“Far, vi skal spille mod Al Nassr”
Den 29. september var ventetiden endelig slut for min 9-årige søn og millioner af andre børn verden over. Det nye FIFA 24 fodboldspil er kommet på hylderne, og det var med en bittersød smag i munden, at min søn som det første ville vælge et hold fra Saudi Arabien.
På den ene side ganske imponerende, at min søn kendte Al Nassr og adskillige andre hold i den saudiske liga, men også skræmmende, fordi det blot er endnu et eksempel på, at diktaturstaten Saudi Arabien er ved at lykkes med en helt vanvittig sportswashing-kampagne, som også har tråde til Danmark og danske virksomheder.
I sommer afslørede en analyse fra The Guardian, at Saudi Arabien på 2,5 år har brugt over svimlende 44 milliarder kroner på sportswashing, som sker ved at flytte fokus væk fra undertrykkelse, brud på menneskerettigheder og brutale drab på politiske modstandere og i stedet hen til sport – og især fodbold.
Det er blandt andet sket ved at lokke nogle af verdens bedste og mest populære fodboldspillere som Ronaldo, Benzema og Neymar til Saudi Arabien, hvor de nu optræder for lokale hold som eksempelvis førnævnte Al Nassr, som pludselig er blevet meget populær blandt børn.
I sidste uge meldte Saudi Arabien så ud, at landet byder ind på at afholde VM i fodbold i 2034, hvilket vil fuldende den stenrige ørkenstats sportswashing.
I mandags blev den første interesse fra Saudi Arabien fulgt op af en officiel hensigtserklæring til det internationale fodboldforbund FIFA.
“I sidste uge annoncerede vi vores ambitioner om at være vært for 2034 FIFA World Cup, og med denne officielle indsendelse fortsætter vores rejse for at gøre vores folks drømme til virkelighed,” skrev Yasser Al Misehal, præsident for det saudiarabiske fodboldforbund SAFF, blandt andet i erklæringen.
SAFF understregede samtidigt, at man allerede nu har modtaget officiel opbakning fra 70 lande fra forskellige kontinenter.
Ifølge The Times så er Saudi Arabiens plan, at VM i fodbold samtidig kan blive det perfekte udstillingsvindue til at vise hele verden den nye kontroversielle fremtidsby NEOM frem, der har trukket et spor af grove menneskerettighedskrænkelser bag sig.
Blandt andet er det tanken, at skisportsbyen Trojena i NEOM kan blive et stederne, hvor flere af VM-kampene skal afholdes.
Og det er her, at trådene til Danmark for alvor kommer ind i billedet.
For Danwatch har tidligere afsløret at dele af NEOM er tegnet af den danske stjernearkitekt Bjarke Ingels, og vi har også afsløret, hvordan Udenrigsministeriet flere gange har opfordret danske virksomheder til at byde ind på opgaver i NEOM.
Eksempelvis i oktober 2022, hvor The Danish Trade Council Riyadh, der hører ind under Den Danske Ambassade i Riyadh, i et linkedin-opslag skriver, at “Trojena kan tilbyde store forretningsmuligheder for danske virksomheder” .
Og mon ikke også, at andre danske virksomheder bliver involveret i bygning af stadions og infrastruktur, hvis Saudi Arabiens mission lykkes.
Det famøse VM i Qatar sidste år afslørede således, at flere danske virksomheder var indblandet i stadionbyggeri i landet, der i den grad også har problemer med menneskerettighederne.
I Saudi Arabien har man ikke meget tilovers over for beskyldningerne om sportswashing. Den saudiske kronprins Mohammed bin Salman gav i sidste måned et interview til FOX News, hvor han blandt andet blev forholdt landets sportswashing – og her konstaterede han tørt:
“Hvis sportsvask kan øge mit BNP (bruttonationalprodukt) med 1%, så fortsætter vi med sportsvask.”
Tilbage til min søn og FIFA spillet. Han fik lov til at vælge Al Nassr, men det var også en god lejlighed til en snak om Saudi Arabien, og hvad landet står for.
Du kan læse hele Danwatch serie om NEOM her.
Bombning af civile boligområder, skoler, hospitaler, vandværker og varmeforsyning er hverdag i Ukraine. Det samme er tortur, voldtægt og allehånde overgreb begået af russiske styrker mod civilbefolkningen, konkluder FN i sin seneste rapport om situationen.
Siden Rusland invaderede Ukraine den 24 februar sidste år er mindst 27.447 civile blevet dræbt eller såret ifølge septembers opgørelse fra FN. Og på slagmarken lyder vurderingen, at op mod en halv million ukrainere og russere har mistet livet.
