Børn, der er stjålet fra deres forældre. Korruption eller svindel med adoptionsmidler. 

Skandalerne er væltet ud af skabene hos Danmarks eneste adoptionsbureau, Danish International Adoption, DIA, indtil de lukkede sig selv i januar. Dagen inden havde Social- og Boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil suspenderet adoptioner fra de sidste fem lande, og dermed er alle internationale adoptioner til Danmark bremset hårdt op. 

Men nu kan Danwatch og DR afsløre, at det ikke blot er i DIA, men også hos Ankestyrelsen, at problemerne har ligget. Ankestyrelsen har siden 2016 haft ansvar for at føre tilsyn med DIA, og det betyder, at Ankestyrelsen gennemgår og godkender alle adoptioner til Danmark.

Flere end 25.000 børn er gennem mere end halvtreds år adopteret til Danmark, og det er på grund af dem, at Freja Bøggild har sagt ja til et interview om sin tid som sagsbehandler i Ankestyrelsen. 

Et job, hvor hun førte tilsyn med DIA, og gennemgik problemer i internationale adoptioner til Danmark gennem historien. Et job, hvor hun med egne ord har set “tusindvis af sager”. 

“Der er ingen internationalt adopterede i Danmark, der kan vide sig sikre på, at den historie, der er om dem i deres adoptionspapirer stemmer overens med virkeligheden”, siger Freja Bøggild.

“Det betyder ikke, at alle internationalt adopterede er handlede, men det betyder, at vi ikke aner, om de er det”.

Intern mail og kollega bekræfter kritik

Som alle ansatte i Ankestyrelsen har Freja Bøggild tavshedspligt, og hun kan derfor kun udtale sig generelt om de problemer, som hun er stødt på. Problemer, som hun flere gange har forsøgt at påpege overfor ledelsen, hvilket bekræftes af en mail, som Freja Bøggild sender til sine kolleger i juli 2023, og DR og Danwatch har fået aktindsigt i: 

Her orienterer Freja Bøggild om to sager fra Indien, hvor der er mistanke om ulovlige forhold i adoptionerne. Hendes identitet er sløret i aktindsigten, men hun har bekræftet overfor os, at det er hende, der har skrevet mailen:

“Samtidigt får i her en sag, vi faldt over i fredags… gjort opmærksomme på nogle anklager vedr. Pastor George og dennes metoder (..) Familien (en anden sag, red.), havde også fortalt, at der i deres landsby var flere familier, der ledte efter deres børn, der var forsvundet efter at have været anbragt på Pastor Georges børnehjem”.

I mailen beder Freja Bøggild om, at Social- og Boligminister Pernille Rosenkrantz Theil orienteres, fortæller hun i dag. 

Om ministeren rent faktisk blev orienteret om advarslen i denne mail, fandt Freja Bøggild aldrig ud af. Kun en måned efter stoppede hun i Ankestyrelsen.

“Jeg ville kunne sove om natten”, siger Freja Bøggild om grunden til, at hun stoppede og understreger, at selvom hun ikke står frem for sin egen skyld, så er hun “hjemsøgt af de utallige svigt og overgreb”, som hun har set i arkiverne og hørt fra adopterede, der kontakter Ankestyrelsen. 

“Selvom mit arbejde var spændende og til tider meningsfuldt, så har den kynisme og ligegyldighed, som karakteriserer adoptionssystemet og de danske myndigheders ageren heri, grundlæggende rokket ved min tro på det gode i mennesker”.

Tidligere kollega: Hun har ret  

En tidligere kollega i Ankestyrelsen, der ønsker at være anonym, bekræfter Freja Bøggilds udtalelser.

“Hun har ret”, siger den anonyme sagsbehandler til Danwatch, “der er en stor procentdel adopterede, som ikke kan være sikre på, at deres historie stemmer. Jeg ved ikke, om det er alle adopterede, men jeg vil sige, at det er en meget stor andel”.

Kilden bekræfter også, at Freja Bøggild internt forsøgte at advare om manglende eller ukorrekte oplysninger i adoptionssager. 

“Ja, det husker jeg flere gange, at hun gjorde”.  

Freja Bøggild er klar over, at det kan få konsekvenser at stille sig frem og åbent kritisere adoptionssystemet og den myndighed, der fører tilsyn med internationale adoptioner. 

Alligevel vælger hun at stå frem. 

“Hvis jeg ikke siger noget nu, er jeg en del af problemet, og det kan min samvittighed ikke bære”, siger hun, “så længe, vi som samfund benægter den virkelighed, som er lysende klar for rigtig mange af de berørte personer, så er vi med til at forlænge og forværre det traume, som vi alle sammen bærer en del af ansvaret for”.

Mange advarsler til myndigheder

En af Freja Bøggild hovedpointer er også en af grundene til, at hun vælger at stå frem. De mange advarsler, som Ankestyrelsen har modtaget gennem årene, der alligevel ikke har ført til reel forandring i adoptionssystemet.

“Der har været rigtig mange eksempler på, at myndighederne bliver advaret om, at både danske adoptionsbureauer og deres udenlandske samarbejdspartner, måske ikke har rent mel i posen”. 

I 2021, mens hun stadig læser historie på Københavns Universitet, bliver Freja Bøggild ansat i Ankestyrelsen, som fører tilsyn med alle adoptioner i Danmark. Ledelsen vil have et historisk overblik over mere end halvtreds års tilsyn med internationale adoptioner til Danmark, og Freja Bøggilds første opgave er at gennemtrevle arkiverne for tilsynssager fra 1960’erne til 2016.

Det, hun finder, er foruroligende. Eller rettere, alt det, der mangler. 

“Jeg blev hurtigt ret chokeret, da jeg begyndte at dykke ned i de her sager”, siger Freja Bøggild, “der var stort set ingen oplysninger om børnene. Især i de tidlige adoptioner fra 70’erne og 80’erne, men også i 1990’erne og 00’erne”.

Samtidig stødte hun igen og igen på modstridende informationer om adoptivbørnene. På den ene side kunne der i ét adoptionsdokument fra afsenderlandet stå “ukendte forældre”. På den anden side kunne der i samme sag stå oplyst, at barnet havde “været hos sin mor i nogle måneder”. 

“Altså, det burde jo helt åbenlyst få enhver til at spørge: Hvordan kan I vide det, hvis I ikke ved, hvem barnets mor er? Det behøver jo ikke betyde, at et barn nødvendigvis er handlet, men jeg var chokeret over at se denne her type huller så ofte”, siger Freja Bøggild.

“Der er mange eksempler på, at man i 70’erne, i 80’erne, i 90’erne og i 00’erne efter min mening burde have reageret meget hurtigere, helt anderledes og meget mere proaktivt på oplysninger om, at tingene ikke var, som de skulle være. Og det er i alle mulige forskellige lande og på alle mulige forskellige tidspunkter”.

• Har du gjort ledelsen opmærksom på de her problemer? 

“Ja, selvfølgelig har jeg forsøgt. Men alle vidste, at den var gal – i hvert fald i gamle dage. Enten var der ingen reaktion eller også fik jeg at vide, at vi havde for travlt eller manglede ressourcer”.

Systemet har altid været svagt

Men problemerne er ikke kun historiske. De viser sig at trække spor helt frem til i dag, finder Freja Bøggild ud af, da hun senere bliver ansat som sagsbehandler med ansvar for tilsynet med DIA. 

Der er et før og et efter 2016 for internationale adoptioner til Danmark. En række skandaler i medierne fra Etiopien, hvor forældre fik franarret deres børn, og regulær børnehandel i Indien, førte i 2016 til et skærpet tilsyn med hele området for international adoption. 

Og Ankestyrelsens tilsyn er på mange måder blevet bedre med reformen af adoptionssystemet i 2016, understreger hun. Sagerne i dag er bedre belyst, end de var for bare ti år siden, og hver eneste sag skal i dag godkendes af Ankestyrelsen. Men reformen løste ikke alle problemer, siger Freja Bøggild. 

“Jeg tror ikke, at det kan lade sig gøre at lave et tilsyn, som er stærkt nok, fordi systemet er baseret på tillid til myndighederne i det land, hvor barnet kommer fra”, siger hun.

Lande, der er under udvikling, men er fattige og har dårlige sikkerhedssystemer. 

“Systemet har altid været meget svagt, og Ankestyrelsen er ikke på nogen meningsfuld måde i stand til at sikre, at de oplysninger, som fremgår af en adoptionssag om barnets baggrund, er sande, ligesom styrelsen heller ikke kan sikre, at konventionerne bliver overholdt”.

Børnehjem afhængige af pengestrømme

Når et barn adopteres til Danmark, får et børnehjem i afgiverlandet en rimelig sum penge i bytte. Penge, som er afgørende vigtige for et børnehjem i et fattigt land. Men hvis et børnehjem pludselig har flere midlertidigt anbragte børn, end børn, der er frigivet til adoption, så kan der opstå en risiko for børnehandel. 

Et risikotegn er, når børn pludselig ændrer status fra midlertidigt anbragte til forældreløse hittebørn i papirerne, forklarer Freja Bøggild.

“Hvis et børnehjem pludselig kun har midlertidigt anbragte børn, men samtidig er afhængig af penge fra danske adoptionsbureauer, så er der en meget stor risiko for, at de bliver fristet til at skaffe flere børn til Danmark, så pengestrømmen ikke pludselig ophører”.

Det er i hvert fald én forklaring på, at et barns adoptionssag kan indeholde hele tre forskellige historier om, hvordan barnet er kommet på børnehjem. Som det skete i Madagaskar. 

Danwatch afslørede i december, at en ansat i adoptionsbureauet DIA gjorde en kollega opmærksom på, at DIA formidlede adoptioner fra Madagaskar på et vildledende grundlag. Alligevel fortsatte adoptionerne. 

Eksemplet understreger et dilemma for den enkelte sagsbehandler i Ankestyrelsen, der hver dag sidder med tvivlen i adoptionssagerne. For hvis Danmark ikke godkender adoptionen, så skal barnet vente endnu længere på børnehjemmet, før det alligevel adopteres til et andet land, hvor papirerne går igennem, forklarer Freja Bøggild.   

“Som sagsbehandler i Ankestyrelsen skal man så vurdere, om ens tvivl er stor nok til, at man vil dømme det her barn til et halvt år mere på børnehjem, hvor man ikke ved, om det får omsorg? Medicinsk behandling? Derfor vil man nærmest aldrig kunne komme til den konklusion, at det vil være til barnets bedste at afvise adoptionen”.

• Hvordan føles det? 

“Dybt frustrerende”.

• Hvad tænker du om, at 25.000 adopterede læser det her og måske bliver bekymrede for deres egen historie?

“Der er utallige adopterede, som i årevis har forsøgt at råbe staten og Danmark op, så det, jeg siger, er på ingen måde nyt eller banebrydende. Det bør for længst være hævet over enhver tvivl, at adopterede og deres første familiers grundlæggende rettigheder er blevet systematisk krænket gennem mere end et halvt århundrede”.

Ingen interview

Danwatch har forelagt Freja Bøggild og den tidligere anonyme kollegas kritik for Ankestyrelsen. Styrelsen ønsker ikke at stille op til et interview, men skriver i en mail, at styrelsens egne undersøgelser viser, at adoptioner fra Chile, Bangladesh, Colombia, Sri Lanka, Indonesien og Sydkorea i 1970’erne og 1980’erne ikke sikrede, “at barnets rettigheder blev respekteret”. 

“Dette kom blandt andet til udtryk i en utilstrækkelig regulering, ligesom der generelt ses at foreligge sparsomme oplysninger om den adopteredes baggrund og legale frigivelse til bortadoption”.

Ankestyrelsen kommenterer ikke konkret på, at den tidligere fuldmægtige i styrelsen stiller sig frem og kritiserer, at myndighederne i årtier har haft viden om advarsler og alvorlige huller i adoptionssystemet uden at reagere tilstrækkeligt.

Ankestyrelsen mener dog ikke, der er grundlag for at stille spørgsmålstegn ved alle internationale adoptioner.

“Det er dog centralt at understrege, at de nævnte undersøgelser ikke giver Ankestyrelsen grundlag for at konkludere, at der for alle internationalt adopterede er usikkerhed om, hvorvidt deres adoptionssag har været behæftet med ulovlig adfærd”.

