Danske pensionspenge har i årevis flydt til Myanmars militær

En gennemgang af danske pensionskasser investeringer viser, at mindst 3,4 milliarder danske pensionskroner er investeret i virksomheder, der gør eller har gjort forretninger med Myanmars militær.

Det er især unge, som går på gaden for at vise deres utilfredshed med militærkuppet. Alle steder går håndtegnet med de tre fingre igen - et symbol hentet i fantasy-romanen Hunger Games.

Siden Myanmars militær, Tadmadaw, overtog magten i landet 1. februar 2021, har Myanmar befundet sig på randen af borgerkrig. Ifølge lokale organisationer er mindst 739 personer døde som følge af kampene mellem militær og demonstranter. Kampenes yngste offer hidtil er en femårig dreng.

Når en stor del af danskerne skal nyde det søde liv som pensionister, vil en del af deres pensionskroner altså ad omveje komme fra forretninger med kupmagerne i Myanmar. 

Det kan Danwatch nu afsløre efter at have sammenholdt 13 pensionskassers investeringer med virksomheder, der ifølge FN og ngo’en Justice for Myanmar handler med Tadmadaws to holdingselskaber, Myanmar Economic Holding Ltd (MEHL) og Myanmar Economic Corporation (MEC).

Danwatch har fundet 3,4 milliarder kroner, som danske pensionsselskaber som PKA, Sampension og Lærernes Pension har investeret i i alt 11 virksomheder, der direkte eller indirekte har handlet med de to holdingselskaber. Det er for eksempel virksomheder som franske Total SE, der handler med olie og gas, koreanske Posco, som laver stål og den indiske software-virksomhed Infosys.

Dermed risikerer pensionskasserne, at deres investerede midler er med til at finansiere krigsforbrydelser, siger talsperson fra Justice for Myanmar, Yadanar Maung:

“Danske pensionsselskaber bør straks sælge deres aktier i virksomheder som Posco, Shangri-La-Asia og Adani Ports, der har årelange samarbejder med militæret og holdingselskaberne bag sig”, siger han til Danwatch og understreger, at FN allerede for to år siden bad de her virksomheder om at stoppe deres samarbejde med militæret:

For at finde ud af hvor mange penge, danske pensionskasser har investeret i militærets holdingselskaber har Danwatch gennemgået en rapport udarbejdet af FN, der i 2019 kortlagde de to holdingselskabers handelsnetværk. 

I rapporten udpeger FN-missionen 195 virksomheder, som enten er ejet af militærets to holdingsselskaber, MEHL og MEC, eller som har samarbejder med militærets holdingselskaber i form af joint ventures eller handel med selskaberne. 

Danwatch har derudover gennemgået en række firmaer, som ifølge organisationen Justice for Myanmar, tjener deres penge på forretninger med militæret..

Danwatch har herefter i alt gennemgået 13 danske pensionskassers beholdingslister. Det er oversigter over, hvor pensionskronerne er investeretsom pensionskasserne offentliggør på deres hjemmesider.

Ved at sammenligne investeringsoversigterne med listerne fra Justice for Myanmar og FN har Danwatch fundet 11 børsnoterede selskaber, som samarbejder med hærens holdingselskaber, og som danske pensionskasser investerer direkte eller indirekte i.

Danwatch har gennemgået beholdningslister for følgende pensionskasser: PensionDanmark, PFA, PKA, Lærernes Pension, Lægernes Pension, Pensam, P+, Pædagogernes Pension, Sampension, AkademikerPension, Industriens Pension, Velliv, AP Pension.

Danwatch har kontaktet Kirin Holdings, Infosys, Total SE, PTT Exploration and Production PCL, Adani Ports og Special Economic Zone Ltd, Posco, LafargeHolcim, Sinotruck, Siam Cement Group og Shangri-La Asia Inc.

LafargeHolcim, Infosys og Total er vendt tilbage på vores henvendelser.

“Når det kommer til virksomheder som Total, Chevron og PTT, som har kommercielle bånd til militæret, håber vi, at de danske pensionskasser vil lægge pres på virksomhederne som storaktionærer og kræve, at alle betalinger til juntaen suspenderes”, siger Yadanar Maung.

“Hvis virksomhederne nægter og fortsætter med at tjene penge på at samarbejde med en illegal junta, skal de danske pensionskasser se at få solgt de aktier”.

