Den 13. november sejlede en lille dansk båd med navnet Odin ud til den enorme olietanker Odysseus, der lå et stykke væk fra Skagen Havn.
Odin er en forsyningsbåd, som styres af nordjyske L&S Supply Ships. Direktør Rasmus Larsen kalder selv virksomheden “en taxi på vand”, fordi de hyres af andre virksomheder til at sejle ud med forskellige varer.
Derfor blev han også overrasket, da han torsdag blev bekendt med, at olietankeren Odysseus vurderes til at være en del af den såkaldte skyggeflåde. Ifølge analyser fra den internationale maritime datavirksomhed Lloyd’s List Intelligence sejler Odysseus uden gældende forsikring og med sanktioneret russisk olie.
“Der er hele tiden snak om løsninger, men hvis vi skal vente på svar fra styrelserne, så kan vi lige så godt lukke vores forretning”, siger Rasmus Larsen.
Han oplyser, at der ikke var noget mistænkeligt ved Odysseus i deres system.
Odysseus sejler ifølge data Lloyd’s List Intelligence og MarineTraffic uden kendt forsikring og har skiftet flagstat fire gange på et år. Lige nu sejler det under Gabons flag, som er kendt for at være en flagstat, som de lyssky olieskibe kan sejle under. Og så er den lastet med op mod 800.000 tønder russisk olie til en værdi på op mod knap en halv milliard kroner.
Rasmus Larsen siger, at L&S Supply Ships flere gange har bedt Søfartsstyrelsen om hjælp til at finde ud af, om et givent olieskib overtræder de gældende love og sanktioner.
“Vi sendte dem en liste med 20 skibe, der ankom tre dage efter, og de svarede os, at der var en svartid på 120 dage, så det nytter jo intet”, lyder det.
I sejler alligevel ud til skibe, som fremstår med ukendte forsikringer, som skifter flagstat fire gange om året, og som ifølge eksperter er ekstremt mistænkelige. Kan I ikke bare lade være med det?
“Vi holder os inden for EU-sanktionerne og prisloftet. Vi går ind og ser, hvem ejeren er, hvem management er, og hvor de køber deres olie. Vi prøver at navigere i, hvem man skal handle med, men det er meget svært. Og alle styrelserne er håbløse”.
På trods af, at olieskibene på ankerpladsen ved Skagen ligger så tæt på land, at de på en god dag kan ses med det blotte øje, er der ingen myndigheder, der kigger nærmere på dem.
Selvom analyser fra Lloyd’s List Intelligence konkluderer, at der foregår ulovlig aktivitet med russisk olieeksport i danske farvande, vil Søfartsstyrelsen ikke gribe ind uden først at have “konkrete oplysninger”, oplyser den til Danwatch.
Det er til trods for, at det er ulovligt for de store olieskibe at opholde sig steder som bugten ved Skagen, hvis de ikke er forsikret. Hvis skibene har lagt til i Danmark med sanktioneret russisk olie, er myndighederne desuden forpligtet til at konfiskere den.
Financial Times beskrev onsdag, hvordan EU vil presse Danmark til at kontrollere skyggeskibenes forsikringer, men det har ingen danske myndigheder ønsket at bekræfte. Nyheden kom knap en uge efter, at Verdensbanken i en rapport slog fast, at sanktionerne fra EU mod russisk olie er tandløse på grund af skyggeflådens handel med russisk olie.
Russerne sælger ganske enkelt deres olie til en langt højere pris, end hvad EU’s prisloft sigter efter. På den måde tjener de flere penge til statskassen og dermed til finansieringen af netop den krig i Ukraine, som var årsagen til, at sanktionerne blev indført i første omgang.
En anden mulig konsekvens af skibenes aktiviteter i Danmark er, at det går lige så galt, som det gjorde for skyggeskibet Pablo ved Malaysia i maj.
Pablo eksploderede, flere mennesker blev dræbt, og her syv måneder senere ligger vraget der stadig, fordi skibet viste sig at være dækket af en falsk forsikring.
Det har fået flere til at rejse kritik af regeringen for ikke at tage problemet seriøst nok. Blandt dem var SF’s Lisbeth Bech-Nielsen, der kalder det “vanvid”, at olieskibene ikke bliver kontrolleret.
“Set i lyset af den geopolitiske situation er det jo helt vanvittigt. Vi har i starten af krigen været efter erhvervsministeren og andre myndigheder, for jeg synes ikke, vi som land gør nok for at sanktionere russerne,” siger hun.
For virksomhederne i Skagen Havn er det også ved at blive et stigende problem at skulle undersøge olieskibene og sikre sig, at man overholder reglerne.
“Vi har afvist op mod 100 skibe, men det er utroligt svært for en lille virksomhed som os at vide, hvem der sejler uden forsikring eller med sanktioneret olie”, siger Rasmus Larsen.
Han efterspørger hjælp fra Søfartsstyrelsen. Og styrelsen kan også godt kontrollere olieskibene, hvilket den bekræfter i en mail til Danwatch.
Men det gør Søfartsstyrelsen ikke. I det skriftlige svar lyder det, at de på forhånd skal modtage oplysninger om skibene, hvis de skal kontrollere dem, fordi der ikke føres opsyn med de enkelte skibe i danske farvande.
“Søfartsstyrelsen går som udgangspunkt kun om bord, hvis styrelsen modtager anmeldelse eller på anden måde konkrete oplysninger om, at sikkerheden eller de søfarendes arbejdsforhold ikke er i overensstemmelse med de internationale regler, herunder de konventionsbestemte forsikringskrav”, lyder svaret.
Men for virksomhederne er det et ansvar, der er for stort, hvis de selv skal anmelde og få kontrolleret skibene.
Saga Shipping, der også servicerer skibene i bugten ved Skagen, siger til Danwatch, at “det er et område, kun myndighederne kan håndhæve effektivt”.