Uvildig undersøgelse før nyt adoptionssystem

Det er ikke sagsbehandlerne i Ankestyrelsen, der fejler, mener Freja Bøggild. Hendes kolleger i Ankestyrelsen var alle kompetente, dygtige og dybt engagerede, siger hun, “men i sidste ende ret magtesløse, fordi hele systemet er så utilstrækkeligt”.

Og så er tilsyn også et spørgsmål om ressourcer. På Freja Bøggilds kontor skulle syv medarbejdere håndtere adoptionssager, tilsyn med DIA og foretage undersøgelser på enkelte lande, som eksempelvis undersøgelsen om store pengebeløb til Sydkorea.  

“Nej, der var ikke ressourcer nok, men samtidig vil jeg sige, at der kunne være ansat tre gange så mange medarbejdere, og det ville ikke ændre på problemerne ved selve systemet”. 

• Hvad skal der til for at ændre på systemet?  

“Jeg tror, at der er rigtig mange adopterede, som sidder med en følelse af, at der er nogen hos de danske myndigheder, som har svigtet. Den følelse har jeg også”, siger hun og er stille et par sekunder: 

“Jeg synes, at det er en hån mod de mennesker at sige, at fordi der ikke kan placeres et strafansvar, så skal vi ikke undersøge det her. Som minimum er der brug for en tilbundsgående, uvildig undersøgelse, som også undersøger myndighedernes ageren fra de første adoptioner og helt frem til i dag”, siger hun, “men hvis jeg tager fejl. Så bevis det. Lad os få alle oplysningerne på bordet”.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens (M) forklaring smuldrer i sagen om Danmarks eksport af dele til F-35-kampflyene, der produceres i USA og sælges til blandt andre Israel, som i øjeblikket benytter dem i forbindelse med de massive bombardementer af Gaza.  

Uafhængige juridiske eksperter vurderer, som tidligere beskrevet i Danwatch og Information, at de danske myndigheder overtræder international ret, når de giver tilladelse til eksporten. Ifølge FN’s våbenhandelstraktat og EU’s fælles regler er Danmark nemlig forpligtet til at nægte at tillade eksporten, hvis der er henholdsvis en “overvejende risiko” eller en “klar risiko” for, at udstyret kan blive brugt i forbindelse med krigsforbrydelser. Men den risiko undlader de danske myndigheder at undersøge, når de bevilger eksporttilladelser til F-35-programmet. I stedet for at lave en konkret risikovurdering af f.eks. Israel som slutbruger, henholder regeringen sig til en overordnet “rammevurdering” om, at man trygt kan eksportere til USA, hvor de færdige fly produceres. 

Regeringen har afvist, at den praksis skulle være ulovlig. Ifølge udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen kan de danske myndigheder nemlig have tillid til den amerikanske regerings efterfølgende eksportkontrol, og behøver derfor ikke selv forholde sig til risikoen for, at den danske våbenteknologi kan blive brugt til at begå bl.a. krigsforbrydelser af flyenes reelle slutbruger. 

Ved et samråd i Folketingets udenrigsudvalg i januar underbyggede Lars Løkke Rasmussen det med, at USA er “forpligtet af FNs våbenhandelstraktat og forpligtet på det samme regelsæt som os andre”. Men den påstand er ikke korrekt. Det viser et faktatjek, som Danwatch har foretaget i samarbejde med Information. 

“USA er ikke forpligtet af det samme regelsæt som Danmark. Det er der ikke nogen tvivl om”, siger Jacques Hartmann, der er professor i international ret ved University of Dundee i Skotland. 

Alligevel har Lars Løkke Rasmussen og hans ministerium igennem flere uger ikke villet erkende, at USA ikke er forpligtet af FN’s våbenhandelstraktat, og at hans påstand altså var forkert. I stedet har ministeren i et skriftligt svar til Danwatch og Information givet udtryk for, at det er et spørgsmål, der “kan skrives lange PhD’er om”.

Spørger man den amerikanske regering selv, kan spørgsmålet imidlertid besvares kort og kontant: 

“Eftersom USA i øjeblikket ikke er en deltagerstat, er det ikke juridisk forpligtet af traktaten”, lyder det i et skriftligt svar fra det amerikanske udenrigsministerium til Danwatch og Information. 

Eksperter: “Pejlemærker” har ingen juridisk betydning

Forelagt denne udtalelse erkender Lars Løkke Rasmussen nu, at USA ikke er bundet af traktaten.

“Juridisk set er USA ikke forpligtet af traktaten. Men det ændrer ikke på, at USA forfølger de samme principielle hensyn og pejlemærker i deres våbeneksportkontrol som os andre”, skriver han i et svar til Danwatch og Information. 

Det var ifølge Lars Løkke Rasmussen hans “grundlæggende pointe”. 

Dermed falder udenrigsministeren altså tilbage på et andet argument: Selv om USA ikke er bundet af de samme internationale regler som Danmark, så stemmer landets egne retningslinjer og “pejlemærker” for våbeneksport ifølge Lars Løkke Rasmussen så godt overens med de internationale regler, at de danske myndigheder trygt kan overlade ansvaret til amerikanerne. 

Men heller ikke det argument holder vand, vurderer juridiske eksperter, som Danwatch og Information har konsulteret.

»Det giver for mig ikke nogen mening,« siger professor Jacques Hartmann. 

»Du kan ikke støtte ret på, at hvis du eksporterer til USA, så vil amerikanerne, som ikke har samme internationale forpligtelser som dig selv, sikre overholdelsen af dine forpligtelser. Pejlemærker kan man ikke rigtig bruge til noget. Det betyder jo ikke noget juridisk”.

Konkret henviser Lars Løkke Rasmussen til et dokument med titlen “Memorandum om De Forenede Staters politik om overførsel af våben”, som præsident Biden udstedte i februar 2023. Dokumentet indeholder ifølge Udenrigsministeriet “de samme principielle hensyn” som EU’s regler og FN’s våbenhandelstraktat, “herunder bl.a. hensynet til menneskerettigheder, humanitær lov og regional stabilitet”. Men de amerikanske regler kan slet ikke sammenlignes med dem, Danmark er juridisk forpligtet af, påpeger også Zeray Yihdego, der er professor i international ret ved University of Aberdeen i Skotland og ekspert i de internationale regler for våbeneksport. 

“Det præsidentielle memorandum om våbeneksport er et politisk dokument”, siger han. 

“Selvom det udstikker retningslinjer eller pejlemærker for ansvarlig overførsel af konventionelle våben fra USA, kan det ikke sammenlignes med våbenhandelstraktaten eller for den sags skyld med EU’s fælles regler, der er juridisk bindende instrumenter”.

Sætter nationale interesser over menneskerettigheder

Oprindeligt underskrev USA faktisk våbenhandelstraktaten. Det skete i 2013 under præsident Obama. Men traktaten er altså aldrig blevet ratificeret af den amerikanske kongres. Og hvad Lars Løkke Rasmussen undlod at nævne på samrådet var, at præsident Trump i 2019 “af-underskrev” våbenhandelstraktaten med ordene: “Vi vil aldrig afgive USA’s suverænitet til et ikke-valgt globalt bureaukrati, der ikke kan holdes ansvarlige”.

Efterfølgende sendte præsident Trump et officielt brev til FN’s generalsekretær, hvori han skrev, at USA ikke længere har til hensigt at ratificere traktaten, og pointerede at USA “ikke har nogen juridiske forpligtelser som følge af dets underskrift”. 

I dag, hvor præsidenten hedder Joe Biden, er retorikken en anden. I et svar til Danwatch og Information betegner det amerikanske udenrigsministerium våbenhandelstraktaten som “et vigtigt redskab til at fremme ansvarlighed i den globale våbenhandel, i tråd med De Forenede Staters egne høje standarder”. Men på linje med Trump afviser også Biden-administrationen altså at være forpligtet af traktaten. 

Af Bidens memorandum fremgår det, at de amerikanske myndigheder ikke vil tillade våbenoverførsler, hvis de “vurderer, at det er mere sandsynligt end ikke”, at udstyret “vil blive brugt” til at begå eksempelvis krigsforbrydelser. Men det fremgår samtidig eksplicit af memo’et, at det ikke medfører nogen forpligtelser, som kan håndhæves “af nogen part over for USA, dets ministerier, agenturer eller enheder, dets embedsmænd, ansatte eller agenter, eller nogen anden person”. 

Og den amerikanske lovgivning på området giver mulighed for at gøre undtagelser, når det er i USAs nationale eller sikkerhedsmæssige interesse, forklarer Zeray Yihdego. Det står “i kontrast” til FN’s våbenhandelstraktat, som “udtrykkeligt forbyder” våbeneksport, når der er viden om, at udstyret vil kunne blive brugt til at begå krigsforbrydelser, påpeger han. 

Mere generelt ville det også “underminere” våbenhandelstraktaten, hvis deltagerstaterne bare kunne henholde sig til andre landes nationale regler og retningslinjer, mener Zeray Yihdego.

“Modtagerlandes nationale lovgivning, politik eller praksis kan inddrages som faktorer, når man skal vurdere risici. Men den eksporterende stat må ikke bruge det som undskyldning for at undlade at opfylde sine internationale forpligtelser”, siger han. 

Bidens memorandum er “ikke andet end et politisk dokument, som kan ændres når som helst det måtte være politisk belejligt”, påpeger også Laurence Lustgarten, der er associate fellow ved britiske university of Oxford og forfatter til den juridiske lærebog Law and the Arms Trade. 

En lignende vurdering har Marc Schack, der er lektor i folkeret ved Københavns Universitet. Han påpeger, at de internationale regler, som Danmark er bundet af, “forudsætter konkrete vurderinger af risikoen for, at eksporteret material anvendes retsstridigt”. 

“Hvis sådanne vurderinger reelt ikke foretages, fordi man blot antager, at modtagerstaten selv foretager rimelige risikovurderinger ved videreeksport, vil man ikke efter min overbevisning leve op til sine forpligtelser”, siger han.

Marc Schack tilføjer, at oplysninger om modtagerlandets regler på området godt kan inddrages som et centralt element i risikovurderingerne. Men det kan aldrig stå alene.

“Det skyldes, at eksportstaten skal foretage reelle risikovurderinger, ligesom der ikke er holdepunkter i regelsættene for, at eksportstaten blot overlader sine forpligtelser til modtagerstaten”, siger han.

“Umiddelbart er det svært at se, hvordan et rammevurderingssystem, som det er beskrevet, lever op til kravet om konkrete vurderinger”.

Radikale: Fortsat våbeneksport er i strid med reglerne

Sagen fremkalder fornyet kritik fra Enhedslisten, Alternativet og De Radikale.  

Ifølge Alternativets udenrigsordfører Sascha Faxe gør Danmark sig skyldig i at “udlicitere både sit formelle og sit moralske ansvar til en stat, der ikke navigerer indenfor samme retningslinjer”.

“Det er langt fra i orden”, siger hun.

“USA siger selv, at de ikke er juridisk bundet af det. Så det er jo på falske forudsætninger”. 

Tidligere i februar blev den hollandske regering af en appeldomstol pålagt at stoppe sin våbeneksport til Israels kampfly inden syv dage. Den hollandske regering forsøgte at argumentere for de politiske hensyn og forholdet til USA og Israel, men det blev afvist af domstolen. Netop det viser forskellen mellem at være juridisk forpligtet af regler og have nogle “pejlemærker”, siger Trine Pertou Mach. 

“Den hollandske dom understreger, at man kan bruge reglerne til at holde staterne ansvarlige for deres eksport. Det er det, vi gerne vil have, for det er sådan, vi gerne vil bygge det internationale samfund op”, siger hun. 

I modsætning til Sascha Faxe, Trine Pertou Mach og de juridiske eksperter, så ser Radikales udenrigsordfører Christian Friis Bach ikke væsentlige problemer med den måde Udenrigsministeriet har valgt at tilrettelægge eksporten til F-35-kampflyene på. 

Men den nuværende situation – med vedvarende beretninger om overtrædelser af den humanitære folkeret, skærpet kritik af Israel fra FN og den hollandske appeldomstols afgørelse – betyder at Danmark bliver nødt til at rejse sagen over for amerikanerne. Og håndterer de ikke våbeneksporten til Israel, bliver Danmark nødt til selv at skride ind. 

“Man kan ikke sige længere, at der ikke er en meget, meget klar risiko for, at menneskerettighederne eller folkeretten bliver overtrådt”, siger Christian Friis Bach. 

“At fortsætte en våbeneksport i det tilfælde er i strid med EU’s regler og med nogen sandsynlighed også FN’s våbenhandelstraktat. Det må vi påberåbe over for amerikanerne, og hvis ikke amerikanerne reagerer på det, så må vi selv agere på det”, siger han.

Danwatch og Information har forgæves forsøgt at få udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens svar på kritikken af hans argument om, at USA følger de samme “pejlemærker” som Danmark. I et skriftligt svar skriver hans ministerium:

“Det er Udenrigsministeriets samlede vurdering, at den amerikanske våbeneksportkontrol fortsat grundlæggende ses at varetage de samme principielle hensyn som Rådets fælles holdning og FN’s våbenhandelstraktat, herunder bl.a. hensynet til menneskerettigheder, humanitær lov og regional stabilitet”. 

Holland har fået syv dage til at stoppe eksport af al udstyr til Israels F-35 kampfly. 

Det har en appeldomstol i Haag besluttet i en kendelse, som blev offentliggjort mandag.

Domstolen giver de hollandske myndigheder syv dage til at stoppe al yderligere eksport af dele til kampfly, fordi der er en “klar risiko” for, at F-35 dele vil blive anvendt til “alvorlige overtrædelser af den humanitære folkeret i Gaza-striben.”

“Det betyder, at ingen eksport af F-35 dele til Israel kan ske fra Holland”, hedder det i dommen, der fastslår, at Israel “ikke har taget tilstrækkelig hensyn til konsekvenserne for civilbefolkningen under sine angreb” i Gaza.

“Israels angreb har forårsaget et uforholdsmæssigt stort antal civile tab, herunder tusindvis af børn,” slår retten fast og henviser til Hollands internationale forpligtelser til at forbyde militæreksport, der kan bidrage til overtrædelser af folkeretten. 

Sagen om den hollandske F-35 eksport er rejst af en række ngo’er, heriblandt  PAX Netherlands, The Rights Forum og Oxfam, som har krævet, at den hollandske eksport stopper på grund af risikoen for at bidrage til krigsforbrydelser. Den hollandske stat har senere mandag appelleret dommen.

Ifølge det danske udenrigsministerium bidrager i alt 15 danske forsvarsvirksomheder med forskellige dele og komponenter til F-35 kampflyene, som Israel indtil videre har modtaget 36 af.

En af de virksomheder, der eksporterer flest dele til flyet er det århusianske forsvarsfirma Terma, der blandt andet leverer de systemer, der holder og affyrer flyets bomber og missiler.

Som Danwatch og Information tidligere har afsløret, deltager de dansk-udstyrede israelske kampfly i bombardementerne af Gaza, som ifølge de lokale myndigheder har kostet mindst 27.947 livet, heraf 12.150 børn.  

Eksport må revurderes

I lyset af den hollandske dom kræver de Radikale nu, at Danmark revurderer sin eksport af udstyr til de israelske kampfly.

“Den hollandske dom er meget bekymrende og giver anledning til, at Danmark bør lave en ny vurdering af den danske F-35 eksport,” siger udenrigsordfører Christian Friis Bach. 

“Der er meget stor risiko for, at det danske udstyr bliver anvendt til krigsforbrydelser og mulige overtrædelser af folkedrabskonventionen,” siger han og understreger, at den hollandske dom også er “helt entydig” med hensyn til risikoen.

“Danmark bør udvise størst mulig forsigtighed i forbindelse med godkendelse af dansk militæreksport, der ender i Israel,” siger Christian Friis Bach, der mener, at sagen skal drøftes i Folketingssalen.

Det er både Enhedslisten og Alternativet enig i.

“Det er en helt vild dom, som må have klare konsekvenser for den danske eksport af dele til F-35 samarbejdet”, siger Enhedslistens udenrigsordfører Trine Pertou Mach.

“Domstolen siger jo, at der er en alvorlig risiko for, at den hollandske eksport bidrager til brud på den internationale humanitære folkeret i Gaza. Det problem er ret åbenlyst et, som den danske eksport også har. Derfor er man nødt til at tage bestik af den hollandske dom i dansk sammenhæng,” siger hun.

Sasha Faxe, Alternativets udenrigsordfører bakker også op.

“Dommen bør føre til, at Danmark stopper eksporten med det samme,” siger hun. “Det burde vi have gjort for længst.” 

“Udenrigsministeren siger, at det er vigtigt for Danmarks sikkerhed, at vi deltager i F-35 samarbejdet, men jeg kan ikke forstå, hvordan et forsvarssamarbejde kan være vigtigere end forpligtelsen til at undgå at bidrage til krigsforbrydelser og folkedrab. Den forpligtelse bør overrule alt andet,” siger hun.

En politisk dom

Danwatch og Information har bedt udenrigsminister Lars Løkke fra Moderaterne svare på, hvilke konsekvenser den hollandske dom får for den danske kampflyeksport.

Men det har ikke været muligt at få et svar inden deadline.

Det er heller ikke lykkedes at få en kommentar fra Venstre, De Konservative, Danmarksdemokraterne eller SF.

Men udenrigsordfører Henrik Dahl fra Libeal Alliance er ikke begejstret for den hollandske dom.

“Jeg mener ikke, at dommen bør have nogen konsekvenser for dansk F-35 eksport. Der er tale om en politisk dom, ikke en juridisk,” siger han og afviser, at Israel begår krigsforbrydelser i Gaza.

“Det er Hamas, der begår krigsforbrydelser i Gaza. De fører krig fra civile områder og bærer ikke uniform, det er imod Geneve-konventionerne” siger han og undrer sig over, “hvordan en hollandsk domstol kan vurdere, om der er risiko for krigsforbrydelser i Gaza, når de ikke har været dernede og undersøge sagen.”

“Civile tab er ikke nødvendigvis en krigsforbrydelse, og de tabstal, vi får fra Gaza, kommer jo fra Hamas, så dem har jeg ikke meget tillid til.  Spørgsmålet om, hvorvidt der begås krigsforbrydelser, er noget, der bør undersøges grundigt af nogen, der har været på stedet”, siger han.

Advarsel til Danmark

Hos Amnesty International vækker den hollandske dom imidlertid opsigt.

Her betegner generalsekretær Vibe Klarup dommen som “en klar advarsel” til den danske regering.

“Den hollandske domstol fastslår, at det er ubestrideligt, at der er en klar risiko for at eksporteret militærtudstyr til F-35 fly anvendes til krænkelser af international humanitær lov. Det er vi enige i. Derfor bør Danmark umiddelbart stoppe eksporten til israelske F-35 fly”, siger hun.

“Hvis Danmark fortsætter sin eksport af militært udstyr til Israel vel vidende, at der er en klar risiko for krænkelser, risikerer Danmark at gøre sig medskyldig i brud på international humanitær lov.” 

Hos den danske del af Oxfam siger generalsekretær Lars Koch, at dommen bør få konsekvenser for den danske eksport.

 “Danmark er ligesom Holland bundet af både EUs og FNs regulering, der betyder, at Danmark er forpligtet til at forhindre eksport af militærudstyr, hvis der er en klar risiko for brud på den humanitære folkeret” siger han. 

“Vi må forvente, at Danmark ligesom Holland stopper al direkte og indirekte våbeneksport til Israel. I modsat fald vil Danmark blive medvirkende til alvorlige brud på International humanitær lov og et potentielt folkedrab,” siger Lars Koch og understreger, at ekportstoppet bør ske omgående.

“Det betyder, at Danmark øjeblikkeligt skal stoppe al direkte eksport af våben til Israel. Og at Danmark skal kræve af USA, at de stopper eksport af F-35 fly – herunder reservedele og teknisk bistand til våben programmet”, siger han.

Velkendt risiko 

Danmark er bundet af de samme regler om våbeneksport som Holland. Det gælder FN’s våbenhandelstraktat samt EU’s fælles regler om våbeneksport. Derfor bør den hollandske dom også give anledning til en fornyet vurdering herhjemme, vurderer juridiske eksperter.

“Det følger klart af dommen, at der både er forpligtelser under EU’s regler og FN’s våbenhandelstraktat, til at man skal genoverveje risikovurderingen. De hollandske dommere er kommet til den konklusion, at der er en risiko for at F-35 bliver brugt til at overtræde den humanitære folkeret, og derfor må der ikke længere eksporteres fra Holland”, siger Jacques Hartmann, der er professor i international ret ved University of Dundee i Skotland.

Han betegner dommen som “grundig” og i overensstemmelse med den måde som de fleste uafhængige jurister har fortolket reglerne på. Og han er ikke i tvivl om, hvordan vurderingen burde falde ud i Danmark:

“Vi burde komme til den samme konklusion som i Holland. Forskellen på herhjemme og i Holland er, at det er embedsmænd og ikke dommere, der har taget stilling. Men det er de samme beviser, den samme risikovurdering og de samme internationale forpligtelser, der skal tages stilling til”, siger Jacques Hartmann.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har i samråd om den danske F-35 eksport udtalt, at det ikke ville være muligt for Danmark og danske virksomheder at deltage i det amerikansk ledede F-35-samarbejde, “hvis man havde valgt en anden tilgang, hvor man sagde, at vi opretholder eksportkontrollen 100 procent hos os selv”.

Og i regeringens øjne er den danske deltagelse i programmet strategisk vigtig.

“Det handler ikke kun om industripolitik og eksport”, sagde Lars Løkke Rasmussen. “Vi mener, det er vigtigt, at danske forsvarsvirksomheder i lyset af den sikkerhedspolitiske virkelighed kan indgå i internationale forsyningskæder og udviklingssamarbejder. Vi har en strategisk sikkerhedspolitisk interesse i at kunne være med i udviklingen af fremtidens forsvarsmateriel. Både for at sikre vores egen og vores allieredes sikkerhed”.

Den hollandske domstol understreger imidlertid, at et ønske om gode udenrigspolitiske relationer ikke ændrer ved Hollands juridiske forpligtelser. Og det har den ret i, siger professor Jacques Hartmann:

“Det kan vi som retsstat ikke gå med til. De juridiske forpligtelser sætter nu engang grænsen for, hvad man kan eller ikke kan”.

Marc Schack, lektor i folkeret på Københavns Universitet, mener heller ikke, at den danske regering kan sidde den hollandske dom overhørig.

“Der har længe været fremsat meget alvorlige anklager om, at Israel begår krigsforbrydelser under krigen i Gaza, og situationens alvor understreger, at Danmark påtager sig en retlig risiko, når man tillader at eksportere våbendele til et land, hvor det er velkendt, at der er udfordringer med at overholde krigens love,” siger han.

Marc Schack understreger, at både den Internationale Domstols beslutning om at udstede midlertidige foranstaltninger på grund af risikoen for folkedrab og den nye hollandske dom taler for, at Danmark bør genoverveje eksporten.

Det russiske militær råder nu over endnu en topmoderne superfregat, der er udstyret med hypersoniske Zircon-krydsermissiler, der kan ramme mål 1.000 kilometer væk.

Under en officiel ceremoni på skibsværftet Severnaya Verf i Sankt Petersborg den 25. december lagde præsident Putin ikke skjul på, hvor vigtigt det nye krigsskib er. 

“Admiral Golovko er en serieproduceret fregat. Sådanne skibe udgør rygraden i flådens angrebsgrupper i fjerntliggende havzoner”, lød det blandt andet fra den russiske præsident.

Som Danwatch og Ekstra Bladet tidligere har afsløret, så er Admiral Golovko isoleret med Rockwool. Det gælder også de to andre kampklare fregatter i samme serie Admiral Gorshkov og Admiral Kasatonov, som den danske stenuldsgigant ligeledes har solgt isolering til. 

Danwatch har fulgt Golovkos aktivitet de seneste måneder og fregattens rute. Den inkluderer også en tur gennem dansk farvand, inden Golovko i midten af januar ankom til den Nordlige flådes base i Severomorsk i Arktis, hvor den nu gør tjeneste.

Admiral Golovko og dens to søsterfregatter er blandt de mest avancerede og omtalte skibe i den russiske flåde. Udover at være udstyret med hypersoniske Zircon-krydsermissiler har fregatterne også Kalibr-missiler, der kan monteres med atomsprænghoveder.

De spiller derfor en vigtig rolle for Ruslands militær, har militæranalytiker Anders Puck Nielsen tidligere vurderet over for Danwatch.

