Da verden lukkede ned i starten af 2020, havde de færreste vel forestillet sig, at vi her et år senere stadig befinder os på hjemmekontorene. Aldrig har danskerne gået så mange ture, og aldrig er der blevet streamet så meget Netflix.
Det er mange år siden, at danskerne har rejst så lidt.
For de rejselystne, de oplevelsessyge og for dem, der bare trænger til at se nogle gode film, der ikke har ligget i rotation på HBO Nordic, Disney Plus eller Viaplay, åbner dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX heldigvis i dag. Her kan du dykke ned i den danske klimadebat, mytologiske underjordiske væsner i Thy eller et herberg midt i den maliske ørken.
På Danwatch har vi samlet seks af de film, som vi har tænkt os at se. Måske du også finder noget på listen, som du har lyst til at dykke ned i.
I 2003 udkom The Corporation. En klassisk dokumentarfilm skrevet af professor i jura ved University of British Columbia, Joel Bakan. Filmen, der undersøgte, hvad kapitalisme og multinationale selskaber egentlig er, blev nomineret til 26 internationale priser.
I The New Corporation: The Unfortunately Necessary Sequel undersøger Joel Bakan igen de internationale selskaber. For selvom der er gået 18 år, hvor virksomheder i stigende grad har fået øjnene op for socialt ansvar, bæredygtige forretningsmodeller og den slags buzz-ord, så konkluderer Joel Bakan og Jennifer Abbott, som står bag filmen, at alt er, som det plejer.
I Roser Corellas film ‘Room without a view’ zoomer hun ind på Beiruts utallige stuepiger fra lande som Etiopien, Kenya og Filippinerne. Selv siger Corella, at slaveriet aldrig er ophørt. Det har bare fundet andre navne og nye måder at skjule sig på.
Og det er med den læresætning i centrum, at hun i sin nye film fortæller historien om bureauer, der vejleder folk i at snyde og manipulere de unge kvinder til at arbejde fuld tid (bogstavelig talt) for en ussel løn.
I filmen er det de underbetalte stuepiger selv, der leverer konklusionen i form af demonstrationer, protester og krav om ordentlige vilkår.
Hvad vil det egentlig sige at stå ved porten til Europa og ikke blive lukket ind? Det giver instruktør Michael Beets dig et indblik i med sin ‘online live’ dokumentarfilm, ‘Those Left Waiting’. Filmen er optaget af flygtninge, som befinder sig i flygtningelejre rundt om på planeten (Afrika, Mellemøsten, Asien, Latinamerika, Europa), og den er redigeret i realtid.
Med sin film har Michael Beets forsøgt at give beboerne i flygtningelejrene mulighed for at genvinde kontrollen over, hvordan deres historier fortælles, og skildre de barske realiteter, de møder hver dag.
Hver livestreaming afsluttes med en Q&A.
Man prajer en Uber allerede ved bagagebåndet i lufthavnen, som kører en til hotellet. Wolt bringer os mad fra den anden ende af byen, og med TaskRabbit kan vi bestille en, der vil hænge vores køkkenskabe op til spotpris i stedet for selv at bøvle med IKEA-vejledningen.
Men inde bag platformen står en række mennesker, som gennem den såkaldte gig-økonomi klarer sig igennem tilværelsen. Fra én notifikation til den næste.
Med filmen ‘The Gig is Up’ viser Shannon Walsh de mennesker, der leverer vores mad og kører vores taxier. Samtidigt gør en række tech-eksperter os klogere på både psykologi og datamønstre, og giver et bud på fremtidens arbejdsmarked, hvis altså ikke vi siger fra i tide.
På den arktiske tundra lever den unge Ivanna en nomadisk tilværelse med sine fem børn. Men da klimaet ændrer sig, bliver det mere og mere tydeligt, at hun, som andre medlemmer af nenet-folket før hende, må søge mod byen. De rensdyr, som nenetterne har drevet rundt på Yamal-halvøen i det nordvestlige Rusland, dør ganske enkelt.
Filmen følger Ivanna i fire år, hvor vi ser hendes mand drive længere ned i alkoholens forsumpede tilværelse, alt imens han passer sit arbejde på et gasværk, og hvor Ivannas egne drømme og håb om en fremtid uden mand og sult bliver foldet ud.
“Hvis du ser en fjende, som blev såret, da I angreb, så sætter du ham en kugle for panden.”
Den Israelske soldat P.J. forklarer køligt, hvordan hans egen deling deltog i besættelser af den palæstinensiske Vestbred i starten af 00’erne.
Med sin film ‘The first 54 Years’ undersøger den israelske provokatør Avi Mograbi, hvordan man egentlig besætter et land, ved at analysere hvad hans eget land har udført i over 50 år. Med grov satire fremstiller Avi Mograbi sit eget land gennem en militær-strategisk briefing i overtrædelse af menneskerettighederne.
Filmen bliver ganske enkelt en manual fortalt fra overmagtens side, og den indvier os i Israels moderne historie, suppleret af vidnesbyrd om systematiske overgreb på civilbefolkningen fortalt af tidligere soldater.
“Den her film er ikke lavet for at behage nogen som helst,” sagde Avi Mograbi i et interview i forbindelse med Filmfestivalen i Berlin, hvor filmen var med i Forum-konkurrencen.
Ronja Pilgaard