“Vi har i Saga Shipping siden krigens udbrud i Ukraine været meget opmærksom på at overholde gældende sanktioner og afvise forsøg på omgåelse heraf. Vi afviser jævnligt at servicere skibe, hvor vi har mistanke om brud på sanktioner”, skriver selskabets direktør, Peter Møller, i en mail.
De har gennemgået listen fra Lloyd’s List Intelligence og siger, at de rigtig nok har serviceret fire af dem på forskellig vis. Oprindeligt blokerede de handlen med to af dem på baggrund af risikovurderinger, hvor konklusionen var, at handlen ikke var sikker.
Efterfølgende bad de skibene skrive under på, at de ikke brød sanktionerne, ligesom skibene fremviste “dokumentation” for at overholde loven og sanktionerne.
“Hvis Saga Shipping bliver bekendt med eller har begrundet mistanke om, at et skib handler i strid med sanktioner, afviser vi altid at servicere skibet, hvilket er en praksis vi vil fortsætte med”, skriver Peter Møller.
Saga Shipping har ikke ønsket at oplyse, hvilken dokumentation, de fire skibe fremviste. Peter Møller oplyser, at man eksempelvis kan finde på at bede om dokumentation for lastens oprindelse eller skibets ejerskab.
“Derudover foretager Saga Shipping en lang række tiltag for yderligere at minimere risikoen for at servicere et skib, der ikke overholder sanktionerne. Saga Shipping får juridisk bistand til at følge udviklingen i lovgivningen, foretage risikovurderinger af skibe samt til at træne de ansatte i Saga Shipping”, skriver Peter Møller.
Virksomheder som L&S Supply Ships kan heller ikke løfte opgaven om at kontrollere sanktionerne alene, siger direktør Rasmus Larsen. For den russiske skyggeflåde er for stor en mundfuld, mener han.
“Det er en kæmpe forretning. Hvordan skal vi hamle op med dem? Hvis vi har dygtige advokater, så har de mindst lige så dygtige advokater. Vi har da brugt masser af penge i starten på at være sikre, men jeg føler næsten, at pengene er spildt. Vi er jo alligevel ikke på sikker grund”, siger han og tilføjer:
“Det er egentlig en forfærdelig følelse at gå med, at man ikke til enhver tid kan være 100 procent sikker med de systemer, vi slår op i”.
Onsdag kunne Danwatch fortælle, at der mellem 1. oktober og 9. november har været mindst ti såkaldte skyggeskibe på ankerpladsen ved Skagen. Og det antal er allerede steget med besøget af Odysseus 13. november.
Lloyd’s List Intelligence har analyseret de nu i alt 11 skibe og kigget på deres ejere, flagstat, last, forsikringsselskab og klasseselskab.
Skibene har til sammen sejlet med op mod 6.145.466 tønder russisk olie ifølge en beregning fra Centre for Research on Energy and Clean Air (CREA). Et af skibene har sejlet to gange fra Rusland til Nordafrika med russisk olie siden 1. oktober.
Hvis olien er handlet til over prisloftet, som det vurderes af Lloyd’s Liste Intelligence, har skibenes last haft en samlet værdi på op mod 3,4 milliarder kroner, alt efter hvornår den er handlet.
Til sammenligning har Danmark støttet Ukraine med knap 23,3 milliarder kroner siden krigens begyndelse i februar 2022.
Michelle Bockmann, der er chefanalytiker hos Lloyd’s List Intelligence, sagde onsdag, at hun kan lave en liste over mistænkelige skibe ”på ti minutter”, og at de danske myndigheder burde kunne gøre det samme.
Den kritik svarer Søfartsstyrelsen ikke konkret på i deres svar til Danwatch, hvor det i stedet gøres klart, at det er ualmindeligt at udføre kontroller på ankerpladserne.
“Dette sker sjældent og forudsætter viden om de konkrete forhold om bord og endvidere, at overførsel til skibet er praktisk muligt”, skriver styrelsen.
Søfartsstyrelsen er ikke vendt tilbage på henvendelser fra Danwatch med kritikken fra de danske virksomheder inden udgivelsen af denne artikel.
Danwatch ville også gerne have svar fra erhvervsminister Morten Bødskov (S) på, om han vil indskærpe over for Søfartsstyrelsen, at de skal inspicere skibene. Det har han ikke ønsket at svare på.
Den 30. juli sidste år var EU’s grænsepoliti Frontex angiveligt med til at tvinge en gruppe på 20 migranter tilbage til Libyen i strid med internationale konventioner.
Episoden blev overværet af den tyske redningsorganisation Sea-Watch, der havde både et fly og et redningsfartøj i området, der filmede episoden.
De 20 migranter befandt sig ombord på en nødstedt gummibåd, som blev opbragt af den libyske kystvagt og slæbt tilbage til Libyen, selv om båden befandt sig i maltesisk farvand.
Ifølge Sea-Watch var organisationens redningsskib, Sea-Watch 3, det nærmeste fartøj med redningskapacitet. Men skibet blev ikke informeret af nogen myndighed, og de maltesiske myndigheder afviste at koordinere redningsindsatsen og sikre, at de nødstedte migranter blev bragt i sikkerhed.
Sea-Watch påstår, at Frontex flere gange havde en drone på stedet, og organisationen mener derfor, at EU’s grænsepoliti var både vidende om og medansvarlig for pushback operationen, der havde til formål at forhindre de tyve migranter i at søge asyl eller ophold i Europa.
Danwatch har spurgt Frontex, om organisationen kan af eller bekræfte sin deltagelse i operationen den 30. juli 2021, men organisationen ønsker ikke at kommentere en versernde retssag.
Men Sea-Watch har i samarbejde med den tyske åbenheds-ngo FraagdenStaat søg aktindsigt i sagens dokumenter og efterfølgende anlagt sag mod Frontex ved EU-Domstolen i Luxembourg, fordi Frontex nægter at udlevere dokumenterne.
