Man bør gå uden om mærkningsordninger, hvis man vil undgå at købe chokolade, hvor der er problemer som børnearbejde eller moderne slaveri i produktionen. Så enkelt kan det siges, men forklaringen fra Thomas Heilmann er noget længere. Han er salgs- og marketingskonsulent i kakao- og chokoladevirksomheden, Xoco Gourmet, der er bygget på filosofien om, at god chokolade ikke kun skal efterlade en ordentlig smag i munden, men også bidrage til at løse problemerne i kakaoindustrien.
“Groft sagt er de industrier, hvor der er behov for mærkninger, a la Fairtrade, i udgangspunktet ikke fair, for hvis de var, var der jo ikke brug for Fairtrade”, siger han.
I stedet for en mærkning skal forbrugerne se efter det, der mangler, når de køber chokolade.
“Hvis du ikke kan se, hvor kakaoen kommer fra, så kan du ikke vide, hvordan det er produceret,” siger Thomas Heilmann. I bund og grund kan man kun udstede en garanti for, at der ikke er børnearbejde i en plantage, hvis man stiller et videokamera op, mener han.
“Men hvis farmeren ikke bliver stillet i en situation, hvor de ikke har anden udvej, hvorfor skulle de så sætte deres børn i arbejde?”, siger han.
Men selvom man ikke kan udstede garantier, så gør han det alligevel, da han bliver spurgt, om Xoco Gourmet kan garantere, at der ikke er børnearbejde i deres plantager?
“Ja, det kan vi”.
Først lidt om de udfordringer, som kakaoindustrien står over. Danwatch dokumenterede i juli børnearbejde i 4 ud af 6 kakaoplantager vi besøgte i Elfenbenskysten, der leverer kakao til Fairtrade. Både regeringen i Elfenbenskysten og Fairtrade forbyder børnearbejde. Alligevel er der ifølge et nyt studie flere børnearbejdere i Elfenbenskystens kakaoindustri end nogensinde før.
Svimlende 1,1 millioner børn i Elfenbenskysten svinger machetes eller slæber tunge sække med kakaobønner hver eneste dag. 77 procent af Fairtrades kakaofarmere lever under fattigdomsgrænsen på 1,27 USD om dagen, viser en undersøgelse fra Fairtrade selv.
Problemet er – ikke overraskende – et spørgsmål om profit eller rettere, at skabe værdi for alle i værdikæden, siger Thomas Heilmann.
“Generelt er der meget få penge i industrien, og det efterlader meget få penge til bønderne, fordi de er de svageste i værdikæden for kakao. De internationale chokoladevirksomheder kan ikke bare hæve prisen, fordi forbrugerne ikke vil betale ekstra. Den værdi, der så bliver skabt, bliver derudover ulige fordelt, og når nogen lever i fattigdom, så er det et problem. Når du går ned i et supermarked og køber chokolade, så tjener supermarkederne på det, men farmerne fortsætter i fattigdom, og der er ikke noget lys for enden af tunnelen, hvis den forretningsmodel fortsætter. Et luksusprodukt skal også give en god smag i munden, ingredienserne skal ikke fastholde folk i fattigdom”.
– Men hvordan kan det være, at børnearbejde fortsat er stigende, når der også er flere bæredygtighedsprogrammer end nogensinde før?
“Det skal jeg ikke kunne sige, men hele ideen om, at man tager profit fra sit produkt og giver det til nogen, der skal løse problemet, altså NGO – og CSR-tanken, det tror vi ikke på. Man må fokusere på at udvikle mere værdi, så farmerne får skabt et bedre produkt”, siger Thomas Heilmann Rasmussen.
Problemet med råvarer som kakao, der i Elfenbenskysten masseproduceres og sælges på børser i én standardiseret masse, er, at man ikke kan se forskel på kvaliteten af forskellige typer af bønner. Og når farmerne ikke kan sælge bønner i forskellige kvaliteter, kan de heller ikke hæve prisen på deres kakaobønner.
“Alle bønderne er i direkte konkurrence mod hinanden. Kakao er et produkt der udvikles i lande, hvor institutionerne ikke er så stærke, som man kunne ønske, og folk lever i fattigdom, og de er motiveret for at få en bedre situation. Det skaber en uønsket spiral mod bunden. Enten skal de producere mere ved få en større farm og dermed rydde truet skov, eller de kan skære i deres omkostninger, og så er det, at de risikerer at ende med børnearbejde eller moderne slaveri. Det er jo et problem, som vi ikke kan acceptere”.
– Flere aktører i kakaoindustrien, herunder certificeringsordningerne mener, at løsningen for bønderne er at skrue op for produktiviteten. Hvad mener du om det?
“Hvis man beder farmeren om at producere dobbelt så meget, så får han kun det halve for sin kakao, og så er han lige vidt. Det er ikke en løsning, det er som at tisse i bukserne for at holde varmen”.
Det er heller ikke en løsning at bede supermarkederne om at tage ansvar ved at lade være med at presse prisen overfor chokoladeproducenterne, mener han.
“Hvis supermarkederne skal give afkald på deres profit, så ryger varen bare ned af hylden. Så vores tilgang er at skabe mere værdi i kakao og chokolade”.
