Her er grunden til, at virksomheder frygter sanktioner fra USA mere end fra EU

I disse dage er EU, USA og resten af vesten ved at gennemføre en ny runde af sanktioner mod Rusland. Endnu en gang vil de være historisk hårde på begge sider af Atlanten, men der vil være meget stor forskel på, hvordan de bliver håndhævet – og her har EU et problem.

Virksomheder, der bryder sanktioner, får oftere hammeren af USA end af EU

D. 2. februar i år blev en 71-årig amerikaner ved navn Jack Hannick anholdt i London. For folk i medieverdenen er Jack Hannick ikke nogen ukendt person. Han har været med til at starte Fox News og har arbejdet på den højreorienterede, konservative nyhedskanal som direktør gennem 15 år.

Det er imidlertid Jack Hannicks efterfølgende job, der har bragt ham i søgelyset hos FBI. For det var nemlig den amerikanske efterretningstjeneste, der havde bedt politiet i London om at anholde Jack Hannick, så han kunne udsendes til retsforfølgelse i USA.

Ifølge FBI flyttede Jack Hannick i 2013 til Rusland for at hjælpe en russisk oligark ved navn Konstantin Malofeyev med at etablere den konservative tv-station Tsargrad TV, en slags Fox News på russisk. Kun et år efter, inden tv-stationen overhovedet var gået i luften, blev Konstantin Malofeyev ramt af sanktioner fra USA, fordi han finansierede russiske separatister på Krim-halvøen og var en trussel mod “Ukraines fred, sikkerhed, stabilitet, suverænitet og territoriale integritet”. 

Det afholdt dog ikke Jack Hannick fra at fortsætte sit arbejde for Malofeyev og Tsargrad TV, der blev lanceret i 2015 og begyndte at sprede sig til Bulgarien og Grækenland. Da agenter fra FBI begyndte at spørge Jack Hannick til, hvad han lavede i Rusland, løj han.

Jack Hannick er i dag tiltalt for at have brudt de amerikanske sanktioner og kan ende i fængsel i op til 25 år. Det er ifølge FBI den første strafferetlige anklage, som er affødt af de amerikanske sanktionerne mod Rusland fra 2014. 

Læs undersøgelse: Putins venner i Danmark

På trods af, at Jack Hannick var med til at sprede Maloeyevs propaganda til to EU-lande, er der ingen europæiske arrestordrer på tv-manden. Og her gemmer historien om Jack Hannick på en større sandhed, som europæiske virksomheder udmærket kender til: Det har langt større konsekvenser at bryde amerikanske sanktioner end at bryde europæiske sanktioner.

Eller som Cedric Ryngaert, sanktionsekspert og professor i Public International Law ved Utrecht University, siger det:

“De europæiske virksomheder er bange for amerikanerne og ikke deres egne myndigheder”.

I løbet af de næste dage vil EU indføre femte runde af sanktioner mod Rusland, og igen vil de blive kaldt “historisk hårde”. Sammen med militær støtte til Ukraine er sanktioner  EU’s foretrukne modsvar til de russiske krigshandlinger i Ukraine.

Ét er dog vedtagelsen af sanktioner, noget andet er håndhævelsen af dem, siger eksperter som Cedric Ryngaert. De håber, at krigen i Ukraine kan blive et vendepunkt for europæernes økonomiske våben. Og konsekvenserne for de virksomheder, der bryder med sanktionerne.

Sådan fungerer sanktioner fra EU

En sanktion er en slags økonomisk straf, der skal presse en stat til at ændre adfærd. Ofte er sanktionerne rettet mod personer og de virksomheder, som de ejer. Når EU gennemfører sanktioner, indebærer det som regel, at vedkommende får indefrosset sine aktiver, og at europæiske virksomheder skal indstille al handel eller andre økonomiske aktiviteter med personen og vedkommendes virksomheder.

Siden 1980’erne er sanktioner blevet en stor del af EU-landenes fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. I 2018 tegnede EU sig for 36 procent af de sanktioner, der var blevet pålagt i hele verden. 

EU har været i gang i noget tid 

I EU vedtages sanktionerne af Rådet for den Europæiske Union, hvis medlemmer er de 27 EU-landes statsledere. Derefter skal medlemsstaterne selv udpege, hvilke myndigheder der skal implementere og håndhæve sanktionerne. I Danmark er det Erhvervsstyrelsen. 

Denne uddelegering af ansvaret er ifølge Cedric Ryngaert akilleshælen ved EU’s sanktioner:

“I sidste ende er det medlemslandene og deres myndigheder, der er systemets arme og ben. Det er medlemslandene, der skal sikre, at aktiver bliver indefrosset, men nogle vil måske ikke håndhæve dem så hårdt,” siger han. 

Mediesager bliver afgørende

I marts afslørede vi hos Danwatch, at den danske industrivirksomhed FLSmidth i 2021 havde været på kant med EU-sanktioner mod den russiske oligark Mikhail Gutseriev. FLSmidth havde på trods af sanktionerne fortsat med at levere udstyr til et mineselskab i Hviderusland, der blev kontrolleret af Kerishev. 