Det eneste Frontex har oplyst er, at organisationen er i besiddelse af 73 dokumenter samt en række fotos og en video, som er relevante for aktindsigtsanmodningen. Heriblandt er der ifølge Sea-Watch 36 dokumenter, som omhandler kommunikation mellem Frontex og de libyske, italienske og maltesiske myndigheder på den pågældende dato.
Hos Sea-Watch håber advocacy-chef Maria Naass på, at det ved hjælp af retssagen vil lykkes at få fat i dokumenter, der kan bevise, at Frontex var involveret i episoden.
Hun betragter derfor afslaget på aktindsigt som et forsøg fra Frontex’ side på at mørklægge sagen.
‘Udadtil prædiker Frontex gennemsigtighed, men i virkeligheden opererer organisationen nærmest som en efterretningstjeneste”, siger hun.
“Frontex begrunder afvisningen med hensynet til den “offentlige sikkerhed”, men det er i virkeligheden et forsøg på at undgå at blive stillet til ansvar for agenturets involvering i menneskeretskrænkelser,” siger Marie Naass.
Sea-Watch håber, at det vil lykkes at få adgang til Frontex-dokumenterne, men forventer, at det vil tage op til to år at få en kendelse fra EU-Domstolen.
“Vores håb er at bevise, at Frontex deltog i push-back operationen. Vi vil gøre vores yderste for at stille Frontex til ansvar, både juridisk og i offentligheden.”
EU’s grænseagentur er for alvor kommet i skudlinjen de seneste måneder og i begyndelsen af maj valgte organisationen chef Fabrice Leggeri at træde tilbage.
Hans afgang kom efter, at EU’s afdeling for efterforskning af svindel med EU-midler, OLAF, har undersøgt en række rapporter om Frontex’s indblanding i push backs i farvandet mellem Grækenland og Tyrkiet.
Undersøgelsen pegede blandt andet på, at Frontex havde forsøgt at dække over det.
I oktober 2020 konkluderede et mediesamarbejde, koordineret af det hollandske researchcenter Lighthouse Reports, at Frontex formentlig har været involveret i menneskertskrænkelser i det Ægæsike Hav.
I april i år afslørede det samme mediesamarejde, at Frontex egen database viser, at agenturet er involveret i push backs, hvor episoderne angiveligt optræder under betegnelsen “afrejse forhindret”.
Senest har menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch komkluderet, at Frontex har undladt at efterforske anklagerne om involvering i ulovlige push backs.
En ting er imidlertid at blive tvunget tilbage til Tyrkiet, hvor den økonomisk situation gør livet svært for migranter. Noget helt andet er at blive tvunget tilbage til Libyen, som Sea-Watch episoden handler om.
Som Danwatch tidligere har dokumenteret, er push backs til Libyen meget problematiske.
Opgaven med at hente migranter tilbage til Libyen varetages af den libyske kystvagt, som betales, trænes og udstyres af EU med det formål at forhindre migranter og asylansøgere i at krydse Middelhavet til Europa.
Her interneres de på ubestemt tid i lejre uden tilstrækkelige mad, vand og lægehjælp – og med stor risiko for at blive udsat for tortur, seksuelt misbrug og endda slavehandel.
FN’s særlige rapportør for tortur, Nils Melzer har tidligere betegnet forholdene for illegale migranter i Libyen som “grusomme”.
“Menneskeretskrænkelserne er udbredte og systematiske. Vi taler om forbrydelser mod menneskeheden,” har han blandt andet sagt i et interview med Danwatch.
Og intet tyder på, at forholdene er blevet bedre. Så sent som i april 2022 udgav det amerikanske udenrigsministerium en omfattende rapport, der atter en gang dokumenterer tortur og drab i de libyske migrantfængsler.
Børn, der spiller bold, en snemand, en tør bolle i en plastikpose til morgenmad, og telte og personlige ejendele, der bliver ædt op af en altødelæggende brand.
Alt sammen er lagt op på Instagram-kontoen ‘Now You See Me Moria’ i løbet af de seneste tre uger.
Kontoen har eksisteret siden august 2020, da Amir H.Z., en afghansk fotograf, som boede i lejren på det tidspunkt, og Noemí, en spansk fotoredaktør, startede den for at gøre omverdenen opmærksom på forholdene i Moria.
Kort efter blev Qutaiba fra Syrien og Ali fra Afghanistan også en del af projektet, som i dag følges af mere end 37.000 mennesker og har afholdt udstillinger, events og aktioner i en række europæiske lande.
Billederne fra lejren udstilles nu 2.-6. februar februar på Vesterbro i København.
“Vores hovedformål er at fortælle Europas befolkning, hvordan det nuværende asylsystem svigter dem, som ankommer hertil. Og så er det at bryde med den stereotype visuelle fremstilling af flygtninge, som vi ser medierne gentage igen og igen”, forklarer Noemí over en telefon fra Holland.
Flygtningelejren Moria på den græske ø Lesbos var berygtet for at mangle helt basale fornødenheder og for at huse omkring 13.000 flere end de 3.000 mennesker, den var beregnet til. Det var den største flygtningelejr i Europa, indtil den brændte ned i september 2020.
Siden da er en midlertidig såkaldt Moria 2.0 lejr sat op med flere tusinde hvide telte nær samme område på Lesbos. Det er særligt her, ‘Now You See Me Moria’ poster billeder fra, men kontoen har efterhånden også bidragsydere fra en række andre flygtningelejre rundt omkring i Europa.
Alle fotografer har hele tiden været anonyme, da lejrenes beboere frygter, at de kan komme i problemer med myndighederne, hvis de bliver taget i at filme forholdene, og da projektet ikke skal skade deres asylsag.
Særligt efter branden i Moria blev adgangen for presse og fotografer begrænset, og det kræver i dag en række tilladelser at komme ind på området, som journalister ikke tidligere behøvede.
“Vi har oplevet, at folk har fået ødelagt deres telefoner af græsk politi, når de har filmet, så det hele foregår i hemmelighed”, siger Noemí.
I gennem hele projektet har hun også optrådt uden efternavn, både for at få mindre opmærksomhed ved besøg i de græse flygtningelejre, men også for ikke at sætte fokus på sin person. Danwatch er bekendt med hendes identitet.