Selv om overgreb og krigsforbrydelser fortsætter, har mange danske og internationale virksomheder valgt at fortsætte deres forretninger i Rusland med risiko for, at de i praksis bidrager med vigtige milliarder til Putins krigskasse.
Ifølge en rapport udarbejdet af forskere fra Kievs Universitet, betalte udenlandske firmaer i Rusland mindst 3,5 milliarder dollar i skat til den russiske stat i 2022. Det svarer til mere end 27 milliarder danske kroner. Og ifølge Deutsche Welle er det en tendens, der fortsætter i 2023.
Ifølge undersøgelsen har omkring 17 procent af de 1.387 vestlige firmaer, som havde datterselskaber i Rusland ved invasionen start, forladt landet.
En af forklaringerne er ifølge rapporten, at det russiske marked fortsat er meget lukrativt. Ifølge rapporten havde de vestlige firmaer, der valgte at blive i Rusland i 2022 en samlet omsætning på mere end 1772 milliarder kroner. Og det kan tilsyneladende få mange en direktør til at se stort på ulovlige invasioner, overgreb og krigsforbrydelser i en krig.
Kun tretten danske firmaer figurerer på de internationale lister over selskaber, som har besluttet, at de ikke vil være med til at finansiere krigen.
Det fremgår af de oversigter, som det amerikanske Yale University og det ukrainske svar på Copenhagen Business School KSE Insitute of Economics har lavet.
Her finder vi blandt andet kendte koncerner som Arla, Danfoss, Cheminova, Mærsk, Topsøe, ISS og Aarsleff.
Flere andre har begrænset deres aktiviteter, heriblandt Carlsberg, som stadig er på vej ud af Rusland. I ugens løb har de bla. anlagt sag mod deres tidligere datterselskab i Rusland for at på sigt at stoppe deres produktion af bl.a.Tuborg.
Ifølge FN’s Retningslinher for Erhverv og Menneskerettigheder (UNGP) er virksomheder ansvarlige for, hvad deres aktiviteter bidrager til, uanset om det sker hos leverandører, via datterselskaber eller via bidrag til en krigsførende magts statskasse.
Alligevel vælger mange danske virksomheder at blive trods kritik.
En af dem er skogiganten Ecco, der ifølge KSE Institute har mere end 200 butikker i Rusland og sidste år havde en omsætning på mere end 2,5 milliarder kroner i landet.
Et andet stort dansk firma, som Danwatch har fulgt tæt, er Rockwool, som ud over at skæppe i statskassen med et trecifret millionbeløb sidste år, også synes det er OK at forsyne både det russiske militær og efterretningstjenesterne med isoleringsmateriale.
Følg med i vores dækning af Putins danske venner.
Giften falder med regnen og lander i Chicago River. Fisk, der optager stofferne, bliver spist af mennesker, som kan blive dødeligt syge. Stoffet hedder PCB. Det korte navn for mere end 200 polychlorerede biphenyler, der findes i byggematerialer.
PCB blev opfundet af Monsanto i 1930’erne. Indtil slutningen af 1970’erne tjente virksomheden milliarder på PCB. Først årtier senere slog forskere alarm. Alt for mange tilfælde af kræft hang sammen med netop PCB, hvilket førte til, at PCB blev forbudt sidst i 1980’erne.
Selvom PCB har været ulovligt i mere end 40 år, kom sagsanlægget fra Chicago mod producenten Monsanto først i denne uge. Byen hævder, at Monsanto har kendt til risici for aggressiv cancer ved PCB, siden stoffets fødsel, og alligevel solgte PCB uden advarsler.
Monsanto kalder sagsanlægget “grundløst”. Virksomheden har ikke produceret eller udledt PCB i Chicago i årtier, påstår de. Det er andre, unavngivne virksomheder, der har udledt PCB, siger Monsanto til CBS.
To amerikanske forskere fremlægger Monsantos interne dokumenter i sagen, som de mener, bekræfter, at virksomheden har kendt til sundhedsrisici hele tiden. Dokumenter, som de har offentliggjort på hjemmesiden Toxic Docs.
PCB er ikke kun en trussel i regnvand i Chicago. PCB blødgør byggematerialer, og det kan findes i fugemasse, termoruder og lysstofrør. Hvis dit hus er bygget eller renoveret før 1970’erne, kan der altså være store mængder PCB inden for dine egne fire vægge.
Et dansk studie fra 2022 viste, at der er øget risiko for leverkræft, hvis man har boet i en bygning med høje koncentrationer af PCB i luften. Drenge risikerer at blive født med kun én eller ingen testikler.
