3. maj 2022

Krigen i Ukraine: 212 internationale firmaer sortlistet

Over 200 internationale firmaer opererer stadig i Rusland uden indskrænkninger, afslører en kortlægning. Heriblandt en kendt restaurantkæde og store tøjmærker.

Starbucks har suspenderet alle operationer i Rusland. Det er dog ikke tilfældet for alle internationale virksomheder. Foto: AP Images / Ritzau Scanpix

På trods af massivt politisk pres og shitstorms fra forbrugere har 212 internationale virksomheder valgt at fortsætte deres forretninger i Rusland på fuldt blus. 

Det afslører en kortlægning fra Yale School of Management. I spidsen for listen står professor Jeffrey Sonnenfeld, der leder et stort forskerteam bestående af 24 eksperter inden for finansiel analyse, økonomi, regnskab, geopolitik og governance, som siden krigens start i Ukraine den 20. februar har overvåget omkring 1200 internationale virksomheders ageren i Rusland. De er placeret i fem kategorier, der strækker sig fra ‘fuld tilbagetrækning’ fra det russiske marked til ‘business as usual’.  

“Virksomheder spiller en rolle i forhold til at holde det økonomiske pres på præsident Vladimir Putin. Til det formål har vores team placeret virksomheder i en af fem kategorier baseret på deres reaktion på krigen. Forbrugerne bør vide om de virksomheder, der fremstiller deres mad, tøj og varer, har forpligtet sig fuldt ud til at stoppe hr. Putins grusomheder”,  siger Jeffrey Sonnenfeld i et debatindlæg i New York Times. 

Kendte mærker fortsætter

Siden krigens start har knap 1.000 af selskaberne reageret på den russiske invasion og i et eller andet omfang begrænset aktiviteterne i Rusland, herunder har 320 virksomheder helt trukket sig fra det russiske marked.   

Blandt de 212 selskaber i kategorien F,  der har trodset krav om exit eller reduktion af aktiviteter og fortsætter ‘business as usual’ i Rusland, findes blandt andet den amerikanske restaurantkæde Hard Rock Cafe og lighter-giganten Zippo, franske Lacoste, de italienske mærker Benetton, Giorgio Armani og Diesel, det schweiziske lingeri-mærke Triumph og it-giganten Lenovo fra Hong Kong. 

Der findes ingen danske selskaber i kategori F på Yale-listen, men fem er i den næstværste kategori D, ‘Buying time’, der dækker over firmaer, der udskyder planlagte investeringer og tiltag, mens de fortsætter væsentlige forretninger. Det gælder Ecco, FLSmidth, Rockwool, Vestas og Welltec.  

Ifølge professor Jeffrey Sonnenfeld er missionen med kortlægningen af virksomhederne ikke fuldført, før alle har trukket sig fra det russiske marked.  

“Vores mål er absolut, og nogle vil måske endda sige ekstremt: Ethvert selskab med tilstedeværelse i Rusland skal offentligt forpligte sig til et totalt ophør af forretning der. Russere, der er afhængige af den mad eller medicin, disse virksomheder laver, eller de job, de skaber, kan lide nød. Men hvis det er det, der skal til for at stoppe hr. Putin i at dræbe uskyldige ukrainere, så er det det, virksomheder skal gøre”, siger Jeffrey Sonnenfeld. 

Du kan læse Danwatch undersøgelser og nyheder om Ukraine her.

Flere artikler fra serien: 

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right