Hvordan fodbold og en forsvunden sikkerhedsvagt hænger sammen med håbet for 20 millioner mennesker

I denne uges nyhedsoverblik ser vi nærmere på migrantarbejdere og de virksomheder, der ikke kan undvære dem, rundt om i verden.


I denne uge er vi nødt til at tale om Malcolm Bidali. I dag er det 16 dage siden, han blev arresteret og tilbageholdt af sikkerhedsstyrker i Qatar og forsvandt. Malcolm Bidali er fra Kenya og har arbejdet som sikkerhedsvagt i Qatar, men han har også et onlinenavn, “Noah”, der i fem år har skrevet artikler om migrantarbejderes arbejdsforhold i Qatar. Om at sove i et rum på fire gange fire meter med fem andre mænd i køjesenge. Om at gemme alle deres ejendele i fem metalskabe, hvor der ikke er plads, så der er ting overalt. Tøj, sko, bøger og breve fra deres kærester, koner og familier. Om at arbejde som vagt i 12 timer om dagen, 26 dage om måneden og få lige omkring 2100 kr i løn for det. Indtil han forsvandt. 

Malcolm Bidali er én af 20 millioner migranter, der lever og arbejder i Golflandene, som dækker over Bahrain, Kuwait, Oman, Qatar, Saudi Arabien og de Forenede Arabiske Emirater. Migrantarbejderne i Golfen udgør 10 procent af verdens migrantarbejdere og 90 procent af regionens manuelle arbejdskraft. De er uundværlige for virksomhederne i ørkenstaterne. Alligevel har den største trussel mod dem været kyniske virksomheders udnyttelse af deres billige arbejdskraft – og kafalasystemet, hvor en arbejder skal bede om lov til at skifte job.

Den 18. maj blev 64 indiske arbejdere frataget deres pas og låst inde på et værelse, da de ankom til de Forenede Arabiske Emirater fra Indien. Dagen før blev en ansat på et hotel i Dubai afkrævet et beløb tre gange større end sin løn, da han sagde op. Foreløbig er 6500 arbejdere døde under arbejdet med at bygge fodboldstadions, nye veje og metrosystemer eller konferencecentre i Qatar. De dør af hede, overarbejde og underernæring. Og det hænger sammen med os. Den 7. maj afslørede Danwatch, at en dansk metalvirksomhed har solgt komponenter til køleanlæg, der skal holde heden væk fra tribunerne under VM i fodbold i Qatar næste år. I den kommende tid er der flere afsløringer på vej om danske virksomheders aktiviteter, der overtræder menneskerettighederne op til VM i Qatar. Forhåbentlig dukker Malcolm Bidali op inden længe. Forhåbentlig er han ikke én af tusindvis af migrantarbejdere, der har måtte lade livet under den nye trussel mod migrantarbejdere i Golflandene – brud på love om statens sikkerhed i regimer som Qatar.

Her er seneste nyt om migrantarbejdere i verden:

Arbejdere på toppen af Al Janoub stadion, der er et af de otte stadions, hvor VM i fodbold afholdes i 2022. Foto: EPA/ALI HAIDER
  • I Brasilien har bryggerierne Ambev og Heineken fået bøder for slavearbejde hos en leverandør. De 23 arbejdere var indvandrere fra Venezuela og Haiti og boede i lastbiler ved en vej, da myndighederne befriede dem. De havde ikke adgang til vand, ingen ret til fridage og forholdene betegnes dermed som slaveri, vurderer brasilianske myndigheder, skriver Pledge Times.
  • I Indien skrider Højesteret ind for at hjælpe landets omtrent 100 millioner migrantarbejdere. Højesteret har beordret delstaters domstole til at sikre, at migrantarbejdere får mad og tag over hovedet under landets anden bølge af covid19, skriver The Times of India.
  • I Cambodja frygter ngo’er en stigning af menneskesmugling på grund af Covid19 rejserestriktioner. Det skriver Cambodia News. Myndighederne rapporterer om 85 sager om migranter, der ulovligt har krydset grænsen for at arbejde i de første tre måneder af 2021.  I første kvartal sidste år var der kun 25 sager.
  • I Spanien sender regeringen 4000 migranter tilbage til Marokko for at “genoprette orden”, skriver Mail Online. Mandag og tirsdag i denne uge ankom 8000 migranter til den spanske enklave, Ceuta i Marokko, angiveligt fordi Marokko lempede kontrollen med deres grænser som konsekvens af en strid med Spanien over det marokkansk besatte Vestsahara.
Flere artikler fra undersøgelsen:

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right