Del af en undersøgelse
Denne artikel er en del af undersøgelsen Mærsk og oprøret fra havnen
- I 2010 fik Mærsks havnevirksomhed APM Terminals en 25-årig kontrakt på eneansvaret for havnedriften i Liberias hovedstad Monrovia. Havnen er en af Vestafrikas største og et af landets vigtigste stykker infrastruktur.
- Danwatch og Ekstra Bladet rejste til Monrovia for at undersøge, hvordan Mærsk driver havnevirksomhed i et af verdens fattigste lande. Vi har snakket med en lang række både nuværende og tidligere ansatte, og fjorten af dem står nu frem og fortæller om kritisable arbejdsforhold.
- Mens Mærsk leverer det ene rekordregnskab efter det andet, fortæller medarbejderne om lunge- og øjensygdom, en ubrugelig sundhedsforsikring, der forhindrer dem i at få tilstrækkelig hjælp, og systematisk chikane af fagforeningsmedlemmer.
- Danwatch og Ekstra Bladet kan desuden dokumentere, at APM Terminals i flere tilfælde er blevet dømt for ulovligheder i Arbejdsretten i Liberia.
- Fagforbundet 3F, der organiserer danske havnearbejdere, ekspert i arbejdsmedicin samt lokale politikere kritiserer Mærsk for ikke at sikre ordentlige arbejdsforhold.
- Mærsk har ikke ønsket at stille op til interview med Danwatch og Ekstra Bladet, men anerkender, at der er “uoverensstemmelse”. hos APM Terminals i Liberia. De afviser imidlertid flere af de konkrete kritikpunkter.
MONROVIA – Ved opførelsen i 1960 var Ducor Hotel i Liberias hovedstad Monrovia det mest luksuriøse hotel i hele Afrika. Fem stjerner, otte etager, 106 værelser, pool, tennisbane, bar, en fransk restaurant, og selvfølgelig også de helt rigtige gæster. Det siges, at Ugandas mangeårige præsident Idi Amin engang svømmede en tur i poolen med en pistol i hånden.
I dag, næsten tyve år efter afslutningen på Liberias anden borgerkrig, er hotellet en udplyndret ruin. Kun den fænomenale udsigt er bevaret.
Fra hotellets øverste etage kan man se, så langt øjet rækker. Mod vest ligger Atlanterhavets skvulpende vidder. Mod øst får man øje på Executive Mansion, præsident George Weahs kontor, og FN’s mælkehvide bygninger. Mod nord ser man ned på bliktagene i West Point, et af Monrovias tætpakkede slumkvarterer, og videre ude i horisonten kommer Freeport of Monrovia, hovedstadens store havn, hvor der denne fugtige eftermiddag i slutningen af maj ligger tre store containerskibe til kaj.
Dernede, på havnen, arbejder Ballah Kpadeh, en lav mand i midten af 40’erne med sine store solbriller klistret til ansigtet. Han er ansat som truckfører hos Mærsks havnevirksomhed APM Terminals, der i 2010 blev tildelt en lukrativ 25-årig kontrakt på driften af Freeport of Monrovia.
Danwatch og Ekstra Bladet har mødt Ballah Kpadeh og en række af hans både nuværende og tidligere kolleger i Monrovia, hvor vi har undersøgt, hvordan Mærsk driver havneforretning i et af verdens fattigste lande. Vi kan dokumentere systematiske lønproblemer og fyringer i strid med Liberias arbejdslov. Samtidig fortæller de i alt syv nuværende og syv tidligere Mærsk-ansatte, som har valgt at stå frem med deres historier, om omfattende cementstøvsforurening, en ubrugelig sundhedsforsikring samt chikane af medarbejdere, der engagerer sig i fagforeningsarbejde.
“APM Terminals tjener mange penge på at drive havnen, men de er ligeglade med os ansatte, der udfører selve arbejdet”, siger Ballah Kpadeh, der samtidig er tillidsmand for havnearbejderne.
