Systematic meldt til politiet og frataget eksporttilladelse efter Danwatch-afsløring

Rigspolitiet har anmeldt den danske IT-gigant Systematic til Bagmandspolitiet efter Danwatchs afsløringer af våbeneksport til Emiraterne og Bahrain. Østjyllands politi efterforsker sagen, og våbenkontrollen strammes efter Danwatch-afsløringer
Rigspolitiet har anmeldt den danske IT-gigant Systematic til Bagmandspolitiet efter Danwatchs afsløringer af våbeneksport til Emiraterne og Bahrain. Østjyllands politi efterforsker sagen, og våbenkontrollen strammes efter Danwatch-afsløringer
Samarbejdspartner
Udgivet i samarbejde med TV2 og Lighthouse
Illustration og grafik: Sarah Hartvigsen Juncker, Johan Seidenfaden / Video: Roselyn Min
Redaktør: Jesper Hyhne | Ansv. chefredaktør: Jesper Nymark
En Danwatch-undersøgelse

Systematic meldt til politiet og frataget eksporttilladelse efter Danwatch-afsløring

Rigspolitiet har meldt det danske IT-firma Systematic til Bagmandspolitiet og med omgående virkning sat en stopper for firmaets eksport af militært udstyr til blandt andet Emiraterne.

Eksporten, der er foregået via Systematics britiske datterselskab, bliver af eksperter betegnet som en bevidst omgåelse af et tre år gammelt eksportforbud, som blev besluttet af den tidligere regering for at undgå, at danske våben og militært udstyr bliver anvendt i Emiraternes krig i Yemen.

Politianmeldelsen af Systematic kom frem på et samråd i Folketingets forsvarsudvalg, som Enhedslisten og SF havde indkaldt til på baggrund af Danwatch’s og TV2’s afsløringer af Systematics fortsatte eksport til Emiraterne.

Læs også: Dansk IT-gigant opruster Emiraternes militær – trods dansk eksportforbud

På samrådet meddelte justitsminister Nick Hækkerup (S), at Rigspolitiet har inddraget Systematics eksporttilladelse til Storbritannien og desuden, at Rigspolitiet vil skærpe kontrollen med dansk våbeneksport, så det fremover bliver sværere at omgå de danske regler.

  • Systematic er en af Danmarks største IT-virksomheder med mere end 1.000 ansatte og en omsætning på over en milliard kroner.
  • Firmaet leverer skræddersyede IT-systemer til den offentlige sektor, såsom sundheds-, biblioteks- og undervisningssektoren.
  • Systematic har også en afdeling, Systematic Defense, der har specialiseret sig i udvikling af avanceret militær software.
  • De vigtigste militære produkter er kommando- og kontrolsystemet SitaWare, og kommunikationssystemet IRIS.
  • Systematic er grundlagt, ejet og ledet af direktør Michael Holm, som også har bestyrelsesposter i blandt andet Jyllands-Postens Fond og Moesgaard Museum. Den danske regering udnævnte i juni måned i år Michael Holm til formand for klimapartnerskabet på forsvarsområdet.
  • Systematic har hovedkontor i Aarhus, men har også kontorer i ti andre lande, herunder Storbritannien og Emiraterne.

Slut med britefinte

Beslutningen om at tilbagekalde Systematics tilladelse til at eksportere det militære softwaresystem SitaWare blev truffet mandag, dagen før samrådet, og betyder ifølge justitsministeren, at Systematic s ikke længere har tilladelse til at eksportere sine militære programmer til firmaets datterselskab i Storbritannien.

Det har ellers været den mellemstation, firmaet har anvendt for at fortsætte sit lange samarbejde med Emiraternes forsvar efter det danske eksportforbud blev en realitet den 22. november 2018. 

I går kunne Danwatch og TV2 afsløre, at Systematic også anvender det britiske datterselskab til at levere militær software til berygtede diktatur Bahrain. Eksporten til Bahrain er også meldt til politiet, forklarede justitsministeren.

Læs også: Dansk IT-gigant forsyner berygtet diktatur med “fantastisk værktøj” til intern undertrykkelse

SitaWare er et IT-system, der gør det muligt at følge egne og fjendtlige styrker på kamppladsen samt udpege angrebsmål.

Eksportforbud skal overholdes 

På samrådet gjorde udenrigsminister Jeppe Kofod (S) det klart, at når Danmark har forbudt eksporten af danske våben og militært udstyr til Emiraterne, så er det meningen, at danske virksomheder skal overholde det.

