“hvad er det med håbet/hvorfor er det så svært/at give videre”
Det spørger Victor Boy Lindholm om i digtsamlingen isblåt som det blå blå isbjerg. Gennem fortællinger om T-shirtens rejse, hjemløse spurve og industrialisering forstår vi, at det ikke er det dovne håb, den 32-årige forfatter er ude efter. Han taler om de “(…) dage/hvor håbet er en opgave”.
Digtsamling
- Titel: isblåt som det blå blå isbjerg
- Forfatter: Victor Boy Lindholm
- Udgivet: 18. april 2024
- Forlag: Turbine
Victor Boy Lindholm har tidligere skrevet en række digtsamlinger, teaterstykker og en roman – og arbejder desuden som journalist. Han udforsker emner som identitet og klima – og har i de seneste år zoomet ind på is. Sidste år udkom Isbogen – hvordan isen har formet vores verden og kommer til at forandre alt (2023), og nu har han udgivet første del af en trilogi om håb med den nye digtsamling.
I 2004 skrev den japanske antropolog Hirokazu Miyazaki The Method of Hope, hvor han fremlagde håb som en aktiv metode. Det blev dengang anset for at være en ret progressiv analyse af et ellers fluffy begreb: At håb kunne være en egenskab, endda en social ressource. I digtsamlingen her genopliver Lindholm den måde at tage håb alvorligt på, og den måde at tale om håb på – som noget, vi må gøre noget for og som noget, vi kan skabe noget med.
Begæret efter spæk
steder vil blive svære at huske
men vi husker ikke
når vi går i køkkenet
laver mad
Avocadoerne. Bærrene. Kiwierne. Når begæret vinder, æder vi menneskerettigheder og miljø til morgenmad. Men hvad stiller vi op med den dårlige smag i munden, som vi i Danwatch helt sikkert efterlader vores læsere med?
Digtene tillader os som læser både at placere os som synder og som frelser. Som da Lindholm beskriver det begær, der fik mennesket til at kaste sig ud i jagten efter hvalens spæk. Ønsket om “at fordrive natten fra gaderne”. Det er et ønske, der er til at forstå. Omkostningerne er store, men begæret er større. Som når produktion af solenergi koster tvangsarbejde. Som når billigt tøj til folk i nord koster menneskeliv og miljøkatastrofer i syd.
Selvom begæret måske startede et velment sted, minder digtene os også om dette: Konsekvenserne vil blive læst i naturen af eftertiden. For alt bærer beskeder med sig. Lagene i isen, ja selv regndråberne.
Det blå blå isbjerg
“hvad skal vi høre/for at lytte/hvad skal vi se/før roen forvandler sig til panik” spørger Lindholm, og “er det nok/kan jeg tænke/at skrive og pege på/alt det vi mister”.
Inden redaktionen her mister modet og betvivler vores eksistensgrundlag, er der dog trøst at hente:
som at skrive om isbjergenes isblå isfarve
at stå ved en tavle
gentage ordene
igen og igen
isbjergets isblå isfarve
det er sådan
det er
at gøre tingene virkelige
Digtsamlingen er et slag for, at viden skal være tilgængelig. At historien skal være det. Og at det blandt andet er betingelsen for, at vi vil kunne forklare farven isblå til nogen, der aldrig får den at se. Det er ikke en banal kliché, det er en radikal virkelighed.
Isblå som det blå blå isbjerg er både en accept af, at landskaber og liv forandrer sig, men også en sorg over det, der allerede er tabt. Lindholm skriver, at det er et uendeligt omsorgsarbejde at sætte tingene sammen påny. Jeg tolker det som, at det er okay at føle sig udmattet over klimakrisen; at det er naturligt at ramme sin passion fatigue.
For det er hårdt arbejde at holde håbet oppe. Men Lindholms digte viser os, at håbet er en fælles opgave, og som Miyazaki foreslog det: en aktiv metode. Så vi må fortsætte forbi udmattelsen og gøre noget af det allermest menneskelige. Knokle videre.