Danwatch og Ekstra Bladet har forelagt havnearbejdernes situation for Karsten Kristensen, næstformand i 3F Transport, der organiserer danske havnearbejdere. Han kalder forholdene på havnen i Monrovia for “rystende”.
“Det er skamfuldt. Mærsk ved udmærket godt, hvordan de skal behandle deres medarbejdere. Det ser vi herhjemme, men ude i verden opererer de tydeligvis efter laveste fællesnævner. Det er ikke pænt at se på”, siger han til Danwatch og Ekstra Bladet.
Mærsk har ikke ønsket at stille op til interview med Danwatch og Ekstra Bladet, men anerkender, at der er “uoverensstemmelser” hos APM Terminals i Liberia. De afviser imidlertid flere af de konkrete kritikpunkter.
I en mail skriver pressechef Signe Wagner:
“Hos Mærsk er vi opmærksomme på, at der har været uoverensstemmelser i havnen i Monrovia, og vi har et konstruktivt samarbejde med fagforeninger og myndigheder om at få dem løst”, skriver hun.
Langvarige problemer
Havnen i Monrovia er med afstand Liberias vigtigste stykke infrastruktur. “The Gateway to Our Economy”, står der på et skilt ved den tæt bevogtede indgang. Bag de grønne mure, der adskiller havneområdet fra en af hovedstadens tungt trafikerede indfaldsveje, ankommer og afgår containerskibe i en konstant strøm. Ind sejler ris, elektronik, olie og byggematerialer, ud sejler gummi, jernmalm, palmeolie og tømmer.
Problemerne på havnen er ikke opstået fra den ene dag til den anden. I marts 2018 nedlagde medarbejderne arbejdet i frustration over deres arbejdsforhold. De var sure over en lang række forhold, blandt andet manglende lønstigninger og en forringelse af deres sundhedsforsikring.
Halvandet års tid efter, i september 2019, blev flere af de strejkende medarbejdere fyret i strid med dele af Liberias arbejdslov, Decent Work Act 2015. Det fremgår af dokumenter sendt til APM Terminals Liberia fra Arbejdsministeriet, som Danwatch og Ekstra Bladet er i besiddelse af.
Og yderligere et år efter, i september 2020, gik en større gruppe medarbejdere – støttet af fagforeningen Dock Workers Union of Liberia (DOWUL) – på en tre dage lang strejke i protest over blandt andet deres løn og sundhedsforsikringen.
Sagerne førte til, at fagforeningen DOWUL, arbejdsministeriet og APM Terminals Liberia i september 2021 underskrev et forståelsespapir – det første skridt mod at bringe uroen på havnen til ende. Men i dag, ti måneder efter underskrivelsen, efterlyser medarbejderne konkret handling.
Deres arbejdsforhold er stadig dybt utilfredsstillende, fortæller dem, som Danwatch og Ekstra Bladet har mødt i Monrovia.
“Der er højst sket 0,5 procent forbedringer, ikke mere. Alle vores problemer fortsætter”, siger Ballah Kpadeh
“Jeg vil hellere være en fri, sulten mand end en slave”
I slutningen af 2021 fik Soko Kromah nok.
Danwatch og Ekstra Bladet møder ham i hans hjem, et par mørke rum ovenpå en lille biks, hvor man kan købe kiks og mobildata. Loftet hænger i laser og drypper af kondensvand. Det er regntid, og luften er så tyk, at man kan skære skiver af den. Stuens stengulv er indrammet af en rusten fryser, dunke med madlavningsolie og en stabel ølkasser fra Monrovia Brewery.
45-årige Soko Kromah bor i New Kru Town, en township på Bushrod-øen nord for Monrovias centrum. I 2014 var området lagt ned af den store Ebola-epidemi. Folk forskansede sig i deres hjem, mens internationale lægehold gik fra hus til hus og hentede smittede ind til behandling. Nu er gaderne fulde af biler, motorcykler og kekehs, Liberias el-drevne rickshaws, allesammen konstant dyttende, og på spring for at undgå de enorme vandpytter dannet af nattens tordenskylle.