“De er meget vigtige for Ruslands flåde. Det er skibe, der gør dem i stand til at operere på store afstande. Fregatterne kan bringe enormt meget ildkraft til et område, hvor man kan ligge og skyde mod andre skibe, men også lave bombardementer ind over et land,” siger han.

Rockwools salg af materialer til de tre fregatter skete gennem en af selskabets officielle distributører i Rusland, virksomheden MKS, og havde en samlet værdi på 12,1 mio. rubler svarende til over 1,5 mio. danske kroner i den daværende gennemsnitlige kurs.

Danwatch og Ekstra Bladet har tidligere spurgt Rockwool om salget. Dengang svarede kommunikationschef i Rockwool Gruppen, Michael Zarin blandt andet: 

“Via distributører er vores produkter bredt tilgængelige på det russiske marked, hvilket også er tilfældet på mange andre markeder. Hverken ROCKWOOL A/S eller vores russiske datterselskaber sælger direkte til russiske slutbrugere eller har et kundeforhold med det russiske militær.”

Udover de tre færdigbyggede fregatter med Rockwool er skibsværftet Severnaya Verf i fuld gang med at bygge fem andre fregatter af præcis samme type i klassen projekt 22350. Det drejer sig om skibene Admiral Isakov, Admiral Amelko, Admiral Chichagov, Admiral Yumashev og Admiral Spiridonov. 

Herudover har Severnaya Verf underskrevet en kontrakt om yderligere to: Admiral Kapitanets og Admiral Vysotsky.

Som Danwatch og Ekstra Bladet tidligere har afsløret, så har Rockwool leveret isolering, der er endt i mindst 31 russiske krigsskibe.

Millioner af skattekroner øremærket dansk grundforskning er investeret i våbenproducenter til den israelske hær. Det viser en aktindsigt, som Danwatch har fået.

Pengene, der forvaltes af Danmarks Grundforskningsfond, er investeret i virksomheder, som producerer artillerisystemer, der sender bomber ind i Gaza.

Også selskaber, der leverer luft-til-jord-missiler, som affyres fra F16-jagere, er på fondens investeringsliste.

Den statslige fond, hvis formål er at sikre dansk “grundforskning på internationalt niveau”, investerer 66 millioner af sin 4,7 milliarder kroner store formue i sammenlagt 27 våbenproducenter og leverandører til militærmateriel.

24 millioner kroner er investeret i otte våbenleverandører til Israel, som netop nu er indklaget for Den Internationale Domstol (ICJ), for krigsforbrydelser. Domstolen har krævet, at Israel ”skal gøre alt i deres magt for at overholde alle internationale regler” i Gazastriben.

”Det er stærkt problematisk, hvis en dansk statslig fond investerer i våben, Israel benytter i krigen i Gaza.  Alt peger på, at Israels krigsførelse på en række punkter bryder med international humanitær lov. Israel er nu indklaget for Den Internationale Domstol,” siger generalsekretær i NGO’en Oxfam Danmark, Lars Koch. 

Enhedslistens udenrigs- og finansordfører, Trine Pertou Mach, bakker op om bekymringen: 

”Danske skattekroner skal ikke gå til at udvikle og producere våben, der bruges i strid med krigens love”, siger Trine Pertou Mach, der referer til anklagerne mod Israel ved Den Internationale Domstol.  

Trine Pertou Mach vil nu dykke ned i sagen og forlange en redegørelse fra regeringen, efter Danwatch har gennemgået investeringerne med hende. 

“Jeg vil på baggrund af Danwatchs oplysninger bede regeringen om en redegørelse og kræve, at midlerne i Danmarks Grundforskningsfond investeres anderledes, hvis oplysningerne kan bekræftes”, siger Trine Pertou Mach.

Udenrigsordfører Christian Friis Bach fra de Radikale Venstre mener, at fonden bør justere sine investeringer så der ikke kan være om, at de flugter med Danmarks politiske linje.

“Det er meget betænkeligt hvis Danmarks Grundforskningsfond investerer i kontroversielle våben og virksomheder, der opererer i de ulovlige besatte områder. Det må og skal være dansk politik, at vi ikke støtte produktion der finder sted i de besatte områder og det bør fonden indrette sine investeringer efter,” siger Christian Friis Bach.

Danmarks Grundforskningsfond ønsker ikke at stille op til interview, men vicedirektør Steen Marcus har svaret skriftligt på en række konkrete spørgsmål, som Danwatch har stillet.

Er midlerne i Grundforskningsfonden, efter jeres vurdering, underlagt de konventioner, som den danske stat er forpligtet på? 

“Fonden overholder og følger de konventioner, som den danske stat eller EU har tiltrådt”.

Internationale konventioner 

Med ansvar for statslige midler er fonden omfattet af forvaltningsretten på lige fod med andre statslige organisationer. Det vurderer forsker i fondsret, professor Rasmus Kristian Feldthusen fra Københavns Universitet.

Han henviser til en anden sag, hvor retten konkluderede, at statslige midler er underlagt den statslige forvaltning. Spørgsmålet i sagen var hvilken juridisk status havnen og om en omdannelse til et statsligt aktieselskab ville være ekspropriation.

”Højesterets dom i sagen om Københavns Havn understregede, at den omstændighed at en juridisk enhed betegner sig som selvejende eller fond, ikke afskærer at denne kan anses for at være en del af den statslige forvaltning, hvis betingelserne herfor er opfyldt. De samme hensyn gør sig gældende for Grundforskningsfonden, siger Rasmus Kristian Feldthusen med henvisning til Grundforskningsfondens lovgrundlag og vedtægt.”

Dømmes Israel for krigsforbrydelser ved Den Internationale Domstol (ICJ) kan problemstillingen altså dryppe på staten Danmark og dermed måske også Grundforskningsfonden. Den er forbundet til krigen i Gaza via sine investeringer i våbenleverandører til Israel.

Artilleri til fosforgranater

En af Grundforskningsfondens aktieinvesteringer er i det sjette største våbenselskab i verden, britiske BAE Systems, der leverer det artilleri, som den israelske hær benytter til at affyre granater med. 

Nogle af granaterne indeholder fosfor, der kan være i strid med krigens love, hvis de benyttes i tætbefolkede områder. 

Videoer optaget af Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch i Libanon og Gaza viser, at fosforgranater i Gaza bliver anvendt i befolkede områder.  Oplysningerne bekræftes af Amnesty International. 

BAE Systems producerer også atomvåben og derfor ekskluderet som investeringsmulighed af flere store danske investorer som AkademikerPension, BankInvest, Danske Bank, Danica, PFA, Lærernes Pension, Pensam, PKA, Velliv, Lægernes Pensionskasse, Pædagogernes Pensionskasse og LD Fonde. 

De anser risikoen for krænkelse af menneskerettigheder fra BAE Systems våbenprodukter som uacceptabel stor og har derfor udelukket dem. 

Også den Norske Oliefond, hvis investeringer forvaltes af Norges Bank, har ekskluderet BAE Systems. Som en af verdens største investorer er den norske oliefond på global skala ofte etisk normsættende for den finansielle sektor. 

Efter Danwatch har fremsendt en oversigt over våbenproducenter fundet på fondens investeringsliste, og fremlagt specifikt BAE Systems, skriver Steen Marcus i en mail til Danwatch, at fonden nu vil undersøge sagen.

”Vi vil undersøge BAE Systems nærmere på baggrund af disse oplysninger”, skriver Steen Marcus,

I Grundforskningsfondens tremands store investeringskomité sidder Per Skovsted (Formand), der også er medlem af bestyrelsen i Nordea Invest, Professor Peter Løchte Jørgensen, som er bestyrelsesmedlem i pensionskassen P+ og Senior Director Tine Choi Danielsen fra PFA Pension. 

Både Nordea, PFA og P+ har sortlistet flertallet af de våbenselskaber som Grundforskningsfonden har investeret i. 

PFA Pension, Danmarks største pensionsselskab, definerer producenter af atomvåben som kontroversielle. Det gælder blandt andet Airbus, Bae Systems, Honeywell International, Huntington Ingalls, Leidos Holdings, Raytheon Technologies og The Boeing Company – alle selskaber som Danmarks Grundforskningsfond har investeret i.

“Vi har for eksempel ekskluderet selskaber, som bidrager til produktionen af kontroversielle våben (såsom klyngevåben, anti-personelle landminer og atomvåben)”, skriver PFA Pension om sine eksklusion af våben. Også Nordea definerer atomvåben som kontroversielle.

Trine Pertou Mach mener, at Danmarks Grundforskningsfond bør leve op til samme etik som de fleste andre ansvarlige investorer. 

“Principperne for fondens investeringer kan simpelthen ikke være mere slatne end det, pensionskasser og banker kan finde ud af at bygge deres investeringsporteføljer på”, siger Trine Pertou Mach til Danwatch. 

Har Grundforskningsfonden som statslig fond et større etisk ansvar for investeringer end almennyttige fonde?

“Danmarks Grundforskningsfond følger Danmarks politik ved bl.a. at leve op til lovene og tage udgangspunkt i de relevante konventioner, traktater mv., som den danske stat eller EU har tiltrådt. Fonden har ikke nogen holdning til de almennyttige fondes etiske ansvar set i relation til Grundforskningsfonden.

Grundforskningsfonden investerer i våbenselskaber, hvis våben anvendes af den israelske hær i den aktuelle krig i Gaza. FN’s øverste domstol, Den Internationale Domstol (ICJ), har netop indledt en sag, hvor Sydafrika anklager Israel for krigsforbrydelser. Vil sagens udfald få betydning for Grundforskningsfondens investeringsstrategi ift. våbenproducenter? 

“Når fonden investerer, anvendes bl.a. EU’s og Danmarks sanktioner mod enkeltpersoner, virksomheder, organisationer og lande som rettesnor. Hvis Danmark eller EU indfører sanktioner, ny lovgivning eller lignende på baggrund af en afgørelse fra Den Internationale Domstol, vil fonden naturligvis leve op til dette”.

Krigen mellem Israel og Hamas har på fire måneder kostet knap 25.000 palæstinensere livet og mange flere sårede, oplyser de Hamas kontrollerede sundhedsmyndigheder i Gaza. 

Både Amnesty og Human Rights Watch mener, at Israels krigsførelse bryder med international humanitær lov. 

Fonden blev oprettet af Folketinget i 1991 for at sikre “fremragende grundforskning på højeste internationale niveau”. Fondens formue er dermed forankret i et demokratisk flertal.

Når Danske Bank finansierer olieudvinding i Gabon, bidrager banken med al sandsynlighed til uligheden i det, der i forvejen er en af Afrikas mest ulige stater. 

Det vurderer Herbert Mba Aki, der er adjunkt i statskundskab på Université Omar Bongo i Gabons hovedstad Libreville. 

“Gabon er et godt eksempel på et land, der lider under en ressourceforbandelse”, siger han. “Vi er et land med masser af værdifuld olie, men trods mange års  produktion er levestandarden i befolkningen ikke blevet hævet. Vi har olie, men ingen veje, skoler og sygehuse”.

Den primære forklaring er simpel, forklarer Herbert Mba Aki: Korruption. 

“Al erfaring viser, at olierigdommene i landet kun tilfalder den politiske og økonomiske elite i landet. De bliver aldrig omfordelt, så de kommer almindelige gabonesere til gavn. I stedet er pengene gennem årene blevet sneget ned i magthavernes egne lommer og fragtet ud af landet”, siger han.

Som Danwatch i samarbejde med Politiken i slutningen af december 2023 kunne fortælle, har Danske Bank hjulpet olieselskabet BW Offshore med at skaffe penge til olieproduktion i Dussafu-feltet ud for Gabons kyst. 

Det er sket selvom, Danske Bank selv har sortlistet BW Offshore – og selskabet er registreret i skattelyet Bermuda. 

Herbert Mba Aki er ikke modstander af udenlandske investeringer i Gabon – heller ikke i oliesektoren, nødvendigvis. Landet kan ikke klare sig uden udefrakommende kapital, påpeger han. 

“Men når man som eksempelvis dansk bank finansierer olieproduktion i Gabon, bliver man nødt til at forstå, at man bliver en del af en sektor, der er berygtet for alene at berige en korrupt og autokratisk elite”, siger han. 

