15. oktober 2016

SF vil have Mærsk politianmeldt

SF's formand, Pia Olsen Dyhr vil have miljøminister Esben Lunde Larsen (V) til at  politianmelde Mærsk. Det sker efter Danwatch, Politiken og TV 2 lørdag aften kunne afsløre, at endnu et Mærsk-skib hugges op på et livsfarligt værft i Bangladesh.


“Det er rigtig godt, at Danwatch har lavet denne undersøgelse og den er enorm vigtig og afgørende. Den viser alvoren i sagen, og jeg mener at tiden er inde, til at miljøministeren politianmelder Mærsk,” siger Pia Olsen Dyhr, efter hun har læst Danwatch-undersøgelsen ‘Mærsk og det livsfarlige affald i Bangladesh’.

Undersøgelsen afslører, hvordan det tidligere Mærsk olieskib North Sea Producer bliver hugget op på et værft i Bangladesh af arbejdere i klipklapper uden sikkerhedsudstyr.

Afsløringerne kommer en uge efter at Danwatch sammen med Politiken kunne afsløre livsfarlige forhold på et ophugningsværft i Indien, hvor Mærsk i øjeblikket får ophugget to containerskibe.

Forholdene på værfterne chokerer formanden, som allerede i sidste uge, kaldte miljøministeren i samråd.

“Det er hårrejsende læsning og det er jo helt umenneskelige vilkår folk arbejder under på værftet i Bangladesh. Det er tydeligt, at arbejderne ikke har det sikkerhedsudstyr, de skal bruge, det flyder med farlige kemikalier og de går rundt i klipklapper mens store skrotdele dumper ned fra flere meters højde,” udtaler Pia Olsen Dyhr og tilføjer.

“Jeg er faktisk ret rystet, og hvis jeg var en del af ledelsen i Mærsk, så ville jeg ikke kunne sove om natten.”

Derfor har formanden netop skrevet til miljøministeren, som hun opfordrer til at anmelde Mærsk til politiet. Over for Danwatch erkender Mærsk, at selskabet i denne sag har svigtet sine forpligtelser i forhold til FN’s principper.

Efter at have læst undersøgelsen vil formanden have klarhed over, hvordan Mærsk har brudt internationale konventioner og hvad de vil gøre for at rette op på det..

“Alle oplysninger i denne sag er ikke fremme, så det er usikkert, om Mærsk har overholdt loven. Derfor mener jeg at en politianmeldelse bør afleveres, så man kan få klarhed over, hvordan selskabet har brudt loven,” siger Pia Olsen Dyhr og tilføjer.

“Tidligere har miljøministre faktisk politianmeldt rederier, når de mente, de havde brudt loven Det gjorde Svend Auken  i 1998 og det gjorde Connie Hedegaard i 2005, fordi der var rederier, der drød loven.”

“Mærsk udover affaldsturisme”

Pia Olsen Dyhr mener derfor, at ministeren skal gå ind i sagen og kræve klare svar fra Mærsk, som hun mener udøver en form for affaldsturisme

“Mærsks skib er bugseret fra en engelsk havn til Bangladesh som dødt skib. Det er i strid med EU-lovgivningen og Baselkonventionen og et eksempel på den ulovlige affaldsturisme, som jeg troede danske virksomheder var holdt op med at benytte sig af,” siger den tidligere handels- og investeringsminister.

Mærsk beklager, at det omtalte skib er havnet på et farligt værft i bangladesh, men selskabet mener ikke at have et ansvar. De påpeger, at det er mellemhandleren, der har sendt skibet til ophugning på et dårligt værft. Den ansvarsfralæggelse er Pia Olsen dyhr lodret uenig i.

“Det er belejligt for Mærsk at skyde skylden på en mellemhandler, men det er bare sådan at Mærsk også selv skal tage ansvar. De har tidligere pralet med at de ikke vil acceptere beaching og nu vender de så på en tallerken, fordi de kan tjene penge på det. Det synes jeg er noget hykleri.” siger Pia Olsen dyhr til Danwatch.

Formanden vil samtidig have strammet op på lovgivning, hvis tilfælde som dette kan ske.

“Det her viser også at der er brug for en opstramning af lovgivningen på området, fordi industrien kan ikke regulere sig selv. Det er tydeligt, at de i gode år praler med, at de har en god csr politik og når fristelsen bliver stor, så er det grådigheden der tager over. Det synes jeg denne de her afsløringer fra Danwatch er et eksempel på.”

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down