 2014 ramt af en række sanktioner efter landets ulovlige annektering af Krim-halvøen. Hvis Erhvervsstyrelsen konkluderer, at der er en konkret mistanke om, at Rockwool har begået regelbrud, vil det typisk føre til en politianmeldelse.

Indgik i Ukraine-krigen 

Danwatch har i samarbejde med Ekstra Bladet blandt andet dokumenteret, at Rockwools russiske samarbejdspartnere i mindst 21 tilfælde har leveret Rockwool-produkter for sammenlagt 123 millioner rubler (cirka 11,5 millioner kroner) til skibsværfter, som udfører store ordrer på vegne af Ruslands forsvarsministerium.

I en af kontrakterne fra september 2017 fremgår det eksempelvis, at der er leveret Rockwool-materialer til værftet Severnaya Verf, der skulle bruge det til flådeskibet ‘Vsevolod Bobrov’.

Skibet er en del af Ruslands Sortehavsflåde og spillede en aktiv rolle i det blodige slag om den strategisk vigtige ø Zmeiny Island, også kendt som Slangeøen, som Rusland invaderede på krigens første dag.

Rockwool i Rusland har også tidligere reklameret med, at selskabets produkter i 2015 blev brugt til at lydisolere det russiske forsvarsministeriums hovedkvarter i Moskva, hvorfra den nuværende militære indsats i Ukraine bliver koordineret.

Danwatch og Ekstra Bladet har desuden fundet billeddokumentation fra skibsværftet Vympel, der viser, at store mængder Rockwool er blevet brugt i konstruktionen af fire bevæbnede anti-sabotageskibe, der i 2017 overgik til den russiske flåde.

Efter det voldsomme fald i morges på Rockwool-aktien har den op ad tirsdagen vundet lidt ind, og klokken 13.30 var faldet skrumpet ind til 5,7 procent.

Har du et tip om Rockwool? Så kan du kontakte journalisterne på danwatch@protonmail.com eller klikke på knappen her.
Del din viden
Flere artikler fra serien: 
Flere artikler fra undersøgelsen:

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right