Åbner i en ny fane
Handel25/05/2022

Danfoss frikender sig selv i sag om leverancer til Ruslands flåde

Selvom Danfoss' russiske datterselskab i årevis har leveret udstyr til den russiske flåde, er ingen af virksomhedens procedurer blevet overtrådt. Det konkluderer Danfoss på baggrund af en intern undersøgelse af sit russiske datterselskab, AO Ridan. Men det fritager ikke Danfoss for det etiske ansvar for handlerne, lyder det fra eksperter.
2021 06 01 спуск МТВ пр.20360М зав.№01551
Det russiske våbenskib Gennady Dmitriev, som Danfoss-datterselskabet AO Ridan har leveret varmevekslere til, bliver søsat i 2021.Foto: PR Vympel Shipyard
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Denne artikel er en del af undersøgelsen Danfoss’ kontroversielle kundekartotek

  • Danske Danfoss har i årevis leveret industrielle varmevekslere til en lang række kunder i det russiske militær. Det har kunnet lade sig gøre, fordi alle salg er sket gennem et datterselskab i Rusland, JSC Ridan, som er 100% ejet af den danske koncern.
  • Ved at grave dybt i russiske udbudsdatabaser har Danwatch - blandt andet i samarbejde med DR - kunnet afsløre, at JSC Ridan aktivt har budt ind på en række kontroversielle projekter til Ruslands flåde.
  • Blandt andet vandt JSC Ridan i 2017 en kontrakt på at levere industrielle varmevekslere til to russiske våbentransportskibe, hvoraf det ene blev bygget til Sortehavsflåden med base i Sevastopol på den ulovligt besatte Krim-halvø. Skibet sejlede i sommeren 2022, midt under krigen mod Ukraine, til sin nye base.
  • Derudover har Danfoss solgt komponenter til brug i våbenfabrikker, atomubåde samt et helt nyt missilbærende krigsskib i korvet-klassen.
  • Danfoss selv afviser at have forbrudt sig på EU's sanktioner mod Rusland, der har været på plads siden annekteringen af Krim i 2014, ligesom de afviser, at selskabets interne retningslinjer skulle være brudt i forbindelse med handlerne.

Den danske ingeniørvirksomhed Danfoss afviser nu blankt, at det skulle have brudt hverken internationale sanktioner eller virksomhedens egne interne retningslinjer med deres forretninger i Rusland.

Det sker i kølvandet på Danwatchs og DR’s afsløringer af, at Danfoss gennem sit russiske datterselskab, AO Ridan, i årevis har leveret industrielle varmevekslere til den russiske flåde. Blandt andet har virksomheden leveret komponenterne til to våbentransportskibe, hvoraf det ene skal tjene i Sortehavsflåden med base i Sevastopol på Krim-halvøen, hvor FN siden 2014 har beskyldt Rusland for at begå en lang række krænkelser af menneskerettighederne.

Efter afsløringen udtalte Danfoss, at de ville “undersøge til bunds om vores interne kontroller over for vores datterselskaber er tilstrækkelige”. Den interne undersøgelse er nu færdig, og konklusionen fra Danfoss er klar: Der er intet at komme efter.

“Vi har kigget på, om vores datterselskaber overholder vores interne procedurer og regler, og vi har ingen grund til at tro, at Ridan ikke har overholdt vores interne processer”, skriver Danfoss’ pressechef, Mikkel Ballegaard Pedersen, i en mail til Danwatch.

“Vi kan bekræfte, at Ridan har haft en god godkendelsesprocedure og dobbelttjekket alle ordrer, om de overholder alle eksterne og interne regler og procedurer herunder de sanktioner, der blev pålagt Rusland efter Ruslands ulovlige annektering af Krim i 2014”, fortsætter mailen.

Dermed frikender Danfoss sig selv for ansvar på trods af, at flere eksperter over for Danwatch og DR vurderer, at virksomheden bryder med FN’s retningslinjer for erhverv og menneskerettigheder (UNGP), som Danfoss ellers smykker sig med at følge.

Forventer at Danfoss rapporterer åbent

Ifølge professor i virksomhedsetik ved Roskilde Universitet, Jacob Dahl Rendtorff, som er en af dem, der tidligere har kritiseret Danfoss for salgene til den russiske flåde, risikerer sagen nu at stoppe her. Men det ændrer ikke ved det faktum, at virksomheden alligevel står med et etisk ansvar.

“Man kan sige, at det nu lander i et tomrum, hvor der ikke nødvendigvis sker mere. Men sagen viser, at det ikke altid er nok bare at have et fint regelsæt – det kræver også en evne til etisk refleksion og til at kunne foregribe potentielle etiske problemer. Og det skulle de have været i stand til at se dengang, at der var en potentiel risiko. Det er der jo altid, når man arbejder i lande med totalitært styre”, siger han.

Elin Wrzoncki, som er afdelingsleder for Menneskerettigheder og Erhverv ved Institut for Menneskerettigheder, mener heller ikke, der er noget juridisk at komme efter i forhold til UNGP-retningslinjerne. Men der er alligevel en forventning om, at virksomheden nu lægger resultaterne af deres interne undersøgelser frem.

“Processen for menneskeretlige risikovurderinger – som også er beskrevet i OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder – indeholder også en forventning om, at virksomhederne rapporterer om deres due diligence (risikovurdering, red.), inklusiv hvordan de identificerer og adresserer deres impact”, siger Elin Wrzoncki.

Den vurdering er Jacob Dahl Rendtorff enig i. Derfor er det også hans vurdering, at Danfoss bør lægge noget frem, og jo mere åbne de kan være om deres udfordringer, desto bedre.

“I forhold til regnskabsloven skal store virksomheder jo rapportere om deres CSR. Der kunne de åbent lægge frem, at de på den ene side har lavet procedurer for etik og ansvar – og at de har levet op til dem – men at de alligevel har leveret til det russiske militær. Det kunne de jo lægge åbent frem som et etisk dilemma”, siger han.

Ministre skal redegøre for sagen

Over for Danwatch lægger Danfoss desuden stor vægt på, at datterselskabet Ridan aldrig har haft en “militær godkendelse” og derfor angiveligt slet ikke kan levere komponenter til Ruslands forsvarsministerium. 

I samme mail skriver virksomheden dog, at Ridan “ligesom 95 procent af virksomhederne i Rusland” har leveret til det russiske forsvarsministerium “i årevis”, da forsvarsministeriet også bygger boliger, børnehaver, hospitaler og kirker.

Selv om Danfoss slet ikke har “militær godkendelse”, har virksomheden tidligere bekræftet, at Ridan har solgt industrielle varmevekslere til de to militære våbentransportskibe, der skal indgå i den russiske flåde i henholdsvis Sortehavet og Østersøen. Salget fremgår desuden af en række russiske udbudsdokumenter, som Danwatch er i besiddelse af.

Fra politisk hold har der også været massiv kritik af Danfoss’ ageren i Rusland. Blandt andet sagde Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen:

“Hvis det er sådan, at det er lovligt, så er der stadigvæk hele det etiske spørgsmål. Altså underforstået: Har Danfoss’ datterselskab været med til at sørge for, at Putins krigsmaskine har haft de muskler, som den har? Jeg må indrømme, at jeg synes, det er meget moralsk og etisk forkert”, sagde han.

På baggrund af Danwatchs og DR’s afsløringer i sagen har han derfor indkaldt både Udenrigsministeriet og forsvarsministeren til at redegøre for sagen i Udenrigspolitisk Nævn. Det vil ske til næstkommende ordinære møde d. 2. juni.

Fra samme undersøgelse

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.