De har levet i krigens centrum i månedsvis. I en pause fra skyderier og bombeangreb, flygter de nu fra den krigszone, deres hjem er forvandlet til. Rundt om dem ligger den irakiske by Mosul tilbage som murbrokker. 

Billedet af de flygtende kvinder og børn i Mosul er taget af fotojournalisten Rasmus Flindt Pedersen. Til et morgenmøde sidst i oktober arrangeret af Dansk Journalistforbund fortalte han om sine erfaringer med at rapportere fra krigs- og konfliktzoner rundt om i verden.

“Og hvordan er det så fotografere krig?” spørger Rasmus Flindt Pedersen sig selv. “Det er hårdt, meget hårdt.”

Rasmus Flindt Pedersen var til stede, da de irakiske og kurdiske styrker befriede Mosul fra ISIS i 2016. Han var den første danske fotojournalist i det nordlige Yemen i 2018, og han var på stranden i Grækenland i 2015, da tusinder af bådflygtninge krydsede grænsen til Europa.

“Vanvittigt ubehageligt og vanvittigt givende”

Det er ekstreme situationer, der møder dem, der arbejder i krigs- og konfliktzoner. Da Rasmus Flindt Pedersen var i Irak og Yemen, var der godt 50 grader varmt. I gaderne lå lig og rådnede i varmen.

“Det er på alle tænkelige måder vanvittigt ubehageligt,” siger han.

Det pres, Rasmus Flindt Pedersen har oplevet, er både psykisk og fysisk.

“Du sover dårligt, hvis du kan sove. Du spiser dårligt, hvis du spiser. Jeg havde konstant hovedpine. Hver gang, jeg ikke arbejdede, drak jeg vand, men det var ikke nok,” siger Rasmus Flindt Pedersen.

I Irak oplevede han at miste kontrollen over sin egen krop.

“Jeg tog mig selv i, at jeg stod og hyperventilerede, og tårerne trillede ned ad kinderne på mig. Jeg havde ikke lagt mærke til det, jeg var bare igang med at arbejde. Der var forældre, der besvimede i armene på mig. Og det var… fuldstændig vanvittigt.”

På trods af oplevelser som denne, rejser han fortsat afsted.

“Omvendt er det også vanvittigt givende. Når man kommer hjem, og du ser, at folk tager imod det og tænker over det, så glemmer man næsten, hvor hårdt det har været,” siger Rasmus Flindt Pedersen.

Vidnesbyrd fra ‘den glemte krig’

Rasmus Flindt Pedersen var sammen med Thea Pedersen de første danske journalister, der rapporterede fra det nordlige Yemen. Siden 2015 har der været borgerkrig mellem Houthibevægelsen i nord og Hadistyret i syd. Krigen i Yemen har fået tilnavnet ‘den glemte krig’, fordi vi i Europa har haft minimal dækning af konflikten. Og det selvom FN kalder krigen verdens værste menneskeskabte humanitære krise.

For de to danske journalister var det formålet at dokumentere vilkårene for den civile befolkning.

“Det, der indledningsvist kan være interessant, er alle de blodige historier, men lige nøjagtig det, der er med til at nuancere tingene, det er alle de her hverdagsfortællinger. Der er jo det med krigszoner, at det ikke bare er død og ødelæggelse alt sammen, det er jo også liv der leves,” fortæller Rasmus Flindt Pedersen.

De største udfordringer er herhjemme

Med en hverdag præget af skrig, granater og sårede børn, forestiller man sig, at det er en lettelse at vende hjem til Danmark. Men Rasmus Flindt Pedersen oplever, at noget af det sværeste ved at arbejde i krigs- og konfliktzoner, er at komme hjem.

“Dit hoved er stadig et helt andet sted i verden. Her er der regninger, der skal betales, og alt virker ligegyldigt. Jeg har oplevet, at jeg godt kan blive ret sur over, at vi går op i sådan nogle tåbelige detaljer, som ikke betyder noget i det store billede,” siger han og fortsætter:

“Det sker lige her ved siden af, og vi gider ikke beskæftige os med det. Det er lige her ved siden af, at folk går og slår hinanden ihjel.”

Det har derfor taget lang tid for Rasmus Flindt Pedersen at acceptere det ubekymrede liv i Danmark.

“Jeg skal minde mig selv om, at det er okay, at vi ikke kan tænke på de tragiske begivenheder ude i verden hele tiden.”

Der er grænser for død og ødelæggelse

Den ubekymrethed som frustrerer Rasmus Flindt Pedersen, oplever han også, når han skal sælge sine historier. Han får afslag fra medier med begrundelsen, at der er begrænsede freelancebudgetter, men det handler også om, at de voldsomme billeder kan blive for meget for folk.

“Det er begrænset, hvor meget plads man kan bruge på død og ødelæggelse. Jeg kender det fra mig selv. Når jeg sidder og bladrer avisen igennem om morgenen, så kommer der en historie et eller andet sted fra – ‘dagens nye tragiske begivenhed’. Det kan godt være, at det er verdens vigtigste historie, men jeg kan simpelthen ikke forholde mig til det, jeg bladrer videre.”

Danwatch har fået lov at bringe et udvalg af Rasmus Flindt Pedersens billeder. Der kan ses flere på hans hjemmeside.