Åbner i en ny fane
Handel24/06/2022

Nu sejler russisk våbenskib med Danfoss-dele til Krim

Danfoss’ russiske datterselskab solgte i 2017 varmevekslere til to russiske våbenskibe. Lige nu sejler et af dem ad Volga-floden mod den besatte Krim-halvø, hvor det skal indgå i Sortehavsflåden.
Vaabenskib2
Kort klip fra videoen af våbenskibet, der sejler på Volga-floden mod Krim-halvøen.Video: Vympel Skibsværfts Telegram-kanal
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Denne artikel er en del af undersøgelsen Danfoss’ kontroversielle kundekartotek

  • Danske Danfoss har i årevis leveret industrielle varmevekslere til en lang række kunder i det russiske militær. Det har kunnet lade sig gøre, fordi alle salg er sket gennem et datterselskab i Rusland, JSC Ridan, som er 100% ejet af den danske koncern.
  • Ved at grave dybt i russiske udbudsdatabaser har Danwatch - blandt andet i samarbejde med DR - kunnet afsløre, at JSC Ridan aktivt har budt ind på en række kontroversielle projekter til Ruslands flåde.
  • Blandt andet vandt JSC Ridan i 2017 en kontrakt på at levere industrielle varmevekslere til to russiske våbentransportskibe, hvoraf det ene blev bygget til Sortehavsflåden med base i Sevastopol på den ulovligt besatte Krim-halvø. Skibet sejlede i sommeren 2022, midt under krigen mod Ukraine, til sin nye base.
  • Derudover har Danfoss solgt komponenter til brug i våbenfabrikker, atomubåde samt et helt nyt missilbærende krigsskib i korvet-klassen.
  • Danfoss selv afviser at have forbrudt sig på EU's sanktioner mod Rusland, der har været på plads siden annekteringen af Krim i 2014, ligesom de afviser, at selskabets interne retningslinjer skulle være brudt i forbindelse med handlerne.

Det topmoderne russisk våbenskib ‘Gennady Dmitriev’, som har to varmeveklsere fra den danske koncern Danfoss indbygget i det centrale kølesystem, er lige nu vej ned ad Volga-floden mod byen Sevastopol på Krim, som Rusland ulovligt annekterede i 2014.

På Krim skal skibet endeligt færdiggøres, hvorefter det skal indgå i det russiske militærs Sortehavsflåde, der, udover at være involveret i kampe med ukrainsk militær, også er med til at blokere for civil skibstrafik i Sortehavet, herunder leverancer af korn.

De danske bidrag til Putins krigsmaskine

Danwatch har i den seneste tid sat fokus på danske virksomheders handel med det russiske militær. Blandt andet har vi i samarbejde med DR afsløret, at Danfoss gennem et russisk datterselskab har leveret varmevekslere til en række skibe i den russiske flåde – herunder to våbentransportskibe.

Læs nogle af artiklerne her:

Våbenskibets sejlads mod Krim, der startede den 17. juni, fremgår af en nyhed på skibsværftet Vympels hjemmeside samt på Telegram, hvor værftet har vedlagt en række billeder og video, som Danwatch har fået verificeret.

Danfoss har tidligere erkendt over for Danwatch og DR, at det russiske datterselskab Ridan har solgt varmevekslere til ‘Gennady Dmitriev’ samt et andet våbenskib, der er designet til at kunne sejle op på siden af krigsskibe og ubåde og omlaste ammunitionen på åbent hav.

“Ja, Ridan har leveret til to skibe, som endnu ikke er færdiggjort, og det er uklart om, de bliver færdige, da Vympel værftet nu er underlagt sanktioner”, har Mikkel Ballegaard Pedersen, pressechef i Danfoss, tidligere skrevet.

Danfoss’ datterselskab vandt udbuddet på varmevekslerne i 2017, og i kontrakten fremgår det tydeligt, at de skulle bruges til to våbenskibe. Skibsværftet Vympel havde allerede dengang meldt ud, at ‘Gennady Dmitriev’ skulle til Sortehavsflåden på Krim, mens det andet våbenskib skulle til den russiske flåde i Østersøen. 

På tidspunktet for salget var Rusland underlagt EU-sanktioner som følge af annekteringen af Krim, og blot et halvt år forinden havde FN også fordømt en række grove menneskerettighedsbrud begået på Krim-halvøen.

Salget af varmevekslerne har medført kritik fra flere eksperter, herunder professor i virksomhedsetik ved Roskilde Universitet, Jacob Dahl Rendtorff, der mener, at Danfoss’ handler er i strid med FN’s retningslinjer for erhverv og menneskerettigheder (UNGP).

“Det ligner absolut et brud på UNGP-retningslinjerne, fordi man hjælper en militærmagt med at krænke menneskerettighederne. Hvis Danfoss havde udført en ansvarlig due-diligence (risikovurdering, red.) i forhold til leverandørkæde og slutprodukt, så stod det jo klart, at slutkunden var det russiske militær, og at varmevekslerne skulle bruges til et våbenskib på Krim”, siger han.

Erhvervsstyrelsen meldte i sidste uge ud, at man er gået i gang med at undersøge, om Danfoss har overtrådt love og regler i forbindelse med salg af komponenter til russiske krigsskibe.

Derudover skal forsvarsminister Morten Bødskov (S) sammen med repræsentanter for Udenrigsministeriet redegøre for Danfoss’ handler med det russiske militær i Udenrigspolitisk Nævn.

Danfoss har tidligere oplyst til Danwatch, at de har foretaget en intern undersøgelse af sagen. Den endte dog med, at virksomheden frikendte sig selv for ethvert brud på interne retningslinjer og sanktioner.

Fra samme undersøgelse

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.