Ideen kommer fra vin. Som med druer er det ikke ligegyldigt, hvor kakaobønner stammer fra, eller hvordan de forskellige sorter dyrkes, fortæller Thomas Heilmann Rasmussen. I 2007 rejste stifteren af Xoco Gourmet, Frank Houmann at rejse junglen tynd i Honduras, Belize, Guatemala og Nicaragua for at finde de kakaobønner, hvis smag og kvalitet gjorde dem bevaringsværdige. De fandt en mindre skov af næsten udryddede kakaosorter, som de besluttede at rehabilitere, dels på egne plantager og dels hos kakaofarmere i landene. I dag har Xoco Gourmet aftaler med 400-500 kakaofarmere, fortæller Thomas Heilmann Rasmussen.
“Dealen er, at vi yder teknisk assistance til farmerne, så de får indsigt i, hvordan vi gør, og hvordan de kan blive bedre til at dyrke deres kakao. Derfor får vi også stor viden fra dem. Nogle af dem har også andre kakaosorter, som de sælger til andre chokoladeproducenter, men mange af dem er skiftet over til vores sort, Mayan Red, dels fordi de får assistance, de får en væsentlig bedre pris, og vi garanterer at købe al den kakao, de producerer”.
Xoco Gourmet betaler 2,8 USD pr kg kakaobønner til bonden, hvor kakaobønderne i Elfenbenskysten får 1,4 USD pr kg kakao, en pris, der er fastsat af regeringen i forhandling med chokoladeindustrien.
Priserne er ikke direkte sammenlignelige, fordi levevilkårene ikke er ens i Vestafrika og Mellemamerika, men så alligevel. I Nicaragua koster 12 æg knap 2 USD og 1 kg tomater koster 4,41 USD, imens de samme varer i Elfenbenskysten koster hhv. 2,70 USD og 1,82 USD, viser data fra websitet numbero.com.
“Mange af kakaofarmerne har vi arbejdet med i 12-13 år, så vi kan se effekten af, at de nu får et større output, fordi de dyrker bedre. En tidligere farmer har været i stand til at købe en bil og finansiere sin datters uddannelse, der nu er blevet revisor”.
– Men hvordan kontrollerer I, at kakaofarmerne overholder arbejdstagerrettigheder?
“Vi har stor kontrol med vores farmere. Hvis vi har to kakaotræer, hvor det ene er vores, som de får flere penge for, så er det logisk, at man vil være motiveret for at smide de andre kakaobønner ind på vægten til Xoco Gourmet kakao. Så vi laver kontrol og yder teknisk assistance én gang om måneden”, siger Thomas Heilmann Rasmussen og uddyber:
“Vi ved præcis hvilke farmere, der har lavet det ton kakao, som ligger på lastvognen, når det er samlet sammen, og vores kunder ved det, fordi der sidder en QR kode på pakken, der viser, hvem der har dyrket kakaobønnerne. Vi synes det er vigtigt, at folk kan sætte ansigt på”.
Og dermed nærmer vi os spørgsmålet om, hvordan Thomas Heilmann så skråsikkert kan love, at der ikke er børnearbejde i produktionen af deres chokolade.
“Vi har fuld sporbarhed hos alle vores bønder, og vi møder dem én gang om måneden. Når bønderne begynder at tjene flere penge, så er de ikke pressede på samme måde. De køber flere træer og planter ud, og derved bliver deres farme større. Vores eneste udfordring har været, at farmerne smider en andet slags kakao på vægtskålen, fordi de så får mere for det”.
– Nu taler du om øget værdi i hele værdikæden, og så taler du om Michelin restauranter. Er det kun muligt at lave ordentlig chokolade, der koster virkelig mange penge, eller kan det lade sig gøre at lave chokolade, der ikke koster en formue?
“Man kan ikke købe Xoco gourmet i supermarkedet endnu. Vi sælger chokolade til Michelinrestauranter og nogle bagere, og vi er i gang med at komme ind forskellige steder i København. Vi sælger også kakaobønner til chokolademagere, der laver chokolade på vores bønner. Men en anden udfordring er, at forbrugerne ikke er klar over, at chokolade ikke bare er chokolade. I sidste ende er det forbrugerne, der skal betale noget mere, og det gør de først, når de forstår, hvorfor de skal gøre det. Vi har selvfølgelig ambitioner om at få det ud til så mange som muligt, men vi er groft sagt mere interesseret i, at forbrugerne lærer, at kvalitetschokolade koster mere, og at vi får andre chokoladeproducenter med på det”, siger Thomas Heilmann og uddyber:
“Værdien på kakao skal op, og værdien skal fordeles retfærdigt. Slutproduktet afhænger jo af, hvad man kommer ind i maskinen, og derfor skal kakaobønderne betales ordentligt for det. Bønderne får større indflydelse på deres afgrøder, når de pludselig forhandler et luksusprodukt, som markedet ikke er oversvømmet af”.
Xoco Gourmet chokolade kan altså ikke købes i dagligvarehandlen endnu, det forventes at komme til efteråret. Så er vi jo lige vidt. Spørgsmålet er, om det er muligt at få prisen ned, hvis bæredygtighed stadig skal være nummer et prioritering. Læs næste interview med en social iværksætter, der har sat sig for at opdrage forbrugerne til at købe bæredygtig chokolade.
Louise Voller
