Op mod 100 børn, der er født af rugemødre i USA, Colombia og Georgien, kommer hvert år til Danmark som følge af kommercielle surrogataftaler i udlandet. Virkeligheden bag de aftaler giver dokumentarfilmen 9-Month Contract et nært indblik i.
Filmen, der netop har vundet årets HUMAN:RIGHTS AWARD under filmfestivalen CPH:DOX, følger over flere år en af de kvinder, der bærer andre menneskers børn frem som surrogatmor i Georgien.
Allerede som 15-årig føder den georgiske alenemor Zhana sin datter, og de første år af datterens liv lever de som hjemløse. Men Zhana ønsker det bedre for sin datter. Samtidig som hun arbejder som kassedame om dagen og rengøringshjælp om natten, gennemgår hun derfor en række graviditeter for udenlandske par.
Hvis hun ellers får betalt som aftalt, giver ni måneders graviditet 14.000 dollars. Det svarer næsten til 100.000 danske kroner med dagens valutakurs. Og med de penge kan hun give sin teenagedatter et bedre liv, end hun selv har haft. Men det kommer også med en høj pris.
De mange graviditeter, med tilhørende komplikationer og efterfølgende operationer, har tæret hårdt på hendes krop og helbred. Og når barnet er født, og pengene er betalt, er der ingen hjælp at hente.
Filmen, som er instrueret af Ketevan Vashagashvili, vandt i weekenden årets menneskerettighedspris ved dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX – i skarp konkurrence med ni andre dokumentarfilm.
Juryen for menneskerettighedsprisen fremhæver filmens evne til at skildre både ømhed og menneskelighed midt i en barsk virkelighed.
“Vinderen i menneskerettighedskonkurrencen er en film, der skildrer forholdet mellem en mor og hendes datter med en radikal intimitet og en enestående ømhed”, skriver juryen i sin begrundelse.
Juryen bestod af Mohamed Saïd Ouma, Tomáš Poštulka og Birgitte Stærmose.
“Gennem sin visuelle poesi balancerer filmen fint mellem det barske i deres situation og Zhanas menneskelighed og hendes intense kærlighed til sin datter”, skriver juryen.
Prisen uddeles i samarbejde med Institut for Menneskerettigheder, og med prisen følger en pengepræmie på 5.000 Euro.