Læs også: Dansk industrigigant fortsatte leverancer til oligarks minefirma efter sanktioner

Det er først efter, at Danwatch har afsløret de fortsatte leveringer, at Erhvervsstyrelsen er gået ind i sagen. Og sådan foregår det typisk, siger Cedric Ryngaert. 

“I Holland sker der typisk først noget, når journalister som jer kommer ind i billedet, og historier om det bliver publiceret i aviser, og der måske er noget offentlig opstand”, siger han.

Mens ansvaret for håndhævelsen ligger hos det enkelte EU-land, er det Europa-kommissionen, der med deres egne ord “holder øje med EU-landenes håndhævelse og følger op på enhver troværdig påstand om overtrædelser, som den bliver gjort opmærksom på (f.eks. af eller i medierne)”. Men Europa-kommissionen har ikke haft nogen beføjelser over for medlemslandene, og før Rusland invaderede Ukraine, oplevede den ukrainske regering, at sanktionerne derfor var tandløse.

I kølvandet på at flere vestlige virksomheder havde brudt sanktionerne over for Rusland i forbindelse med annekteringen af Krim, uden at det havde haft konsekvenser, begyndte ukrainske politikere i 2021 at stille spørgsmålstegn ved, om det virkede. Cedric Ryngaert blev i den forbindelse bedt om at medvirke på et webinar, der fokuserede på, at sanktionerne var en papirtiger. 

Det er Cedric Ryngaerts indtryk, at overvågningen og opfølgningen på håndhævelsen af sanktioner er skærpet i den nuværende situation, så Kommissionen er i daglig kontakt med de nationale myndigheder. Men vi mangler stadig at se, hvordan håndhævelsen vil blive ændret, og når den udebliver, ender ansvaret hos virksomhederne selv.

“Problemet er, at det bliver virksomhederne, der skal kontrollere sig selv og hinanden. Private virksomheder skal overvåge private virksomheder. Virksomheder skal kontrollere deres egne kunder”, siger Cedric Ryngaert.

Mere bange for USA

FLSmidth stoppede først handlen med Mikhail Gutserievs minefirma, da USA indførte sanktioner mod ham og selve firmaet. Cedric Ryngaert og andre eksperter, som Danwatch har talt med, kæder det sammen med, at der er langt større konsekvenser ved at bryde de amerikanske sanktioner end de europæiske. Det kan der findes tre overordnede forklaringer på: Centralisering, straf og vilje.

De to første hænger sammen. I USA er håndhævelsen af sanktioner centraliseret under én særlig enhed, som har større beføjelser end de forskellige EU-landes myndigheder. Som tilfældet med Jack Hannick viser, så kan amerikanske myndigheder få udleveret folk, der bryder sanktioner, og give dem lange fængselsstraffe. Imens er det ikke bare håndhævelsen, der er uddelegeret i EU, det samme er straffene, som er baseret på de enkelte landes love. 

“Der er en streng håndhævelse i USA. Straffene er meget hårdere. I nogle EU-lande er der slet ikke nogen strafferetlige sanktioner, men kun administrative. Der er en kæmpe diskrepans mellem EU’s medlemslande, fordi straffene er baseret på national lovgivning”, forklarer Cedric Ryngaert. 

Og så er der den sidste faktor: viljen.

Mens amerikanske myndigheder går skånselsløst efter alle, der har brudt sanktioner, oplever Cedric Ryngaert, at de europæiske myndigheder er bange for at skade deres egne vigtige virksomheder.

“Lige nu vil mange lande ikke gå efter deres egne virksomheder, fordi det i nogle tilfælde ikke kun handler om bøder, men i yderste konsekvens om bankerot og tab af arbejdspladser, og måske det er det, de er lidt bange for”.

En ny vilje

I sidste uge kunne Danwatch afsløre, at Erhvervsstyrelsen foreløbigt har igangsat fire undersøgelser af om danske virksomheder har begået sanktionsbrud i forbindelse med den nuværende konflikt. Og at hvis undersøgelserne resulterer i en politianmeldelse, skal PET  ind over sagen.

I denne uge fik DR så en aktindsigt, der viste, at danske myndigheder har indefrosset valuta og stål fra russiske oligarker for i alt 50 millioner kroner. Lignende historier har floreret i andre europæiske lande.

I Holland, hvor Cedric Ryngaert er fra, er myndighederne, efter indledende kritik, begyndt med jævne mellemrum at offentliggøre, hvor meget de har indefrosset.. Det seneste tal er på over en halv milliard euro. I Belgien har de indefrosset 2,7 milliarder euro. I Letland har de indefrosset aktiver for 55 millioner euro. 

Der er store forskelle på, hvor meget de enkelte lande har indefrosset. Det hænger selvfølgelig sammen med, hvilke russiske aktiviteter der har været i de enkelte lande, men viser også, hvordan landene håndhæver sanktioner forskelligt. Overordnet set er Cedric Ryngaert dog forhåbningsfuld, fordi sanktionerne bliver taget mere alvorligt end tidligere i EU-landene, og det kan måske skabe forandring. 

“Nu er der en stærk politisk støtte til sanktioner, så jeg har forhåbninger om, at det vil ændre sig”.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Leave this field blank
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram