Hvad nytter det at stramme nogle regler, som de færreste almindelige mennesker kender, som ingen myndighed kontrollerer og ingen kan retsforfølges for at bryde?
Det er et rigtigt godt spørgsmål, som melder sig, så snart man taler om virksomheders ansvar for alt fra forurening og klimasvineri til moderne slaveri og børnearbejde.
For indtil EU barsler med en egentlig lov om virksomhedsansvar, er de regler, der gælder for danske virksomheder nemlig såkaldt soft law eller på dansk: retningslinjer.
Og det betyder at virksomhedsledere hverken kan idømmes bøder eller fængselsstraf, uanset hvordan de krænker menneskerettigheder og miljø rundt omkring i verden.
Det gælder både FNs vejledende retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv og den økonomiske samarbejdsorganisation OECD’s Retningslinjer om Ansvarlig Virksomhedsadfærd for Multinationale Virksomheder.
Men selvom virksomhederne endnu ikke kan straffes ved domstolene, så er det bestemt ikke ligegyldigt, hvad der står i de to regelsæt, understreger en række af de danske og internationale NGOer, der beskæftiger sig med virksomhedsansvar.
En af dem er Institut for Menneskerettigheder, hvor Cathrine Bloch Veiberg er programleder for Menneskerettigheder, tech og erhverv.
“Det er faktisk meget vigtigt, hvad der står i de internationale regler, for det er dem, EU læner sig op ad, når de skal udforme den kommende lovgivning om virksomhedansvar” siger hun.
Derfor er hun også meget begejstret for, at OECDs regler netop er blevet skærpet på flere punkter.
“Det er rigtig godt, at retningslinjerne er blevet revideret” siger hun og peger på flere vigtige forbedringer.
“For det første er det blevet helt klart, at virksomhedernes ansvar gælder både upstream og downstream. De er ikke bare ansvarlige for, hvad der foregår hos deres leverandører, de er også ansvarlige for, hvad der sker med produktet når det er færdigt, f.eks. marketing, salg og hvad produktet bliver brugt til” siger hun.
Der stod egentlig noget lignende i den gamle udgave af reglerne, men nu er det så tydeligt, at det ikke kan misforstås, fastslår hun.
Og netop den forbedring håber hun vil smitte af på EU’s kommende lovgivning på området. I februar 2022 fremsatte EU Kommissionen sit forslag til en fælles lovgivning om virksomhedsansvar.
Forslaget lægger op til, at virksomhedsansvaret skal dække hele værdikæden, men under de efterfølgende forhandlinger i EU parlamentet er ansvaret blevet begrænset til f.eks ikke at omfatte brugen af produktet.
“Netop derfor er det supervigtigt, at OECD slår fast, at ansvaret gælder hele værdikæden. Hvis både OECD’s og FN´s regler fastlægger, at ansvaret rækker begge veje, hvorfor skal EUs regler så ikke gøre også det”, siger Cathrine Bloch Veiberg.
Blandt de forbedringer af OECD’s retningslinjer, som Institut for Menneskerettigheder fremhæver, er nye formuleringer om virksomhedernes miljøansvar.
“Det fremgår nu tydeligt,at virksomhederne skal undersøge hvordan de påvirker både klima, forurening, afskovning og biodiversitet,” siger Cathrine Bloch Veiberg.
Og så er det blevet præciseret, at en virksomhed ikke bare er ansvarlig for sine egne ansatte, men også de arbejdere, der er ansat hos underleverandørerne.
“Med hensyn til arbejdstagerrettigheder er det præciseret, at virksomhederne har ansvar for arbejderne i hele deres værdikæder, ikke bare deres egne ansatte. Nu taler retningslinjerne om et ansvar for arbejderne, ikke bare de ansatte og det kunne faktisk godt misforstås før,” siger hun.
OECD’s Retningslinjer om Ansvarlig Virksomhedsadfærd for Multinationale Virksomheder er et sæt anbefalinger fra regeringer til multinationale virksomheder om hvordan de skal opføre sig.
Retningslinjerne dækker hele værdikæden og gælder overalt, hvor en virksomhed fra et OECD-land opererer, og selvom de ikke er juridisk bindende for virksomheder, er underskrivende regeringer forpligtet til at sikre, at de implementeres og overholdes.
Retningslinjerne dækker en bred vifte af emner, herunder;
Derudover indeholder de en række detaljerede vejledninger for forretningsadfærd inden for:
Andre NGO’er, som følger spørgsmålet om virksomhedsansvar, peger på flere vigtige stramninger.
Både det svenske Swedwatch og det internationale OECD Watch fremhæver, at de nye retningslinjer specifikt forbyder virksomheder at forfølge menneskerettighedsforkæmpere og aktivister.
Derudover understreges det, at virksomheder er forpligtet til at gå i ordentlig og inkluderende dialog med dem, deres aktiviteter påvirker.
Også OECD Watch fremhæver, at de nye OECD retningslinjer kommer på det helt rette tidspunkt, fordi EU’s kommende lovgivning om “obligatorisk due diligence-lovgivning i høj grad er baseret på retningslinjerne.”
Selv om OECD’s vejledende retningslinjer er blevet strammet, er deres store svaghed fortsat, at de kun er netop vejledende – og at de klageinstanser, som overtrædelse af reglerne kan indbringes for ikke har mandat til at idømme nogen form for sanktioner.
Det skriver både Swedwatch og OECD Watch i en analyse af de nye retningslinjer.
Og Institut for Menneskerettigheder er enig.
“Det er stadig et problem, at det er op til de enkelte lande, hvordan de vil organisere deres klageinstans. I Danmark er det et rimelig stærkt nævn, men i andre lande er det en halv person i en eller anden styrelse,” siger Cathrine Bloch Veiberg.
“Men det store problem er, at der stadig er tale om mæglingsinstanser uden sanktionsmuligheder.”
I Danmark hedder OECD’s klagenævn Mæglings- og Klageinstitutionen for Ansvarlig Virksomhedsadfærd er nedsat af Erhvervsstyrelsen og kan til forskel fra mange andre landes klagenævn selv tage sager op.
Men som Danwatch tidligere har afdækket, sker det yderst sjældeent.
Faktisk er det danske klagenævn en alt andet end effektiv instans. I 2019 viste en aktindsigt, at nævnet over en fireårig periode kun havde realitetsbehandlet en enkelt sag ud af i alt 18 klager, som nævnet havde modtaget.
Ifølge nævnets hjemmeside undersøger nævnet i øjeblikket kun en enkelt sag, som stammer fra 2021, hvor 337 tidligere havnearbejdere klagede over arbejdsforholdene hos A P Møller Mærsk i den afrikanske stat Cameroun.
I 2022 behandlede nævnet en klage over tøjgiganten Bestseller og deres forretningsmetoder i Myanmar, men endte med at afvise klagen, som bl.a. drejede sig om arbejdstagererettigheder og et påstået samarbejde med Myanmars militær.
Charlotte Aagaard