Luksuriøse ejendomme

Gabons bruttonationalprodukt per indbygger er et af de højeste i Afrika – primært takket være olien. 

Alligevel lever en tredjedel af den bare 2,3 millioner mennesker store befolkning i fattigdom. Det meste af hovedstaden Libreville er veludviklet, men i landområderne lever langt det meste af befolkningen uden rent drikkevand eller elektricitet. 

“På grund af olien omtales Gabon nogle gange som et rigt land. Men det er en stor misforståelse, når man ser på, hvordan befolkningen lever”, siger Herbert Mba Aki. 

Fra 1967 til 2023 var Gabon ledet af familien Bongo – først med Omar Bongo som præsident gennem 41 år og efter hans død i 2009 med sønnen Ali i spidsen. 

I alle deres år ved magten brugte Bongo-familien olien til at berige sig selv, siger Maja Bovcon, der er selvstændig Vestafrika-analytiker. 

“Olien har ikke kun været afgørende for statens finanser, men også for den personlige berigelse af den gabonesiske elite, herunder Bongo-familien”, siger hun. 

Dette er også blevet slået fast af en fransk dommer. 

I forbindelse med en retssag mod flere medlemmer af Bongo-familiens luksuriøse ejendomsportefølje i Frankrig og USA konkluderede dommeren i 2022, at mange af familiens penge stammede fra “utilbørlige kommissioner” betalt gennem årene af udenlandske olieselskaber i Gabon.

Danske Banks kunde, BW Offshore, ejer rettighederne til Dussafu-feltet sammen med et andet norsk selskab, Panoro Energy, og Gabons nationale olieselskab, Gabon Oil Company (GOC). 

“Flere topfolk i oliesektoren, blandt fra Gabon Oil Company, har flere gange været anklaget for medvirken til korruption”, påpeger Maja Bovcon.

I 2022 blev tidligere GOC-direktør, Christian Patrichi Tanasa, og hans vicedirektør idømt henholdsvis 12 og 10 års fængsel for underslæb og hvidvask. 

Tre år tidligere, i 2019, havde statsanklageren i Gabon konkluderet, at 142 millioner dollars var forsvundet ud af GOC på grund af korruption.

Militærkup 

Når BW Offshore – med Danske Banks penge i ryggen – i dag sidder og forhandler oliekontrakter med regeringen i Gabon, er det ikke Bongo-familien, der sidder for bordenden. 

I august 2023 blev Ali Bongo kuppet af sit eget militær, og i dag er Gabon ledet af militærgeneralen Brice Oligui Nguema. 

Et halvt års tid efter kuppet er det stadig svært at vurdere, hvilke konsekvenser magtskiftet får for Gabon. Også for den gabonesiske olie. 

“Den fremtidige håndtering af olien og indtægterne fra den afhænger også af, hvad militæret har tænkt sig at gøre ved magten. Vil de beholde den selv, eller afvikler de et nyvalg?”, siger Herbert Mba Aki. 

På den ene side har militæret lagt sig ud med både Ali Bongos kone og søn. Begge er blevet anholdt for korruption. Også Ali Bongos sidste olieminister, Vincent de Paul Massassa, er under mistanke.

På den anden side har militærpræsidenten Brice Oligui Nguema tilsyneladende selv deltaget i Bongo-familiens korruption. I 2020 skrev det undersøgende medie OCCRP, at Nguema – der ifølge visse kilder ligefrem skulle være Ali Bongos fætter – havde købt tre ejendomme i USA for offentlige midler smuglet ud af Gabon. 

Under alle omstændigheder er det god timing for kupmagerne, at der nu opstartes produktion i Dussafu-feltet, vurderer Herbert Mba Aki.

“Militæret har brug for udenlandske investeringer som denne for at fremvise international legitimitet. Og det er risikabelt for demokratiet i Gabon. Vi har brug for en civil ledelse af landet”, siger han. 

Danwatch har spurgt Danske Bank, hvordan de forholder sig til Gabons kupregering og problemerne med korruption i den gabonesiske oliesektor. Banken har ikke svaret på vores spørgsmål.

Det norske selskab Odfjell Drilling, der er specialiseret i dybhavsboringer og olieefterforskning, har rejst 2,6 mia. kroner via obligationer med hjælp fra Danske Bank. 

Banken har ellers taget afstand fra olieselskaber, der eftersøger ny olie og har tilmed sortlistet selskabet på grund af “alvorlige skadevirkninger på klimaet”. Det kan Danwatch afsløre i samarbejde med erhvervsmediet FINANS. 

Dette strider klart mod Danske Banks udmeldinger på klimaområdet, siger professor i finansiering på Aarhus Universitet, Carsten Tanggaard.  

“Der er jo ikke nogen, der på en troværdig måde kan hævde, at denne finansielle service ikke vil gå til efterforskning og produktion af olie i følsomme områder. Det er det klare indtryk, når man læser, hvad pengene skal bruges til”, siger Tanggaard efter at have læst beskrivelsen af obligationens formål i det såkaldte prospekt og Danske Banks klimapolitik.

Katastrofale konsekvenser 

I foråret 2023 offentliggjorde Danske Bank sin klimapolitik, og talen var klar. Banken lagde op til et opgør med fossile selskaber, som ikke efterlever Parisaftalen, da klimakrisen vil have “katastrofale konsekvenser for liv, økosystemer og menneskelige samfund”, lød det. Det skulle derfor være slut med finansiering af selskaber, som eftersøger ny olie. Specielt i sårbare miljøer som Arktis, hvor “olieefterforskning udgør store risici for de følsomme miljøer”.  

Men de 2,6 mia., som banken har hjulpet Odfjell Drilling med at rejse, går netop til et selskab, der borer olie i Arktis. I prospektet gøres det klart, at selskabets forretningsmodel baserer sig på olieboring- og efterforskning blandt andet i Arktis. 

AkademikerPension, som ejer aktier i Danske Bank for over 200 mio. kr., er uforstående over for bankens ageren. 

”Vi synes, at der mangler en rød tråd i den måde, som Danske Bank agerer på. Det er ærgerligt. På mange måder er de langt fremme på klimaområdet, men så bliver der ved med at dukke historier op, hvor kunder og investorer tænker, hvad sker der? Det kan godt være, at det med forskellige tekniske argumenter kan rummes inden for ansvarlighedspolitikken, men set udefra giver det ikke mening,” siger Anders Schelde, Investeringsdirektør i AkademikerPension. 

Han oplyser, at AkademikerPension muligvis tager sagen op på Danske Banks kommende generalforsamling.  

Politiken bør gælde alle olieselskaber

Danwatch og Finans har forelagt kritikken for Danske Bank. Banken påpeger, at klimapolitikken kun omfatter selskaber, der ejer licenserne til at bore olie op – de såkaldte E&P-selskaber – som står for exploration and production. Odfjell Drilling ejer ikke licenserne men hyres af E&P-selskaber til at foretage boringerne og er altså ikke omfattet af politikken, forklarer Danske Banks Global Head of Sustainable Finance, Samu Slotte. 

“Det er E&P-selskaberne, der har licenserne, og som træffer beslutningerne om, hvorvidt de vil ekspandere ind i nye felter eller ej. De køber så services fra andre, men det er E&P-selskaberne, der træffer beslutningerne.” 

Den forklaring giver WWF Verdensnaturfonden ikke meget for.

“Jeg kan godt forstå, hvis banken ikke har lyst til at gå ud med det samme og sige, at man har fortrudt det her. Men jeg vil opfordre Danske Bank til at tage det næste skridt og kommunikere, at deres klimapolitik fremover gælder hele koncernen og alle typer olieselskaber”, siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Danmark.   

Gør sagen ekstra alvorlig

Odfjell Drillings kernemarked er olieboringer og eftersøgning af olie i “barske miljøer” såsom Nordsøen og Arktis ifølge prospektet. Af den nyeste årsrapport fremgår det, at Odfjell Drilling har været involveret i adskillige boringer i Arktis. Tre af selskabets otte olieboreplatforme er ifølge hjemmesiden i stand til at bore i et “arktisk miljø”.  

Det gør sagen ekstra alvorlig for Danske Bank, siger Bo Øksnebjerg. 

“Det ærgrer mig dobbelt, når der er tale om boringer i Arktis. Det gør virkelig ondt på os. Der er i det hele taget ikke behov for boringer efter ny olie. Og det er Danske Bank jo enige i. Det står i deres position på området. Og her nævner de også specifikt boringer i Arktis som særligt problematisk. Og det er jo det, der er så ærgerligt”.

Danske Bank fastholder, at det ikke er Odfjell Drilling, der tager beslutningen om olieboringer i Arktis.

Odfjell Drilling har specialiseret sig i at bore efter olie i Arktis. Det er et område, som Danske Bank ifølge jeres klimapolitik er meget bekymrede for. Hvorfor har det ikke påvirket jeres beslutning om at facilitere denne obligationsudstedelse?

”Det er korrekt, at vi ikke støtter ekspansion og udvinding i sensitive områder, herunder Arktis. Men vi kommer tilbage til det samme spørgsmål. Hvem er beslutningstagerne? Det er E&P-selskaberne”, siger Samu Slotte. 

Politikken skal måske udvides

Bo Øksnebjerg fra WWF hæfter sig også ved, at Odfjell Drilling er på Danske Banks liste over virksomheder, som Danske Bank ikke vil investere i. På listen står der, at Odfjell Drilling er ekskluderet på grund af “signifikante negative konsekvenser for klimaet”. Eksklusionslisten gælder dog kun på investeringssiden og ikke for finansielle services, oplyser Samu Slotte.

Han medgiver dog, at politikken bør udvides, og at den muligvis skal omfatte selskaber som Odfjell Drilling på et tidspunkt.

”Der er flere led i hele værdikæden omkring olie og gas, som vi ikke har adresseret endnu. Det inkluderer bl.a. olieservices, offshore-services, transport og distribution. Det bliver vi nødt til at adressere på et tidspunkt”.     

Men hvornår politikken bliver udvidet, vil han ikke komme ind på.  

”Jeg vil understrege, at der er en ambitiøs politik, der adresserer den vigtigste del af værdikæden. Er det den endelig politik? Siger vi, at arbejdet er færdigt? Nej, det gør vi ikke, men jeg sætter ikke en specifik dato for, hvornår vi vil adressere denne del af værdikæden”, siger Samu Slotte. 

Verden står over for en voldsom oprustning, og danske forsvarsvirksomheder venter gyldne tider. 

Samtidig er de danske myndigheders eksportkontrol, som skal sikre at våben og militært udstyr fra Danmark ikke ender i de forkerte hænder, fuld af fejl.

Først afdækkede Danwatch og Information i foråret 2022, hvordan Rigspolitiet ved “en menneskelig fejl” gav militær eksporttilladelse til Saudi-Arabien, trods et eksportforbud begrundet med mulige saudiske krigsforbrydelser i Yemen. 

Kort tid efter, i efteråret 2022, blev der to gange “fejlagtigt” givet tilladelse til at eksportere udstyr til F-16 fly via USA til Taiwan. Det skete uden at Udenrigsministeriet fik anledning til at vurdere om eksporten var i tråd med Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser – sådan som reglerne ellers foreskriver.

Og som Danwatch og Information mandag kunne fortælle, har det danske embedsværk også misforstået EU’s fælles regler for våbeneksport på et helt grundlæggende punkt. På den baggrund har Justitsministeriet misinformeret Folketinget om, at reglerne ikke er juridisk bindende for Danmark – hvilket de er. 

Det er fejl, som myndighederne har erkendt. Dertil kommer, at juridiske eksperter har beskyldt de danske myndigheder for en ulovlig praksis i forbindelse med eksport af komponenter til F-35-kampflyene, der blandt andet sælges til Israel, som i øjeblikket benytter dem i forbindelse med krigen i Gaza, hvor der er beskyldninger om krigsforbrydelser og folkemord. 

Udenrigsministeriet og Justitsministeriet afviser at have begået ulovligheder, men medgav sidste år, at det er »hensigtsmæssigt, at der fremadrettet sker en formalisering af formatet« for de danske myndigheders godkendelse af eksporten »for at sikre, at der ikke kan opstå tvivl«.  

Tilsammen er der tale om en serie af  fejl og mangler, der ifølge eksperter og ngo’er tegner et billede af en bekymrende tilstand for den danske eksportkontrol.

