Udklippede mælkekartoner, kontaktlinser, rustikke vinduer, og pap fra en kamille-te æske…
Det er nogle af de materialer, Hannah Heilmann har indsamlet og brugt i kunstværkerne på udstillingen Stagecraft i Politikens Forhal. Mælkekartonerne startede hun med at samle, fordi ‘det føltes godt ikke at smide dem ud’, men også, fordi hun fandt ud af, at man kunne lave tryk med dem. Kontaktlinserne har hun indsamlet i 10-12 år, siden de blev brugt i et ældre værk.
Stagecraft
Stagecraft udstillingen er åben i Politikens Forhal hele sommeren, den åbnede d. 20 juni og løber frem til den 5. september 2024.
“Det er da enormt pinligt, at jeg har gået og samlet de der mælkekartoner hele vinteren, hvem fanden tror jeg, at jeg redder med dem?”, fortæller Hannah Heilmann, imens hun viser nogle billedtryk med påklistrede mælkekarton strimler.
Det virker næsten, som om hun har opsamlet al sin affaldssortering, og nu udstiller det hele i kunstværker, som symbol på de gode intentioner, vi har for klimaet, og måske også en tvivl om vores handlinger reelt gør en forskel?
“Udstillingen handler om følelser omkring økokriser. Følelser af ængstelighed, lammelse og håb. Den handler om eskapisme, men også om veje at kunne gå”, siger Hannah Heilmann da Danwatch møder hende i Politikens forhal inden åbningen.
Klimakrisen og ængsteligheden
Heilmann fortæller, at udstillingen først og fremmest afspejler hendes egne følelser om at stå midt i en biodiversitets- økosystemskollaps og klimakrise.
“Det er et systemisk skifte, vi skal ud i, jeg ved ikke, hvor jeg skal ende, og hvor jeg skal starte, det er derfor, ængsteligheden er der”, fortæller hun.
Hun håber, at man vil føle sig mødt i alle de kontraster, man kan føle som menneske og forbruger midt i en klimakrise.
“Det er på en måde verdens dårligste aktivisme, men hvis det lykkes, at nogen føler sig mødt i deres angst, går hjem og får øje på deres mælkekarton og derfra tager et eller andet afsæt, så tror jeg, det kan gøre en forskel”, siger Hannah Heilmann.
Med skulpturer af fundne vinduer, keramiske stråhatte, der ligner middelalderfund, og alt fra en brugt panodilæske til kontaktlinser viser udstillingen elementer af vores hverdagsliv og eksistens midt i en økokrise.
“Altså, vi har været ved at fuck up siden 1800-tallet, siden 1970’erne, siden… For 10 år siden, siden… Altså, vi har været i gang med at fucke up længe, og det føles, som om at vi ikke rigtig lykkes med at vende omkring”, siger Hannah Heilmann.
“Jeg hader ordet invasive arter, men vi mennesker er jo lidt en stor invasiv art på planeten, der lever på en måde, der er ude af balance med det omgivende”.
“Men udstillingen er jo stadig med en kæmpe omsorg for os med en hel masse ømhed og humor”, siger hun.
Kontrasterne i at være forbruger
Den omsorg beskriver Hannah Heilmann især i de kontrastfyldte følelser, der ligger hos forbrugeren. Vi vil alle gerne træffe de rigtige forbrugsvalg, men man kan fare vild i, hvordan man gør det.
“Man køber bønner for at prøve ikke at spise kød, men så er de lavet på den anden side af jordkloden”.
“Jeg synes ikke, det bare er forbrugeren, der skal tage ansvar for det hele, men jeg synes heller ikke, at man ikke skal det”, siger hun.
Hannah Heilmann har selv har en stor omsorg for det, hun konsumerer, og det rummer tvetydige følelser.
“Man er jo også bare en eller anden mærkelig eremit-krabs, der har bygget sig et hus, ikke?”, siger hun og smiler.
Udstillingen sætter fokus på kontrastfyldte følelser som skam, tvivl, ængstelighed, begær og handlingslammelse ved at leve i en tid, hvor planetens systemer nedbrydes.
“Jeg har sådan en følelse af, at jeg hver dag nede i køledisken handler mod bedre vidende, og at jeg ikke laver andet end at fejle”, siger Hannah Heilmann.
Hun prøver selv at anvende materialer fra genbrug i sin kunst så godt, hun kan.
“Der er nogen, der er meget længere med at lave miljørigtig kunst, end jeg er, jeg er længere end nogle kortere end andre, og det er måske lige præcis sådan et vankelmodigt sted, som det hele handler om”.
“Men det handler samtidig ikke om, at man bare skal give op, det handler om, at man skal gøre det så godt, man kan, men anerkende, at det er svært,” fortæller Hannah Heilmann.
Hvis man som forbruger gerne vil følge med i overtrædelser af lovgivning på klimaområdet eller pensionskassens sorte investeringer, skriver vi løbende om dette på Danwatch. For eksempel her og her.
Måske det kan give håb til at mindske klima angsten? Uanset vil vi opfordre jer til at se udstillingen Stagecraft henover sommeren.
