På den sydøstlige sjællandske tip ligger naturskønne Stevns Klint, hvor man kan få en bid dansk natur, når det er bedst. Fyrtårnet ved klinten byder på smuk havudsigt, hvor man samtidig kan få blæst sit hår rundt fra naturens egen hårtørrer. Mange besøgende slår også lejr ved klinten for at kæmpe med raslende mellemlægspapir og termokander, så de kan nyde deres frokost i solen.
Men er man til det stik modsatte, så ligger der et stykke vaskeægte dansk krigshistorie lige i nærheden. Mellem Stevns Klint og Rødvig, gravet 18 meter ned i kalksten, finder man Stevnsfortets næsten to kilometer lange underjordiske gange med et samlet areal på 3800 kvadratmeter.
Sikret mod bomber og brand var fortet en af nøglebrikkerne i dansk forsvar under Den Kolde Krig. Med kanoner, der kunne række 23 kilometer ud i vandet, og radarsystemer, der overvågede skibstrafikken fra Østersøen, var det fortets opgave at forhindre sovjetterne i at få adgang til verdenshavene.
På fortet lyder fortællingen, at det var så vigtigt et sted, at den amerikanske præsident på tidspunktet, John F. Kennedy, havde lært at sige: STE-WNS-FORT.
Under Cubakrisen var det (måske) også Stevnsfortet, der advarede amerikanerne om et sovjetisk fragtskib med militært udstyr, der var på vej i USA og Cubas retning (samme fortælling går dog også på forterne på Langeland, Bornholm, i Frederikshavn, Gedser, og Helsingør).
I dag er Stevnsfortet blevet omdannet til museum (selvom nogen måske i dag ville ønske, at man stadig kunne gemme sig dernede). Der er meget at se og høre på museet, og nede i de underjordiske tunneller kan man blandt andet opleve, hvordan danske soldater boede — og hvordan fugten løb ned af væggene i de nærmest levende kalkgange.
Klart et besøg værd.