Det er den danske professor, Jacob Dahl  Rendtorff, som forsker i virksomheders ansvar og etik ved RUC enig i:

“Hvis der er en direkte forbindelse til militærdiktaturets selskab, så kunne man sige, at de aktier skulle man måske nok skaffe sig af med som pensionsselskab”.

Problemfyldt farvand

Myanmars militær er berygtet verden over for sin brutalitet. Især imod etniske minoriteter såsom rohingyaerne, der i 2017 var udsat for, hvad FN har betegnet som et folkedrab. I 2019 konstaterede FN’s fact finding mission, at virksomheder, der handler med MEHL og MEC risikerer at bidrage til militærets krigsforbrydelser. 

Seks af de 11 virksomheder optræder i FN-rapporten fra 2019. Det er altså to år siden, rapporten blev udgivet, og på to år mener Jacob Dahl Rendtorff godt, man som kunde hos et dansk pensionsselskab kan forvente, at selskabet opdager de problematiske investeringer.

“Det er helt almindelig overvågning af ens investeringer”, siger han og tilføjer: 

“Pensionsselskaberne burde jo faktisk have været på forkant med udviklingen, som den er nu og konstateret, at det er for risikabelt for dem at investere i Myanmar”.

Men det kan være svært for pensionskasserne at vurdere, om de er ved at støtte virksomheder, der arbejder sammen med et militærdiktatur, siger han: 

“Der er jo tale om underleverandører til militæret, og ikke om våbenhandlere, som handler direkte med hæren. Men børsnoterede virksomheder har jo nogle krav om rapporteringer, de skal leve op til, og i de rapporteringer skulle det fremgå af deres CSR-rapporter, hvordan de forholder sig til deres leverandører”. 

Derudover, siger Jacob Dahl Rendtorff, er der andre måder, pensionsselskaberne kan sikre sig, at de ikke investerer i problematiske firmaer.

“Det er jo ofte sådan, at problematiske brancher såsom olie og minedrift finder sted i lande, som har problematiske regeringer”, siger Jacob Dahl Rendtorff og forklarer, at derfor er det også et af de steder, pensionskasser bør være særlig opmærksomme på risikoen for at investere penge i problematiske virksomheder.

FAKTA

Her er de danske penge investeret

Danwatch har fundet danske pensionskroner investeret i følgende 11 virksomheder.

‘Tea money’ til militæret

Det er langt fra nyt, at Myanmars militær bestemmer, hvad der foregår i forretningsverdenen i landet. Og holdingselskaberne er heller ikke nye, forklarer Mikael Gravers, lektor emeritus i antropologi ved Aarhus Universitet og forfatter til flere bøger om Myanmar:

“Systemet stammer faktisk helt tilbage fra det første militærkup i 1960’erne, og det har jo vist sig at være en rigtig god investering for generalerne at oprette de her holdingselskaber, for i løbet af årene har de snart sagt sat sig på alle forretningsområder i landet: banker, ædelstene, olie, gas, minedrift, ølbryggeri og turistindustri”, siger han. 

Ifølge Mikael Gravers er Myanmar desuden præget af omfattende korruption, som militæret gerne tager del i. 

“Du kan ikke oprette en virksomhed i landet uden tilladelse fra militæret. Og skal man bruge en licens eller en tilladelse i forbindelse med sin forretningsdrift, skal man både betale for licensen og betale såkaldte tea money til militæret. Nogle vil måske kalde det gaver, vi andre vil kalde det bestikkelse”.

Mikael Gravers kan godt forstå, hvis de danske pensionskasser ikke på forhånd vidste, at deres investeringer ville gavne Myanmars generaler i toppen af MEHL og MEC. 

“Det er meget svært at finde ud af”, siger han og forklarer, at virksomhederne ofte opfører civilpersoner som ejere. Det kan være familie til officerer, forhenværende officerer eller såkaldte cronies – nære allierede til militæret. Han tilføjer:

“Hvis man skal gøre forretninger i Myanmar, skal man ikke alene være meget forsigtig. Man skal også have insiderviden”, siger Mikael Gravers

Kirin vil ud af samarbejde med militær

Siden militærkuppet i februar har flere internationale selskaber trukket sig ud af Myanmar. Det gælder også en lang række af de virksomheder, som danske pensionsselskaber har investeret i. 