FAKTA
Mærsk-ansatte har fået nok
Danwatch og Ekstra Bladet har mødt en lang række både nuværende og tidligere medarbejdere på havnen i Monrovia. Fjorten af dem har sagt ja til at stå frem med navn og ansigt. Mød dem her.
Foto: Anthon Unger
Soko Kromah blev ansat til at køre gaffeltruck på havnen i 2011. I begyndelsen var han glad for jobbet. Der var noget at stå op til, og han fik en fast løn. Men med årene kom frustrationerne, og for et halvt år siden tog han konsekvensen og sagde op uden at have et nyt job på hånden. I dag lever han af at udleje sin bil, mens han drømmer om en fremtid et sted i Europa, gerne Frankrig. Det holder hårdt i det lille hjem i New Kru Town, hvor han er eneforsørger til ti familiemedlemmer, men som han siger:
“Jeg vil hellere være en fri, sulten mand end en slave”.
I sin tid hos APM Terminals var Soko Kromah især frustreret over lønnen, og det hverken var eller er han ene om. Samtlige af de havnearbejdere, som Danwatch og Ekstra Bladet har snakket med, mener uafhængigt af hinanden, at de hvert år bliver snydt for det, der svarer til en månedsløn.
Og det bekræftes af Augustus Payne Tarr, mangeårig IT-chef for APM Terminals i Liberia, og bakkes op af diverse retsdokumenter, lønsedler- og oversigter, ansættelsesbreve og medarbejderhåndbøger, som Danwatch og Ekstra Bladet er i besiddelse af.
“APM Terminals tror, at folk er så dumme i Liberia, at de kan slippe afsted med hvad som helst”, siger Payne Augusts Tarr, der i sin tid hos APM Terminals var en fast del af den syv mand store daglige ledelse.
Han er uddannet i USA og ejer nu et hotel nær den kinesiske ambassade i bydelen Congo Town. Efter ti års ansættelse sagde han sidste år op i protest over APM Terminals måde at drive forretninger på i Liberia.
“Der er ansatte, der har krav på en ekstra månedsløn hvert år i december, men i stedet får de bare udbetalt deres årsløn i tretten portioner. APM Terminals snyder deres medarbejdere”, siger Augustus Payne Tarr.
Over for Danwatch og Ekstra Bladet bekræfter Mærsks pressechef Signe Wagner, at virksomheden kender til disputten. Hun afviser dog, at Mærsk decideret skylder penge til medarbejderne.
“Vi har søgt rådgivning herom fra en ekstern, uafhængig auditør, og vi afventer konklusionerne herfra”, skriver hun i en mail.
Plaget af cementstøvsforurening
En af APM Terminals store kunder i havnen Monrovia er Liberia Cement Corporation (CEMENCO). Virksomheden er blandt de største i landet. Den står for al indkøb, processering og salg af cement i Liberia.
Netop cementskibene bliver fremhævet af samtlige både nuværende og tidligere APM Terminals-medarbejdere, Danwatch og Ekstra Bladet har mødt i Monrovia. Skibene er skyld i, at havnen er plaget af omfattende cementstøvsforurening, fortæller de uafhængigt af hinanden.
Danwatch og Ekstra Bladet har modtaget billede- og videomateriale, hvor man tydeligt kan se, hvordan støvet hænger i luften og slører sigtbarheden.
CEMENCO importerer cementen i pulverform, og det betyder, at når deres skibe skal losses, fyger det om sig med støv på havnearealet. Støvet går direkte i øjne, øre og næse, især for de medarbejdere, der udfører deres opgaver ude på selve kajen.
En af dem er kranoperatør Alexander Vinton, der er 42 år og har arbejdet på havnen siden 2017. Sveden perler på hans glatte isse, og øjnene er låst fast i et kontant blik, mens han fortæller med Monrovias skummende Atlanterhavsbølger i baggrunden.