Men forbuddet mod PCB har virket, mener Sundhedsstyrelsen. Indholdet af PCB i blod og modermælk er i dag cirka 75 procent lavere, end det var i 1970’erne.
Danwatch har tidligere afsløret, hvordan ulovlige pesticider dukker op i vores drikkevand og i frugt og grøntsager længe efter, at de er blevet forbudt. Ikke alene, fordi giftstofferne er svære at nedbryde og cirkulerer i økosystemerne i årevis, men også fordi de anvendes, selvom politikere og myndighederne har erklæret dem forbudt.
Vilkårlige mord, pædofili, afpresning, tortur og organiseret narkohandel.
Der er i mange år gået rygter om, at politistyrken, som Danmark og andre vestlige lande trænede og samarbejdede med i Helmand-provinsen under krigen i Afghanistan, var en korrupt og brutal organisation.
Og at rygterne på ingen måde var overdrevet, fremgår af den nye DR-dokumentar Bedraget i Helmand, som dokumentaristerne Nagieb Khaja og Martin Damm Andersen står bag.
Her beretter tidligere danske og britiske militærfolk blandt andet om, at politifolkene havde såkaldte te-drenge, som var deciderede sexslaver, der skulle gå med sminke, opvarte betjentene og tilfredsstille dem sexuelt.
Andre navngivne og anonyme afghanere beretter om vilkårlige mord, hvor politiet har slået deres familie og bekendte ihjel ved fx at kaste dem ud fra hustage og at smide dem ned over miner.
Det fremgår også, at store dele af politiet bestod af narkohandlere, der handlede med tonsvis af opium og i øvrigt selv var påvirket af det, mens de var på arbejde – eller modtog træning af de danske soldater.
En af filmens pointer er, at Danmark måtte have vidst, at politiet i Helmand var kriminelt og korrupt, og at politiet var medvirkende til, at mange afghanere i Helmand-provinsen vendte sig mod den vestlige besættelsesmagt og i stedet støttede op om talebanerne.
Sidste år slog en rapport fra Climate Policy Initiative fast, at Afrika kun modtager 12% af den finansiering, kontinentet har behov for at kunne håndtere klimakrisens enorme konsekvenser.
Og hvad gør man så ved det?
Svaret virker i stigende grad til at være klimakreditter, altså lovede CO2-reduktioner, som virksomheder (i princippet også stater og enkeltpersoner), der har svært ved at sænke deres egne udledninger, kan finansiere – eller købe om man vil – et andet sted i verden. I Liberias skove, Nigerias mangrover eller Kenyas højland, eksempelvis.
I forbindelse med det globale klimatopmøde, COP27, i november sidste år blev den FN-støttede alliance Africa Carbon Markets Initiative dannet, og på Afrikas eget klimatopmøde i sidste uge, det første af sin slags, annoncerede alliancens indtil videre otte lande, at de vil intet mindre end 19-doble udstedelsen af klimakreditter frem mod 2030.
For virksomheder er klimakreditterne attraktive, fordi de gør det muligt at fremvise en CO2-reduktion uden, at de behøver at omlægge hverken det halve eller det hele af forretningen.
Og for de afrikanske lande kan kreditterne skaffe netop noget af den klimafinansiering, som Climate Policy Initiative viste, at der er så hårdt brug for.
Umiddelbart ligner det en god løsning for alle parter. Hvis klimakreditterne kan hjælpe virksomheder med at minimere deres CO2-udledninger og samtidig sikre finansiering til nogle klimatiltag, de afrikanske lande måske ellers ikke ville have råd til, er det vel ubetinget positivt?
Så simpelt er det dog ikke, siger blandt andre den kenyanske miljøorganisation Power Shift Africa. I anledningen af det afrikanske klimatopmøde i Nairobi udgav de en rapport om Africa Carbon Markets Initiative, der beskriver alliancen som en “ulv i fåreklæder”.
Power Shift Africas kritik er, groft sagt, todelt:
Kritikken fra Power Shift Africa og andre lignende organisationer ændrer dog næppe på, at klimakreditterne er kommet for at blive i Afrika.
“Vi står med en guldmine uden lige”, sagde William Ruto, Kenyas præsident, til det afrikanske klimatopmøde. “Vi kan absorbere millioner af tons CO2 hvert år til en værdi af milliarder af dollars”.
Har Alex Schneiter og Ian Lundin, henholdsvis tidligere direktør og tidligere bestyrelsesformand i det svenske oliefirma Lundin Oil, medvirket til krigsforbrydelser i Sudan? Det skal retten i Stockholm tage stilling til i en bemærkelsesværdig retssag, der blev indledt tirsdag i denne uge.
