Kultur & kritik6. okt '24Kunsthandel

Klimaaktivisters tomatsuppe-kast bekymrer Statens Museum for Kunst

Klimaaktiviske aktioner rettet mod kunst og kulturarv har vundet indpas i Europa. Danske klimaaktivister udelukker ikke aktioner mod kunst på dansk jord, og tendensen vækker bekymring hos Statens Museum for Kunst

Protesters Throw Soup Onto Van Gogh Painting
Den hollandske maler Vincent van Goghs berømte maleri 'Solsikker' blev i 2022 udsat for hærværk, da unge aktivister kastede tomatsuppe mod billedet. Foto: EPA/JUST STOP OIL

Med raske, målrettede skridt og bevæbnet med to dåser Heinz-tomatsuppe går klimaaktivisterne Anna Holland og Phoebe Plummer frontalt mod maleriet “Solsikker” af Vincent van Gogh, som har en anslået værdi på næsten 600 millioner kroner.

De åbner dåserne og indhyller de varme solsikker i orange suppe, alt mens folkemængden på National Gallery i London ser chokerede til. Siden smører de hænderne ind i lim og limer sig fast til væggen under maleriet.

“Hvad er mest værd? Kunst eller liv?”.

“Er det mere værd end mad? Mere end retfærdighed? Er du mest bekymret for beskyttelsen af et maleri eller beskyttelsen af vores planet og befolkning,” lød det fra 21-årige Phoebe Plummer fra aktivistgruppen “Just Stop Oil”, inden de begge blev anholdt.

Fra suppekast til fængsel

I sidste uge faldt dommen over de to aktivister, som blev idømt fængselsstraffe på henholdsvis 24 og 20 måneders fængsel for hærværk.

Maleriets glasramme beskyttede dog maleriet i en sådan grad, at der kun opstod skader på rammen til en værdi af ca. 90.000 kroner, skriver Ritzau.

“Vi vidste det ville blive stort, men vi havde ingen idé om, at det ville blive så stort, som det blev.”

“Vi gjorde krav på taktikken, så offentligheden associerer den med klimabevægelsen,” siger Anna Holland her knap to år efter til LA Times.

Få timer efter dommen fik van Gogh-maleriet samme overhaling med Heinz-tomatsuppe. Igen uden skader på selve maleriet.

Klimaaktivisk stormløb

Taktikken blev i den grad samlet op globalt og satte gang i et sandt klimaaktivisk stormløb mod kunstværker og kulturarv.

I 2022 samlede en række andre aktivistgrupper suppedåser, viktualier og limstifter op. Det fik både Mona Lisa, Picasso og stenformationen Stonehenge, der er på UNESCO’s Verdensarvsliste, at mærke det år.

Ironisk nok gik heller ikke Andy Warhols suppedåser fri, da aktivister limede sig fast til dem i Australien.

Den civilt ulydige klimaaktivisme har dog også fundet vej til Danmark, hvor særligt Extinction Rebellion flittigt har taget metoderne i brug.

Udelukker ikke aktioner

De har blandt andet hægtet sig fast til bommene på Langebro, blokeret vejene omkring Christiansborg, blokeret indgangen til Transportministeriet og lagt sig på tværs ad trafikerede Bredgade i det Indre København og kastet trafikalt kaos af sig.

Men malerier og kunst er i høj grad blevet skånet. For nu. Men der er ikke noget principielt, der afholder Extinction Rebellion fra at rette aktivismen mod kunstværker – og det kan være retfærdiggørelse nok i sig selv, at det skaber opmærksomhed, siger Jord Skovsang, der udtaler sig på vegne af Extinction Rebellion (XR).

Der kan heller ikke gives nogen “garantier” mod, at det kommer til at finde sted i fremtiden.

Extinction Rebellion opererer decentraliseret, og så længe man overholder vores værdier og principper, og følger vores aktionskonsensus, så kan man udføre aktioner som XR,” lyder det.

Bekymring på SMK

Tendensen har da også givet anledning til bekymring hos Statens Museum for Kunst (SMK), der er landets største af slagsen. Og inddragelsen af kunsten i klimaaktivisme er desuden “ærgerlig”, lyder det.

“Vi synes, at det er ærgerligt, at kunsten bliver inddraget i klimaaktivisme. Til gengæld arbejder vi aktivt som museum med at skabe øget bevidsthed om klima og miljø samt at sætte og leve op til ambitiøse mål for bæredygtig museumsdrift,” lyder det fra vicedirektør og administrationschef Anne Kirkegaard.

Museet ønsker dog ikke udtale sig om, hvorvidt suppebølgen har kastet konkrete sikkerhedsinitiativer af sig. Men man “orienterer sig i forhold til vores omverden” på museet.

“Trenden bekymrer SMK,” lyder det videre.