Siden projektets start i 2020 har både Amir, Qutaiba og Ali efterhånden forladt Lesbos og er blevet spredt ud over kontinentet. Amir sidder i dag i en bosnisk flygtningelejr, mens Qutaiba er ved at søge asyl i Tyskland og Ali i Holland.
I takt med at de har forladt Grækenland, har de givet stafetten videre til andre asylansøgere, som kan dokumentere det daglige liv i udviklingen af den midlertidige Moria 2.0, som efterhånden begynder at virke permanent.
Samtidig har ‘Now You See Me Moria’ i dag udviklet sig til et netværk, der modtager og videreformidler forskellige typer af vidnesbyrd fra asylansøgere, som oftere og oftere og oplever overgreb i mødet med EU’s grænser – heriblandt fra flygtninge, som ulovligt er blevet sendt tilbage over grænser i de såkaldte pushback-aktioner fra blandt andre græske grænsevagter.
I januar 2021 opfordrede ‘Now You See Me Moria’ designere fra hele verden til at lave plakater, der tog udgangspunkt i billederne fra deres Instagram-konto. 449 designere reagerede, og flere af deres plakater vil også være at se på udstillingen i København. Det samme vil videoer, bøger og nye plakater, som er udarbejdet af og i samarbejder med netværket.
“Umenneskeligt, krænkende og i mange tilfælde ulovligt”.
Sådan sagde Jesper Nielsen, afdelingsleder for den internationale afdeling i 3F, om Danwatchs afsløringer af arbejdsforholdene i den spanske jordbærindustri i sommeren 2021.
På baggrund af interviews med en lang række marokkanske og rumænske bærplukkere kunne Danwatch fortælle, at mange af de spanske bær, der sælges i danske supermarkeder, er plukket af migrantarbejdere, som fortæller om seksuel afpresning og grov udnyttelse.
Siden da har Jesper Nielsen været i dialog med tre forskellige spanske fagforbund om problemerne i jordbærindustrien. Og nu vil han også have danske supermarkeder til at mødes med fagforeningerne i Spanien. Blandt andet frygter han, at bærplukkerne ikke tør vær ærlige om arbejdsforholdene under de kontrolbesøg, som landbrugenes private certificeringsordninger er ansvarlige for for.
“Jeg synes kun, det giver mening, at supermarkederne begynder at tale mere med nogle af de folk, som landbrugsarbejderne faktisk har valgt til at repræsentere sig”, siger Jesper Nielsen.
Også Dansk Initiativ for Etisk Handel, DIEH, har reageret på Danwatchs jordbær-historier. I november arrangerede organisationen et møde mellem de danske supermarkeder, 3F, DIEH og et spansk forum for etisk handel, for at diskutere, hvordan man kan sikre, at importerede bær er plukket under ordentlige forhold.
Ifølge Janine Dortmundt, rådgiver for ansvarlige værdikæder og fødevarer i DIEH, tjente mødet først og fremmest til at gøre supermarkeder og fagforeninger klogere på problematikken.
“Én af de ting, vi har sat fokus på, er medarbejderinddragelse i overvågningen af arbejdsforholdene som afgørende for at kunne skabe forbedringer for migrantarbejdere”, siger hun.
Danwatchs undersøgelse, Bitre Bær, har også fået en hel del omtale i spansk presse – i artiklen ‘Hvorfor danskerne vil kende til arbejdsforholdene i Huelvas jordbærindustri’, som den store spanske avis Publico udgav i slutningen af december, gennemgås dansk import af frugt og grønt fra Spanien for eksempel ganske udførligt.
I efteråret, omtrent samtidig med at supermarkedskæderne holdt møde med DIEH og 3F, udtalte COOP og Salling imidlertid til Danwatch, at deres egne undersøgelser af forholdene på de konkrete spanske landbrug ikke fandt nogen problemer. I dag har Coop genoptaget samarbejdet med deres leverandør, mens Salling Group stadig ser situationen an.
Salling Group og Coop benytter sig af certificeringen Global G.A.P GRASP, der skal sikre, at en række arbejdstagerrettigheder bliver overholdt. Ordningen indebærer blandt andet, at en inspektør årligt besøger det certificerede landbrug og taler med arbejdere og ledelse. Supermarkederne oplyser, at Global G.A.P oven på Danwatchs afsløringer har gennemført ekstraordinære kontrolbesøg hos de to leverandører med et særligt fokus på de problemer, som Danwatch har beskrevet.
Alligevel har man altså ikke fundet nogen problemer.
Global G.A.P.’s inspektioner og deres manglende resultater har været kritiseret af lokale NGO’er og fagforeninger, som mener, at certificeringsordningerne risikerer at male et falsk billede af ordentlige forhold. Blandt andet fordi, besøgene er varslet på landbrugene. Og fordi inspektionerne ikke tager krænkelser som chikane og diskrimination med i vurderingerne af landbrugene.
Den kritik bakker Jesper Nielsen fra 3F op om. For hvis arbejderne på landbrugene da ikke direkte er blevet instrueret i, hvad de skal sige under et kontrolbesøg, så er de som regel bange for at blive fyret, hvis de for alvor kritiserer forholdene, mener han.
“Arbejderne ved jo godt, at de her audit-firmaer er hyret af arbejdsgiverne. Og man skal altså have meget lidt erfaring fra det praktisk arbejdsliv, hvis man tror, at arbejdsgivere ikke kan finde ud af at spore, hvem der er kommet med kritiske udsagn under sådan en kontrol”, siger han.
Jesper Nielsen mener, at supermarkederne herhjemme skal være bedre til at række ud til lokale fagforeninger, når man bliver gjort opmærksom på arbejdsrelaterede problemer i en branche i udlandet – fremfor primært at forlade sig på private firmaer og organisationer, som arbejdsgiverne står bag.