Retssagen er på flere måder historisk. Det er kulminationen på mere end tyve års anklager mod Lundin Oils ledelse, og med en forventet afslutning i 2026 er sagen en af de mest omfattende i svensk retshistorie.
Anklagerne mod Lundin Oil går helt tilbage til 1997, hvor selskabet udvidede sine aktiviteter i Sudan med en eksklusiv licens til at lede efter olie i den såkaldte Block 5A, et næsten 30.000 kvadratkilometer stort stykke land i det nuværende Sydsudan.
På dette tidspunkt havde Sudan været nedsænket i en forfærdelig borgerkrig i fjorten år. Over hele landet kæmpede regeringstropper mod oprørsgrupper fra de sydlige provinser. Krigen sluttede først i 2005 og ledte til, at Sydsudan løsrev sig som en selvstændig stat seks år senere, i 2011.
Ifølge anklagerne gjorde Lundin Oil sig meddelagtige i krigsforbrydelser, da regeringssoldater og allierede militser, anført af militærdiktatoren Omar al-Bashir, i 1999 indledte en militær offensiv for at tage kontrollen over Block 5A fra sydsudanesiske oprører. Kort forinden havde Lundin Oil fundet den første olie i området.
Landsbyer blev brændt ned, kvinder voldtaget og uskyldige familier dræbt i angreb fra både landjorden og luften.
Den hollandske fredsorganisation PAX har tidligere estimeret, at 12.000 mennesker døde og 160.000 flygtede under kampene i Block 5A mellem 1999 og 2003.
Hovedspørgsmålet ved retten i Stockholm er nu, om Alex Schneiter og Ian Lundin som topchefer for Lundin Oil kan drages til ansvar for krigsforbrydelserne begået af den sudanesiske hær.
Begge risikerer fængsel op til livstid, ligesom anklageren kræver, at der beslaglægges 2,4 milliarder kroner fra selskabet, der i dag har skiftet navn til Orrön Energy.
Både Alex Schneiter og Ian Lundin har gennem årene afvist samtlige anklager, og ved et pressemøde i forbindelse med retssagens begyndelse hævdede de endnu en gang deres uskyld.
”Sudan har været plaget af interne konflikter i mange, mange år, men vi har aldrig haft noget med denne her konflikt at gøre”, sagde 62-årige Ian Lundin i en udtalelse til den fremmødte presse.
Uanset om de to forhenværende chefer for Lundin Oil bliver kendt skyldige, vil retssagen givetvis få indflydelse ud over Sveriges grænser.
Der er således kun ganske få eksempler på, at internationale virksomheder på denne måde bliver tiltalt for medvirken til krigsforbrydelser. Og måske retssagen mod Lundin Oil kan bringe andre lignende sager frem i lyset?
Det håb udtrykte Philip Clarke, tidligere direktør i Læger Uden Grænser og mangeårig kritiker af Lundin Oil, i hvert fald i 2021:
”Det vil være svært for dommere i andre lande at ignorere udfaldet af Lundin-sagen,” sagde Philip Clarke dengang til Globalnyt.
Der er stor forskel på, hvad virksomhederne svarer, når deres forretninger viser sig at være på kant med menneskerettighederne, folkeretten, eller deres egne forkromede politikker om social og miljømæssig ansvarlighed.
Som Danwatch i samarbejde med Ekstra Bladet i dag kan fortælle, er Putins atomubåde udstyret med skibsisolering fra den danske koncern Rockwool. Det er de, fordi Rockwools faste russiske samarbejdspartner, trods den ulovlige annektering af Krim-halvøen i 2014, indgik aftaler om at levere den danske stenuldsisolering til den russiske flåde.
En dansk professor i virksomhedsetik mener, at sagen er udtryk for en “fuldkommen moralsk blindhed”, men Rockwool selv virker ikke til at være særligt brødebetyngede over sagen.
”Alt i alt er der tale om harmløse produkter”, lyder det i Rockwools svar til Danwatch.
Noget mere ydmygt lød det, da Danwatch tidligere i år kunne dokumentere, at den danske maling-gigant Hempel i årene efter Ruslands ulovlige annektering af Krim-halvøen, har scoret kassen på at sælge deres produkter til Ruslands Sortehavsflåde, broen til det annekterede Krim og efterretningstjenesten FSB.
“Vi fordømmer på det kraftigste, at vores produkter endte på disse aktiver”, lød svaret fra Hempel.
Hvordan virksomhederne vælger at karakterisere deres forretningsforbindelser til det russiske militær efter Krim-annekteringen, er sådan set op til dem selv.
