“Jeg vil sige, at det startede med krigen i Syrien”.
Sådan lyder vurderingen fra Cecilie Felicia Stokholm Banke, som er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), og som netop har udgivet bogen “Tyrkiet – Hvorfra, hvorhen?”
I bogen søger hun, sammen med en række andre bidragsydere, at give historie og kontekst til Tyrkiets seneste udvikling.
Tyrkiet har nemlig i løbet af det sidste årti bevæget sig fra at være en EU underdog, på vej mod demokratisering og EU-medlemskab, til en vigtig udenrigspolitisk aktør med militære muskler.
Alene de sidste to år har der været:
Og det startede altså med borgerkrigen i Syrien, Tyrkiets nabo mod syd, der siden 2011 har været hærget af den krig, der fortsætter med at drive mennesker på flugt. Det er også en krig hvor USA, og også EU, har involveret sig langt mindre, end man kan forvente af en udenrigspolitisk hegemon.
“Tyrkiet er blevet en udenrigspolitisk aktør, og det hænger sammen med, at EU og særligt USA har trukket sig tilbage. Det gælder ikke mindst i Syrien. Det har efterladt et tomrum, som Tyrkiet, og også Rusland, har udnyttet”, siger Cecilie Felicia Stokholm Banke.
I 2019, før Tyrkiets invasion af det nordlige Syrien, erklærede USA krigen mod IS for slut, og trak sine styrker hjem.
“Allerede under Obama, men særligt under Trump, har USA trukket sig. Det er en anden geopolitik nu”, siger Banke.
Tyrkiet, der af EU opfattes som en “buffer-stat” mod det ustabile Mellemøsten, har også ændret synet på sig selv.
“Vi har været vant til, at det handlede om, at Tyrkiet gerne ville være medlem af EU. Og det kunne de ikke, fordi de ikke levede op til EU’s demokratiske standarder. Der har man haft tendens til at undervurdere Tyrkiets rolle i den region, de befinder sig i”, siger Banke.
Der er egentlig ikke nyt, at Tyrkiet spiller en rolle sikkerhedspolitisk. Det nye er rettere, at de selv opfatter sig som en vigtig sikkerhedspolitisk aktør. Tyrkiets præsident Erdogan er begyndt at sige, at EU er mere afhængig af Tyrkiet, end Tyrkiet er af EU.
“Siden spørgsmålet om EU-medlemskab kom på dagsordenen i slutningen af 1990’erne, har det meste handlet om, at Tyrkiet skulle opfylde kravene, der blev fremsat af EU. Man har i mange år stået foran porten til EU og banket på, uden at blive lukket ind. Og lige meget hvad Tyrkiet gør, er det ikke godt nok. Det er sådan, det opfattes i Tyrkiet”, fortæller Banke.
Kupforsøget i Tyrkiet i 2016 har forstærket de negative følelser overfor EU, mener hun.
Det er ikke længere sådan, at Tyrkiet er den svage part over for EU.
“Der har bredt sig en bitterhed mod EU i Tyrkiet. Den bitterhed blev forstærket efter kupforsøget i 2016, da europæiske ledere var sene til at fordømme kupforsøget”.
“Jeg var i Tyrkiet i efteråret 2016, og der kunne jeg klart føle stemningen, ikke alene blandt Erdogan-tilhængere men også blandt tyrkiske intellektuelle og proeuropæiske forskere. Der var en klar skuffelse over EU”, siger Banke.
Siden har Erdogan arbejdet på at give Tyrkiet en vigtigere rolle internationalt. Det har han også gjort for at booste Tyrkiets nationalfølelse, væk fra at være en underdog over for EU.
Mens borgerkrigen i Syrien fortsatte med at drive millioner af mennesker på flugt, indgik EU i marts 2016 den såkaldte flygtningeaftale med Tyrkiet.
Aftalen, der fortsat er i kraft, går ud på, at EU kan sende flygtninge og migranter, der kommer til de græske øer, tilbage til Tyrkiet, mens Tyrkiet på sin side gør sit for at hindre, at flygtningene kommer frem til EU, mod en betaling på – i første omgang – 6 milliarder Euro.
Som Danwatch tidligere har afsløret, har EU også indkøbt pansrede militærkøretøjer og overvågningsudstyr til grænsekontrol for mere end 600 millioner kroner til Tyrkiet, der blandt andet anvendes på grænsen mod Syrien.
Flygtningeaftalen har bidraget til at ændre magtforholdet mellem Tyrkiet og EU.
“Der er efterhånden næsten fire millioner syriske flygtninge i Tyrkiet. Erdogan har i de senere år brugt det som en trussel, at hvis EU ikke makker ret, så sender han flygtningene lige i armene på Europa”, siger Banke
“Det må man jo nok sige, at det til en vis grad gør”, siger Tyrkiet-forskeren.
“EU har sagt, at de vil hjælpe Tyrkiet med yderligere økonomiske bidrag. EU har også lovet Tyrkiet en genforhandling af toldunionen, som er meget vigtig for Tyrkiet. Det er ikke længere sådan, at Tyrkiet er den svage part over for EU”.
Man skal forstå Tyrkiets historie, for at forstå Tyrkiet i dag, mener DIIS-forskeren.
“Tyrkiet opererer egentlig som de gjorde under den kolde krig, og det skal vi vænne os til. EU-dagsordenen var en undtagelse, det at EU har været i position til at stille krav til reformer og demokratisering er ikke den historiske normal”, siger Banke.
“Derudover er Erdogan blevet mere og mere afhængig af nationalistiske vælgere, og derfor er han også blevet afhængig af at tale Tyrkiet op”.
Hvad kan man så forvente af Erdogans Tyrkiet fremover? Bliver det mindre eller mere autoritært?
“Erdogan er helt klart gået i en mere autoritær retning, og han er drevet af at bevare magten”.
“Der er sket en modernisering og en forbedring i levekår i Tyrkiet, og det har holdt ham ved magten. Nu er Tyrkiets økonomi meget mere presset, og det udfordrer Erdogan. Og der kan det, at Tyrkiet er blevet en vigtigere udenrigspolitisk aktør, give succes et andet sted for Erdogan”, forklarer hun.
Det vakte international opmærksomhed, og ikke mindst opmærksomhed i Tyrkiet, da USAs nye præsident, Joe Biden, den 24. april, i sin tale på årsdagen for folkedrabet på armenerne, omtalte folkedrabet for netop det: Et genocide.
Det kan også være starten på et skifte over Tyrkiet, mener Banke.
“Udmeldingen fra Biden gør op med flere årtiers amerikansk politik. Jeg ser det som en måde for Biden at vise, at USA er blevet trætte af Tyrkiet, og en måde at markere, at nu tør vi godt at stille os op imod Tyrkiet”.
Det har de tidligere præsidenter ikke gjort, hverken Obama eller Trump, til trods for at de har lovet det i deres valgkampagner. Det kan få betydning også for magtforholdet som sådan:
“Vi vil nok se et Tyrkiet, som de kommende år vil være lidt mere venligtsindede overfor EU og USA, også på grund af en økonomisk afhængighed”, siger Banke.
Emilie Ekeberg
