Kol, akut lungesvigt og astma hos mange børn og voksne og verdens mest forurenede bugt var nogle af de problemer, som Danwatch fandt, da vi i september sendte en journalist til den peruvianske by Chimbote for at undersøge, hvilke konsekvenser den omfattende produktion af fiskemel og fiskeolie i byen har for befolkningen og miljøet.
De danske importører af fiskemel og fiskeolie fra Peru, FF Skagen og ED&F Man fortæller til Danwatch, at de kun køber fra fabrikker, der er certificeret. På den måde mener de, at de sikrer sig, at forholdene er i orden i produktionen. Importørerne oplyser også, at ud over certificeringen, har de ikke kendskab til de lokale forhold. Fabrikkerne i Chimbote, som Danwatch har undersøgt, henviser ligeledes til, at de er certificerede og derfor lever op til de krav, der måtte stilles til, at de skal leve op til den globale minimumsstandard for virksomhedsadfærd.
Problemet er bare, at den certificering, de danske importører kigger efter, når de køber fiskemel og -olie i udlandet slet ikke beskæftiger sig med mange af de problemer, Danwatch har kunnet dokumentere i Peru. Certificeringen stiller blandt andet ikke specifikke krav til, hvor meget en fabrik må forurene. I stedet kræver certificeringen, at fabrikkerne lever op til den lokale lovgivning. Certificeringen stiller heller ikke krav til fabrikkernes påvirkning på lokalbefolkningens helbred, men kun til, hvordan medarbejdernes sundhed bliver påvirket.
Derfor er certificeringen er en sovepude, de danske og peruvianske virksomheder skal løfte hovedet fra, siger Sune Skadegaard Thorsen, ekspert i virksomheders samfundsansvar (CSR) og direktør for rådgivningsfirmaet Global CSR:
“Det er vildledende, når de danske virksomheder siger, at de lever op til deres samfundsansvar ved at følge den her certificering. For certificeringen vurderer slet ikke om de virksomheder, der er i kæden, møder den globale minimumsstandard for ansvarlig virksomhedsadfærd”, siger Sune Skadegård Thorsen.
Den globale minimumsstandard, som Sune Skadegaard Thorsen henviser til, kommer fra FN’s Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv. I 2011 definerede FN nemlig en minimumsstandard, som enhver virksomhed skal leve op til for at udvise ansvarlig virksomhedsadfærd.
Sune Skadegaard Thorsen har læst certificeringen, som bruges af fiskeolie- og fiskemelsindustrien, og forklarer, at certificeringen vedrører mange elementer, der er vigtige for branchen, men den dækker ikke det fulde samfundsansvar.
For eksempel stiller certificeringen krav til fabrikkerne om, at det, de producerer, ikke må gå ud over helbredet hos de mennesker, der kunne finde på at spise fiskemelet og fiskeolien. Og den stiller også krav til, at de fisk, der bliver brugt i produktionen, ikke stammer fra ulovligt fiskeri, eller at de kommer fra overfiskede arter.
Men på den anden side stiller certificeringen ikke krav til fabrikkernes sociale ansvar, og i forhold til forurening og udledning af partikler er certificeringens eneste krav til fabrikkerne, at de overholder den nationale lovgivning.
“Det er ikke tilstrækkeligt til at være samfundsansvarlig, at de danske virksomheder køber certificeret fiskemel og fiskeolie, når certificeringen ikke møder den globale minimumsstandard for ansvarlig virksomhedsadfærd. Virksomheder har ansvaret for, at hvordan deres varekæde påvirker samfundet negativt. Derfor skal de danske virksomheder stille krav til deres samarbejdspartnere om, at de skal leve op til standarden for selv at kunne være samfundsansvarlige”, siger Sune Skadegaard Thorsen.
Certificeringen, som de danske importører af fiskemel forsvarer sig med, og som Sune Skadegaard Thorsen kalder vildledende, hedder MarinTrust. Den er skabt af den internationale brancheorganisation for producenter af fiskemel og fiskeolie, IFFO, og blev senest opdateret i 2017. På det tidspunkt hed standarden stadig IFFO RS, men i mellemtiden har den altså skiftet navn til MarinTrust.
På MarinTrusts hjemmeside kan man blandt andet læse, at certificeringens mission er at “forbedre det globale ansvar for at købe og producere fiskemel”, og så kan man læse, at mere end halvdelen af verdens produktion af fiskemel og fiskeolie er certificeret af MarinTrust. Går man længere ned i standarden kan man læse, at den vurderer den enkelte fabriks evne til at sikre fuld sporbarhed, at fiskene, der bruges i produktionen, ikke kommer fra ulovligt fiskeri, og om arbejdsmiljøet er i orden.
Anne Mette Bæk, der er direktør for den danske brancheforening for producenter af fiskemel og fiskeolie, Marine Ingredients Denmark, fortæller, at virksomhederne besøger leverandørerne “i noget omfang”. Men tilføjer dog også:
“Det er dog ikke praktisk muligt for enkeltvirksomheder at besøge alle de lande og produktionssteder, der handles med. Dette gælder i alle brancher, og det er her certificeringerne kommer ind i billedet, som den bedste måde for aktørerne at sikre sig, at produktionen foregår på regulerede vilkår. MarinTrust standarden er således industriens bedste måde at sikre sig, at fiskeriet er velreguleret og at produktionen foregår ansvarligt.”
Hun ønsker ligesom de danske importører ikke at kommentere på de lokale forhold i Peru, men henviser i stedet til MarinTrust.
Vi har spurgt Anne Mette Bæk, om de hos Marine Ingredients Denmark gerne så certificeringen forbedret, om hvorvidt brancheforeningen mener, de danske virksomheder lever op til FN’s retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv, og om man kan stole på certificeringen. Det har hun valgt ikke at svare på.
MarinTrust-certificeringen er tidligere blevet kritiseret. Senest i en rapport fra ngo’en Changing Markets, Fishing for Catastrophe, som udkom i efteråret 2019. Her kunne organisationen blandt andet dokumentere, at en række havbrug og fiskemels- og fiskeoliefabrikker i Indien, Gambia og Vietnam ganske vist var certificeret til MarinTrust-standarden, men de levede langt fra op til kravene om bæredygtigt fiskeri, der er udspecificeret i certificeringen.
Blandt andet så organisationen nærmere på den certificerede chilenske foderproducent Trie S.A, som opkøbte fiskemel og fiskeolie fra fabrikker i Indien og Gambia, som har omfattende problemer med forurening og opkøb af fisk fra ulovligt fiskeri. Derfor kalder Natasha Hurley, som er kampagneansvarlig hos Changing Markets, MarinTrust-certificeringen for et røgslør:
“Basalt set mener vi slet ikke, man skal certificere den her industri, for det er ikke muligt at producere fiskemel og fiskeolie på en bæredygtig måde, og et stempel fra MarinTrust siger ikke noget om, hvorvidt fiskeriet er foregået bæredygtigt ikke ej”, siger Natasha Hurley og fortsætter:
“Det at bruge vilde fisk til at fodre opdrættede fisk kan jo aldrig blive en bæredygtig praksis. Hvis man tager så store mængder fisk ud af verdenshavene, så bør det være fordi, man vil bruge dem til at fodre mennesker”, siger hun og henviser til, at mange af de steder, hvor der bliver produceret fiskemel og fiskeolie , har problemer med basal fødevaresikkerhed, fordi der hverken er nok mad eller nok næringsfuld mad.
Hos MarinTrust oplyser direktør Libby Woodhatch i en mail, at alle fabrikkerne, der leverer til Danmark fra Peru har haft besøg af en auditør i 2019 eller 2020 og til fulde lever op til den peruvianske lovgivning. Det undtagen én fabrik, som er stoppet med at producere fiskemel og fiskeolie.
Adspurgt, om hvordan man kan certificere den enkelte fabriks forurening, når hele bugten ud for Chimbote er svært forurenet, forklarer Libby Woodhatch, at man ikke tjekker, hvor meget af det allerede forurenede, der kommer fra hver fabrik, men at man i stedet undersøger i hvor høj grad, fabrikken forpligter sig til at sikre, at produktionen overholder peruviansk lov.
“MarinTrust standarden undersøger, om fabrikkerne overholder nationale lovgivninger. Derudover undersøger vores auditører, om fabrikkerne har taget konkrete tiltag til at reducere deres negative påvirkning på lokalsamfundene”, skriver Libby Woodhatch.
Men hvis de danske importører skal leve op til den globale minimumsstandard for ansvarligt virksomhedsadfærd, er det altså ikke nok at leve op til MarinTrust-certificeringen, understreger Sune Skadegård Thorsen: “Hvis de danske virksomheder vil sikre sig, at de selv er ansvarlige og køber varer, som er produceret på en måde, der lever op til kravene for ansvarlig virksomhedsadfærd, skal de stille krav herom til både deres distributører og leverandører”.
Ronja Pilgaard
