Midt under krigen: Rockwool reklamerede med isolering af den russiske flådes hovedkvarter

Rockwool brystede sig midt under Ukraine-krigen med at have isoleret den russiske flådes hovedkvarter, hvor flådens kontrolcenter ligger. Det møder kritik fra professor og ukrainsk NGO.

Foto: LLC RK Ingria (PR foto)
Har du et tip om Rockwool? Så kan du kontakte journalisterne på danwatch@protonmail.com eller klikke på knappen her.
Del din viden

I slutningen af  juli 2022, mens Ruslands brutale invasion af Ukraine rasede, offentliggjorde Rockwools russiske datterselskab et reklamekatalog, hvori virksomheden fremhæver, at selskabets produkter er blevet brugt i renoveringen af den russiske flådes 53.000 kvadratmeter store hovedkvarter i Skt. Petersborg.

Det er herfra, ordrerne til russiske krigsskibe udstikkes, og blot 14 dage før Rockwools offentliggørelse havde en russisk ubåd sendt missiler ind over den ukrainske by Vinnytsia, hvor de dræbte 28 civile, herunder 3 børn. Flåden spillede også en central rolle i Ruslands ulovlige annektering af Krim i 2014.

Hovedkvarteret

Den nuværende øverstkommanderende for Ruslands flåde, Nikolai Yevmenov, på sit kontor i flådens hovedkvarter i Sankt Petersborg. Foto: Ruslands forsvarsministerium

Udover at huse den nuværende øverstkommanderende for den russiske flåde, admiral Nikolai Yevmenov, holder en række centrale enheder i flåden også til i det gigantiske hovedkvarter i Skt. Petersborg, der er over dobbelt så stort som Christiansborg. 

Ifølge en rapport fra den amerikanske flådes militære efterretningstjeneste, så udgår alle administrative og militære ordrer til flåden fra hovedkvarteret. Det sker i tæt kommunikation med Forsvarsministeriet og præsident Putin.

Det vurderes, at Ruslands flåde råder over 160.000 mand, og ifølge russianships.info var der i midten af marts i år over 290 større krigsskibe, ubåde og støtteskibe i aktiv tjeneste.

Rockwool angiver i kataloget, at arbejdet på hovedkvarteret er udført i 2020, og at det drejer sig om to specifikke typer af Rockwool til tagisolering. Ifølge de russiske myndigheder har flådens hovedkvarteret efter en ordre fra Forsvarsministeriet gennemgået en årelang renovering, der blev færdig i 2021.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har tidligere, da en del af renoveringen var færdig, besøgt hovedkvarteret, hvor han ifølge sin egen nyhedstjeneste skrev i gæstebogen:

“Tillykke med afslutningen af restaureringen. Jeg ønsker jer succesfuldt arbejde i den russiske flådes navn“, skrev Putin angiveligt. I baggrunden ses forsvarsminister Sergej Shoigu (th.) samt daværende flådeadmiral Vladimir Korolyov (tv.) Foto: Kreml

Danwatch og Ekstra Bladet har stillet Rockwool en række konkrete spørgsmål om hovedkvarteret, men kommunikationschef Michael Zarin afviser i en mail at gå ind i detaljer om konkrete handler.

“I Rockwool plejer vi ikke at kommentere på detaljerne, I spørger ind til, der vedrører konkrete projekt- eller kundeforhold. Men som vi tidligere har udtalt, har Rockwool omfattende retningslinjer, når det kommer til risikovurderinger og due diligence.”

”Jeres spørgsmål fokuserer på perioden før Ruslands invasion af Ukraine. Frem til februar 2022 var det helt normal praksis for ikke alene danske, men også virksomheder fra mange andre lande, at være til stede og have aktivitet i Rusland. Derfor er der intet bemærkelsesværdigt i, at også ROCKWOOL var til stede i landet.

I ROCKWOOL plejer vi ikke at kommentere på detaljerne, I spørger ind til, der vedrører konkrete projekt- eller kundeforhold. Men som vi tidligere har udtalt, har ROCKWOOL omfattende retningslinjer, når det kommer til risikovurderinger og due diligence. ROCKWOOL har overholdt alle Rusland-relaterede sanktioner, hvilket Erhvervsstyrelsen også har konkluderet.”

– Michael Zarin, kommunikationschef, ROCKWOOL Gruppen

Afviser at have handlet uetisk

Danwatch og Ekstra Bladet har tidligere dokumenteret, at Rockwool har tjent millioner af kroner på, at selskabets produkter fra 2014 og frem til 2020 er havnet i forskellige militære projekter i Rusland, herunder flådeskibe og i Forsvarsministeriets hovedkvarter i Moskva.

For nylig konkluderede Erhvervsstyrelsen dog, at Rockwool ikke har brudt nogle sanktioner i forbindelse med eksport af produkter til Rusland.

Rockwools bestyrelsesformand, Thomas Kähler, afviser også, at selskabets forretninger i  Rusland skulle være uetiske.

“I Rockwool er vi uforstående over for beskyldningerne om, at vi skulle have handlet uetisk (…) For det har vi ikke,” skrev han for nylig i et brev til Danwatch.

Den udlægning er professor i virksomhedsetik Jacob Dahl Rendtorff dog langt fra enig i, når det gælder flådens hovedkvarter. 

Sådan så det ud, da Rockwool i sommeren 2020 reklamerede med arbejdet på flådens hovedkvarter. Foto: Udklip fra reklamematerialet

“Rockwool kan selvfølgelig godt sige, at de har overholdt loven. Men ud fra en etisk betragtning er det selvfølgelig problematisk, og ledelsen har været moralsk blinde over for de ting, der ligger udover det rent juridiske”.

”De bidrager jo til, at en totalitær stat opbygger en stærk flåde. En stat, der ikke respekterer menneskerettighederne, ikke respekterer ytringsfriheden og i det hele taget forfølger sine borgere,” siger han.

Jacob Dahl Rendtorff kritiserer også, at Rockwool sendte reklamen med flådens hovedkvarter ud midt under krigen i Ukraine.

”Det, at de reklamerer med at have arbejdet på flådens hovedkvarter midt under krigen, er grundlæggende set udtryk for en blindhed og manglende refleksion over det etiske og moralske ansvar,” siger han.

Kritik fra Ukraine

Hos den ukrainske organisation Stop Business with Russia (SBWR), der kæmper for, at internationale virksomheder trækker sig ud af Rusland, påpeger man, at annekteringen af Krim i 2014 allerede dengang blev erklæret ulovlig og fordømt på det kraftigste af EU og FN. 

“Enhver virksomhed, der siden annekteringen af Krim har drevet forretning med russiske statsejede virksomheder og russiske regeringsinstitutioner, har derfor bevidst truffet en beslutning om at engagere sig i uetisk forretningspraksis”.

“Vi er rystede over, at Rockwools produkter er leveret til Ruslands forsvarsministerium og flådehovedkvarter og til at bygge flådefartøjer. Det strider imod alle ESG-standarder”, udtaler en talsperson fra SBWR til Danwatch. 

Rockwool er ikke det eneste danske selskab, der har tråde til den russiske flåde. Du kan læse mere i vores serie under artiklen.

Har du et tip om Rockwool? Så kan du kontakte journalisterne på danwatch@protonmail.com eller klikke på knappen her.
Del din viden
Flere artikler fra serien: 
Flere artikler fra undersøgelsen:

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right