Et af dem er det japanske bryggeri Kirin, der i årevis har haft to succesfulde joint ventures med Tadmadaws holdingselskab MEHL. Her har danske pensionskasser i alt 326 millioner kroner investeret

Kirins afdeling i Myanmar har af mindst tre omgange leveret penge direkte til hæren ved såkaldte fundraising ceremonier.

I februar meddelte Kirin at de ville finde en måde at stoppe samarbejdet med militæret. Enten ved at købe militæret ud eller ved at forlade landet. Men det har ikke været muligt at få en bekræftelse fra Kirin på, at det er sket.

Kirin Holdings er ikke vendt tilbage på Danwatch’ henvendelser, men i starten af februar meddelte Kirin på deres hjemmeside, at firmaet trak sig ud af Myanmar – men først om et år.

Human Rights Watch er glade for, at Kirin lover at forlade det militære samarbejde, men de har siddet på hænderne for længe, mener organisationen:

“Organisationer som Human Rights Watch har gentagne gange opfordret Kirin til at skære alle bånd til militæret, hvis ikke de ønskede at se deres gode navn og rygte blive mudret til af deres samarbejde med MEHL”, skriver de i en udtalelse.

Kirin burde have forladt samarbejdet allerede, da FN missionen i deres rapport fra 2019 understregede, at der var problemer i at samarbejde med hæren, lyder det fra organisationen: 

“Kirin burde ikke have ventet på at Aung San Suu Kyi, President Win Myint, og andre blev arresteret, før de opdagede, at det er forbundet med ekstrem høj risiko for at bidrage til menneskerettighedsforbrydelser at bedrive forretninger med et voldeligt militær”, siger Teppei Kasai, programdirektør for Human Rights Watch i Asien.

Sanktioner sender virksomheder ud af landet

Også den indiske softwarevirksomhed Infosys er ved at trække sig ud af Myanmar. Her har danske pensionskasser mere end en milliard investeret.

“I forlængelse af de nye globale sanktioner mod Myanmar Economich Holdings Ltd. (MEHL) og deres affilierede, har vi besluttet at stoppe vores samarbejde med Myanwaddy Bank”, skriver Infosys i en mail til Danwatch. 

Infosys har leveret software til banken, der er direkte ejet af MEHL. Infosys oplyser desuden, at de som global organisation sætter menneskerettigheder meget højt og som firma har fulgt FNs anbefalinger til virksomheder i landet.

Vi ville gerne have spurgt Infosys, hvordan det hænger sammen med, at FN’s fact finding mission for to år siden direkte opfordrede virksomheder som Infosys til at stoppe samarbejdet med MEHL. Vi ville også gerne have spurgt, hvorfor Infosys indgik sit samarbejde med den MEHL-ejede bank kun få måneder efter militærets angreb på rohingyaerne i 2017. Men Infosys har ikke ønsket at svare på spørgsmålene.

Cementproducenten LafargeHolcim er en tredje virksomhed, som danske pensionskasser har mindst 291 millioner kroner investeret i.

LafargeHolcim oplyser til Danwatch, at den virksomhed, de har haft i Myanmar siden 2018, er en tom skal.

“LafargeHolcim besluttede at forlade landet i 2017 og lukkede så forretningen. Men fordi vi er i gang med at opgøre virksomheden, ligger der stadig en inaktiv forretning i Myanmar, som vi har bedt myndighederne om at lukke”, oplyser LafargeHolcim i en mail til Danwatch. 

Total bliver i landet

I modsætning til Kirin og Infosys har olieselskabet Total, hvor 1,3 milliarder af danskernes pensionskroner er investeret, valgt at blive i Myanmar. Det skriver virksomhedens administrerende direktør Patrick Pouyanné i et åbent brev:

“Det er rystende at se de ting, der lige nu foregår i Myanmar. Men i den nuværende situation er der nogle beslutninger, der giver sig selv og andre, der ikke gør”, skriver han og fortæller, at virksomheden har lukket sine forretninger på land og beholdt sine off shore aktiviteter.

Det forklarer Patrick Pouyanné med, at virksomhedens produktion ikke er påvirket af situationen på land, at gasfeltet leverer strøm til almindelige mennesker i Myanmar og Thailand, samt at virksomheden frygter, at juntaen vil køre gasfeltet videre med tvangsarbejde, hvis Total trækker sig ud. 

