Del af en undersøgelse
Denne artikel er en del af undersøgelsen Våben på afveje
- Den danske IT-gigant Systematic A/S leverer avanceret militært software til de Forenede Arabiske Emirater. Det gør Systematic, selvom Danmark de sidste tre år har forbudt al eksport af militært udstyr til Emiraterne, der er anklaget for talrige krigsforbrydelser i Yemen.
- I efteråret 2018 satte det danske Udenrigsministerium foden ned for Systematics eksport på grund af Emiraternes udsultning og bombning af civilbefolkningen i Yemen. Blot tre uger efter søgte Systematic eksporttilladelse fra Storbritannien.
- Siden da er Systematics samarbejde med det emiratiske militær foregået fra firmaets britiske datterselskab. Så sent som i foråret 2021 søgte Systematic efter ansatte til at implementere deres militære software hos Emiraternes flåde. Ifølge FN-eksperter er flåden medansvarlig for at forhindre mad og nødhjælp i at nå frem til Yemens sultende befolkning.
- Eksperter vurderer, at firmaet bevidst forsøger at omgå det danske eksportforbud. Det afviser Systematic. “Vi søger naturligvis ikke at undgå danske regler. Vi har alle nødvendige tilladelser”, skriver virksomheden blandt andet som svar på kritikken.
- Ngo'er og eksperter mener, at der er stor risiko for, at det danske software anvendes til at begå menneskerettighedskrænkelser i Yemen.
- Researchen er lavet af Danwatch i samarbejde med TV2 og det internationale researchcenter Lighthouse Reports.
Statsadvokaten i Viborg har besluttet, at der ikke skal rejses sag mod Systematic for vildledning af myndighederne i forbindelse med virksomhedens eksport til Emiraterne.
Det sker, efter Østjyllands Politi har efterforsket firmaets eksport i næsten et år.
Det store Aarhus-firma, der også leverer IT-løsninger til staten, blev i december 2021 politianmeldt af Rigspolitiet, efter Danwatch og TV2 havde afsløret, at firmaet i flere år havde eksporteret et militært kommando- og kontrolsystem ved navn SitaWare til De Forenede Arabiske Emirater.
Eksporten foregik, selv om Danmark siden efteråret 2018 har haft et forbud mod eksport af våben og militært udstyr til landet på grund af det emiratiske militærs involvering i mulige krigsforbrydelser i Yemen.
Da Systematic fik nej fra Udenrigsministeriet til at fortsætte eksporten til det hovedrige ørkenland, valgte firmaet i stedet at søge eksporttilladelse fra sit datterselskab i Storbritannien, hvor myndighederne har en mere lempelig indstilling til eksport af våben til kontroversielle lande som Emiraterne.
Flere eksperter betegnede i efteråret 2021 Systematics praksis som en bevidst omgåelse af det danske eksportforbud.
Danwatch har forsøgt at få en kommentar fra Østjyllands Politi samt at få opklaret, præcis hvilke lovovertrædelser Systematic har været mistænkt for.
Det ønsker kommunikationsrådgiver Jakob Christiansen imidlertid ikke at oplyse og henviser i stedet til Anklagemyndigheden i Viborg.
Her bekræfter kommunikationsmedarbejder Anette Pedersen, at efterforskningen af Systematics eksport til Emiraterne er stoppet, men hun vil heller ikke fortælle, hvilke overtrædelser efterforskningen har drejet sig om, eller hvad baggrunden for afgørelsen om at stoppe efterforskningen er.
Licens-shopping
På et samråd i Folketinget dagen efter Systematic blev meldt til politiet, lod daværende justitsminister Nick Hækkerup (S) forstå, at anmeldelsen blandt andet skyldtes, at Systematic var mistænkt for at misinformere Rigspolitiet i forbindelse med en ansøgning om tilladelse til re-eksport via Systematics datterselskab i Storbritannien.
I november 2020 fik Systematic en eksporttilladelse til Storbritannien, hvor det fremgik, at den endelige slutbruger var “ukendt”, men kort efter søgte virksomhedens datterselskab så eksporttilladelse fra Storbritannien til Emiraterne.
Systematic søgte også eksporttilladelse fra Storbritannien til Bahrain, blot fire dage efter af en EU-resolution på det kraftigste opfordrede EU-medlemslande som Danmark til at standse militær eksport på grund af grove menneskerettighedskrænkelser.
Den igangværende politiefterforskning skulle afgøre, om Systematic vidste, at man ville videre-eksportere til de to golfstater, da man ansøgte om eksporttilladelse i Danmark – og dermed om man har afgivet urigtige oplysninger.
Systematic understreger i en pressemeddelelse om sagen, at virksomheden ikke har misinformeret de danske myndigheder.
”Vi har været transparente og afgivet korrekte oplysninger til myndighederne og derigennem sikret os de relevante tilladelser, vores eksport kræver. Vi har hverken brudt eller omgået loven, og det er positivt, at statsadvokatens afgørelse er i tråd med vores opfattelse,” hedder det i pressemeddelelsen.
På sin hjemmeside skriver Systematic, at det var de danske myndigheder selv, der skrev “slutbruger ukendt” på firmaets eksportansøgning i november 2020 og ikke Systematic selv.
Slut med eksport til Emiraterne
I forbindelse med politianmeldelsen trak Rigspolitiet Systematics treårige eksporttilladelse tilbage, men ifølge kommunikationschef Maia Lindstrøm Sejersen har firmaet efterfølgende fået en række enkeltstående tilladelser til Storbritannien med navngivet slutbruger.
“De danske myndigheder har ændret praksis på området. Vi har derfor søgt og fået flere individuelle eksporttilladelser fra DK til UK og deres respektive kunder,” skriver hun i et mailsvar til Danwatch.
Til gengæld har Systematic ikke længere en eksport til De Forenede Arabiske Emirater.
“Ingen af disse eksporttilladelser omfatter eksport til UAE,” skriver Maja Lindstrøm Sejersen.
Danwatch har spurgt Systematic, om vi kan få en kopi af firmaets gældende eksporttilladelser, men det har firmaet ikke ønsket.
Trods voldsom kritik af det danske firmas eksport til Emiraterne og Bahrain, der også har problemer med menneskerettighederne, har Systematic ikke på noget tidspunkt forholdt sig til det etiske i at eksportere militært udstyr til krigsførende lande som beskyldes for grove menneskeretskrænkelserne.
Det ansvar overlader firmaet til myndighederne.
“Vi har tillid til, at både de danske og de engelske myndigheder foretager de nødvendige sikkerhedspolitiske vurderinger, som ligger til grund for myndighedernes sagsbehandling og udstedelse af tilladelser,” skriver Systematic på sin hjemmeside.