“De her private initiativer repræsenterer jo ikke arbejderne. Der er ikke nogen tillidsrepræsentant, som er på arbejdspladsen til dagligt og oplever, hvordan forholdene egentlig er”, siger han.
I Dansk Initiativ for Etisk Handel, DIEH, havde man heller ikke indkaldt spanske fagforeninger til mødet om forholdene i bærindustrien. Men Janine Dortmundt fra DIEH, kan sagtens se, at det kan blive relevant.
“Vi har inviteret 3F til mødet om forholdene for bærplukkere, fordi 3F er en helt central spiller i Danmark og allerede havde været i kontakt med en række fagforeninger i Spanien”, forklarer hun.
3F opfordrer nu til et opfølgende møde med de danske supermarkeder, hvor den spanske fagbevægelse i højere grad er repræsenteret.
Drømmescenariet for Jesper Nielsen kunne være at arbejde hen imod en fælles bindende aftale i stil med den såkaldte Bangladesh-akkord, hvor supermarkeder, fagforeninger og arbejdere sammen aftaler en række forbedringer af forholdene i bær-industrien med dertilhørende mulige sanktioner, hvis de ikke overholdes.
Som en spæd start kunne DIEH være klar på at afholde et opfølgende møde med flere deltagere fra Spanien, siger Janine Dortmundt.
“Det kunne sagtens være, vi kunne lave et opfølgende møde, hvor vi også gjorde plads til flere lokale aktører – både fagforeninger men også de NGO’er, som er aktive på området”.
Fra Salling Group skriver kvalitetsdirektør Carina Jensen også, at supermarkedskæden som udgangspunkt er positivt indstillet over at gå videre med dialogen til et muligt opfølgende møde:
“Vi tror på, at fælles opmærksomhed blandt relevante brancher og foreninger kan gøre en positiv forskel. Det vil dog altid afhænge af den konkrete case og hvilke hensyn, der gælder”.
COOP’s CSR-chef Anne Mette Brasen skriver, at supermarkedskæden vil tage stilling til et eventuelt opfølgende møde, når de modtager en agenda. CSR-chefen kan sagtens se, at videre dialog med aktører i Spanien kunne være givende.
“Det kunne måske udmunde i, at vi opnår ny viden om, hvilke punkter vi bør være ekstra opmærksom på i dialogen med vores leverandør, herunder hvilke krav vi stiller til arbejdsforhold”, skriver Anne Mette Brasen.
Den belarussiske præsident Aleksandr Lukasjenko nedkæmper både sine politiske modstandere og det hviderussiske folk i sit forsøg på at fastholde magten over landet. Alligevel kan han om mindre end en uge se frem til økonomisk hjælp på 910 millioner dollars fra det internationale samfund, skriver Bloomberg. Det svarer til cirka 5,8 milliarder danske kroner.
Medlemmerne af Den Internationale Valutafond (IMF), heriblandt Danmark, har del i ordningen, der udrulles d. 23. august. Men her står autoritære regimer som Belarus, der også kendes som Hviderusland, på lige fod med alle andre. IMF stiller nemlig ikke samme krav til landenes politiske situation, som f.eks. EU gør.
EU har siden efteråret 2020 gradvist indført sanktioner, der har til formål at komme den politiske undertrykkelse i Belarus til livs.
Flemming Splidsboel Hansen, der er seniorforsker ved DIIS og ekspert i det postsovjetiske område, påpeger, at det er paradoksalt, at IMF og EU tilsyneladende modarbejder hinandens interesser.
“Der er en række økonomiske sanktioner (mod landet, red.), og det er i den forbindelse, at denne bevilling fra IMF kan fremstå en smule mærkværdig. Dermed ikke sagt, at det er forkert at tildele disse midler, men det står i skærende kontrast til EU’s sanktioner mod landet”, siger Flemming Splidsboel Hansen.
Den Internationale Valutafonds såkaldte Special Drawing Rights (forkortet SDR) har til formål at virke som en valutareserve, som medlemmernes nationalbanker deler med hinanden for at komme økonomisk stagnation til livs. Og netop den økonomiske stagnation er et problem i Belarus, der ifølge Flemming Splidsboel Hansen er ramt på to fronter: Coronakrisen og de internationale sanktioner mod landet.
Flemming Splidsboel Hansen mener ikke blot, at IMF’s monetære støtte er i modstrid med EU’s intentioner. Det kan faktisk blive en betydelig politisk gevinst for regimet i Minsk, som for tiden er under pres internationalt:
”Hvis det lykkes at få genoprettet økonomien, så vil det give præsident Lukasjenko et vist pusterum i en vanskelig tid. Det vil fungere ligesom, når Lukasjenko beder Putin om penge og får 1 mia. dollars eller 1,5 mia. dollars med hjem. Det kan potentielt forlænge hans tid ved magten”.
Ifølge Flemming Splidsboel Hansen kan IMF faktisk være med til at bibeholde vælgernes støtte til præsidenten ved at puste til økonomien netop nu. Lukasjenkos mest trofaste vælgere kunne nemlig blive desillusionerede og vende sig fra diktatoren, hvis de økonomiske problemer i landet blev for store, lyder analysen fra Flemming Splidsboel Hansen:
”Der er en mulighed for, at der til sidst kommer nogle sociale problemer, som begynder at koge lidt over hos nogle af dem, der ellers er Lukasjenkos vælgere. Det kunne godt være, at nogle af de mennesker ville vende sig væk fra Lukasjenko på grund af for store økonomiske og sociale problemer”.
I stedet kommer Lukasjenko til at fremstå som en leder, der er garant for netop social og økonomisk sikkerhed i landet, hvilket ifølge Flemming Splidsboel Hansen tiltaler vælgerne:
“Så på den måde er der er en risiko for, at Valutafonden kan forlænge hans styre”, lyder formaningen.
Klokken var over midnat, da de fire mænd fra Algeriet og Palæstina og den iranske kvinde med hendes to døtre i november 2020 blev pågrebet af kroatisk politi i en skov nær grænsen til Slovenien.