For at få lov at drive forretning betaler Total og andre til Myanmar Oil and Gas Entreprise (MOGE), der er ejet af regeringen. Ifølge Justice for Myanmar er der tale om et offentligt selskab, der videresender penge til militæret. 

Patrick Pouyanné skriver i sit åbne brev, at Total ikke har betalt skat til den militære regering efter kuppet 1. februar. I stedet har Total besluttet at betale penge til organisationer, der arbejder med menneskerettigheder internt i Myanmar.

Pædagogerne trækker sig helt ud – næsten

Mens de skyder i gaderne i Myanmar, sidder danske pensionskasser og overvejer, hvad der skal ske med de penge, som er investeret i landet. Nogle igangsætter undersøgelser. Det gør blandt andre Industriens Pension, Lærernes Pension og Pensam:

”I lyset af de ulykkelige begivenheder, der udspiller sig i Myanmar, har vi tidligere på året igangsat en dybdegående undersøgelse af hele vores portefølje sammen med vores rådgiver Sustainalytics. Den har blandt andet til formål at vurdere, om der er virksomheder, som kan stilles til regnskab for og er ansvarlige for brud på menneskerettigheder i Myanmar”, siger Pensams ESG-chef, Mikael Bek.

Andre sælger fra. Det er de allerede gået i gang med hos Pædagogerne:

“I forlængelse af militærkuppet besluttede vi at frasælge vores investeringer i Myanmar. Posco er således også blevet frasolgt og det vil fremgå af vores opdaterede aktieliste”, skriver Sune Schackenfeldt, direktør i Pædagogernes Pension i en mail til Danwatch. 

Han fortæller, at pensionskassen dog har valgt at fastholde en enkelt unoteret investering i Myanmar:

“Det er en investering som retter sig mod finansiel inklusion af fattige kvinder i Myanmar; såkaldt mikrofinans specifikt målrettet fattige kvinder. Det er en unoteret investering med et socialt formål, at hjælpe fattige kvinder i Myanmar videre til det næste udviklingstrin. Her har vi valgt ikke at vende de fattigste kvinder i Myanmar ryggen på trods af militærkuppet.” 

PENGE

Sådan investerer dit pensionsselskab

Så mange penge har de danske pensionsselskaber investeret i virksomheder, der ifølge FN eller Justice for Myanmar handler med militærregimet i Myanmar.

SVAR

Sådan handler dit pensionsselskab

Vi har skriftligt spurgt samtlige pensionsselskaber, hvordan de har reageret på situationen i Myanmar. Alle har svaret, og her kan du læse deres svar.

“I forlængelse af militærkuppet besluttede vi at frasælge vores investeringer i Myanmar. Posco er således også blevet frasolgt og det vil fremgå af vores opdaterede aktieliste. Vi opdaterer aktielisten primo hver måned.

Vi har dog valgt at fastholde en enkelt unoteret investering i Myanmar, som du ikke kan se på vores hjemmeside. Det er en investering, som retter sig mod finansiel inklusion af fattige kvinder i Myanmar; såkaldt mikrofinans specifikt målrettet fattige kvinder. Det er en unoteret investering med et socialt formål, at hjælpe fattige kvinder i Myanmar videre til det næste udviklingstrin. Her har vi valgt ikke at vende de fattigste kvinder i Myanmar ryggen på trods af militærkuppet”, skriver CEO i Pædagogernes Pension Sune Schackenfeldt til Danwatch i en mail.

Pædagogernes Pension har investeringer for 7.341.153,25 kroner i virksomheden Posco

Siden årsskiftet har AP Pensions aktiebeholdinger ændret sig en del, oplyser chef for ansvarlige investeringer i AP Pension, Sandra Metoyer til Danwatch. Det betyder ifølge Sandra Metoyer, at hvor AP Pensioin tidligere havde 57.375.498 kroner investeret i de otte virksomheder Kirin Holdings, Infosys, Total SE, PTT Exploration and Production PCL, Adani Ports og Special Economic Zone Ltd, Posco, Lafarge Holcim og Siam Cement Group, har AP Pension i dag alene beholdninger i Infosys (ca. 12 mio. kr.) og Siam Cement Group (ca. ½ mio. kr.).