Men anderledes forholder det sig, når det kommer til at svare på, hvilke menneskeretlige vurderinger virksomheden har foretaget, før handlerne er indgået.
Som det også fremgår af dagens historie om Rockwool, svarer virksomheden ikke på spørgsmål fra Danwatch, omkring hvilken såkaldt due diligence Rockwool har foretaget i forbindelse med leverancerne til den faste russiske samarbejdspartner og dennes systematiske salg til den russiske flåde.
“I ROCKWOOL plejer vi ikke at kommentere på detaljerne, I spørger ind til, der vedrører konkrete projekt- eller kundeforhold”, skriver virksomheden i sit mail-svar.
Og den går faktisk ikke, hvis man som virksomhed sælger sig selv på at være en del af det gode selskab, der følger FN’s retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv.
Lige netop det gør Rockwool, der på sin hjemmeside bedyrer, at de “i overensstemmelse med FN’s vejledende principper udfører menneskerettigheds-due diligence gennem en dedikeret due diligence-proces”, og at de “stræber efter at identificere og forhindre eller afbøde påvirkninger i vores drift og forsyningskæde og løbende at forbedre vores menneskerettighedstilgang”.
Men “detaljer” om konkrete forhold vil de altså ikke gå ind på.
Ifølge Lene Wendland, der er chef for menneskerettigheder og erhverv i FN’s højkommissariat for menneskerettigheder, er sådan en tavshed fra virksomhederne i sig selv et brud på FN’s retningslinjer.
“Transparens er en forudsætning for FN-retningslinjerne. Det er skrevet ind i dem, at man skal kommunikere offentligt om, hvad man har gjort for at forebygge og afbøde sine forretningers eventuelle negative indvirkninger på mennesker og miljø”, sagde hun til Danwatch, da vi sidste år kunne afsløre, at den danske minegigant FLSmidth, der brander sig på bæredygtig udvinding af mineralerne til den grønne omstilling, i realiteten er storleverandør til klimaskadelige og sygdomsfremkaldende kulminer – blandt dem en storsvinende kulmine i Mozambique.
“Selvfølgelig er det legitimt med nogle fortrolige forretningsforhold, men det er utilstrækkeligt, at FLSmidth ikke fortæller mere om, hvad de rent faktisk har foretaget sig i Mozambique for at leve op til FN-retningslinjerne”, sagde FN-chefen for menneskerettigheder og erhverv, da FLSmidth, ligesom Rockwool, ikke ville tale om de konkrete forretninger.
For et par år siden lavede den britiske organisation Make My Money Matter (MMMM) sammen med forsikrings- og pensionsselskabet Aviva et opsigtsvækkende regnestykke.
Ved at sammenligne CO2-aftrykket fra en normal indeksfond og en bæredygtig fond viste de, at det var 21 gange mere effektivt at skifte pensionsfond end at bytte alle sine flyrejser ud med tog, blive vegetar og skifte til et bæredygtigt elselskab. Til sammen.
Nu skal man gerne tage den slags regnestykker med et gran salt (også selvom en professor fra LSE kalder det et “stærkt stykke analyse”), men det gemmer alligevel på en vigtig pointe:
Måden din opsparing bliver investeret på kan have langt større betydning for klimaet, end hvis du ændrer din livsstil.
Det skyldes, at pensionsselskaberne flytter rundt på rigtig, rigtig, rigtig mange penge. Og hvis de lander i grøn energi frem for olie, kan det gavne klimaet.
Globalt investerer pensionsselskaber for over 340.000 milliarder kroner. Og i Danmark, der er et af de lande i verden, hvor der bliver sparet mest op til alderdommen, flytter pensionsselskaberne rundt på over 3.000 milliarder kroner.
På grund af pensionspengenes store indflydelse på klimaet og klodens tilstand, har vi på Danwatch bygget Pensionsmaskinen, hvor du kan se godt halvdelen af de investeringer, pensionsselskaberne har, og tjekke om dine penge er investeret i kontroversielle olieselskaber, atomvåbensproducenter eller tobaksfirmaer.
Som noget nyt har vi tilføjet en stor række obligationer til de aktier, vi har i maskinen, og onsdag i denne uge kunne vi for eksempel fortælle historien om, at danske pensionsselskaber har investeret 6 milliarder kroner i afrikanske lande, der har fundamentale problemer med korruption og menneskerettighedskrænkelser.
Investeringerne viser et dilemma: På den ene side hævder pensionsselskaberne, at de investerer i de afrikanske stater for at hjælpe deres udvikling på vej, men på den anden side har de en meget begrænset kontrol over, hvad deres penge bliver brugt til. Det gælder særligt, når man investerer i obligationer.