Advarede om usikkerhed om reglerne

De sidste femten år er ansvaret for at udstede militære eksporttilladelser skiftet mellem blandt andet Udenrigsministeriet, Justitsministeriet og Rigspolitiet.

For snart ti år siden, i april 2014, gjorde en kontorchef i Justitsministeriet opmærksom på, at der blandt medarbejderne var “usikkerhed” om behandling af ansøgninger om tilladelse til våbeneksport.

Det viser en mail, som Danwatch og Information har fået aktindsigt i. På dette tidspunkt var det Justitsministeriet, der udstedte eksporttilladelserne, mens Udenrigsministeriet skulle høres, hvis der var risiko for, at eksporten var i strid med Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser.

I en mail til flere medarbejdere i Udenrigsministeriet skrev kontorchefen: “Vi har konstateret, at der i forbindelse med udskiftning af medarbejdere i Udenrigsministeriet er opstået usikkerhed omkring en række forhold vedrørende behandlingen af ansøgninger om våbeneksporttilladelser”, hvorefter kontorchefen efterlyste at medarbejderne blev gjort opmærksomme på en række regler og procedurer på området. 

Aktindsigten viser ikke, hvad der sidenhen skete med uklarhederne blandt medarbejderne.

Professor: “En opskrift på fiasko”

Professor i statskundskab ved Københavns Universitet, Martin Marcussen, mener, at Danmark bør starte helt forfra med organiseringen af den danske militære eksportkontrol.

“Det ser ud til, at der er tale om rigtig mange og alvorlige fejl. Ikke engang i Justitsministeriet har man vidst, hvad regelsættet går ud på, og det er jo virkelig bekymrende. Det kan jo meget vel være, at det her bare er toppen af isbjerget”, siger han.

Når det handler om eksporten af udstyr, som er klart militært, er det I dag Udenrigsministeriet der har ansvar for at foretage udenrigs- og sikkerhedspolitiske vurderinger af konkrete eksportansøgninger med udgangspunkt i EU’s fælles regler for kontrol af eksport af militærteknologi- og udstyr og FN’s våbenhandelstraktat.

Herefter er det Rigspolitiet,der udsteder de militære eksporttilladelser, og Erhvervsministeriet der udsteder tilladelser til eksport af udstyr med såkaldt dual-use, altså udstyr der kan bruges både civilt og militært.

Professor Martin Marcussen, der forsker i både udenrigstjenesten og offentlig international forvaltning, efterlyser et helt nyt system for at sikre, at den danske våbeneksport lever op til forpligtelserne om ikke at tillade eksport, hvis der er en klar risiko for at udstyret kan blive anvendt til krigsforbrydelser eller brud på menneskerettighederne.

“Det er altid en opskrift på fiasko når mange forskellige myndigheder er involveret. Det undrer mig at eksportkontrollen ligger og flagrer organisatorisk på den måde, og åbenbart har gjort det i lang tid, og endda på et så vigtigt spørgsmål som den militære eksportkontrol”, siger han.

“Det lader til, at eksportkontrollen er organiseret på en uhensigtsmæssig måde, og at det her er et område man er nødt til at gennemgå en gang til. Krigens dynamikker og det militære udstyrs teknikaliteter har udviklet sig, og det må give anledning til nogle helt grundlæggende overvejelser om, hvordan vi organiserer den militære eksportkontrol”, siger Martin Marcussen.

Det kan for eksempel ske ved at samle kompetencerne ét sted. 

“De berørte myndigheder må blive enige om en samarbejdspraksis og udvikle en forvaltningskapacitet som har fagligheden til at vurdere både de juridiske og de tekniske spørgsmål omkring våbeneksport. Jeg tror det ville være i både industriens og politikernes interesse”, siger professor Martin Marcussen.

Amnesty er “dybt bekymrede”

Også hos Amnesty vækker de mange fejl opsigt.

“På baggrund af det stigende antal dybt problematiske sager om våbeneksport er Amnesty dybt bekymrede over, at det danske kontrolsystem ikke fungerer efter hensigten”, siger Martin Lemberg-Pedersen, der er politisk chef i Amnesty Internationals danske afdeling. 

Han understreger at alle de danske myndigheder, der er involveret i den militære eksportkontrol, må være bevidste om deres ansvar for at foretage grundige undersøgelser af risikoen for menneskerettighedskrænkelser, når der gives tilladelse til eksport.

“I en tid med stigende dansk våbeneksport er effektiv kontrol afgørende for at beskytte mod medvirken til krænkelser af international humanitær ret og menneskerettighederne. Direkte og indirekte våbensalg må standses, hvis der er høj risiko for at udstyret bruges til at begå krigsforbrydelser, etnisk udrensning eller forbrydelser mod menneskeheden”, siger han.

Rigspolitiet: Vi har forbedret procedurerne

Hos Rigspolitiet, der udsteder militære eksporttilladelser, har de mange fejl givet anledning til en forbedring af de interne vejledninger på området, oplyser de.

“Rigspolitiet har i løbet af 2023 gennemgået flere af Rigspolitiets sagsbehandlingsprocedurer på eksportområdet og implementeret forskellige tiltag, hvor det er fundet hensigtsmæssigt, bl.a. for at mindske risikoen for, at der kan ske fejl”, skriver Rigspolitiet i en mail til Danwatch, hvor de også påpeger, at de hvert år behandler et stort antal ansøgninger om militær eksporttilladelse.

“I den forbindelse har Rigspolitiet også opdateret og udbygget Rigspolitiets interne sagsbehandlingsvejledning på eksportområdet”, skriver de, og oplyser, at “de tre nævnte sager, hvori der beklageligvis er sket fejl, har indgået i Rigspolitiets gennemgang af sagsbehandlingsprocedurerne på eksportområdet.”

Justitsministeriet skriver i en mail, at de den 20. juni 2023 oversendte en berigtigelse af et svar til Folketingets Europaudvalg, fordi de “var blevet opmærksom på, at det ved en fejl fremgik af den oprindelige besvarelse af spørgsmålet, at Rådets fælles holdning fastsætter ikke-bindende regler”.

Danwatch har forelagt kritikken af de mange fejlbehæftede sager for Udenrigsministeriet, men ministeriet  har ikke svaret på vores henvendelser.

På et helt grundlæggende punkt har det danske embedsværk taget fejl af de europæiske regler for våbeneksport.

Imens er sager om våbeneksport til blandt andet de kampfly, Israel nu bruger til at bombe i Gaza, blevet godkendt efter en praksis, som juridiske eksperter har kritiseret for at være i strid med reglerne, fordi der ikke bliver foretaget nogen konkret vurdering af slutbrugeren, inden der bliver givet tilladelse til eksport. Og Folketinget har fået forkerte oplysninger.

Det kan Danwatch i dag afdække i samarbejde med Dagbladet Information.

Inden de danske myndigheder giver tilladelse til eksport af våben eller militært udstyr, er de forpligtede til at foretage en vurdering af otte kriterier – heriblandt risikoen for, at udstyret “kan” ende med at blive brugt til at begå krigsforbrydelser. Hvis der er en “klar” risiko for det, må de danske myndigheder ikke tillade eksporten. 

Det fremgår af EU’s fælles regler for våbeneksport, der trådte i kraft i 2008.

Men tilsyneladende har de danske myndigheder været af den opfattelse, at de ikke havde en skarp forpligtelse til at følge reglerne.

Over for Danwatch og Information har embedsmænd i Udenrigsministeriet gentagne gange givet udtryk for, at reglerne ikke er juridisk bindende. Og det samme har Justitsministeriet oplyst til Folketinget.

“Rådets fælles holdning indeholder ikke-bindende fælles regler for våbeneksport i EU”, skrev daværende justitsminister Mattias Tesfaye (S) i maj 2022 i et svar til Folketingets Europaudvalg, der også var underskrevet af en kontorchef i Justitsministeriet og blev oversendt til Folketinget af daværende udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

Det er imidlertid ikke korrekt. I en “berigtigelse”, som justitsminister Peter Hummelgaard (S) i al ubemærkethed har oversendt til Folketingets Europaudvalg sidste år, erkender han, at Folketinget har fået forkerte oplysninger.

“Rådets fælles holdning er således juridisk bindende”, skriver ministeren i svaret.

Den erkendelse kom i forlængelse af en tre måneder lang udredning, som Justitsministeriet og Udenrigsministeriet måtte sætte i gang sidste år, da Danwatch og Information stillede spørgsmål til lovligheden af de danske myndigheders praksis og gjorde opmærksom på, at EU-reglerne er juridisk bindende. 

Bindende fra dag ét

Fejlen vækker kritik fra menneskeretsorganisationen Amnesty International.

“Det er uforståeligt, at der synes at have været tvivl om, hvorvidt EU-reglerne er juridisk bindende for Danmark, for det ér de”, siger Martin Lemberg-Pedersen, chef for politik og samfund i Amnestys danske afdeling. 

Han understreger, at alle de danske myndigheder, der er involveret i den militære eksportkontrol, bør være bevidste om deres ansvar for at foretage grundige undersøgelser af risikoen for krigsforbrydelser og menneskerettighedskrænkelser, når der gives tilladelse til eksport.

Også Graham Butler, professor i EU-forfatningsret ved Syddansk Universitet, har svært ved at forstå, hvordan det danske embedsværk kunne komme frem til den konklusion, at reglerne ikke var bindende.

“Reglerne har været juridisk bindende fra dag ét”, siger han.

Det vidste de danske myndigheder også godt, dengang reglerne blev vedtaget. Faktisk havde de selv arbejdet for, at det skulle blive tilfældet. Det fremgår af en rapport, som Udenrigsministeriet udgav i samarbejde med bl.a. Justitsministeriet i 2009.

“Danmark har løbende støttet, at EU’s adfærdskodeks for våbeneksport styrkes og gøres juridisk bindende. Dette blev opnået ved vedtagelsen af en Fælles Holdning i december 2008 om Fælles Regler for kontrol med eksport af militærteknologi og udstyr”, skrev ministerierne i rapporten.

Men efterfølgende gik den viden altså i glemmebogen.

Undergraver reglerne

Hos Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI) har  

seniorforsker Giovanna Maletta ikke tidligere hørt om lande, der opfatter EU’s regler om våbenhandel som ikke-bindende.

“Så vidt jeg ved, betragter alle andre EU-lande reglerne som juridisk bindende, og det er de selvfølgelig også”, siger Giovanna Maletta, der er seniorforsker og direktør for SIPRI’s afdeling for våbenkontrollovgivning. 

Hun forklarer, at EU netop ønskede bindende regelsæt for våbenhandel, da reglerne blev vedtaget af EU-Kommissionen i 2008. Indtil da havde EU kun haft et sæt etiske retningslinjer, som det var frivilligt for medlemslandene at følge.

“Hele formålet med EU’s regler om våbenhandel var at gøre reglerne juridisk bindende og sikre, at reglerne fik væsentlig mere legitimitet”, siger Giovanna Maletta. 

Af samme grund mener den svenske specialist i våbenkontrollovgivning, at det er meget problematisk, hvis enkelte EU-lande behandler reglerne som ikke-bindende.

“EU-lande, der ikke betragter EU’s regler som juridisk bindende, risikerer at underminere legitimiteten af de standarder, som reglerne bygger på”, siger hun.

Myndighederne tog forbehold

I et svar til Danwatch og Information hævder Udenrigsministeriet, at “spørgsmålet om den juridiske karakter af EU’s fælles holdning” ikke har påvirket ministeriets sagsbehandling.

Men et folketingssvar fra 2017 tyder på, at de danske myndigheder har troet, at de havde mulighed for at fravige reglen om, at der altid skal gives afslag på eksport, hvis der foreligger en “klar risiko” for, at det kan ende med at blive brugt til krigsforbrydelser eller intern undertrykkelse.

I forlængelse af Informations afdækning af, at de danske myndigheder havde tilladt eksport af avanceret masseovervågningsteknologi til sikkerhedstjenesterne i bl.a. Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater, der er kendt for at overvåge og fængsle menneskeretsaktivister, bad daværende folketingsmedlem Nikolaj Villumsen (EL) den daværende udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) om at “oversende de politisk fastsatte principper for Udenrigsministeriets tilgang til eksport af våben og dual-use produkter”.

I svaret skrev ministeren, at Udenrigsministeriet “som udgangspunkt” vil “udtale sig imod eksport, såfremt der vurderes at foreligge en klar risiko for, at et givent produkt kan bidrage til intern repression eller alvorlige krænkelser af den humanitære folkeret”. Men altså kun “som udgangspunkt”. 