I en mail til Danwatch oplyser Sandra Metoyer endvidere, at både AP Pension og pensionskassens eksterne rådgivere kender til de rapporter, der refereres til, og rapporterne indgår som en del af den dokumentation, der bruges til at vurdere selskabernes adfærd. 

“Vi ser med stor alvor på selskabers tilknytning til militæret i Myanmar, og de nye sanktioner fra EU af både MEC og MEHL er naturligt med til øge den internationale opmærksomhed på selskabers eventuelle tilknytninger til dem“, skriver hun tilføjer:

“Vores fokus er nu at foretage yderligere research i forhold til de to selskaber (Siam Cement Group og Infosys, red.) og fortsætte dialogen med både forvaltere og selskaberne for at få indsigt i, hvordan de ser på problemstillingen og den seneste udvikling i Myanmar. Baseret på dette vil vi reevaluere selskaberne og tage en beslutning i overensstemmelse med principperne i vores Politik for ansvarlighed og bæredygtighed på investeringsområdet.”

I en mail til Danwatch oplyser AkademikerPension, at pensionskassen “ser med stor alvor på den tragiske situation i Myanmar”. 

“Allerede i 2019 valgte vi at ekskludere Myanmar og landets statsejede selskaber fra vores investeringsunivers på grund af den systematiske overtrædelse af menneskerettigheder, der finder sted i landet – på daværende tidspunkt særligt dét, som FN har kaldt et folkemord på landets Rohyinga-minoritet. Militærkuppet 1. februar har kun bestyrket os i, at det var den rigtige beslutning både for afkastet og ansvarligheden”.

De oplyser endvidere, at pensionskassen screener deres aktier for blandt andet menneskerettighedssovertrædelser hvert kvartal med hjælp af specialiserede data-leverandører, men har ikke fanget, at de nævnte selskaber skulle have forbindelse til militæret via forbindelse til sanktionsomfattede selskaber i Myanmar.

“Med over 7.000 investeringer er vi i visse tilfælde afhængige af, at ngo’er og medierne hjælper med at gøre os opmærksom på udfordringer i fjerne hjørner af selskabers værdikæder. Det vil vi nu kigge nærmere på og tage stilling til på næstkommende møde i AkademikerPensions Komité for ansvarlige investeringer”.

AkademikerPension oplyser endvidere, at de forventer og udtrykker overfor alle selskaber i deres portefølje, at de skal respektere menneskerettighederne i tråd med FN’s retningslinjer for virksomheders menneskeretsansvar (UNGP) og lægger pres på selskaber, der har udfordringer på området – gennem dialog, afstemninger, aktionærforslag og offentlig kritik.

“Nytter det ikke, vil vi i sidste ende sælge vores investering og sætte selskaberne på vores eksklusionsliste, som vi tidligere har gjort med fx Rheinmetall, Motorola og en lang liste af statsejede selskaber i de nuværende 45 lande på vores landeeksklusionsliste”.

AkademikerPension har 21.700.000 kroner investeret i følgende virksomheder

  • LafargeHolcim
  • Siam Cement Group
  • Kirin Holdings

Hos Lægernes Pension skriver chef for ansvarlige investeringer Peter Rasmussen i en mail til Danwatch, at pensionskassen er i dialog med de selskaber, Danwatch her peger på, om deres tilgang til aktiviteterne i landet. 

“Vi er opmærksomme på, at flere af de nævnte selskaber driver forretning i Myanmar og i den forbindelse har relationer til staten eller statslige selskaber, hvor militæret er involveret”, skriver han og tilføjer:

“Indtil militærkuppet i februar 2021 var Myanmar generelt i en positiv udvikling understøttet af udenlandske investeringer. Den situation er nu ændret. Det har fået et af selskaberne, bryggeriet Kirin, til at trække sig fra Myanmar. På baggrund af de nye oplysninger om de øvrige selskabers involvering, tager vi nu en dialog med dem om, hvordan de forholder sig til den alvorlige udvikling efter militærkuppet i februar.”

Lægernes Pension har samlet investeret 28.416.294 kroner i følgende virksomheder:

  • Kirin Holdings
  • Infosys
  • Total SE
  • PTT Exploration and Production PCL
  • Adani Ports og Special Economic Zone Ltd
  • Posco
  • Lafarge Holcim
  • Sinotruck
  • Siam Cement Group
  • Lotte Corp

P+ oplyser i en mail til Danwatch, at P+ har investeret i selskaberne via passive aktiemandater, forvaltet af eksterne kapitalforvaltere, hvor det ikke er muligt at foretage due diligence, før investeringen foretages.

