13. september 2017

Højesteret standser ophugning af Mærsk-skib med radioaktivitet

Endnu engang bremser myndighederne i Bangladesh ophugningen af Mærsks tidligere olie-fartøj Producer - denne gang på grund af fundet af radioaktivt materiale.


Højesteret i Bangladesh venter stadig på svar om, hvor meget radioaktivt materiale, der er fundet i olieskibet Producer. Derfor har miljøadvokater fra Bangladesh indstillet, at ophugningen standses, indtil der kommer svar.

Højesteret har besluttet ved en høring d. 29. august, at ophugningen standses indtil d. 5. oktober. Den dato er der frist for de bangladeshiske miljømyndigheder at indlevere inspektionsrapporten, som angiver mængderne af radioaktivt materiale, til retten. Det skriver flere medier i Bangladesh.

Ophugning trods radioaktivitet

Efter miljømyndighederne inspicerede skibet i juni 2017 og fandt ulovlige mængder radioaktivt materiale, var ophugningen tilsyneladende gået i gang igen. Kilder melder om, at de radioaktive rør nu er fjernet. Men det er endnu uklart, om det er sandt, og i så fald om det er sket forsvarligt i forhold til miljøet og arbejdernes sikkerhed.

Læs: Radioaktivitet fundet i tidligere Mærsk-skib

Danwatch afslørede i samarbejde med Politiken og TV2 i 2016, at Mærsk skibet Producer var sendt til ophugning ved et primitivt værft på Chittagongstranden i Bangladesh – stik imod selskabets tidligere udsagn.

På Chittagong ligger, hvad der kaldes “verdens værste værfter”, fordi der ikke var faciliteter til at håndtere giftige kemikalier eller radioaktivt materiale, og der blev ikke udleveret beskyttelsesudstyr til arbejderne, som ofte arbejdede i klipklappere og shorts.

Det er ikke første gang, at myndighederne sætter bremsen i over for ophugningen af  det store olie-fartøj. Læs om hele forløbet om Mærsks hovedpine i Bangladesh her.

I november 2016 fik ophugningen ikke lov at fortsætte, før myndighederne havde undersøgt, om skibets tanke og kilometervis af rørsystemer indeholdt stoffer, som er farlige for miljøet og de arbejdere, som uden forsvarligt sikkerhedsudstyr var i gang med at skille skibet ad på daværende tidspunkt. Dette er nu gjort, men Højesteret har forlangt nærmere indsigt i inspektionens resultater.

Ifølge avisen The Daily Star har miljømyndighederne undersøgt 11 steder på skibet og fundet forhøjet radioaktivt materiale et af de steder. Foreningen for miljøadvokater i Bangladesh (BELA) skriver i en meddelelse til Højesteretten, at “der kan ske ulykker, hvis det giftige skib bliver skrottet,” ifølge The Daily Star.

Fjerde samråd i Danmark

I Danmark følger politikerne på Christiansborg nøje med i udviklingen af den specifikke sag og i den generelle udvikling af danske rederiers ansvarlige skrotning.

D. 6. september 2017 blev der afholdt det fjerde samråd i sagen om det tidligere Mærsk-skib, som endte i Bangladesh til ophugning på stærkt kritisable strand-værfter. Her fastholdte oppositionen et pres på miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V).

Ministeren indvilligede i at fremsende korrespondance med de britiske myndigheder om Mærsk-skibet North Sea Producer og at tage et møde med danske rederier for at minde dem om deres forpligtelser.

Læs: Miljøminister giver opposition indsigt i korrespondance

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down