Et forbehold, der åbner for at gøre undtagelser. Den praksis har Udenrigsministeriet haft siden 2014, hvor det “blev besluttet at gå bort fra en mere restriktiv tilgang” til implementering af EU-reglerne, lød det i svaret.  

Formuleringen “som udgangspunkt” går igen i et officielt pressesvar, som Udenrigsministeriet sendte til Information i februar 2017. Men EU-reglerne fastslår altså, at der “skal” gives afslag, hvis der foreligger sådan en “klar risiko”.

Ekspert: Bør føre til opstramning

Eftersom reglerne er juridisk bindende, er der ikke plads til at fravige dem i de sager, hvor det måtte være i regeringens politiske interesse, forklarer Graham Butler fra Syddansk Universitet.

“At de danske myndigheder nu anerkender den juridiske forpligtelse bør føre til en strammere proces fremover”, siger han.

Graham Butler understreger dog samtidig, at reglerne er indrettet på en måde, så medlemslandene selv har et vist fortolkningsrum til at vurdere, hvornår risikoen er “klar” – og dermed for stor til, at en eksport kan tillades. 

Og da der er tale om et regelsæt, der hører under EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik, har EU-Kommissionen ikke mandat til at skride ind over for eventuelle brud på reglerne, ligesom EU-Domstolen heller ikke har mandat til at fastslå, at Danmark har overtrådt EU-retten. 

“Så der er masser af plads til, at Danmark kan foretage vurderinger, så længe de er i overensstemmelse med de her juridisk bindende forpligtelser”, siger Graham Butler.

Undlader risikovurdering

Det væsentligste kritikpunkt af de danske myndigheders praksis har imidlertid været, at Udenrigsministeriet helt undlader at sagsbehandle i visse sager om våbeneksport. Og at der derfor ikke bliver foretaget nogen konkret vurdering af risikoen for bl.a. krigsforbrydelser, inden der bliver givet tilladelse til eksporten.

I Danmark behandles sager om våbeneksport af Rigspolitiet – før i tiden Justitsministeriet. Men den konkrete vurdering af risikoen for bl.a. krigsforbrydelser, som EU-reglerne kræver, er det Udenrigsministeriet, der er ansvarlig for at foretage. Udenrigsministeriet bliver derfor inddraget som høringspart i sagerne.

Det sker dog ikke i sager om “eksport af delkomponenter til projekter, som sker i et samarbejde med EU- og NATO-lande”, skrev Udenrigsministeriet den 8. marts 2023 i et svar til Danwatch og Information. Heriblandt F-35-samarbejdet. Med andre ord har de danske myndigheder helt undladt at foretage en konkret vurdering efter kriterierne i EU-reglerne, når de har givet tilladelse til eksport af komponenter til de kampfly, som Israel aktuelt anvender i forbindelse med krigen i Gaza.

Det er en praksis, som juridiske eksperter har betegnet som ulovlig.

“Ansvaret for at lave en risikovurdering er klart. Derfor er der sket en overtrædelse af EU’s fælles regler om våbeneksport samt FN’s våbenhandelstraktat”, lød det blandt andet fra den danske jurist Jacques Hartmann, der er professor i international ret ved University of Dundee i Skotland.

Startede tre måneder lang udredning

Danwatch og Information spurgte dengang Justitsministeriet og Udenrigsministeriet ind til, hvordan praksissen harmonerer med reglerne. 

Og i forbindelse med dialogen om de spørgsmål gav en embedsmand i Udenrigsministeriet udtryk for, at reglerne ikke var juridisk bindende – ligesom nuværende og tidligere embedsmænd i Udenrigsministeriet altså også ved tidligere lejligheder havde givet udtryk for. 

Information og Danwatch gjorde i forlængelse af samtalen Udenrigsministeriet opmærksom på en akademisk artikel, hvoraf det fremgik, at reglerne er juridisk bindende for EU’s medlemsstater, og at det tyske Økonomiministerium på sin hjemmeside omtaler reglerne som “juridisk bindende”.

De danske ministerier kunne ikke umiddelbart besvare Danwatch og Informations spørgsmål, og endte i stedet med at indlede en mere end tre måneder lang udredning af den danske eksportkontrolpraksis. 

I juni 2023 meddelte udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen så Folketinget, at Udenrigsministeriet og Justitsministeriet var kommet frem til, at EU-reglerne er juridisk bindende. Han afviste samtidig, at myndighederne skulle have overtrådt reglerne.

“Det er Udenrigsministeriets og Justitsministeriets vurdering, at Danmarks tilgang og praksis på området – også når det gælder større bi- og multilaterale projekter – er i fuld overensstemmelse med Danmarks EU-retlige og internationale forpligtelser”, sagde Lars Løkke Rasmussen ved et samråd i Folketingets udenrigsudvalg.

Udenrigsministeriet erkendte dog samtidig, at det er “hensigtsmæssigt, at der fremadrettet sker en formalisering af formatet” for myndighedernes praksis i de sager, hvor der ikke bliver foretaget en vurdering efter kriterierne i EU-reglerne.
Juridiske eksperter har efterfølgende modsagt konklusionen om, at den danske praksis skulle være i overensstemmelse med de internationale regler på området. Ud over EU-reglerne overtræder Danmark ifølge dem også FN’s våbenhandelstraktat.

Udenrigsministeriet ændrer forklaring

Da Danwatch og Information sommeren 2023 i første omgang konfronterer Udenrigsministeriet med misforståelsen om, at EU-reglerne ikke er juridisk bindende, forsøger ministeriet indledningsvis at give indtryk af, at sagen er isoleret til Justitsministeriets fejlagtige folketingsbesvarelse.

“Udenrigsministeriets sagsbehandling af ansøgninger om eksport af militærteknologi og –udstyr har ikke været påvirket af, at det ved en fejl fremgik af Justitsministeriets besvarelse af 17. maj 2022 af spm. nr. 155 fra Folketingets Europaudvalg, at Rådets fælles holdning fastsætter ikke-bindende regler”, skriver Udenrigsministeriet i sit første svar. 

På trods af, at Udenrigsministeriets embedsmænd altså har givet udtryk for samme fejlopfattelse over for både Information og Danwatch. Og på trods af folketingssvaret fra 2017, der indeholder forbehold på et punkt, hvor reglerne er absolutte.

I et efterfølgende svar modererer Udenrigsministeriet sin påstand:

“Udenrigsministeriets sagsbehandling af ansøgninger om eksport af militærteknologi og –udstyr har ikke været påvirket af spørgsmålet om den juridiske karakter af EU’s fælles holdning. Det bemærkes i den forbindelse, at den danske eksportkontrolpraksis inden vedtagelsen af EU’s fælles holdning i 2008 baserede sig på kriterierne i EU’s adfærdskodeks for våbeneksport fra 1998, der ikke var juridisk bindende for medlemslandene”, skriver ministeriet.

“Udenrigsministeriets eksportkontrolpraksis vurderes at være sket og sker fortsat i overensstemmelse med EU’s fælles holdning”.

Danwatch og Information har forsøgt at få en kommentar fra Justitsministeriet, men ministeriet henviser til Udenrigsministeriet.

Den russiske olieeksport kører på fulde omdrejninger, og Europa flyder stadig med Ruslands vigtige brændstoffer.

Blandt andet er 30 millioner russisk flybrændstof endt på Prøvestenen i København, hvor SAS har sit brændstoflager.

Brændstoffet kommer fra et russiskejet selskab i Indien og er ifølge eksperter ikke ulovligt, men i direkte konflikt med sanktionernes hensigt, som Danwatch og Ekstra Bladet har afsløret.

Derfor vil SAS nu igangsætte en undersøgelse for at få svar på, om nogle af deres leverandører har pumpet sanktioneret russisk flybrændstof i danskernes feriefly.

”SAS accepterer ikke handel med sanktionerede parter eller produkter, og vi kræver, at vores leverandører overholder de sanktioner, der er vedtaget”, siger pressechef Alexandra Lindgren i et skriftligt svar. Hun tilføjer:

”Som konsekvens af artikelserien har vi stillet spørgsmålet på vores leverandørniveau for at sikre, at der ikke er sket kontraktbrud”.

Det russiske brændstof kommer til Europa fra energiselskabet Nayara Energy i den indiske by Vadinar, som er russiskejet og har tråde til Kreml gennem Rosneft. 

Ved at importere russisk brændstof og raffinere det i Indien bliver slutproduktet teknisk set indisk. Derfor kan det sælges til Europa udenom sanktionerne.

SAS vil ikke svare på, om det vil få konsekvenser for deres leverandører, hvis de har købt flybrændstof fra det russiske selskab i Vadinar. 

”Ingen kan være i tvivl om, at Rusland har igangsat et komplekst arbejde for at omgå sanktionerne mod deres økonomi. Her er SAS som selskab nødt til at have tillid til vores leverandører, for vi har ingen mulighed for at undersøge deres underleverandører”, siger Alexandra Lindgren.

Må have ’tillid til leverandører’

Da 30 millioner liter flybrændstof endte i København ved 18-tiden mandag 2. oktober, blev det pumpet ind i nogle enorme hvide oliesiloer, som blandt andre SAS lejer sig ind på.

Det var det danske rederi Hafnia, der leverede brændstoffet til en endnu ukendt køber.

SAS har ikke selv importeret brændstoffet fra raffinaderiet eller fået det leveret af Hafnia, oplyser flyselskabet. Men SAS’ leverandør, britiske BP, vil ikke afvise noget.

Tværtimod bekræfter BP, at de handler med raffinaderier som det russiskejede Nayara Energy i Vadinar.

BP ønsker dog ikke at kommentere konkrete forhold, lød det i et svar til Danwatch i december.

SAS vælger nu alligevel at have tiltro til, at deres leverandører ikke bryder reglerne.

Ifølge professor i virksomhedsetik ved Roskilde Universitet, Jacob Dahl Rendtorff, så er det mangel på rettidig omhu, at SAS ikke har været bevidst om deres leverandørers forretning.

“Hvis de vil leve op til at være helt rene i forhold til Rusland-konflikten, så hjælper det ikke at købe brændstof fra nogen, som bruger russiskejede raffinaderier”, siger han. 

Han peger på, at hvis sanktionerne skal fungere, så er det også et spørgsmål om, at virksomheder tager et etisk ansvar for ikke at tillade Rusland at udnytte de smuthuller, der måtte være.

“Hvis SAS vil stå ved deres etiske ansvar og være et flyselskab, der respekterer sanktionerne, så må de kigge kritisk på deres leverandører. Man skal have ansvar gennem hele leverandørkæden, og ikke kun det første led”, siger han. 

Rendtorff mener, at det også kan være et spørgsmål om, at en leverandøraftale med eksempelvis BP kan være meget svær at komme ud af, og at SAS derfor ikke har igangsat en undersøgelse før.

“Men det er da flot, at de går i gang med det nu. De skulle nok bare have gjort det tidligere”, siger han. 

At undersøgelsen først kommer efter Danwatch og Ekstra Bladets afsløringer tyder dog på, at “SAS har sovet lidt i timen”, tilføjer han. 

Har tidligere droppet virksomheder

Hvad det helt konkret kan få af konsekvenser for deres brændstofleverandører, hvis de har brudt kontrakten eller handlet med brændstof udenom sanktionerne, nævner SAS intet om.

Men tidligere har det delvist statsejede flyselskab været meget kontante i deres håndtering af lignende sager.

For eksempel fjernede SAS helt produkter fra PepsiCo og Mondelez, da selskaberne fortsat handlede med Rusland – også selvom det ikke var imod sanktionerne, ligesom i tilfældet med Nayara Energy.

Danwatch og Ekstra Bladet har spurgt SAS, om de vil boykotte deres leverandører, hvis de fortsætter handlen med det russiskejede raffinaderi. Det har flyselskabet ikke svaret på. 

“Det er nok nemmere at sige nej til Pepsi-cola, end det er at bytte sin brændstofleverandør ud med noget andet”, vurderer Jacob Dahl Rendtorff.

Eksperter har tidligere vurderet, at raffinaderiet direkte modarbejder sanktionernes hensigt, og at handlen med det er et hul i sanktionerne, der bør lukkes.