Betjentene beordrede de fire mænd til at tage alt deres tøj af og lægge sig på knæ i skovbunden. Her blev de blev slået med kæppe og ydmyget, mens betjentene drak whisky og brændte deres overtøj og rygsække på et bål.
Derefter kørte betjentene de afklædte flygtninge en times tid i bil, indtil de mødte en gruppe på 13-14 maskerede mænd i uniformer. De tre algeriere og palæstinenseren blev igen gennemtæsket med knipler og knytnæver, mens den iranske kvinde og hendes børn så til på afstand.
Inden gruppen blev beordret til selv at gå tilbage over grænsen til Bosnien og dermed ud af EU, blev de fire mænd tvunget ud i en sø i grænseområdet.
”Forestil dig det. Det var nat. Så mørkt og så koldt. Så begyndte de at kaste sten i vandet i vores retning. Det var mørkt, og de havde drukket. Hvad hvis en sten havde ramt mig i hovedet?”
Sådan lyder en af førstehåndsberetningerne fra Europas grænseland i den nye bog ”The Black Book of Pushbacks”, der er udgivet af det internationale netværk Border Violence Monitoring Network (BVMN).
Fortællingen er bare én ud af mere end 800 foruroligende vidnesbyrd fra bogen, som opsamler beretninger om såkaldte ’pushback’-aktioner, hvor flygtninge – ofte ved brug af vold – tvinges tilbage over EU’s ydre grænser uden mulighed for at søge asyl.
Pushback-aktioner er klart ulovlige i henhold til international lov, fordi det krænker retten til at søge asyl. Tilbagesendelserne kan tage mange forskellige former og har ad flere omgange været på dagsordenen i EU på det seneste.
I sidste uge udtrykte FN’s Flygtningeorganisation UNHCR stor bekymring over flere og flere beretninger om pushbacks ved Europas grænser.
I forrige uge kom det frem, at EU Kommissionens anti-korruptionskontor, OLAF, efterforsker EU’s grænseagentur, FRONTEX, som blandt andet er anklaget for chikane og pushback-aktioner mod asylansøgere ved EU’s ydre grænser.
Undersøgelsen kommer i kølvandet på en række afsløringer i efteråret 2020, hvor de undersøgende medier Bellingcat og Lighthouse Reports sammen med blandt andet det tyske magasin Der Spiegel og tv-stationen ARD kunne dokumentere, at FRONTEX-skibe har deltaget i eller passivt overværet pushback-aktioner, der har tvunget asylansøgere væk fra Grækenland og ud i tyrkisk eller internationalt farvand.
Og lige før årsskiftet afleverede Border Violence Monitoring Network så deres 1.500 sider lange Black Book of Pushbacks til EU-Kommissionen.
Bogens 892 kollektive vidnesbyrd omhandler i alt 12.654 ofre for menneskerettighedskrænkelser begået af nationale politimyndigheder, grænsevagter og soldater mellem 2017 og 2020 på særligt den såkaldte Balkan-rute ind i EU.
Udgivelsen er blevet til i et samarbejde mellem Border Violence Monitoring Network og et netværk af 15 flygtningeorganisationer med finansiering fra EU-parlamentets Fælles Venstrefløjsgruppe.
I en fælles udtalelse til bogens forord lyder det fra otte medlemmer af gruppen, at de er ”chokeret over de endeløse beretninger om nådesløs, sadistisk og nedværdigende vold – der giver mindelser til brutale diktaturer”.
”Bogen her understreger, at vi ikke har at gøre med enkelte, isolerede tilfælde men regelmæssige overgreb. De indsamlede vidnesbyrd viser, at der foregår en systematisk og organiseret praksis, som de ansvarlige myndigheder bør holdes til ansvar for”, lyder det i forordet fra blandt andre det svenske Vänsterpartiets Malin Björk, Miguel Urban fra det spanske parti Podemos og Cornelia Ernst fra Tysklands Die Linke.
Hope Barker, der er talsperson for Border Violence Monitoring Network og redaktør på bogen, mener også, at udgivelsen først og fremmest tydeliggør, hvor udbredt og systematisk pushbacks anvendes.
”Myndigheder og politikere taler meget sjældent om det. Men alle, der holder øje med det her, ved, at pushback-aktioner er ekstremt udbredte”, siger hun til Danwatch.
“Når vi samler vidnesbyrdene, kan vi se, at der er tale om nogle helt faste, etablerede metoder, som må siges at fungere som et centralt element i en række europæiske landes migrationspolitik”, lyder det fra Hope Barker, der selv er baseret i Grækenland, hvor hun monitorer myndighedernes behandling af asylansøgere.
Danwatch har tidligere dokumenteret, hvordan penge fra Danmark og EU hjælper Tyrkiet med at spærre krigsflygtninge inde i Syrien, samt hvordan Danmark er med til at forhindre, at migranter og asylansøgere når frem til Europa fra Libyen.
The Black Book of Pushbacks fokuserer i stedet på den såkaldte Balkan-rute ind i EU. De 1.500 sider er fordelt på to bind, hvor første del handler om overgreb i Italien, Grækenland, Slovenien og Ungarn. Andet bind handler udelukkende om Kroatien, hvor pushback-aktioner ifølge udgivelsen er særligt udbredte og meget ofte voldelige og ydmygende.
Det bakkes op af blandt andet tal fra Dansk Flygtningehjælp, som ikke har bidraget til The Black Book of Pushbacks men selv overvåger pushback-aktioner og overgreb i grænseområderne.
I 2020 registrerede den danske organisation således mere end 15.000 pushbacks alene fra Kroatien til Bosnien-Hercegovina.
Af dem var 60 procent angiveligt voldelige og omfattede ifølge Dansk Flygtningehjælp blandt andet seksuelle overgreb såsom asylansøgere, der får tvunget kæppe op i anus.
Vidnesbyrdene i The Black Book of Pushbacks bakkes i bogen op af fotos, der viser mærker og sår fra overgreb, samt koordinater og anden data, som organisationerne har indsamlet for at krydstjekke og kortlægge fortællingerne.