Når pensionsselskaberne investerer i aktier, har de lidt mere indflydelse og mulighed for at yde det, de gerne kalder “aktivt ejerskab”. For eksempel kan de som aktionærer stille forslag og stemme på virksomhedernes generalforsamlinger. Derudover indgår de nogle gange i en dialog med virksomhedernes ledelse og allierer sig med andre investorer for at få indflydelse.
Aktieinvesteringerne og aktivt ejerskab giver et andet dilemma, om hvad der er mest effektivt: At ekskludere olieselskaber og lade dem vide, at man ikke kan stå inde for den slags forretning eller at investere i olieselskabet og forsøge at påvirke dem indefra.
Først og fremmest går pensionsselskaberne dog efter at få folks pension til at vokse. Og det kan give et andet dilemma, når olieselskaber i USA og Europa i disse måneder udbetaler store beløb til deres aktionærer for at gøre dem glade – og måske få det til at glide lidt lettere ned, at de ikke leverer på deres klimamål og i nogle tilfælde satser mere på fossile brændsler igen.
Det er altså ikke dilemmaer, som pensionskasserne mangler, når de investerer vores penge. Når alt kommer til alt, er vores pension dog ikke meget værd, hvis kloden ligger i ruiner på grund af klimaforandringer eller krig. Og undersøgelser tyder rent faktisk på, at investorer undervurderer, hvor dyre klimaforandringer kan blive for vores opsparinger.
I 2003 mødtes topledelsen i medicinalgiganten Gilead til et internt møde, der skulle få betydning for tusindvis af amerikanske HIV-patienter.
Gilead tjente på det tidspunkt milliarder af dollars på HIV-medicinen Truvada, men nu havde de fundet en ny og bedre formel på medicinen. Forsøg i laboratorier og på dyr viste, at den nye udgave af medicinen ville være mere effektiv og ramme de rigtige celler, så mindre af medicinen endte med at rejse gennem blodbanerne til patienternes lever og knogler og skabe bivirkninger der.
Det kan virke som det mest naturlige i verden at udvikle den nye og sikrere medicin hurtigst muligt, men det skete ikke. Referatet fra topledelsens møde i 2003 viser, at Gilead frygtede, at den nye medicin ultimativt ville “kannibalisere” det voksende marked for den allerede eksisterende medicin, som solgte strålende.
Gilead holdt den nye medicin tilbage, og først i 2015 kom medicinen på markedet. I mellemtiden udviklede tusindvis af HIV-patienter knogleskørhed og leverproblemer. 26.000 af dem sagsøger nu Gilead for at forsinke den nye og bedre medicin. Det er i forbindelse med den retssag, at mødereferatet er kommet frem og er blevet nærmere beskrevet i New York Times.
Sagen om Gilead gemmer på en større historie om medicinalindustrien, som er vigtig at forstå. For det, der gjorde det til en god forretning ikke at producere den nye og bedre medicin, er det system, som netop burde motivere Gilead til at gøre det: patenter.
Patenter giver medicinalvirksomheder eneret til at udvikle og producere nyopfunden medicin i en periode på tyve år. Ideen er, at medicinalgiganterne skal motiveres til at udvikle ny medicin og tage de chancer, der er forbundet med det. I praksis leder patenterne dog til midlertidige monopoler, som medicinalgiganterne bruger store juridiske kræfter på at fastholde, nogle gange på bekostning af at udvikle ny medicin.
Sagen om Gilead er et glimrende eksempel på det. En email, der er kommet frem i forbindelse med retssagen, viser, at deres daværende head of research, Norbert Bischofberger, bad virksomhedens analytikere undersøge om den nye formel kunne bruges, som en måde at forlænge Gileads eksklusive rettigheder på HIV-medicin.
Gilead havde patent på den gamle HIV-medicin Truvada indtil 2017, og derfor tjente de godt på det. I dag er patentet og eneretten forsvundet, og generiske kopier af Truvada har drevet prisen ned til 400 dollar om året, og Gilead har i stedet introduceret ny medicin med den nye formel, som tilsammen udgør halvdelen af markedet for HIV-medicin og i nogle tilfælde koster op mod 26.000 dollar om året. Og patentet på den nye medicin løber nu helt til 2031.
Gilead benægter alt. I branchen er Gilead dog langt fra de eneste, der bliver beskyldt for at udnytte deres monopol helt til det sidste, før de hopper over til et bedre og nypatenteret produkt, som forlænger monopolet.
Kritikere af patentsystemet kaldet det for “product hopping”, og det er langt fra den eneste strategi, der kan bruges til at forlænge monopolerne. Konsekvensen er, at medicinen bliver dyrere for både den enkelte patient, men også det offentlige sundhedssystem, der betaler en del af medicinen.
Det så vi også under Covid-19-pandemien, hvor Gilead også spillede en hovedrolle. Før vaccinerne blev udviklet, produceret og udrullet, var Gilead den virksomhed, der havde det bedste bud på et medikament, som kunne hjælpe dem, der blev så syge, at de endte på hospitalet. Gilead var hurtige til at tage patent på medicinen ved navn remdesevir, og på trods af den globale pandemi var de ene om at kunne producere og kontrollere den begrænsede mængde af medicinen, som de endte med at sælge det meste af til USA for en favorabel pris.
Selvom vaccinerne hurtigt kom, var remdesevir den medicin, som de amerikanske hospitaler brugte flest penge på i 2021. Prisen for medicinen var i gennemsnit over 3.100 dollar for patienter på amerikanske hospitaler, selvom der også var gået 162 millioner offentlige amerikanske dollars til udviklingen af remdesevir.
På den måde ender patentmonopolerne ofte med at koste patienter og det offentlige dyrt i udviklede lande, mens fattigere lande og patienter slet ikke har råd til medicinen.
Jeg tror ikke, at der er nogen, som er i tvivl om, at vejret denne sommer har været ekstremt.
Den vådeste danske sommer i mands minde, hagl på størrelse med tennisbolde i Italien, 52,2 graders varme i det nordvestlige Kina, 11 millioner hektar canadisk skov brændt ned, temperaturer man normalt kun finder i spabad i havet ud for Florida og den varmeste juli nogensinde målt på kloden.
Vejret har været så ekstremt, at det efterhånden er meget svært at afvise, at de menneskeskabte klimaforandringer har en finger med i spillet. Og ifølge World Meterological Organization er vejret så ekstremt, at det “har stor indflydelse på menneskers sundhed, økosystemer, økonomier, landbrug, energi og vandforsyninger”.
I slutningen af juli gav FN’s generalsekretær Antonio Guterres et nyt navn, til den tid vi lever i: “Den globale kognings tidsalder er ankommet”.
I samme tale krævede han, at de største CO2-udledere, olieselskaber og andre der sælger fossile brændsler, skal vise, hvordan de bliver bæredygtige med detaljerede omstillingsplaner, ligesom han bad det finansielle system bruge sin magt “mere agressivt” til at bekæmpe klimaforandringer.
“Ikke mere greenwashing. Ikke mere bedrag”, sagde generalsekretæren.
Noget tyder dog på, at nogle af de største udledere kan have bedraget sig selv. Sideløbende med temperaturrekorderne er der denne sommer, kommet flere undersøgelser, der viser, at flere industrier har undervurderet omkostningerne ved klimaforandringer.
Konsekvensen af at undervurdere, hvor hårdt og hurtigt klimaforandringerne vil ramme industrier, økonomier og almindelige mennesker, er, at vi kommer til at handle for sent. Flere forskere vurderer, at vi nærmer os ukendt territorium, og fordi vi ikke har oplevet, hvad en temperaturstigning på 1, 2 eller 3°C vil gøre ved vores samfund, er det svært at bruge de modeller vi lige nu har til at vurdere fremtiden.
En af de mest gennemgående konklusioner er dog, at jo længere, vi venter med omstillingen, jo dyrere bliver det, og jo større bliver risiciene.
Da ukrainske styrker i marts 2022 åbnede motorhjelmen på et militært køretøj, de havde erobret fra det russiske militær, fandt de blandt andet en magnet-ventil fra Danfoss.
Det var der som sådan ikke noget fordækt i, da ventilen var en reservedel, man kunne købe hos almindelige forhandlere i hele verden. Men på Danwatch fik det os til at spørge os selv: Hvilket dansk udstyr kan vi finde i Putins krigsmaskine?
Det spørgsmål blev til et projekt, vi har arbejdet på lige siden. For lidt over et år siden, skrev vi de første historier om, at der sad industrielle varmevekslere fra Danfoss i våbenskibe i den russiske flåde.
Siden har vi skrevet godt 50 historier om dansk udstyr i det russiske militær og i går kom vi med en af de meste potente afsløringer i rækken: Tre fregatter, der bliver kaldt de “mest dødelige” i Ruslands flåde og Putins “supervåben”, er isoleret med Rockwool.
Engang i midten af 1980’erne blev miljøaktivisten Jay Westerveld godt sur, da han på en felttur til Fiji indlogerede sig på et hotel ned til stranden. På værelset lå der en seddel med overskriften “Save our Planet”, der bad gæsterne om at genbruge håndklæder, så de kunne spare på vandet og passe på naturen.
