Ny film: De menneskelige maskiner på Indiens tekstilfabrikker

Sarah Scheer Pedersen

Journalist



Husk at dele
Land
Ny dokumentarfilm i danske biografer tegner et skræmmende portræt af nogle af verdens mest udsatte arbejdere på en gigantisk tekstilfabrik i Indien. Danwatch har talt med instruktøren Rahul Jain, der med filmen vil have os til at overveje den fattigdom, som vi ignorerer hver eneste dag.
Sarah Scheer Pedersen

Journalist



Se filmen

Maskiner’ vises i Empire Bio (København), Reprise Teatret (Holte),
Øst for Paradis (Aarhus) på udvalgte tidspunkter frem til den 6. december.

Se filmen

Maskiner’ vises i Empire Bio (København), Reprise Teatret (Holte),
Øst for Paradis (Aarhus) på udvalgte tidspunkter frem til den 6. december.

Først 13 minutter inden i dokumentaren 'Maskiner' hører man de første rigtige ord.

"Gud gav os hænder, så vi skal arbejde”, siger en rank indisk mand i en beskidt polo T-shirt.

Han rykker en stor, farvestrålende tønde ved at dreje den, mens han skubber på med hele sin kropsvægt.

''Den her indeholder 220 kilo kemikalier'', siger han hårdt og peger på en af de høje tønder, som står tæt pakket på betongulvet i det lavloftede rum.

Mandens navn får vi aldrig at vide, for han er blot én ud af de mange tekstilarbejdere på fabrikken i den vestligste indiske stat, Gujurat.
I dokumentaren ‘Maskiner’ panorerer vi forbi de navnløse mennesker, og vi ser, hvordan de slider i monotone bevægelser i 12 timer i træk til tre dollars om dagen.

“Fattigdom er chikane. Du kan intet gøre, der findes ingen kur.”

Arbejder uden navn

“Jeg har ikke haft lyst sætte navne på eller pege fingre af nogen, fordi jeg mener, at problemet skal ses fra et fælles og systemisk perspektiv”, forklarer instruktøren Rahul Jain til Danwatch om de manglende navne.

Klaustrofobisk skønhed

Den rytmiske larm fra fabrikkens maskinerne er dokumentarens lydtapet. Mellem endeløse ruller af spraglet stof går mænd med gråbrunlig hud. De fleste bærer slidt tøj og mange af dem har bare fødder.

Alligevel er næsten hvert eneste billede i Rahul Jains debutfilm så smukt og velkomponeret, at det kunne hænge på et galleri. Instruktøren forklarer selv, at han bruger skønhed som et redskab for at fastholde tilskuerens blik.

“Hvis filmen ikke var æstetisk tiltalende, så ville det være alt for let blot at kigge væk. Skønheden har til formål at få folk til at sætte sig ned og genoverveje de forhold, som vi ignorer hver eneste dag”, siger den indiskfødte instruktør, Rahul Jain.

Seeren er fanget i fabrikkens klaustrofobiske gangsystem. Her mødes man af de apatiske ansigter og hårde øjne, som tilhører de mennesker, hvis eksistens vi helst ikke vil vide af. De tilhører de menneskelige maskiner, som knokler for en lav løn for at producere tøj til verdens stigende antal forbrugere.

I begyndelsen af optagelserne smilede Rahul Jain til alle arbejderne på fabrikken.

Tekstilindustrien i Indien

  • Over 45 millioner mennesker arbejder i Indiens tekstilindustri.
  • Kun 5 % af arbejderne er organiseret i fagforeninger.
  • Den internationale arbejderorganisation, ILO, estimerer at 24,9 millioner mennesker er er ofre for tvangsarbejde. Tal fra Global Slavery Index viser, at der er 40,3 millioner slaver på verdensplan.
  • Tekstilarbejderne på fabrikken har en løn på mellem 2-5 amerikanske dollars om dagen. 
    FN’s fattigdomsgrænse er på 1,9 dollars om dagen.
  • Mindstelønnen i Indien er en af de laveste i området og ligger på 70 dollars om måneden. 

International Labour Organization 2017: Working Conditions of Migrant Garment Workers in India.

Tekstilindustrien i Indien

  • Over 45 millioner mennesker arbejder i Indiens tekstilindustri.
  • Kun 5 % af arbejderne er organiseret i fagforeninger.
  • Den internationale arbejderorganisation, ILO, estimerer at 24,9 millioner mennesker er er ofre for tvangsarbejde. Tal fra Global Slavery Index viser, at der er 40,3 millioner slaver på verdensplan.
  • Tekstilarbejderne på fabrikken har en løn på mellem 2-5 amerikanske dollars om dagen. 
    FN’s fattigdomsgrænse er på 1,9 dollars om dagen.
  • Mindstelønnen i Indien er en af de laveste i området og ligger på 70 dollars om måneden. 

International Labour Organization 2017: Working Conditions of Migrant Garment Workers in India.

“Jeg håbede, at de ville smile tilbage, og at hele situationen ville blive mindre skræmmende og mere venlig. Men ingen af dem smilede til mig. Det var selvfølgelig min egen middelklasse baggrund, som fik mig til at tro, at det at jeg smilede til dem ville gøre noget som helst bedre”, fortæller han.

