De har levet i krigens centrum i månedsvis. I en pause fra skyderier og bombeangreb, flygter de nu fra den krigszone, deres hjem er forvandlet til. Rundt om dem ligger den irakiske by Mosul tilbage som murbrokker.
Billedet af de flygtende kvinder og børn i Mosul er taget af fotojournalisten Rasmus Flindt Pedersen. Til et morgenmøde sidst i oktober arrangeret af Dansk Journalistforbund fortalte han om sine erfaringer med at rapportere fra krigs- og konfliktzoner rundt om i verden.
“Og hvordan er det så fotografere krig?” spørger Rasmus Flindt Pedersen sig selv. “Det er hårdt, meget hårdt.”
Rasmus Flindt Pedersen var til stede, da de irakiske og kurdiske styrker befriede Mosul fra ISIS i 2016. Han var den første danske fotojournalist i det nordlige Yemen i 2018, og han var på stranden i Grækenland i 2015, da tusinder af bådflygtninge krydsede grænsen til Europa.
Det er ekstreme situationer, der møder dem, der arbejder i krigs- og konfliktzoner. Da Rasmus Flindt Pedersen var i Irak og Yemen, var der godt 50 grader varmt. I gaderne lå lig og rådnede i varmen.
“Det er på alle tænkelige måder vanvittigt ubehageligt,” siger han.
Det pres, Rasmus Flindt Pedersen har oplevet, er både psykisk og fysisk.
“Du sover dårligt, hvis du kan sove. Du spiser dårligt, hvis du spiser. Jeg havde konstant hovedpine. Hver gang, jeg ikke arbejdede, drak jeg vand, men det var ikke nok,” siger Rasmus Flindt Pedersen.
I Irak oplevede han at miste kontrollen over sin egen krop.
“Jeg tog mig selv i, at jeg stod og hyperventilerede, og tårerne trillede ned ad kinderne på mig. Jeg havde ikke lagt mærke til det, jeg var bare igang med at arbejde. Der var forældre, der besvimede i armene på mig. Og det var… fuldstændig vanvittigt.”
På trods af oplevelser som denne, rejser han fortsat afsted.
“Omvendt er det også vanvittigt givende. Når man kommer hjem, og du ser, at folk tager imod det og tænker over det, så glemmer man næsten, hvor hårdt det har været,” siger Rasmus Flindt Pedersen.
Rasmus Flindt Pedersen var sammen med Thea Pedersen de første danske journalister, der rapporterede fra det nordlige Yemen. Siden 2015 har der været borgerkrig mellem Houthibevægelsen i nord og Hadistyret i syd. Krigen i Yemen har fået tilnavnet ‘den glemte krig’, fordi vi i Europa har haft minimal dækning af konflikten. Og det selvom FN kalder krigen verdens værste menneskeskabte humanitære krise.
For de to danske journalister var det formålet at dokumentere vilkårene for den civile befolkning.
“Det, der indledningsvist kan være interessant, er alle de blodige historier, men lige nøjagtig det, der er med til at nuancere tingene, det er alle de her hverdagsfortællinger. Der er jo det med krigszoner, at det ikke bare er død og ødelæggelse alt sammen, det er jo også liv der leves,” fortæller Rasmus Flindt Pedersen.
Med en hverdag præget af skrig, granater og sårede børn, forestiller man sig, at det er en lettelse at vende hjem til Danmark. Men Rasmus Flindt Pedersen oplever, at noget af det sværeste ved at arbejde i krigs- og konfliktzoner, er at komme hjem.
“Dit hoved er stadig et helt andet sted i verden. Her er der regninger, der skal betales, og alt virker ligegyldigt. Jeg har oplevet, at jeg godt kan blive ret sur over, at vi går op i sådan nogle tåbelige detaljer, som ikke betyder noget i det store billede,” siger han og fortsætter:
“Det sker lige her ved siden af, og vi gider ikke beskæftige os med det. Det er lige her ved siden af, at folk går og slår hinanden ihjel.”
Det har derfor taget lang tid for Rasmus Flindt Pedersen at acceptere det ubekymrede liv i Danmark.
“Jeg skal minde mig selv om, at det er okay, at vi ikke kan tænke på de tragiske begivenheder ude i verden hele tiden.”
Den ubekymrethed som frustrerer Rasmus Flindt Pedersen, oplever han også, når han skal sælge sine historier. Han får afslag fra medier med begrundelsen, at der er begrænsede freelancebudgetter, men det handler også om, at de voldsomme billeder kan blive for meget for folk.
“Det er begrænset, hvor meget plads man kan bruge på død og ødelæggelse. Jeg kender det fra mig selv. Når jeg sidder og bladrer avisen igennem om morgenen, så kommer der en historie et eller andet sted fra – ‘dagens nye tragiske begivenhed’. Det kan godt være, at det er verdens vigtigste historie, men jeg kan simpelthen ikke forholde mig til det, jeg bladrer videre.”
Danwatch har fået lov at bringe et udvalg af Rasmus Flindt Pedersens billeder. Der kan ses flere på hans hjemmeside.