“Vi er i gang med at se nærmere på selskaber, som kan have en relation til Myanmars militær, og som er i vores portefølje. Vi er allerede i dialog med en række selskaber, om hvilken relation selskaberne har til Myanmars militær, og hvordan selskaberne skal forholde sig”, skriver pensionskassen til Danwatch.

P+ har 51.323.429 kroner investeret i følgende virksomheder: 

  • Infosys
  • LafargeHolcim
  • Kirin Holdings
  • Siam Cement Group
  • PTT Exploration and Production PCL
  • Lotte Corp
  • Sinotruk

“I lyset af de ulykkelige begivenheder, der udspiller sig i Myanmar, har vi tidligere på året igangsat en dybdegående undersøgelse af hele vores portefølje sammen med vores rådgiver Sustainalytics. Den har blandt andet til formål at vurdere, om der er virksomheder, som kan stilles til regnskab for og er ansvarlige for brud på menneskerettigheder i Myanmar”, siger ESG-chef hos Pensam Mikael Bek til Danwatch.

Pensam har 118.364.022 kroner investeret i følgende virksomheder:

  • Kirin Holdings
  • Infosys
  • Total SE
  • Adani Ports og Special Economic Zone Ltd
  • Lafarge Holcim
  • Sinotruck

Pressechef hos PKA, Nicholas Rindahl fortæller til Danwatch, at PKA allerede er gået i dialog med en række af selskaberne om deres forretninger i Myanmar.

“Vi er meget opmærksomme på de overtrædelser af menneskerettighederne, der finder sted i landet, og vi vil ikke investere i selskaber, der bidrager økonomisk til militæret. Derfor går vi i dialog med de selskaber, hvor det er tilfældet, og hvis det ikke får selskabet til at ændre adfærd, vil vi ekskludere selskabet. Foreløbig har pres fra investorer og omverden fx fået Kirin til at afbryde samarbejdet med MEHL”, skriver Nicholas Rindahl i en mail til Danwatch.

PKA har samlet 237.323.366,00 kroner investeret i følgende virksomheder:

  • Kirin Holdings
  • Infosys
  • Total SE
  • PTT Exploration and Production PCL
  • Posco
  • Lafarge Holcim
  • Siam Cement Group

Pressechef hos Industriens Pension Laurits Harmer Lassen siger:

“Vi er i dialog med Kirin om deres aktiviteter i Myanmar. Selskabet har besluttet at afbryde deres partnerskab med Myanmar Economic Holdings, og vi synes, at det er den rigtige beslutning at afbryde partnerskabet.

Vi er i gang med at undersøge Infosys’ relation til Myawaddy bank, og hvordan Infosys forholder sig til deres forretning med banken fremadrettet. Infosys’ forretningsaftaler med Myawaddy Bank blev indgået lang tid før militærkuppet i februar i år, og det er bl.a. meget væsentligt for vores tilgang, om selskabet fortsat vil lave nye aftaler med statskontrollerede selskaber i Myanmar, eller om man vil sætte nye aktiviteter og investeringer i landet i bero. Det afventer vi fortsat svar på.

Vi forventer naturligvis, at de respekterer FNs Guiding Principles on Business and Human Rights og vil være åbne om deres due diligence processer.”

Industriens Pension har samlet 269.440.000 kroner investeret i Kirin Holdings og Infosys.

I en mail til Danwatch oplyser direktør for kommunikation og presse, Ulrikke Ekeberg følgende til Danwatch:

“Vi følger udviklingen i Myanmar nøje, og vi vil rejse problematikken over for de enkelte selskaber i den dialog, vi har gennem vores samarbejdspartner Hermes. Vi ser på den seneste tids udvikling i Myanmar med stor alvor, men vi har også en forståelse for, at de pågældende virksomheder kan have indgået leveringsaftaler med landets militær før det kritisable kup, og at man derfor på kort sigt kan få svært ved reelt at afbryde samarbejdet grundet kontraktlige forpligtelser”.  