Ingen kur mod fattigdom

“Hvordan skulle de rige kende til de fattiges problemer?”, spørger en af arbejderne ind i kameraet. Hans øjne er sørgmodige og blanke. Han sidder på hug i et bjerg af kridhvidt lærredsstof og fortsætter:

''Men det er fattigdom, der får en mand til at tage lån for at komme her og arbejde.”'

Manden, han taler om, er ham selv.
Han er gældsat, ligesom de fleste af de migranter der arbejder på fabrikken. Den årlige rente på hans lån er 10 procent, og hans løn er lav. Skægget og det korte hår er gråt i siderne, selvom han ikke ser særlig gammel ud. Afsluttende konstaterer han modløst:

“Fattigdom er chikane. Du kan intet gøre, der findes ingen kur.”

Fastlåst i kastesystemet

Mange af arbejderne befinder sig på bunden af det indiske kastesystem, og de fleste er rejst væk fra deres familier på landet for at arbejde på tekstilfabrikken. Den forarmelse filmen konfronterer os med er ikke kun resultat af en global arbejdsdeling i et kapitalistisk system, men også et billede på det trøstesløse indiske kastesystem, forklarer Rahul Jain.

“Racismen i kastesystemet er ekstrem på landet i Indien. Hvis du er af en lav kaste, så kan du ikke lade dine dyr græsse på mange af egnens områder. De her mennesker forsøger at undslippe det system”, siger han.

Rahul Jain er selv født i den indiske hovedstad, New Delhi. Hans morfar havde en tøjfabrik i Indien, som han husker, fra dengang han var en 5-årig dreng. I dag bor han i USA og har studeret på California Institute of the Arts.

Kapitalismen får dig til at tro, at du har et valg. Men valget er mellem Coca Cola og Pepsi. Jeg mener ikke, at de her mennesker har autonomi. De har ikke et reelt valg. Det er derfor de er sådan et sted.”

Rahul Jain

Men den sociale bevidsthed har han haft altid.
Særligt én episode har brændt sig fast.

“Jeg så engang en arbejder blive banket sønder og sammen af en gruppe af fabriksejere, fordi han havde stjålet noget fra den fabrik, hvor han arbejdede. Arbejderen blev bundet til en stol og blev sparket og slået af fem mænd”, beskriver Rahul Jain.

Vor tids slaver

En dreng, som ser ud til at være mellem 12-15 år, sidder i skrædderstilling på gulvet uden sko på. Han er en af de mange børn, som arbejder ved de tunge maskiner i kemiske dampe hver dag.

“Jeg har lyst til at vende om ved porten til fabrikken. Når jeg ankommer, fortæller min mave mig, at jeg skal vende om”, siger han.

Rahul Jain er ikke i tvivl, da han bliver spurgt, om mændene på fabrikken er slaver.

“Det mener jeg, at de er. Kapitalismen får dig til at tro, at du har et valg. Men valget er mellem Coca Cola og Pepsi. Jeg mener ikke, at de her mennesker har autonomi. De har ikke et reelt valg. Det er derfor de er sådan et sted.”

I en af filmens sidste scener er mændene samlet på gaden foran fabrikken. De står tæt pakket rundkreds omkring kameramanden.
Alle er de i fint tøj, og de fleste er i skjorter, men ikke en eneste smiler. En af arbejderne tager ordet og spørger anklagende:

“Folk kommer bare her og ser på vores problemer og tager afsted igen. Ingen gør noget. Du spørger til vores problemer, hvorfor gør du ikke noget?”

Jain Rahul mener, at hvis man som kunstner tror, at ens kunst kan skabe en reel forandring, så lider man af storhedsvanvid.

“Mit mål med filmen var at stille et fundamentalt og måske naivt spørgsmål: Hvordan kan nogen udføre det her arbejde? Filmen var meget deprimerende at lave, og den har ikke gjort mig til et lykkeligere menneske”, siger Rahul Jain.

Maskiner’ vises i Empire Bio (København), Reprise Teatret (Holte),
Øst for Paradis (Aarhus) på udvalgte tidspunkter frem til den 6. december.

 

Relaterede nyheder
Mere om samme ...

Når du nu er nået langt ...

Så har vi en lille tjeneste at bede dig om. Flere end nogensinde læser Danwatch’ journalistik,  men få betaler for det. Det er ok, da vi ikke, som mange andre medier, ønsker at ”låse” vores journalistik inde bag en digital betalingsmur. Vi laver vores journalistik i offentlighedens interesse, og derfor er det også vigtigt for os, at den er frit tilgængelig.

Og det er her, vi har brug for dig.

Danwatch’ uafhængige undersøgende journalistik koster tid, penge og hårdt arbejde at producere. Hvis alle der læser og værdsætter vores undersøgende journalistik, også støtter op økonomisk, vil vores særlige journalistiske fokus og Danwatch' fremtid være mere sikker.

Hvis du allerede støtter Danwatch, siger vi mange tak og undskyld ulejligheden.