6. august 2021

Kunstudstilling viser, hvordan arkitekturen kan afsløre magtmisbrug

Ved hjælp af arkitekturmodeller rekonstrueres åsteder for politivold og kemisk krigsførsel på udstillingen Investigative Commons i Berlin. “Udstillingen opfordrer til civilt mod i en tid, hvor regeringer i stadig større grad svigter deres menneskeretlige forpligtelser”, siger kurator Anselm Franke.

Nogen af de sidste ti års vigtigste journalistiske afsløringer er nu på udstilling i Berlin. "Det er opsigtsvækkende, hvordan undersøgelserne modtages, når de opleves i en udstillingsbygning i stedet for i en nyhedsartikel”, siger kurator Anselm Franke. Foto: Miguel Brusch/HKW

Hen over sommeren har Haus der Kulturen der Welt givet kunst- og kulturinteresserede berlinere mulighed for at nærstudere nogle af det sidste tiårs vigtigste journalistiske afsløringer på udstillingen Investigative Commons.

Udstillingen viser blandt andet, hvordan avancerede arkitekturmodeller parret med offentlig tilgængelig information såsom satellitfotos, og billeder og videoer delt på sociale medier kan rekonstruere åsteder for krigsforbrydelser og menneskerettighedskrænkelser. 

En rekonstruering, der også kan generere beviser for, hvem der står bag krænkelserne, som i udstillingens en-til-en rekonstruering af en internet-cafe, der var åsted for et nynazistisk drab på en tysk indvandrer i 2006.

“Vi har rekonstrueret internetcafeen her på Haus der Kulturen der Welt for at undersøge om det er muligt, at en efterretningsofficer, der var til stede, da Halit Yozgat blev dræbt ikke kunne høre, se eller lugte drabet – som det ellers har været hævdet, og som var grunden til at efterretningstjenesten gik fri“, siger kurator Anselm Franke. 

En rekonstruering af en internetcafe hvor en tysk indvandrer blev dræbt af en nynazistisk terrorcelle. Foto: Miguel Brusch/HKW

Rekonstrueringen, som også har været vist på den store Documenta-udstilling i Tyskland,  viser, at det umuligt kan have været tilfældet og stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor efterretningstjenesten i Tyskland ikke har grebet ind for at stoppe en række drab udført af en nynazistisk terrorcelle mellem år 2000 og 2007.

Udfordrer traditionelle sandheder 

Udstillingen viser en række undersøgelser foretaget af Forensic Architecture, der er en del af kunstakademiet Goldsmiths i London. Organisationen benytter sig af offentligt tilgængelige kilder, såsom sattelitfotos og opslag på sociale medier, og inviterer både andre organisationer og almindelige borgere, der kan tænke sig at bidrage, med i undersøgelserne. 

Kurator Anselm Franke fortæller, at de håber, at udstillingsrummet kan bidrage til, at Forensic Architectures undersøgelser kan give anledning til en bredere debat om løgn og sandhed. 

“Vi hævder ikke, at undersøgelserne er kunst, men det er opsigtsvækkende, hvordan undersøgelserne modtages, når de opleves i en udstillingsbygning i stedet for i en nyhedsartikel”, siger Anselm Franke. 

I modsætning til nyhedsartiklerne rejser udstillingen overordnede spørgsmål om sandhed i det, udstillerne kalder et “post-sandheds” samfund. Hvordan skal civilsamfundet forholde sig, når de traditionelle garanter for sandhed, så som statslige institutioner, retssystemer og politiet, dækker over egne krænkelser? 

En 3D-model af en metalsele der har været brugt til at transportere en beholder lignende dem, der har været brugt unger kloringasangreb i Syrien. Foto: Forensic Architecture, 2021

“Forensic Architecture har altid været optaget af, at deres undersøgelser skal være relevante i flere forskellige fora. Undersøgelsen vil gerne være relevant i en retssal i form af bevisførelse. Men den vil også gerne være relevant for offentligheden, i medierne, og i det fora, som er en udstilling”, siger Anselm Franke.

Afslørede museets lyssky investeringer

På udstillingen kan man blandt andet se undersøgelser af økologisk krigsførsel i Gaza, kloringasangreb i Syrien og politivold under Black Lives Matter demonstrationerne i USA.

I samarbejde med lokale organisationer har Forensic Architecture dokumenteret hvordan Israel fra fly har sprayet ukrudt-dræbende midler langs grænsemuren omkring Gaza, der har ført til store økologiske ødelæggelser i området. Foto: Miguel Brusch/HKW

Og så kan man også se en undersøgelse, der viser, hvordan Forensic Architecture har benyttet udstillingsrummet til at kritisere nogen af verdens største kulturinstitutioner.

Da de blev inviteret til at udstille på kunstbienalen på Whitney-museet i New York i 2019, var det nemlig med et værk, der undersøgte museets ledelse og deres økonomiske bånd til våbenproducenter. 

Udstillingen førte til, at museumsbestyrelsens næstformand måtte gå af, som følge af sin stilling som direktør for en virksomhed, der producerer tåregas brugt mod immigranter, der forsøger at krydse grænsen til USA.

Opfordrer til “civil journalistik”

Kurator Anselm Franke håber, at museumsgæsterne der har besøgt Investigative Commons, vil lade sig inspirere til også selv at bidrage til at få sandheden frem om menneskerettighedskrænkelser og overgreb. 

“De her undersøgelser viser, at vi alle kan bidrage til en undersøgelse af politivold eller virksomhedskrænkelser. Med den samarbejdstilgang, som Forensic Architecture bruger, kræver det, at man samler et team med de rette kompetencer”, siger han.

Med sommerens udstilling håber Anselm Franke, at flere vil deltage i jagten på sandheden.

“Det handler om at vise civilt mod i en tid, hvor regeringer i stadig større grad svigter deres menneskeretslige forpligtelser. Vi vil gerne opfordre til konkret handling, ikke bare til øget bevidsthed”, siger kuratoren.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down