Ikke desto mindre er der hovedsageligt tale om vidnesbyrd, som ikke kan efterprøves 100 procent, medgiver BVMN. Organisationen peger på, at fotodokumentation fra tilbagesendelser og overgreb sjældent er en mulighed, blandt andet fordi mange får konfiskeret eller ødelagt deres telefoner i mødet med myndighederne.
”Men der er et helt klart mønster i de fortællinger, vi modtager, og vi kan efterhånden nærmest forudsige, præcis hvilke oplevelser folk har med bestemte myndigheder i bestemte områder”, siger Hope Barker.
”Det er svært at forestille sige, at der ikke skulle være en sandhed i det, når så mange mennesker med forskellige nationaliteter og sprog på forskellige tidspunkter fortæller os de samme historier”, siger hun.
Både FN og flygtningeorganisationer appellerer nu til, at EU indfører en større grad af uafhængig overvågning af europæiske myndigheders håndtering af asylansøgere i områder nær de eksterne grænser.
EU har et ansvar for modtagelsen af asylansøgere og for, at flygtninge presses ud i mindrebemidlede tredjelande nær grænserne som for eksempel Bosnien, lyder det.
”Den humanitære krise i Bosnien-Hercegovina er et resultat af en migrations- og asylpolitik, der fokuserer på at holde flygtninge og asylansøgere ude af Europa”, siger Dansk Flygtningehjælps generalsekretær Charlotte Slente blandt andet til Danwatch og peger på, at EU bør sikre økonomisk støtte til Bosniens modtagekapacitet for asylansøgere.
I sidste uge appellerede FN’s Flygtningeorganisation UNHCR til, at EU og de enkelte medlemslande tog de mange rapporter om vold og pushbacks langt mere alvorligt.
UNHCR’s assisterende højkommissær Gillian Triggs pegede blandt andet på, at antallet af asylansøgere, der kommer til EU, er stadigt faldende. I 2020 var tallet 95.000, hvilket er 23 procent lavere end i 2019 og 33 procent lavere end i 2018.
“Med så lave tal burde EU være i stand til at håndtere situationen på ordentlig vis”, sagde Gillian Triggs.
Kroatiske myndigheder har regelmæssigt benægtet anklager om overgreb og politibrutalitet mod migranter.
Trods dokumentationen i udgivelserne fra Bellingcat, Lighthouse Reports og Der Spiegel benægter EU’s grænseagentur Frontex stadig at have været involveret i nogen form for pushback-aktioner.
For første gang kommer der nu et konkret forslag til lovgivning, der skal sørge for, at varer på supermarkeders hylder i EU ikke er koblet sammen med afskovning, nedbrudte økosystemer og brud på menneskerettigheder.
Der findes i dag nemlig kun retningslinjer, men ingen konkret lovgivning, der forpligter en virksomhed, uanset hvor i verden deres handel foregår, til at undersøge hele deres forsyningskæde. Men udvalget for Miljø, Folkesundhed og Fødevarekontrol (ENVI), i Europa-Parlamentet, lægger op til EU lovgivning, der skal kunne straffe virksomheder der importerer varer koblet til afskovning.
Undersøgelsen af forsyningskæden hedder due diligence. Den skal sikre, at der fra produktion til hylde ikke er foregået menneskerettighedsbrud eller afskovning. Som det ser ud nu er det en frivillig procedure. På trods af, at 10 pct. af den globale afskovning, i forbindelse med landbrug, er en direkte konsekvens af EU’s forbrug.
Ngo’en Greenpeace tror på forslaget og er ikke i tvivl om, at det vil fungere som værn mod varer, der kan kobles til skovrydning og nedbrudte økosystemer:
“Med påkrævet dokumentation og bevisførelse skal virksomhederne vise, at intet økosystem er blevet ødelagt som konsekvens af produktionen”, fortæller John Hyland, kommunikationsmedarbejder hos Greenpeace og tilføjer, at særligt sojabønner, oksekød, kakao, gummi, palmeolie, majs og træ, står bag en stor del af afskovningen, faktisk 80 procent.
Torben Chrintz, fra tænketanken Concito, mener ikke, at lovpligtig due dilligence kommer til at påvirke noget på verdensplan. Ifølge ham kan man ikke sikre sig mod afskovning blot ved at sikre forsyningskæden. Han peger på, at det egentlige problem er den samlede efterspørgsel – dvs. det samlede globale behov for import af varer:
“Du godt kan sikre, at dit produkt ikke kommer fra landbrug, der står bag skovrydning, men det er den samlede efterspørgsel, der står bag problemet. Ved lovgivning skubber man bare markedet et andet sted hen”, Fortæller Torben Chrintz og tilføjer:
“Løsningen ligger i at gøre landbruget, i de områder vi importerer fra, mere effektivt gennem uddannelse og investering”, siger han.
Udvalget for Miljø, Folkesundhed og Fødevarekontrol foreslår, at man indfører obligatorisk due diligence for alle virksomheder, der ønsker at importere varer til EU. Loven skal også gælde for finansielle institutioner, der har penge investeret i firmaer, hvor der kan være en risiko for afskovning.
En række store virksomheder lægger også pres på EU for at få lovgivning, 26 virksomheder er gået sammen og har skrevet et fælles brev til EU hvor de beder om obligatorisk due diligence.
Kun tre ud af ni virksomheder lever op til FN’s retningslinjer for Erhverv og Menneskerettigheder, viser en undersøgelse Danwatch tidligere har lavet af ni virksomheder inden for energi, fødevarer og tekstil.
Forslaget står til afstemning i Europa-Parlamentets plenarforsamling d. 20. oktober 2020, inden det bliver sendt videre til Europa-Kommissionen.
Det er ikke retvisende, når varer fra israelske bosættelser er mærket som ’Made in Israel’. Det blev gjort klart i en afgørelse fra EU-domstolen i Luxemburg tirsdag morgen.