Mohammad springer ud af en af de to ambulancer fyldt med sårede børn, der lige er trukket op foran felthospitalet. Han bærer sin datter Ghufran i sine arme. En halv time tidligere legede den ti år gamle pige med sine søskende og venner i familiens hjem i den nordlige del af Mosul, da en morter ramte bygningen. Ghufrans hjerte stopper flere gange, mens lægerne arbejder på hende, men de formår at genoplive den lille pige. De lapper hende hurtigt sammen og sender hende med ambulance mod et rigtigt hospital uden for Mosul. Men Ghufran dør, før de kommer dertil.
20 meter. Så kort er afstanden mellem Muhamed Yasin og huset på den anden side af gaden, hvor en gruppe ISIS-krigere har barrikaderet sig midt i Mosuls gamle bydel. Muhamed venter klar med sin M4 automatiske rifle. Han kan høre fjender tale, men han kan ikke se dem. Muhamed Yasin er en soldat i I.C.T.F. også kendt som Golden Division. De smalle gader i Mosul gør det ofte umuligt for irakerne at bruge deres pansrede køretøjer, så soldaterne kæmper til fods fra hus til hus.
Da ISIS trak sig tilbage fra Qayyarah, satte de ild på 18 af byens oliebrønde. Det har taget brandfolk ti måneder at slukke flammerne.
Ruinerne af et stadion i byen Al Qaiyara, hvor ISIS straffede og henrettede deres fjender offentligt.
En ung mand falder på knæ på stranden. Det er 9. september 2015, og han takker de højere kræfter, for at han har overlevet turen fra Tyrkiet til Grækenland i gummibåd. Andre flygtninge krammer, mens de jubler og græder. En kvinde kollapser af udmattelse, mens hendes barn skriger. Båd nummer 26 har nået kysten ved den lille landsby Skala Sikamineas på den græske ø Lesbos. Flygtningekrisen i Europa er blevet kaldt den værste siden Anden verdenskrig. 2015 var året, hvor et stort flertal af europæere for første gang indså, hvor alvorlige kriserne er blevet.
Med sin datter i armene løber Suzanne over en åben mark efter at have krydset grænsen til Ungarn på togsporene nær grænsebyen Röszke den 1. september 2015. Hun prøver at skjule sig for det ungarske politi i kornmarkerne på den anden side. Otte voksne og seks børn fra Syrien har krydset en af de uofficielle grænseovergange, som flygtninge har brugt til at komme fra Serbien til Ungarn, og nu forsøger familien at komme igennem Ungarn uden at blive registret af myndighederne. De ønsker ikke at risikere at blive sendt tilbage til dette land, når de når deres endelige destination: Tyskland, Sverige eller Danmark.
Faiz er stille, mens den store gruppe mænd skubber kørestolen over grænsen ind i Ungarn nær Röszke den 2. september 2015. Kort efter sidder kørestolens forhjul igen fast i en af de mange huller i den lille grusvej. Faiz’ hånd klemmer hårdt om armlænet, mens mændene omkring ham kæmper for at få stolen fri. Faiz er 75 år gammel og er kommet helt fra Deir ez-Zur i Syrien med sine to døtre Mariam og Hamda og hans barnebarn Murhaf. De har rejst i næsten en måned og har nu krydset grænsen til Ungarn. Sverige var familiens tilsigtede destination, men da hans kørestol begynder at gå fra hinanden, skal de registrere sig hos de ungarske myndigheder. Derefter planlægger de at fortsætte videre til Tyskland, hvor rygterne siger, at de kan få asyl på trods af at de er registreret i Ungarn.
En lille gruppe mænd forsøger at skærme kvinder og børn fra den hårdeste eftermiddagssol på pladsen foran den centrale Keleti-togstation i Budapest. Det er 1. september 2015, og det ungarske politi har midlertidigt stoppet al togtrafik. De har også ryddet stationbygningen i et forsøg på at genvinde kontrol over det store antal flygtninge, der prøver at komme på et af togene, der kører til lande som Østrig og Tyskland. Uden for stationen venter tusinder af mennesker. Selvom mange allerede havde købt billetter, blev de stadig nægtet adgang til togene. Da de føler sig snydt og ikke har noget sted at gå hen, nægter de nu at forlade fortovene omkring stationen.
FN har erklæret situationen i Yemen for verdens største humanitære katastrofe og vurderer, at 22 ud af landets 29 milioner indbyggerer har behov for nødhjælp.
Akram på 15 år er blevet såret i Hudaydah og er blevet bragt til det nærmeste felthospital ca 130 km syd for frontlinjerne.
Drenge vasker sukkerroer i floden ved en bombet bro nær byen Hajja i det nordlige Yemen.
Hiday, 3 år, står i åbningen til familiens “hjem” i en flygtningelejer nær byen Abs i det nordlige Yemen.
Familie i lejer for internt fordrevne i byen Al Khawhah i det sydlige Yemen.
Mie Obbekær