Jay Westerweld var overbevist om, at hotellet kun var ude på at spare penge, og noterede sig, at hotellet i forbindelse med en udvidelse ødelagde den omkringliggende natur. I et sønderlemmende essay kritiserede han hotellet og introducerede udtrykket “greenwashing”.
I dag, godt 40 år senere, er problemet allestedsnærværende. Europa Kommissionen har gennemgået 150 påstande fra virksomheder om at være bæredygtige, grønne eller lignende. Over halvdelen af påstandene var vage, vildledende eller ubegrundede.
På Danwatch har vi også undersøgt greenwashing dette forår, og lad os bare sige, at det ikke var svært at finde tilfælde i Danmark.
Overordnet set dækker Greenwashing over alskens forsøg på at pynte sig med grønne fjer for at fremstå mere bæredygtig, end man er. Det kan der være flere grunde til at gøre, men for virksomheder handler det især om, at der er et marked i at fremstå grønne. Ifølge Global Sustainability Study fra 2021 er 34 af alle forbrugere klar til at betale ekstra for produkter, hvis de er bæredygtige, og det tal vokser, jo yngre en generation, man spørger.
Når professor i bæredygtighed og handel ved University of Michigan, Thomas Lyon skal forklare, hvad greenwashing er, henviser han til ‘seven sins of greenwashing”. Disse syv synder var et koncept, der blev udviklet for 15 år siden for at hjælpe forbrugere med at gennemskue greenwashing, og Thomas Lyon fremhæver tre af synderne:
Det skjulte trade-off: Dette er den mest almindelige synd, og handler ganske enkelt om, at en virksomhed fortæller dig om det gode, de gør, men undlader det dårlige. Som når firmaet, der sælger håndtørrere, fremhæver, at du redder miljøet ved ikke at bruge papir, men undlader at fortælle, at strømmen fra håndtørreren kan komme fra kuldrevne kraftværker og dermed gøre en større skade.
Irrelevans: Denne synd handler om at fremhæve ting, som ikke gør virksomheden bedre end andre. Det kunne for eksempel være bilmærket, der fremhæver et partikelfilter, som alle biler har, fordi det står i loven, at de skal have det.
Løgn: Denne synd, hvor virksomhederne kommer med deciderede falske påstande, er også den mest sjældne, nok fordi det er ulovligt.
Mange virksomheder har til gengæld fundet måder, de kan snyde dig, uden de direkte bryder loven. Det gælder de andre synder såsom manglende bevis eller dokumentation, at være vag og bruge falske certificeringer. I alle tilfælde er det en form for vildledning, og i alle tilfælde er det et problem for både klimaet, forbrugeren og endda andre virksomheder.
Det skyldes helt grundlæggende, at hvis alle virksomheder kan påstå, at de er grønne, så fjerner man det, som virksomheder kan kæmpe om at være bedst til. Virksomhederne har intet incitament til at gøre noget reelt grønt. Imens forsvinder forbrugernes tillid.
Det er nogle af grundene til, at politikere og myndigheder mange steder skærper indsatsen over for greenwashing. I Storbritannien sætter man ind over for ukvalificerede påstande om for eksempel at være CO2-neutral, ligesom virksomheder skal bevise, at det virker, hvis de bruger klimakompensation. I USA og Canada er de ved at opdatere lovene på området. Og i EU stemte parlamentet i sidste uge for et forslag til et nyt Green Claims-direktiv, der skal sikre, at europæiske virksomheder ikke kan slippe af sted med greenwashing.
Der findes allerede love, der forbyder falsk markedsføring og vildledning, men lige nu kan det tage årevis at undersøge virksomhederne. Med EU-direktivet bliver tingene vendt på hovedet, og virksomhederne skal selv sørge for, at de har dokumentation for det, de siger, og påstanden skal tjekkes efter af nogen udefra. Der skal også tilføjes en QR kode til emballagen, så folk selv kan gå ind og tjekke dokumentationen.
Det nye direktiv vil også forhindre flere af greenwashingens syv synder.
Virksomhederne må ikke finde på deres egne bæredygtighedsmærker, påstandene må ikke være for generelle, og du må ikke komme med påstande om hele produktet på baggrund af kun en lille udvalgt del af dit produkt.
For de fleste virksomheder vil det være umuligt at påstå, at de er bæredygtige eller klimavenlige efter det nye direktiv. Og det ville helt sikkert også gælde hotellet, som Jay Westerveld brokkede sig over i midten af 1980’erne.
