Del af en undersøgelse
Denne artikel er en del af undersøgelsen Den syge laks
- Danwatch undersøger verdens største producenter af laks. Millioner af laks dør årligt i industriens havbrug, inden de nogensinde når slagteriet.
- Industrilaksene rammes af parasitter, og millioner dør af de hårde behandlinger. De, der overlever hele vejen til din tallerken, lider og lever et miserabelt liv.
- Havbrug i Skotland og Norge rammes af rømninger, hvor tusindvis af syge industrilaks slipper ud. Det medfører genetisk forurening, der truer vildlaksen og økosystemerne.
Har du et tip om fisk?
Fjordliv og Sagafjord i Roskilde har som to af de første spisesteder i Danmark smidt middagsretterne med opdrættet laks overbord. Den sejlende restaurant vil ikke længere støtte lakseindustrien og nægter at tilbyde fisken til sine gæster.
Marie Vedel, chef for gastronomisk udvikling på Restaurant Sagafjord og Café Fjordliv på Roskilde Havn, har set Danwatchs optagelser fra et havbrug i Nordskotland, ejet af milliardkoncernen Mowi.
Danwatchs undersøgelse “Den syge Laks” viser billeder af laks med sår, misdannelser og parasitter, og Marie Vedel fortæller, at afsløringerne bekræfter restauranten i dens beslutning.
“Optagelserne dokumenterer det, vi tænker her på restauranten, og det bekræfter vores valg om ikke at servere laks fra havbrug,” siger hun.
Beslutningen om at fjerne laks fra menukortet er et tiltag blandt flere på restauranten, der alle handler bedre dyrevelfærd og bæredygtighed, fortæller hun
“Vi har taget den beslutning at have holdninger til de fisk og skaldyr, vi serverer. Det betyder, at vi ikke længere serverer fisk fra havbrug og bundtrawl eller fra truede bestande”, siger Marie Vedel.
Danwatch har tidligere fortalt, at hver fjerde laks sidste år døde, inden de nåede en slagtemoden størrelse, på havbrug ejet af Mowi – verdens største producent af laks.
Ifølge Britt Bang Jensen, professor i epidemiologi ved DTU Aqua og leder af Sektion for Fiske- og Skaldyrssygdomme, er problemet langt fra begrænset til Mowis havbrug i Skotland. Problemet gælder hele industrien.
Og det er netop de negative konsekvenser, der er hovedårsagen til, at den industrielle laks ikke længere er på spisekortet i Restaurant Sagafjord og Café Fjordliv.
“Havbrug er et kolossalt spild af ressourcer og sætter ret store aftryk på omgivelserne. Derudover er dyrevelfærd vigtigt for os, og så handler det også om den gode råvarer og gastronomiske kvalitet,” siger Marie Vedel.
Beslutningen har ikke skabt utilfredshed hos gæsterne, selvom mange fortsat efterspørger den populære spise.
“I vores køkkener ser vi det som en spændende kreativ opgave kun at servere fisk og skaldyr fanget skånsomt og fra ikke truede bestande.” siger Marie Vedel.
Hun har også et råd til restaurantgæster, der holder af at spise fisk.
“Lad vær med at købe laks. Udfordr dig selv på det gastronomiske og vælg noget nyt,” siger Marie Vedel.
Ansvarlighed blandt restauranter breder sig
Beslutningen hos Sagafjord er et eksempel på en international tendens mod større fokus på dyrevelfærd og ansvarlighed blandt restauranter samt på flere bæredygtige madprodukter på menukortet.
Den internationale kampagne Off the Table har fået en lang række britiske restauranter til at droppe opdrættet laks. Bevægelsen fremhæver blandt andet, at tennisturneringen Wimbledon i England bevidst har valgt en menu helt uden laks fra opdræt.
Kampagnen har også tilslutning fra spisesteder i lande som Norge, Island, Australien, Argentina og Danmark, hvor Restaurant Hærværk i Aarhus er også blandt deltagerne.
“Off the Table har givet restauranter mulighed for at tage definitivt afstand fra opdrætslaks. Der virker til at være en øget bevidsthed i flere lande, særligt hvor lakseindustrien fylder meget, som eksempelvis Skotland og Island”, forklarer Johan Flyvbjerg, grundlægger af den danske interesseorganisation Ingen Burfisk i Havet, der er en del af Off the Table.
Han mener, at industrien har store udfordringer med etikken.
“Opdrættet laks kan bedst sammenlignes med burhøns. Derfor mener jeg, at restauranterne har en faglig forpligtelse til at sige fra over for et fødevaresystem, som hverken kan forsvares fra et gastronomisk eller dyrevelfærdsmæssigt synspunkt”, siger han.
Han arbejder på at oplyse både restauranter og forbrugerne om, hvordan havbrug fungerer.
“Laksene opdrættes i svimlende antal på meget lille plads, de er syge og deforme – og de er billige. Mange forbrugere er ikke opmærksomme på produktionsforholdene i havbrug, og hvis de var, så tror jeg, endnu flere ville takke nej til laks,” siger Johan Flyvbjerg.