PensionDanmark har 282.250.000 kroner i følgende virksomheder:

  • Infosys
  • PTT Exploration and Production PCL
  • Adani Ports og Special Economic Zone Ltd

Thomas H. Kjærgaard, Chef for Ansvarlig Investering, hos Velliv oplyser til Danwatch, at Vellivs screeninger viser, at de selskaber, pensionskassen har investeret i, har ageret inden for Vellivs retningslinjer. 

“Vi er komfortable med vores både retningslinjer og screening. Det er klart, at den bekymrende udvikling vil få betydning for vores vurderinger fremover”, siger Thomas H. Kjærgaard og fortsætter: 

“Vi har allerede fravalgt Myanmars statsobligationer fra vores investeringsunivers. Vi er i dialog med vores rådgiver om skærpet dialog med selskaberne, og endeligt bakker vi op om EU’s skærpede linje, som vi forventer, at europæiske selskaber vil efterleve”.

Velliv har samlet investeret 296.476.300,90 kroner i følgende virksomheder:

  • Kirin Holdings
  • Infosys 
  • Total SE 
  • PTT Exploration and Production PCL 
  • LafargeHolcim 
  • Sinotruk 
  • Siam Cement Group 
  • Shangri-La Asia Inc 
  • Lotte Corp 

Hos Sampension fortæller viceinvesteringsdirektør Jesper Nørgaard, at hele pensionskassens politik for sociale og økonomiske investeringer (Det såkaldte ESG) bygger på en eksklusion i 1990’erne af det daværende Burma, som Myanmar hed tidligere.

“Og Myanmar er naturligvis stadig at finde på vores liste over landeeksklusioiner”, siger han. Han oplyser endvidere, at Sampension ikke var bevidste om, at virksomhederne kunne have relationer til militæret i Myanmar. 

“Ingen af de fem selskaber har fået bemærkninger i den aktuelle screening fra vores partner på ESG-området, men sker det, handler vi derefter. Hvis der er grundlag for at ekskludere de pågældende selskaber, vil det naturligvis ske hurtigst muligt. Sampension har ekskluderet en lang række lande samt 269 selskaber”, slutter Jesper Nørgaard.

Sampension har investeret 296.486.175 kroner i følgende virksomheder: 

  • Infosys
  • PTT Exploration and Production PCL
  • Sinotruk
  • LafargeHolciim
  • Siam Cement Group

I en mail til Danwatch oplyser kommunikationschef Susanne Bych, at pensionskassen ikke på forhånd var opmærksomme på, at virksomhederne kunne have en relation til militæret i Myanmar: 

“Vores nuværende screening har fokus på om virksomheden og/eller virksomhedens produkt overtræder menneskerettighederne”.

Hun oplyser endvidere, at Lærernes Pension er i gang med at få et overblik over situationen.

“Men vi kan i hvert fald konstatere, at vores screening ikke har fanget selskabernes forbindelser til militæret i Myanmar, og det er vi meget interesserede i at undersøge grundigt”.

“Samtidig har vi en klar forventning til, at de virksomheder vi er investeret i handler på baggrund af militærkuppet i Myanmar, fx har Kirin valgt at stoppe deres partnerskab med MEHL”, slutter hun.

Lærernes Pension har 311.586.740,59 kroner investeret i følgende virksomheder:

  • Kirin Holdings
  • Infosys
  • Total SE
  • PTT Exploration and Production PCL
  • Adani Ports og Special Economic Zone Ltd
  • Posco
  • Lafarge Holcim

PFAs Head of ESG, Christian Schubart skriver i en mail til Danwatch, at PFA tager den aktuelle situation i Myanmar meget alvorligt og følger udviklingen tæt. De omtalte investeringer er alle foretaget inden militærkuppet i Myanmar, oplyser han.

PFA vil nu tage en snak med sine dataleverandører, om hvorvidt pensionskassens systemer er sat godt nok op til at advare, hvis der er problemer i en given investering. 

“Der skal ikke være nogen tvivl om, at vi ikke ønsker at støtte et militærkup eller det regime, som vi ser i Myanmar i dag. Derfor vil vi gå i en kritisk dialog med vores samarbejdspartnere og indhente de oplysninger, der giver os det nødvendige overblik for at komme videre i processen”, skriver han til Danwatch.

PFA har 1,4 milliarder investeret i følgende virksomheder: 

  • Kirin Holdings
  • Infosys
  • Total SE
  • Lafarge Holcim
  • Sinotruck
  • Siam Cement Group
Flere artikler fra serien: 

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right