“Mit helbred er blevet dårligt, siden jeg begyndt at arbejde på havnen. Mine øjne brænder, og mit åndedræt er besværet”, siger han. “Når jeg sidder oppe i kranen, bliver det så varmt, at jeg bliver nødt til at åbne vinduet, og så flyver cementstøvet lige ind”.
APM Terminals-medarbejderne mener ikke, at de bliver udstyret med ordentlige værnemidler, eller at den sundhedsforsikring, virksomheden har tegnet for dem, dækker tilstrækkelig behandling.
Mærsk kan imidlertid ikke genkende problemerne.
“Det er påkrævet af alle medarbejdere, uanset hvem de er ansat af, at være iført fuldt sikkerhedsudstyr, hvilket stilles til rådighed. Vi er ikke bekendte med, at nogle medarbejdere skulle være kommet til skade eller være blevet syge på grund af deres arbejde ifm. aflastning af cement”, skriver pressechef Signe Wagner i en mail til Danwatch og Ekstra Bladet.
Jane Frølund Thomsen, ledende overlæge på arbejds- og miljømedicinsk afdeling på Bispebjerg Hospital, har set videoer af støvet på havnen og er blevet forelagt medarbejdernes vidnesbyrd. Hendes vurdering er klar:
“Der er risiko for sundhedsskade for både øjnene og lungerne. Især på sigt. Det er ikke fra den ene dag til den anden, at man får en lungelidelse, men hvis man går i støvet dag efter dag, år efter år, risikerer man at få bronkitis og muligvis også stenlunger”, siger hun til Danwatch og Ekstra Bladet.
Frygt og trusler
Det er ikke uden risiko, at APM Terminals’ medarbejdere i Liberia nu råber op.
I en mail skriver Mærsk, at de respekterer deres medarbejderes ret til “frit at organisere sig gennem fagforeninger, som de selv vælger”. Men dem, Danwatch og Ekstra Bladet har talt med, fortæller uafhængigt af hinanden, at der er historik for, at åbenmundede medarbejdere på havnen i Monrovia bliver truet og forfordelt.
Derfor har det heller ikke været en nem beslutning at stå frem med sin historie, siger elektrikeren Willie Gbappy. Han er i begyndelsen af 30’erne og sidder i en plastikstol i en grå polo uden for sit hus, en rød tændstikæske i Monrovia-forstaden Johnsonville. Han fugter panden med et lille håndklæde.
“Vi har fået at vide, at vi ikke må snakke med journalister. Ledelsen vil ikke have, at vi fortæller om vores arbejdsforhold. Men jeg stiller mig alligevel frem, fordi det er på tide at folk forstår, hvad vi går igennem for at passe vores arbejde”, siger han.
Truckføreren Ballah Kpadeh er en af de medarbejdere, som flere gange har lagt sig ud med ledelsen. Danwatch og Ekstra Bladet er i besiddelse af et brev fra APM Terminals til Liberias regering, hvor virksomheden klager over Ballah Kpadeh.
I brevet, der er sendt til Arbejdsministeriet i september 2020 – samme måned som en Ballah Kpadeh var med til at organisere strejke – står der, at han “har gjort alt, hvad han kan for at ødelægge virksomhedens omdømme og skabe uro på arbejdspladsen”.
Men Ballah Kpadeh er ikke skræmt. Hvis der skal ske forandringer på havnen, kræver det mod. Nogen bliver nødt til at stå forrest, siger han.
“Vi er klar til at dø for bedre arbejdsforhold. Vores folk har fortjent bedre”.
Imens, fra toppen af Ducor Hotels mugne ruin, kan man se, hvordan det ene sæt containere efter det andet bliver sejlet ind mod Freeport of Monrovias havnebassin.
Skibstrafikken er endeløs – akkurat ligesom havnearbejdernes frustrationer.