Blandt andet den amerikanske forsker Craig Kennedy, der er ekspert i russisk olie og sanktioner ved Havard Universitys Davis Center.

“Det er en udfordring for myndighederne. Det er et smuthul, der skal løses. Og mens det europæiske salg i dag er småt i den overordnede russiske eksport, så er det en lækage, som kan blive til en oversvømmelse, og så bliver det et reelt problem”, har han tidligere sagt.

Fra politisk side vil smuthullet nu blive taget op i Det Udenrigspolitiske Nævn, ligesom udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har stillet sig kritisk for, at danske selskaber udnytter smuthullerne i sanktionerne. 

Regeringen er fast besluttet på at fortsætte den danske milliardeksport til det amerikanske F-35 kampflyprogram, selvom en del af flyene ender i Israel, hvor de risikerer at blive anvendt til mulige krigsforbrydelser i Gaza.

Det fremgik af et nyt samråd om den kontroversielle eksport, som udenrigsminister Lars Løkke (M) var indkaldt til sent mandag.

På samrådet kom det frem, at Udenrigsministeriet har “genbesøgt” den såkaldte rammevurdering efter krigen mellem Israel og Hamas begyndte i oktober sidste år. 

Eksport er i orden

Og resultatet er ifølge Lars Løkke klart.

“Vi revurderer rammegodkendelsen, når der er anledning til det. Efter den 7. oktober har vi genbesøgt rammevurderingen og er nået til den konklusion, at der ikke er noget i vejen for, at vi fortsætter med at levere komponenter til F-35”, sagde udenrigsministeren. 

Ifølge den såkaldte rammegodkendelse kan danske forsvarsvirksomheder eksportere militært udstyr til Danmarks samarbejdspartnere i EU, EFTA og NATO uden at kontrollere mulige slutbrugere.

Regeringen overlader dermed fortsat ansvaret for at vurdere, om de danskudstyrede fly risikerer  bidrage til mulige krigforbrydelser i f.eks. Israel til USA. 

Samrådet om den kontroversielle kampflyeksport var indkaldt af Enhedslisten, efter Danwatch og Information har afdækket, hvordan dansk udstyrede F-35 fly i øjeblikket  deltager i Israels massive bombardementer af Gaza. 

En krig, som ifølge Al Jazeera indtil videre har kostet knap 25.000 palæstinensere, heraf 9.600 børn samt omkring 1.139 israelere livet.

Efterfølgende har en række internationale eksperter i folkeret og våbeneksportkontrol  samstemmende vurderet, at den danske praksis med rammegodkendelser af våbeneksport en overtrædelse af både FN’s Traktat om Våbenhandel og EU’s Fælleserklæring om Våbenhandel.

Den vurdering afviste Lars Løkke på det bestemteste.

“Danmark overholder sine internationale forpligtelser. Men den praktiske udfordring med F-35 programmet er, at 15 virksomheder leverer delkomponenter til F-35 og man kan ikke  differentiere, hvor det ender op,” sagde han og erkendte, at “det er åbenlyst, at det kan ende op i Israel”.

Risiko for krigsforbrydelser

Selv om Israel altså er en af i alt 16 kendte slutbrugere af F-35 kampfly, mener ministeren ikke, at det forpligter Danmark til at vurdere risikoen for, at det danske udstyr bliver anvendt til mulige krigsforbrydelser i Gaza.

Det har både Amnesty International, Human Rights Watch og FN-eksperter ellers advaret om. Og senest har Sydafrika anlagt sag mod Israel ved den Internationale Domstol i Haag med påstand om folkedrab. 

“Vi er nået til den konklusion, at vi deltager i det her samarbejdsprogram, hvor det er USA’s ansvar at foretage den endegyldige våbenkontrol. Det er en metode, der sikrer, at vi kan deltage i et samarbejdsprojekt som F-35,” sagde udenrigsministeren.

Selv hvis den Internationale Domstol i Haague i løbet af de kommende uger når frem til, at der er risiko for, at Israel begår folkedrab i Gaza, ville ministeren ikke love at stoppe eksporten.

Det var ellers et spørgsmål som Christian Friis Bach fra de Radikale meget gerne ville have svar på

“Hvis der pludselig er en faktuel vurdering af, at der foregår brud på folkeretten, vil det være en helt ny situation. Men regeringen har ikke information, der gør, at vi kan konstatere, at der er sket brud på folkeretten,” sagde han. 

Ifølge EU’s Fælleserklæring om våbenhandel er det tilstrækkeligt, at der er en risiko for, at det eksporterede udstyr bliver anvendt til mulige krigsforbrydelser. Men det spørgsmål forholdt Lars Løkke sig ikke til,  trods flere spørgsmål fra Enhedslistens ordfører Trine Pertou Mach.

Danish International Adoption, også kaldet DIA, er fra dags dato fortid som Danmarks eneste adoptionsbureau. I en pressemeddelelse skriver adoptionsbureauet, at de på et ekstraordinært bestyrelsesmøde har besluttet at lukke og slukke.  

”Det er en tung beslutning at skulle tage for bestyrelsen i DIA. Men vi ser ingen anden udvej. Området for international adoption kan ikke længere, under de aktuelle vilkår i Danmark, drives af en NGO som vores”, står der blandt andet i pressemeddelelsen. 

Beslutningen er kommet efter, at Ankestyrelsen i fredags har oplyst DIA om, at de ville indstille til socialministeren at stoppe formidlingen fra DIA’s største formidlingsland, Sydafrika. To dage efter meddelte Ankestyrelsen så, at de også ville suspendere al adoption fra fem øvrige lande i en periode. 

Ankestyrelsen har i længere tid været bekymret for netop Sydafrika. Danwatch har fået aktindsigt i korrespondancen mellem Ankestyrelsen og DIA, der viser, at styrelsen i mere end et år har stillet kritiske spørgsmål til et problematisk ansættelsesforhold og ugennemskuelig bogføring i landet.

En centralt placeret kilde, der ønsker at være anonym, men vi kender identiteten på, har læst korrespondancen mellem DIA og Ankestyrelsen:

“Alt tyder på, at DIA bevidst og systematisk har givet urigtige oplysninger til Ankestyrelsen. Det ligner svindel”, vurderer kilden.

Ekstern lektor i forvaltningsret ved Aarhus Universitet Klaus Josefsen kalder forløbet “ukønt”. 

“Man kan kun gisne om, hvad der er sket, men det forekommer ikke særligt kønt”, siger Klaus Josefsen.

Mulig interessekonflikt 

I sommeren 2022 underskriver DIA en ansættelseskontrakt med en medarbejder i Sydafrika, der viser sig at blive et problem for DIA. Seks måneder efter, i januar 2023, skriver Ankestyrelsen for første gang til adoptionsbureauet, at ikke alt er, som det skal være. 

Det sker i forbindelse med DIA’s ansøgning om re-godkendelse til adoptioner fra det afrikanske land, hvor DIA sammen med en række andre papirer sender ansættelseskontrakten ind til Ankestyrelsen. Her bemærker Ankestyrelsen en række forhold, som skal afklares, før de formelt vil godkende Sydafrika. 

De hæfter sig ikke mindst ved, at medarbejderen tidligere og muligvis stadig er ansat hos den sydafrikanske organisation Impilo. Impilo formidler forældreløse børn til national – og international adoption og har i mere end tyve år været DIA’s samarbejdspartner i Sydafrika.  

DIA forklarer Ankestyrelsen, at medarbejderens ansættelse hos Impilo udfases og stopper helt i juli 2022, hvorefter hun arbejder for DIA. Det sker tilsyneladende ikke. I hvert fald viser et facebookopslag fra august 2023, at Impilo fortsat sætter stor pris på denne medarbejder, der desuden fremgår som kontaktperson på Impilos hjemmeside.

Da Danwatch ringer til Impilo i januar bekræfter receptionisten over telefonen, at medarbejderen igen arbejder for organisationen, og da vi får fat på medarbejderen i hendes private hjem, fortæller hun, at hun har arbejdet for DIA indtil slutningen af december 2023. Hun vil ikke kommentere yderligere på vores spørgsmål.

Ifølge Klaus Josefsen tyder alt sammen på, at DIA’s medarbejder har dobbeltjobbet, hvilket er i strid med ansættelsesreglerne. 

“I Danmark skal man oplyse om dobbeltjob for at modvirke uforenelige interesser, så det her skriger til himlen. Der er en direkte forbindelse, fordi medarbejderen både arbejder for dem, der skal have formidlet børn, og dem, der efterspørger børnene. I en organisation som DIA kan der ikke være i tvivl, at der er helt klare regler for den slags, så det må jo undre voldsomt”, mener Klaus Josefsen.

Rod i betalinger

Et andet problem, som får Ankestyrelsen til at trække i bremsen, er udbetalingen af en dobbeltløn og en bonus til medarbejderen.  I juli måned 2022, samme måned, som ansættelsen træder i kraft, betaler DIA løn til medarbejderen af to omgange. 

Til Ankestyrelsen skriver DIA, at den tidligere direktør bad regnskabsafdelingen om at overføre et beløb til medarbejderens konto til dækning af udgifter til et hjemmekontor, men DIA har aldrig fået kvitteringer for, at pengene er gået til formålet. Beløbet blev i stedet bogført som løn, igen efter anvisning af den tidligere direktør. 

DIA har også betalt en halv ekstra månedsløn til medarbejderen i december 2022. Ifølge DIA er det kutyme i Sydafrika at betale bonus i december måned, men den køber Ankestyrelsen ikke. I november gør de DIA opmærksom på, at “DIA’s ansatte i ind- og udland ikke modtager løn eller honorarer udover, hvad der er rimeligt i forhold til det udførte arbejde jf. akkrediteringsvilkårenes punkt”. 

Igen vækker DIA’s ageren opsigt hos Klaus Josefsen. 

“Medarbejderen har en fod i både Impilo og i DIA, og når vedkommende så har fået dobbeltløn i en måned , som der ikke kan redegøres for, samt en ureglementeret bonus, så er der åbenlyst fare for misbrug”, siger han. 

De mange usikkerheder om ansættelsen af den sydafrikanske medarbejder får i december 2023 Ankestyrelsen til at tage konsekvensen.

I et brev til DIA lyder det, at oplysningerne samlet set har skabt tvivl om, hvorvidt DIA’s formidlingsarbejde i Sydafrika finder sted i overensstemmelse med DIA’s akkrediteringsvilkår og de danske og internationale regler på området.

Suspenderingen sker blot halvanden måned efter, at DIA fik en hård advarsel for deres adoptionsformidling fra Madagaskar.

I den forbindelse kunne Danwatch afsløre korruption, ulovlig støtte og fejl i børnesagerne fra østaten, som flere eksperter kaldte et brud på børnenes rettigheder.

Flere røde lamper

For den centrale kilde, Danwatch har talt med, blinker der flere røde lamper. 

“Det er svært at vide, hvorfor DIA gør, som de gør, men det leder tankerne hen på, at reglerne om støtte er ændret, og at man forsøger at omgås de nye regler om støtte”, siger kilden med henvisning til, at DIA siden januar 2022 kun må give støtte, hvis betalingerne er reguleret i afgiverlandets regler eller ydes til de kompetente myndigheder i udlandet.

“Kun DIA ved, hvorfor de agerer på den her måde, men noget tyder på, at der går penge til Impilo udover adoptionsgebyrer. Hvis det er tilfældet, og der samtidig er foregået problematisk bogføring, så ligner det regulær børnehandel”, tilføjer kilden.

Klaus Josefsen bakker op: 

“Den formodning kan jeg godt understøtte, hvorfor søren har de ellers gjort det, de har gjort. Det ligner, at de har forsøgt at omgå reglerne, som så er gået helt galt”, siger Klaus Josefsen. 

Danwatch har stillet en lang række spørgsmål til DIA om ansættelsen af medarbejderen, herunder om bonusser stemmer overens med reglen om, at det ikke er lovligt at tjene penge på adoption, om det er normal praksis, at man hos DIA med fuldt overlæg bogfører udgifter under forkerte betegnelser, og om medarbejderen har dobbeltjobbet. 

I en mail skriver DIA’s vicedirektør Torsten Larsen, at de ikke ønsker at udtale sig så længe, der foregår en undersøgelse. Dette af respekt for det igangværende arbejde. 

Han henviser i stedet til den pressemeddelelse, som de har lagt ud på deres hjemmeside.