I en pressemeddelelse fra domstolen lyder det, at “fødevarer, der stammer fra områder, som er besat af den israelske stat, skal bære en angivelse af deres oprindelsesområde”.
Afgørelsen følger op på EU’s retningslinjer om at mærke bosætter-varer i EU-lande fra 2015. En række lande, heriblandt Tyskland og Ungarn, afviste dengang at mærke varer fra bosættelser.
Frankrig blev et af de første lande til at implementere retningslinjerne, og her startede sagen, der nu er afgjort ved EU-domstolen, da den israelske bosættelses-vingård ‘Psagot Winery’ klagede over mærkningen til den franske Forvaltningsdomstol.
Men EU-domstolens udtalelse fastslår nu, at ”det risikerer at vildlede forbrugere”, hvis staten Israel beskrives som varens oprindelsesland, når nu Israel i henhold til International Lov er en besættelsesmagt i det pågældende område.
Danwatch har i undersøgelsen ‘Forretning på Forbudt Land’ beskrevet, hvordan virksomheder ifølge eksperter risikerer at medvirke til krænkelser af palæstinenseres menneskerettigheder, hvis de har aktiviteter i bosættelser i det besatte områder.
I sin udtalelse understregede EU-domstolen, at de israelske bosættelser ”er karakteriseret ved at være et konkret udtryk for en politik om en stats overførsel af sin befolkning til et område uden for dets territorium i strid med International Lov”.
I dag bor der knap 700.000 israelere i bosættelser i det besatte Østjerusalem og på Vestbredden.
Regeringen er parat til at genoverveje Danmarks støtte til Libyens udskældte migrantsystem. Det lover udenrigsminister Jeppe Kofod tirsdag i et interview med P1 Morgen.
Løftet kommer, efter FN har opfordret EU-landene til at stoppe deres omfattende støtte til Libyen med mindre landet lukker de udskældte migrantfængsler.
Og efter at Danwatch sammen med Berlingske og P1 Morgen har sat fokus på forholdene i de libyske migrantfængsler, hvor et sted mellem 5.400 og 6.000 migranter i øjeblikket tilbageholdes under forfærdelige forhold.
“Det er klart, vi skal ikke finansiere detentionscentre, der bryder med internationale standarder”, sagde Jeppe Kofod til DR.
Ifølge bl.a. Amnesty International, Læger uden Grænser og FN’s særlige rapportør for tortur er de fængslede migranter stuvet sammen i centrene på ubestemt tid uden tilstrækkelig mad eller lægehjælp. Og derudover risikerer de allehånde overgreb fra vold og tortur til voldtægt, afpresning og menneskehandel.
EU bruger i øjeblikket mere end 2,4 milliarder kroner årligt i Libyen for at forhindre de mere end 750.000 migranter og flygtninge, der befinder sig i landet, i at krydse Middelhavet til Europa.
Som Danwatch har dokumenteret, er Danmark med et ekstrabidrag på 225 millioner kroner EU’s tredjestørste sponsor af systemet, kun overgået af bidrag fra store EU-lande som Italien og Tyskland.
Udenrigsminister Jeppe Kofod understreger over for DR, at regeringen er fuldstændig klar over forholdene i de libyske migrantsfængsler og de overgreb, som migranter i Libyen risikerer.
“Det er ikke EU, der er skurken. Tværtimod forsøger vi at løse problemerne sammen med EU, FN og Røde Kors. Danmark deler fuldstændig den kritik, der er af forholdene i centrene. Danmark hører til dem, der presser på for at få dem lukket,” siger han.
FN’s særlige repræsentant for tortur Nils Melzer betegner i et interview med Danwatch Danmarks og EU’s samarbejde med Libyen som en overtrædelse af flere internationale konventioner.
Han mener bl.a., at det er ulovligt, når EU træner, finansierer og bevæbner den libyske kystvagt, som er den myndighed, der på vegne af EU tilbageholder migranter, der næsten hver dag forsøger at krydse Middelhavet til Italien.
Men den anklage ønsker udenrigsministeren ikke at forholde sig til.
I en række mailsvar til Danwatch, undlader han at svare på anklagen. Og det samme er tilfældet i et såkaldt paragraf 20 svar til Folketinget.
Til DR svarer ministeren blot, at “Danmark skal fortsætte samarbejdet med FN og Røde Kors om at finde løsninger og skabe et mere humant asylsystem.”
Enhedslistens udenrigsordfører Christian Juhl forsøger nu med en række nye paragraf 20 spørgsmål at få ministeren til at svare på anklagerne. Han vil bl.a. vide, hvad regeringen konkret vil gøre for at dokumentere, kontrollere og ændre forholdene i de libyske migrantfængsler.
“Jeg er bestemt ikke tilfreds med de svar, jeg har fået”, siger Christian Juhl til Danwatch og bebuder, at partiet vil kalde den nyslåede udenrigsminister i samråd om sagen, så snart Folketinget åbner 1. oktober, hvis næste runde svar ikke er fyldestgørende.
“Det ser ikke godt ud, at DK ser så kynisk på, at menneskerettighederne i den grad bliver trådt under fode,” siger han.
Tidligere på ugen lovede den FN-anerkendte regering i Libyen at lukke tre af de mest kritiserede migrantfængsler. Blandt dem et fængsel i Tajoura, som i begyndelsen af juli blev bombet i forbindelse med den igangværende borgerkrig.
Mere end 60 migranter blev dræbt og fængslet midlertidig lukket, men er nu atter i brug.
Både FN og EU har løbende krævet, at Libyen lukker landets omkring 25 migrantfængsler, men indtil videre har regeringen i Tripoli enten ikke ønsket eller været i stand til at lukke dem.
Regeringen, der ledes af Fayez Sarraj, har kun kontrol over en lille del af Libyen, heriblandt dele af hovedstaden. Siden maj har regeringen været voldsomt udfordret af Khalifa Haftars oprørsbevægelse Libyan National Army, der forsøger at overtage magten i landet.
