2. juli 2020

Her er hvad du skal se, høre og læse i din sommerferie

Et ungdomsoprør mod dansk kolonialisme, en kemi-thriller og radio fra USA’s fængsler. Danwatch anbefaler en dokumentar, en bog, en podcast, en feature-artikel og en biograffilm til sommeren.

De tre stiftere af podcasten Ear Hustle, her portrætteret i San Quentin fængslet i Californien. Illustration af Antwan Williams

På Danwatchs kontor er vi snart klar til at holde pause fra årsrapporterne, løfte blikket fra aktindsigterne og endeligt gå på sommerferie. Men inden vi slipper tastatur og telefon, giver vi dig her en vifte af kulturanbefalinger, du kan kaste dig over på såvel en regnfuld som solrig staycation.

I biografen: Kemi-thriller om giftig kapitalisme

Selv om Danwatch aldrig har afsløret et kemisk stof i 99 procent af alle amerikaneres blod, så kan vi sagtens genkende den modstand, som advokat Robert Bilott møder fra en magtfuld industri, da han begynder at efterforske et af verdens største kemiselskaber, DuPont de Nemours.

Filmen ‘Dark Waters’ er en dramatisering af en af nyere tids største virksomhedsskandaler i USA, om dengang kemigiganten blev afsløret i bevidst at have forurenet tusindvis af menneskers drikkevand under produktionen af deres mest solgte produkt: Teflon. Filmen har Mark Ruffalo i hovedrollen og kan ses i biografer over hele landet indtil omtrent halvvejs inde i juli.

Feature-artikel: Hvordan en punkteret gummibåd måske kan sænke hele EU’s migrationspolitik

I slutningen af 2017 sank en gummibåd med 150 migranter på vej over Middelhavet. Mange af bådens passagerer druknede, andre endte i Italien og nogle i Libyens berygtede detentionscentre. Denne ekstremt velresearchede artikel følger 23-årige Patrick, som nær mistede livet  i Libyen. I dag har han fået sin sag indbragt for den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvilket måske kan sætte en endegyldig stopper for EU’s samarbejde med den libyske kystvagt.

Læs historien på engelsk hos The Correspondent eller på dansk hos Zetland, og check i øvrigt også Danwatchs afsløring af, hvordan Danmark sponsorer det libyske migrantsystem.

Dokumentarfilm: Et oprør mod den kolonihistorie, vi ikke taler så meget om

Knap 300 år efter Danmarks kolonisering af Grønland, følger denne nye danske dokumentarfilm fire unge grønlændere med forskellige holdninger til identitet, oprør og politik i deres land, hvor to ud af tre i dag ønsker selvstændighed. Filmen ‘Kampen om Grønland’ kan ses eller genses på DR’s hjemmeside hele sommeren.

Podcast: Stemmer bag tremmer

Danwatch kunne for nogle måneder tilbage afsløre, hvordan danske pensionskasser har millioner investeret i USA’s berygtede private fængselsindustri. Afsløringer kom i kølvandet på en tiltagende debat om rets- og fængselssystemet i USA, som uden sammenligning er det land i verden, hvor flest mennesker ender bag tremmer.

Podcasten ‘Ear Hustle’ har siden 2017 givet et indblik i livet for nogle af USA’s mere end to millioner fængslede. Den prisbelønnede podcast produceres i San Quentin State Prison i Californien af tidligere og nuværende indsatte og er netop udkommet med en femte sæson.

Du kan høre den her eller på de sædvanlige podcast-platforme.

Bog: Vidnesbyrd fra Australiens flygtningefængsler

Tilbage i 2016 ville danske politikere gerne lade sig inspirere af det australske asylsystem, men en studietur for Folketingets udlændingeudvalg til én af landets berygtede detentions-øer blev aflyst, da det viste sig, at kritiske politikere (og i øvrigt Naser Khader, som umiddelbart virkede til at blive afvist alene på sit navn) ikke måtte få adgang til øen alligevel.

Nu kan medlemmerne af udvalget og alle andre interesserede i stedet læse den iransk-kurdiske journalist og flygtning Behrouz Boochanis førstehåndsberetning fra rædslerne og umeneskeliggørelsen i den fængselslignende australske flygtningelejr på øen Manu.

Bogen er oprindeligt sendt ud af lejren som Whatsapp-beskeder og sat sammen af Boochanis oversætter, Omid Tofighian, og har blandt modtaget Australiens mest prestigefyldte litteraturpris.

’Kun bjergene er min ven. Et vidnesbyrd fra Manus Fængsel’ er netop udkommet på dansk på Gyldendal med forord af forfatter Carsten Jensen.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down