“Vi skal ikke eksportere våben eller militært udstyr til de Forenede Arabiske Emirater, så længe der er risiko for, at det bliver anvendt i Yemen-konflikten eller til andre alvorlige krænkelser,” sagde Jeppe Kofod.

Han understregede, at Danmark har en mere restriktiv politik på det område end andre EU-lande og sagde, “at det skal vil blive ved med.”

Slutbruger ukendt

På samrådet annoncerede justitsminister Hækkerup en række stramninger i behandlingen af ansøgninger om eksporttilladelser. Fremover skal Rigspolitiet have særligt fokus på ansøgninger, hvor slutbrugeren betegnes som “ukendt”.

I Systematics seneste eksporttilladelse fra Danmark til Storbritannien er det netop angivet, at “slutbruger er ukendt”. Tilladelsen blev søgt i Danmark i slutningen af november 2020. Men henholdsvis to og fire måneder senere søgte Systematics britiske datterselskab så eksporttilladelser til Emiraterne og Bahrain fra britiske myndigheder.

Den igangværende politiefterforskning skal nu afgøre, om Systematic vidste, at man ville videreeksportere til de to golfstater, da man ansøgte om eksporttilladelse i Danmark – og dermed om man har afgivet urigtige oplysninger.

Play Video

Sådan sælger Systematic software til Emiraternes militær

Den danske IT-gigant Systematic har eksporteret militær software til Emiraterne siden 2016. Se her, hvordan de har båret sig ad med at undgå det danske eksportforbud

Kontrollen strammes

Nick Hækkerup forklarede, at Rigspolitiet, som er den myndighed, der udsteder eksporttilladelser, fra nu af skal stille yderligere spørgsmål om slutbrugeren til den virksomhed, der ønsker at eksportere. 

Desuden er de blanketter, virksomhederne skal udfylde, blevet forbedret, og hvis der er konkret mistanke om re-eksport til problematiske tredjelande, skal Rigspolitiet kontakte myndighederne i det land, der søges eksporttilladelse til, for at undersøge, hvad der foregår.

Ifølge Nick Hækkerup betyder den nye praksis, at det fremover vil være sværere for danske forsvarsvirksomheder at lave den samme eksportfinte, som Systematic har brugt.

Tilfredse støttepartier

Danwatch har forsøgt at få en kommentar fra Systematic, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Enhedslisten og SF var yderst tilfredse med dagens samråd og regeringens vilje til at skærpe kontrollen med dansk våbeneksport.

“Det er meget positivt, at Systematics eksporttilladelse til Storbritannien er inddraget, og det er rigtig vigtigt, at der bliver strammet op med hensyn til våbenkontrollen generelt. Det er et rigtig godt resultat, for menneskerettighederne skal selvfølgelig stå over våbeneksporten”, sagde Enhedslisten forsvarsordfører Eva Flyvholm.

Det var Karsten Hønge fra SF enig i. Men han spurgte også, hvorfor udvalget “nu sidder her igen”, blot et år efter at udvalget var samlet for at diskutere det danske forsvarsfirma Termas eksport af radarudstyr og missilforsvarssystemer – også til Emiraterne.

Læs også: Danmarks største forsvarsvirksomhed bidrager til mulige krigsforbrydelser i Yemen

Fortsat huller i kontrollen

“Vi må ikke være naive, når det gælder dødens købmænd. Våbenbranchen er en af de mest profitable, og der vil altid være firmaer, som er parate til at sætte profit over hensynet til menneskerettighederne. Vi må have et system, der opfanger den slags”, sagde han.

Både han og Enhedslisten stillede spørgsmål ved om de nye stramninger er tilstrækkelige.

For eksempel påpegede de, at det fortsat vil være bekvemt for firmaerne ikke at vide, hvem slutbrugeren er, før de har fået deres eksporttilladelse. Derfor efterlyste begge partier, at det fremover bør være umuligt at få tilladelse til eksport, hvis man ikke ved, hvor udstyret ender.

De efterlyste også, at de myndigheder, der behandler ansøgninger om eksport af våben og militært udstyr, bliver samlet under en hat, så det ikke som nu er Rigspolitiet, der giver tilladelse til eksport af våben og militært udstyr, mens Erhvervsstyrelsen giver tilladelse til eksport af såkaldte dual use udstyr, mens Udenrigsministeriet kun i visse tilfælde bliver hørt.

Undersøgelsen delt op i artikler
Denne undersøgelse har fået et efterspil

Dokumentation

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercross