Danwatch kunne i januar dokumentere, at Danmarks Grundforskningsfond investerer i otte våbenleverandører til Israel, som er indklaget for krigsforbrydelser ved den Internationale Domstol (ICJ).
Forskningsministeren har derfor via tilynsmyndigheden anmodet den statlige fond om en forklaring.
Fonden har bl.a. investeret i våbenvirksomheder, som producerer artillerisystemer, der sender bomber ind i Gaza og leverer luft-til-jord-missiler, som affyres fra Israels kampfly.
Grundforskningsfondens midler tilhører staten, og derfor bør fonden frasælge sine våbeninvesteringer, mener flere politikere og NGO’ er.
”Det er stærkt problematisk, hvis en dansk statslig fond investerer i våben, Israel benytter i krigen i Gaza. Alt peger på, at Israels krigsførelse på en række punkter bryder med international humanitær lov. Israel er nu indklaget for Den Internationale Domstol,” vurderer generalsekretær i NGO’en Oxfam Danmark, Lars Koch.
Især den statslige fonds investering i verdens sjette største våbenfabrikant, britiske BAE Systems, vækker bekymring hos ministeren. BAE Systems leverer det artilleri, som den israelske hær blandt andet benytter til at affyre fosfor-granater.
Videoer optaget af menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch i Libanon og Gaza viser, at Israel anvender fosforgranater i tæt befolkede områder. Oplysningerne bekræftes af Amnesty International. Fosforgranater er imod krigens love, hvis de benyttes i tæt befolkede områder, ifølge konventionen om konventionelle våben.
Udtalelsen fra fonden, som Christina Egelund har bestilt, kommer efter Enhedslistens udenrigs- og finansordfører, Trine Pertou Mach, har rejst sagen i Folketinget på vegne af Udenrigsudvalget.
Også udenrigsordfører fra De Radikale Venstre, Christian Friis Bach, har været ude med kritik af fondens våbeninvesteringer, som kan knyttes til både krigen i Gaza og de besatte områder i Palæstina.
“Det må og skal være dansk politik, at vi ikke støtte produktion der finder sted i de besatte områder og det bør fonden indrette sine investeringer efter,” siger Christian Friis Bach.
Forskningsminister Christina Egelund oplyser, at hun nu afventer en redegørelse fra fonden.
“Jeg forventer naturligvis, at de investeringer, som fonden foretager, sker inden for gældende lovgivning, internationale konventioner eller traktater tiltrådt af Danmark eller EU (…),” skriver Christina Egelund i sit svar til Udenrigsudvalget i Folketinget.
Vicedirektør i Danmarks Grundforskningsfond, Steen Marcus, er indstillet på at genoverveje investeringerne.
”Vi vil undersøge BAE Systems nærmere på baggrund af disse oplysninger”, skriver Steen Marcus i en mail til Danwatch.
Og det bemærker ministeren.
“Jeg noterer mig, at Danmarks Grundforskningsfond – i lyset af Danwatch’s artikel af 29. januar 2024 – vil anmode den relevante porteføljeforvalter om at undersøge fondens investeringer i virksomheden BAE Systems nærmere, herunder i relation til virksomhedens involvering i produktion af granater indeholdende fosfor”, siger Christina Egelund i et ministersvar.
Den statslige fond, som skal sikre dansk “grundforskning på internationalt niveau”, har investeret 66 millioner af sin 4,7 milliarder kroner store formue i sammenlagt 27 våbenproducenter.
Millioner af skattekroner øremærket dansk grundforskning er investeret i våbenproducenter til den israelske hær. Det viser en aktindsigt, som Danwatch har fået.
Pengene, der forvaltes af Danmarks Grundforskningsfond, er investeret i virksomheder, som producerer artillerisystemer, der sender bomber ind i Gaza.
Også selskaber, der leverer luft-til-jord-missiler, som affyres fra F16-jagere, er på fondens investeringsliste.
Den statslige fond, hvis formål er at sikre dansk “grundforskning på internationalt niveau”, investerer 66 millioner af sin 4,7 milliarder kroner store formue i sammenlagt 27 våbenproducenter og leverandører til militærmateriel.
24 millioner kroner er investeret i otte våbenleverandører til Israel, som netop nu er indklaget for Den Internationale Domstol (ICJ), for krigsforbrydelser. Domstolen har krævet, at Israel ”skal gøre alt i deres magt for at overholde alle internationale regler” i Gazastriben.
”Det er stærkt problematisk, hvis en dansk statslig fond investerer i våben, Israel benytter i krigen i Gaza. Alt peger på, at Israels krigsførelse på en række punkter bryder med international humanitær lov. Israel er nu indklaget for Den Internationale Domstol,” siger generalsekretær i NGO’en Oxfam Danmark, Lars Koch.
Enhedslistens udenrigs- og finansordfører, Trine Pertou Mach, bakker op om bekymringen:
”Danske skattekroner skal ikke gå til at udvikle og producere våben, der bruges i strid med krigens love”, siger Trine Pertou Mach, der referer til anklagerne mod Israel ved Den Internationale Domstol.
Trine Pertou Mach vil nu dykke ned i sagen og forlange en redegørelse fra regeringen, efter Danwatch har gennemgået investeringerne med hende.
“Jeg vil på baggrund af Danwatchs oplysninger bede regeringen om en redegørelse og kræve, at midlerne i Danmarks Grundforskningsfond investeres anderledes, hvis oplysningerne kan bekræftes”, siger Trine Pertou Mach.
Udenrigsordfører Christian Friis Bach fra de Radikale Venstre mener, at fonden bør justere sine investeringer så der ikke kan være om, at de flugter med Danmarks politiske linje.
“Det er meget betænkeligt hvis Danmarks Grundforskningsfond investerer i kontroversielle våben og virksomheder, der opererer i de ulovlige besatte områder. Det må og skal være dansk politik, at vi ikke støtte produktion der finder sted i de besatte områder og det bør fonden indrette sine investeringer efter,” siger Christian Friis Bach.
Danmarks Grundforskningsfond ønsker ikke at stille op til interview, men vicedirektør Steen Marcus har svaret skriftligt på en række konkrete spørgsmål, som Danwatch har stillet.
Er midlerne i Grundforskningsfonden, efter jeres vurdering, underlagt de konventioner, som den danske stat er forpligtet på?
“Fonden overholder og følger de konventioner, som den danske stat eller EU har tiltrådt”.
FAKTA
Israel har mange leverandører til hæren. De spænder fra våben til trucks og bulldozer. Oversigten viser leverandører til Israels hær, som Danmarks Grundforskningsfond investerer i.
Med ansvar for statslige midler er fonden omfattet af forvaltningsretten på lige fod med andre statslige organisationer. Det vurderer forsker i fondsret, professor Rasmus Kristian Feldthusen fra Københavns Universitet.
Han henviser til en anden sag, hvor retten konkluderede, at statslige midler er underlagt den statslige forvaltning. Spørgsmålet i sagen var hvilken juridisk status havnen og om en omdannelse til et statsligt aktieselskab ville være ekspropriation.
”Højesterets dom i sagen om Københavns Havn understregede, at den omstændighed at en juridisk enhed betegner sig som selvejende eller fond, ikke afskærer at denne kan anses for at være en del af den statslige forvaltning, hvis betingelserne herfor er opfyldt. De samme hensyn gør sig gældende for Grundforskningsfonden, siger Rasmus Kristian Feldthusen med henvisning til Grundforskningsfondens lovgrundlag og vedtægt.”
Dømmes Israel for krigsforbrydelser ved Den Internationale Domstol (ICJ) kan problemstillingen altså dryppe på staten Danmark og dermed måske også Grundforskningsfonden. Den er forbundet til krigen i Gaza via sine investeringer i våbenleverandører til Israel.
En af Grundforskningsfondens aktieinvesteringer er i det sjette største våbenselskab i verden, britiske BAE Systems, der leverer det artilleri, som den israelske hær benytter til at affyre granater med.
Nogle af granaterne indeholder fosfor, der kan være i strid med krigens love, hvis de benyttes i tætbefolkede områder.
Videoer optaget af Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch i Libanon og Gaza viser, at fosforgranater i Gaza bliver anvendt i befolkede områder. Oplysningerne bekræftes af Amnesty International.
BAE Systems producerer også atomvåben og derfor ekskluderet som investeringsmulighed af flere store danske investorer som AkademikerPension, BankInvest, Danske Bank, Danica, PFA, Lærernes Pension, Pensam, PKA, Velliv, Lægernes Pensionskasse, Pædagogernes Pensionskasse og LD Fonde.
De anser risikoen for krænkelse af menneskerettigheder fra BAE Systems våbenprodukter som uacceptabel stor og har derfor udelukket dem.
Også den Norske Oliefond, hvis investeringer forvaltes af Norges Bank, har ekskluderet BAE Systems. Som en af verdens største investorer er den norske oliefond på global skala ofte etisk normsættende for den finansielle sektor.
Efter Danwatch har fremsendt en oversigt over våbenproducenter fundet på fondens investeringsliste, og fremlagt specifikt BAE Systems, skriver Steen Marcus i en mail til Danwatch, at fonden nu vil undersøge sagen.
”Vi vil undersøge BAE Systems nærmere på baggrund af disse oplysninger”, skriver Steen Marcus,
I Grundforskningsfondens tremands store investeringskomité sidder Per Skovsted (Formand), der også er medlem af bestyrelsen i Nordea Invest, Professor Peter Løchte Jørgensen, som er bestyrelsesmedlem i pensionskassen P+ og Senior Director Tine Choi Danielsen fra PFA Pension.
Både Nordea, PFA og P+ har sortlistet flertallet af de våbenselskaber som Grundforskningsfonden har investeret i.
PFA Pension, Danmarks største pensionsselskab, definerer producenter af atomvåben som kontroversielle. Det gælder blandt andet Airbus, Bae Systems, Honeywell International, Huntington Ingalls, Leidos Holdings, Raytheon Technologies og The Boeing Company – alle selskaber som Danmarks Grundforskningsfond har investeret i.
“Vi har for eksempel ekskluderet selskaber, som bidrager til produktionen af kontroversielle våben (såsom klyngevåben, anti-personelle landminer og atomvåben)”, skriver PFA Pension om sine eksklusion af våben. Også Nordea definerer atomvåben som kontroversielle.
Trine Pertou Mach mener, at Danmarks Grundforskningsfond bør leve op til samme etik som de fleste andre ansvarlige investorer.
“Principperne for fondens investeringer kan simpelthen ikke være mere slatne end det, pensionskasser og banker kan finde ud af at bygge deres investeringsporteføljer på”, siger Trine Pertou Mach til Danwatch.
Har Grundforskningsfonden som statslig fond et større etisk ansvar for investeringer end almennyttige fonde?
“Danmarks Grundforskningsfond følger Danmarks politik ved bl.a. at leve op til lovene og tage udgangspunkt i de relevante konventioner, traktater mv., som den danske stat eller EU har tiltrådt. Fonden har ikke nogen holdning til de almennyttige fondes etiske ansvar set i relation til Grundforskningsfonden.
Grundforskningsfonden investerer i våbenselskaber, hvis våben anvendes af den israelske hær i den aktuelle krig i Gaza. FN’s øverste domstol, Den Internationale Domstol (ICJ), har netop indledt en sag, hvor Sydafrika anklager Israel for krigsforbrydelser. Vil sagens udfald få betydning for Grundforskningsfondens investeringsstrategi ift. våbenproducenter?
“Når fonden investerer, anvendes bl.a. EU’s og Danmarks sanktioner mod enkeltpersoner, virksomheder, organisationer og lande som rettesnor. Hvis Danmark eller EU indfører sanktioner, ny lovgivning eller lignende på baggrund af en afgørelse fra Den Internationale Domstol, vil fonden naturligvis leve op til dette”.
Krigen mellem Israel og Hamas har på fire måneder kostet knap 25.000 palæstinensere livet og mange flere sårede, oplyser de Hamas kontrollerede sundhedsmyndigheder i Gaza.
Både Amnesty og Human Rights Watch mener, at Israels krigsførelse bryder med international humanitær lov.
Fonden blev oprettet af Folketinget i 1991 for at sikre “fremragende grundforskning på højeste internationale niveau”. Fondens formue er dermed forankret i et demokratisk flertal.
FAKTA
Danmarks Grundforskningsfond investerer i flere våbenproducenter. På listen er flere atomvåbenproducenter, som andre investorer i Danmark typisk ekskluderer.
Foran det smukke gule kunstmuseum i den ukrainske provinshovedstad Kherson kørte fem lastbiler og en række militærkøretøjer op og blokerede gaden den 31 oktober 2022. I fire dage gik russiske soldater i rutefart mellem museet og de mange køretøjer, indtil de igen kørte deres vej – med mere end 10.000 kunstværker.
Det russiske militær, der havde besat Kherson, forlod byen med massevis af kunstværker og antikke genstande fra både Khersons lokalhistoriske museum og byens regionale kunstmuseum i det, eksperter efterfølgende har betegnet som det største kunsttyveri siden Nazisternes kunstrøverier under 2. verdenskrig.
Den ukrainske antikorruptionsenhed NACP oprettede d. 19 oktober en ny sektion, ‘Stolen Heritage’, til deres database ‘War&Art’. Den nye sektion offentliggør information om kunstværker og kulturarv, der er stjålet af Rusland, siden de annekterede Krim i 2014. ‘War&Art’-platformen har eksisteret siden august 2023 og haft til formål at spore gigantiske kunstsamlinger, ejet af rige sanktionerede russere, og stoppe handel med kunsten.
Ifølge Pavlo Kulyk, leder af afdelingen for analytisk arbejde og informationsudveksling hos NACP, er formålet med platformens nye sektion at dokumentere den kulturarv, Rusland har stjålet fra Ukraine, og bringe det til verdenssamfundets opmærksomhed.
“Vi håber, at det kan blokere for salg af genstande, som allerede er stjålet, forebygge fremtidig tyveri i besatte områder og stille Rusland til ansvar,” siger Pavlo Kulyk i et mailsvar til Danwatch.
Spørger man Mette Skak, Lektor Emerita i Statskundskab ved Aarhus Universitet og specialiseret i sanktioner mod Rusland, er det ikke nogen dårlig strategi.
“At indsamle dokumentation i relation til krigen kan være med til at gøre sanktionerne og udelukkelsen af Rusland fra det ‘gode selskab’ mere effektiv,” mener hun.
‘War&Art’ har lige nu registreret 1.253 genstande ejet af sanktionerede personer og 235 genstande, der er stjålet fra Ukraine. De identificerede kunstværker har en samlet værdi på 18,1 milliard danske kr.
Ifølge Pavlo Kulyk plyndrer russerne ikke kun de ukrainske museer, de gennemfører også deres egne arkæologiske udgravninger i de besatte områder efter ordre fra den Russiske Føderations myndigheder, og genstande, som er tusinder af år gamle, havner på russiske museer, fortæller han.
Blandt platformens stjålne genstande kan man blandt andet se et par små firkantede guldøreringe fra middelalderen med beskrivelsen, “taget af repræsentanter for Den Russiske Føderation under ulovlige udgravninger af kulturarvssteder i Ukraine”, herunder stjålet fra Krim i 2019.
De genstande, som blev stjålet, da det russiske militær forlod Kherson den 31. oktober 2022, optræder også i den nye database. Guldsmykker, antikke keramikvaser, og et sandstens gedehoved er blandt nogle de genstande platformen viser, fra Khersons lokalhistoriske museum.
Fra Khersons regionale kunstmuseum finder man både ukrainsk og international kunst fra det 17.-21. århundrede. Flere af malerierne portrætterer den ukrainske identitet. Et maleri viser f.eks. en kvinde i national ukrainsk folkedragt, et andet maleri portrætterer farvestrålende keramiske vaser med titlen “Ukrainian ceramics.”
Pavlo Kulyk fortæller, at ukrainerne vil føle konsekvenserne af Ruslands tyveri mod deres kulturarv i mange år endnu.
“Når smerten over tabet af vores kære aftager vil vi blive ramt af smerten over den kultur, som er blevet stjålet fra os,” skriver han.
DOKUMENTATION
Her ses et udsnit fra den ukrainske antikorruptionsenhed, NACPs digitale platform “War&Art” over de kulturgenstande, de har dokumenteret, at Rusland har stjålet fra Ukraine siden annekteringen af Krim i 2014.
Platformen ‘War&Art’, har hidtil beskæftiget sig med at spore sanktionerede oligarkers pompøse kunstsamlinger, og blandt værkerne er verdensberømt kunst lige fra Leonardo da Vinci’s Salvator Mundi til Andy Warhol’s Four Marilyns.
På listen over sanktionerede kunstsamlinger finder man den kontroversielle oligark Roman Abramovitjs samling, der med 365 værker til en samlet værdi af 2.602.615.137 kroner, er en af de største. I hans samling findes blandt andet værker af Pablo Picasso, Francis Bacon, Claude Monet og Salvador Dali.
Pavlo Kulyk skriver, at NACPs ‘War&Art’ dokumentation af sanktionerede oligarkers kunstsamlinger har skabt røre på det internationale kunstmarked.
“Takket være vores projekt vil de mest berømte auktionshuse nu ikke have noget med de sanktionerede russere og deres kunstværker at gøre,” skriver han.
Ifølge Pavlo Kulyk, er det for tidligt at sige, om deres nye sektion over stjålen kunst vil opleve samme succes, men foreløbig har de fået positiv feedback fra eksperter, siger han.
Mette Skak, emerita fra Aarhus Universitet, mener, at man kan se Ruslands plyndringer af ukrainsk kulturarv som et udtryk for, at Rusland ikke anerkender en ukrainsk national identitet.
“Rusland er ikke interesseret i at anerkende, at der findes en enestående ukrainsk nation og kultur, inklusiv værdifulde ukrainske kunstgenstande,” siger hun.
Det er Pavlo Kulyk enig i.
“Rusland prøver at ødelægge Ukraine på alle fronter, inklusiv den kulturelle,” skriver han til Danwatch.
Ifølge FNs kulturorgansiation UNESCO er kulturarv ofte mål for strategisk krigsførelse. Haager-konventionen fra 1954, som både er underskrevet af Rusland og Ukraine, har til formål at beskytte kulturarv. De lande, som har underskrevet den, skal “forbyde, forebygge og bremse enhver form for tyveri” af kulturgenstande.
Men Ukraine har tidligere beskyldt Rusland for at forbryde sig mod netop Haager-konventionen med deres plyndringer af kulturarv.
I nyere tid så man både plyndringer af Nationalmuseet og arkæologiske udgravninger under den seneste krig i Irak og Syrien, hvor Islamisk Stat blandt andet finansierede sin krig ved at sælge stjålen kulturarv.
Om siden ‘Stolen Heritage’ med deres dokumentation, vil sætte en stopper for handel med ukrainsk kulturarv, må tiden vise, men Pavlo Kulyk er klar i sin udmelding til verdenssamfundet.
“Når vi viser verden, at russerne stjæler Ukraines kulturarv, må verden reagere. Lande bør afbryde alle kontakter med russiske museer, fordi deres samlinger fyldes op med kulturgenstande stjålet fra Ukraine,” siger han.
Mord, voldtægter, kidnapninger og plyndringer.
Det var, hvad oprørsgruppen M23 ifølge FN foretog sig i landsbyen Kishishe i det østlige DR Congo i slutningen af november sidste år.
Det anslås, at 131 civile mistede livet undervejs.
Massakren er et af flere eksempler på, hvordan M23 i disse måneder hærger i det østlige DR Congo. Minimum 521.000 personer er drevet på flugt fra kampene mellem gruppen, den congolesiske regeringshær og et mylder af andre, mindre militser.
Det østlige DR Congo, der er kendt for sine rige naturressourcer, har i årtier været plaget af væbnet konflikt. Men situationen er blevet kraftigt forværret det seneste halve år, og i øjeblikket får kampene øget international opmærksomhed.
Både FN, USA, Tyskland, Frankrig samt EU advarer nemlig om, at M23-oprørerne opererer som en forlænget arm for nabolandet Rwandas hær, og at de i virkeligheden er finansieret og bevæbnet af en særdeles god ven af Danmark: den rwandiske præsident Paul Kagame, som danske myndigheder længe har forhandlet med om et asylsamarbejde.
“Vi gentager vores opfordring til Rwanda om at standse enhver støtte til M23 og trække samtlige tropper tilbage fra det østlige DR Congo”, sagde en talsmand for USA’ udenrigsminister Anthony Blinken 4. januar.
Danwatch har sammen med Jyllands-Posten siden midten af december forsøgt at få svar på den danske holdning til forbindelsen mellem M23’s brutale soldater og Rwanda.
Med andre ord: Følger Danmark linjen fra alle vores alliered e i Vesten, eller bakker vi op om Rwanda, som vi gerne vil have et asylsamarbejde med?
Det har ikke været ligetil at få svar.
I to omgange – den 13. december og 4. januar – afviste Udenrigsministeriet at forholde sig selvstændigt til sagen og henviste i stedet til EU-udtalelser uden at klargøre Danmarks position i sagen.
Nu reagerer udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) imidlertid i et svar, som Ekstra Bladet også kunne bringe tidligere på aftenen.
“Ligesom resten af EU-kredsen mener Danmark, at Rwanda skal standse støtten til M23-oprørerne. Det fremgår meget tydeligt af den erklæring, vi har vedtaget i EU”, skriver han.
Ministeren afviser at kommentere, hvorvidt regeringen direkte har bedt Rwanda om at stoppe støtten til M23:
”Vi taler løbende med Rwanda om en række spørgsmål. Det præcise indhold af den dialog vil jeg ikke gå i detaljer med offentligt.”
Udenrigsministerens sene svar frustrerer oppositionspartiet Enhedslisten.
“Når Rwanda væbner, træner og finansierer M23-militsen brutale oprør i det østlige DR Congo, bærer landet et aktivt medansvar for blodsudgydelserne i det konfliktramte land. Det manglede da bare, at udenrigsministeren endelig rejser lidt kritik”, siger udenrigsordfører Trine Pertou Mach (Ø) til Danwatch og Jyllands-Posten.
“Danmark har et aktivt partnerskab med Rwanda, og derfor er det ikke nok, at regeringen læner sig op ad kollektive fordømmelser, der fortoner sig i EU’s grå masse”, fortsætter hun.
Enhedslisten kræver samtidig, at Lars Løkke Rasmussen forklarer sig i Udenrigspolitisk Nævn.
Også SF vil gå videre med sagen. Udenrigsordfører Karsten Hønge frygter, at regeringen vil lade Rwanda slippe billigt for ikke at ødelægge forhandlingerne om et asylsamarbejde.
“Vi ved jo desværre alt for godt, at regeringen ønsker dialog med Kigali (hovedstad i Rwanda, red.) de kommende år. Hvis regeringen så samtidig ikke engang ønsker en mere kritisk dialog med Kagame-regimet om Rwandas ansvar i det østlige DR Congo – som FN meget længe har kritiseret – er det direkte uansvarligt, og det vil jeg bede regeringen om at forklare”, siger han til Danwatch.
M23-gruppen består primært af soldater, der er deserteret fra den congolesiske hær. De fleste af dem er tutsier og deler dermed etnicitet med Rwandas præsident Paul Kagame.
Kagame har gentagne gange afvist at have forbindelser til M23. Og for nylig advarede han om, at det vil få konsekvenser, hvis beskyldningerne fra det internationale samfund fortsætter.
Den 9. januar truede han med at udvise tusinder af congolesiske flygtninge, der bor i Rwanda.
“Rwanda reagerer utroligt voldsomt på enhver kritik i debatten om M23,” siger Simon Turner, professor og Rwanda-forsker på Lunds Universitet, til Danwatch og Jyllands-Posten.
Han mener ikke, at det er usandsynligt, at kritik fra Lars Løkke Rasmussen kan få indflydelse på forhandlingerne om et dansk flygtningecenter i Rwanda.
“Rwanda har det stærkeste kort på hånden i forhandlingerne om et modtagecenter. De får goodwill og penge for det – men hvis vi bliver med at kritisere dem, er det en realistisk mulighed, at de trækker stikket på projektet”, siger han.
Selvom den nye SVM-regering gerne ser, at et modtagecenter bliver oprettet i samarbejde med EU eller andre europæiske lande, er Danmark ultimativt stadig klar til at gå enegang i Rwanda.
Det har Venstre, Socialdemokratiet og Moderaterne alle tidligere bekræftet til Jyllands-Posten.
Spillefilm (116 min.) instrueret af Andrew Niccol.
Kan streames gratis på Filmstriben her.
Den fik lidt blandede anmeldelser i de danske medier, men her 17 år efter, at filmen Lord of war med Nicolas Cage fik premiere herhjemme, kan det bestemt anbefales at give den en chance igen.
Den amerikanske actionthriller er nemlig i den grad blevet aktuel.
Filmen er inspireret af historien om en af verdenshistoriens mest notoriske våbenhandlere Viktor Bout med tilnavnet ‘Dødens købmand’, der i årtier menes at have at forsynet regimer og krigsherrer overalt på kloden med våben og ammunition, selvom de var ramt af et våbenembargo fra FN.
Først i 2012 lykkedes det at få dømt den i dag 55-årige russer, da en amerikansk domstol fandt Bout skyldig i blandt andet at have konspireret om at sælge våben til en terrorgruppe, hvilket udløste en straf på 25 års fængsel.
Siden har der været forholdsvis stille om Bout lige indtil starten af december. Her var han en del af en spektakulær fangeudveksling, hvor den amerikanske basketballstjerne og dobbelte OL-guldvinder Brittney Griner efter et længere diplomatisk tovtrækkeri blev udvekslet med Bout. Griner var i november måned blevet idømt ni års fængsel ved en russisk domstol for besiddelse af cannabisolie.
Du kan se den spektakulære udveksling i videoen herunder:
Og det er her filmen Lord of war bliver særdeles interessant. For den understreger det gigantiske dilemma, de amerikanske myndigheder og præsident Biden har været i, da de frigav Viktor Bout, der om nogen har bidraget til menneskerettighedskrænkelser og folkedrab i en uhyggelig skala.
Lord of war er ikke en 1:1 beskrivelse af Bout’s liv. Hovedpersonen hedder i stedet Yuri Orlov, og i filmen følger man den fuldstændige vanvittige handel med våben, der har været – og som desværre stadig finder sted ifølge blandt andet FN og Amnesty.
Et emne Danwatch også flere gange har berørt.
Flere af filmens scener kan nærmest virke urealistiske, men det skræmmende ved Lord of war er, at den er meget tæt på sandheden. Da filmen udkom i 2005 udsendte Amnesty International en pressemeddelelse, hvor forsker i international våbenhandel Brian Wood udtaler:
“Den sørgelige sandhed er, at denne film i høj grad er baseret på fakta. Våbenhandlere er virkelig i stand til at flyve og sende våben ind i konfliktzoner, hvor civile bliver slagtet. De kan bevæbne nogle af verdens værste menneskerettighedskrænkere. Alligevel betyder manglen på juridisk bindende kontroller, at de – ligesom Nicolas Cages karakter – bare kan grine af loven.”
“Når folk forlader biografen, vil mange af dem sige ‘det er forfærdeligt, men Nicolas Cages karakter ville aldrig slippe af sted med det i det virkelige liv’. Men det gør våbenmæglere og transportører, selv i Storbritannien. Det er derfor, regeringer verden over skal sætte internationale våben, inklusive mæglere og transportører, under meget streng etisk kontrol.”
Præsident Biden har ikke offentligt talt om dilemmaet med at løslade en mand som Bout. Da Brittney Griner blev frigivet, gav Biden en tale i det Hvide Hus, hvor han blandt andet takkede de diplomatiske kræfter, der havde været med at til at få udvekslingen til at lykkes. Victor Bout blev ikke nævnt med et eneste ord.
Der har dog været kritik internt i den amerikanske regering. Washington Post skriver på baggrund af kilder i Justitsministeriet, at man i ministeriet har betragtet fangeudvekslingen som en fejl, fordi der blandt andet var så stor uoverensstemmelse mellem den kriminalitet, som henholdsvis Bout og Griner havde begået. En anonym kilde siger blandt andet:
“Hvis hun var min slægtning, ville jeg gerne bytte.”
“Men at handle en berygtet international våbenhandler med en basketballspiller er vanvid.”
Lord of war er i sig selv bestemt et kig værd, men den aktuelle fangeudveksling giver den et ekstra interessant twist.
Den eneste anke er, at Nicolas Cage måske fremstår lidt for sympatisk. Eller også har han bare formået at ramme Victor Bout’s karakter spot on. CNN’s redaktør for international sikkerhed Nick Paton Walsh har tidligere interviewet Bout og beskriver ham som en charmerende polyglot, der kan tale uendeligt om listen over de politiske karakterer, han har personlige forhold til globalt.
Bedøm selv. Filmen kan i øvrigt også anbefales 1. januar med cola og en skål popcorn.
Jul og nytår giver tid til fordybelse. Samtidig er det også her, vi typisk ser tilbage på det forgangne år. Derfor anbefaler vi på Danwatch det bedste, vi har læst, set eller lyttet i løbet af året.
Lad mig starte denne anbefaling med en advarsel:
Det, du skal høre om nu, omhandler en krigsforbrydelse fra den syriske borgerkrig. En grusom massakre på uskyldige civile begået af kyniske og koldblodige gerningsmænd. Og selv om jeg har udeladt de mest grafiske beskrivelser af hændelsen, er anbefalingen her ikke for sarte sjæle.
Har du let ved kvalme, behøver du ikke læse videre.
Har du maven til det, er artiklen, jeg her vil fortælle om, til gengæld et mesterstykke i undersøgende metoder, der ligger i grænselandet mellem journalistik og klassisk efterretningsarbejde. Artiklen er en hårrejsende beskrivelse af et af de mørkeste kapitler af den senere verdenshistorie og nogle af de værste forbrydelser, man overhovedet kan forestille sig.
Men den er også et levende bevis på, at selv de hårdeste nødder kan knækkes, hvis blot man er lidt kreativ og metodisk.
Historien starter i juni 2019, da professor Uğur Ümit Üngör fra Holocaust and Genocide Studies ved University of Amsterdam nærmest ved et tilfælde får fingrene i en række lækkede videoer fra den syriske borgerkrig.
Videoerne er optaget i 2013 i Tadamon, en forstad til Damaskus, og selv om Üngör i kraft af sit arbejde er vant til at se voldsomme videoer, bliver han alligevel chokeret over brutaliteten i det, han nu har i hænderne: En tilsyneladende systematisk udryddelse af civile begået af gerningsmænd i militærtøj, som smiler til kameraerne, mens de afslappet og kontrolleret gennemfører massakrer på mænd, kvinder og børn.
For Üngör og hans kollega Annsar Shahhoud bliver videoerne startskuddet til en flere år lang efterforskning for at finde frem til gerningsmændene.
Især tre videoklip bliver afgørende for efterforskningen. Her ser man to mænd henrette 41 civile og smide ligene i en 3 meter dyb massegrav, som de på forhånd har gravet med en bulldozer og fyldt med bildæk og benzin.
Det hele foregår stille og roligt og systematisk: Den ene mand trækker en efter en ofrene ud af en varevogn og fører dem frem gennem gaden. Deres hænder er bundet med strips, og deres øjne er dækket med tape. Den anden mand overtager og guider ofrene frem mod hullet. Han træder så et skridt tilbage og sparker dem ned i hullet, før han likviderer dem med en AK-47.
De to mænd snakker næsten ikke, bortset fra enkelte kommandoer – ”rejs dig”, ”kom ud”, ”gå” – og ser nærmest ud til at nyde opgaven.
Detaljerne, som gengives i artiklen, er svære at læse og behøver ikke gengives her. Nok er det at sige, at hverken mænd, kvinder, ældre eller børn skånes. Mennesker fra middel- og arbejderklassen, som helt til det sidste formentlig ikke forstod, hvorfor denne frygtelige skæbne skulle overgå netop dem.
Lige så hård, artiklen er at læse, lige så vildt er det at finde ud af, hvordan de to efterforskere fra Holland formår at optrevle hvem, der stod bag uhyrlighederne.
Ved at bruge klassiske journalistiske metoder kunne de lokalisere, hvor videoerne var optaget henne. En blå balkon, et rødt tag og en smule graffiti på nogle bygninger i baggrunden antydede, at videoerne var optaget i en forstad til den syriske hovedstad Damaskus. Med hjælp fra lokale kilder og eksperter i såkaldt geolokalisering blev den eksakte lokation slået fast.
Med den kunne Üngör og Shahhoud indsnævre, hvilke fraktioner og militser der kontrollerede området på tidspunktet for forbrydelsen. Og alting tydede på, at de ansvarlige skulle findes blandt den syriske hær under præsident Bashar al-Assad.
Og det er her, efterforskningen for alvor bliver spændende.
Da mange syriske regeringssoldater bruger Facebook, besluttede forskerne, at det måtte være vejen ind. De opfandt ”Anna Sh”, en falsk Facebook-profil, som de omhyggeligt og udførligt opbyggede over flere år. ”Anna” var syrer og stærk tilhænger af præsident Assad, og ved at poste bestemte opslag i et bestemt sprog fik ”Anna” opbygget et stærkt netværk blandt syriske soldater, militser, officerer, forretningsdrivende og efterretningsfolk.
Strategien med den falske profil blev en bragende succes, og forskeren Annsar Shahhoud kunne som ”Anna” foretage adskillige interviews med soldater i forskellige lag af det syriske militær.
En dag dukkede pludseligt en person op, som de to forskere genkendte som en af gerningsmændene fra massakren i Tadamon. De sendte ham en venneanmodning, og han godkendte.
Over seks måneder skrev de frem og tilbage, og de gennemførte flere videointerviews med manden, der tilsyneladende ikke anede uråd. ”Anna” vandt hans tillid i sådan en grad, at han til sidst indrømmede, at det var ham, der havde stået for drabene på de mange civile.
Den falske ”Anna” var et genialt påfund, der gjorde forskerne i stand til at komme helt ind under huden på de massemordere, der havde udført nogle af krigens værste forbrydelser i Bashar al-Assads navn.
Artiklen er hård kost at komme igennem. Grusomhederne, der udspillede sig i Damaskus i 2013, er svære at læse om. Men det er samtidig svært at forestille sig noget vigtigere og mere ædelt end at forsøge at opklare netop den slags.
Af den grund er historien værd at læse. For forfatternes grundighed, deres vedholdenhed og deres metoder. Og for ideen om, at ingen forbrydelser af den karakter bør gå ustraffet hen.
Jul og nytår giver tid til fordybelse. Samtidig er det også her, vi typisk ser tilbage på det forgangne år. Derfor anbefaler vi på Danwatch det bedste, vi har læst, set eller lyttet i løbet af året.
Dokumentar (38 min.), Al Jazeera.
Filmen ligger tilgængeligt på Youtube her.
Siden en af den arabiske verdens mest prominente journalister, Shireen Abu Akleh, blev dræbt af skud i maj i år, er en kamp om ansvaret for hendes død blevet udkæmpet mellem alverdens medier, NGO’er og statsmagter.
Kort efter, at hun blev ramt af en kugle i hovedet i Jenin på den nordlige Vestbred, meldte israelske myndigheder ud, at den mangeårige Al Jazeera-journalist var blevet dræbt af de palæstinensiske militante, som israelske soldater havde været i kamp med i Jenin den samme morgen.
Men bare få timer efter kunne den israelske menneskerettighedsorganisation B’tselem imidlertid tilbagevise den forklaring ved at udstille, hvordan palæstinenserne fra deres position på umulig vis skulle have skudt omkring flere hjørner for at have ramt Shireen Abu Akleh.
Fem dage senere konkluderede den undersøgende researchgruppe Bellingcat på baggrund af video- og lydmateriale uploadet på sociale medier, at israelske soldater sandsynligvis var ansvarlige for drabet. En uge senere kom en undersøgelse fra Associated Press frem til det samme.
I den efterfølgende måned konkluderede først en meget udførlig undersøgelse af video- og lydmateriale fra Washington Post, at skuddet, der ramte Shireen, måtte komme fra den israelske konvoj, som havde været placeret længere nede af den vej, hun og andre journalister stod på. Blandt andet kunne tekniske analyser af lyden fra skuddene afsløre, at de var blevet affyret omkring 200 meter fra, hvor Shireen stod – hvilket passede med de israelske soldaters position.
Samme konklusion kom frem i en omfattende udgivelse fra New York Times’ undersøgende redaktion, som også påviste, at ingen palæstinensiske militante så ud til at have været i nærheden af journalisterne i tiden op til det dræbende skud.
På baggrund af skudhullerne omkring gerningsstedet vurderede militæranalytikere kort efter over for CNN, at skuddene ikke var blevet affyret tilfældigt men havde været rettet direkte mod journalisterne. Der var simpelthen ikke mulighed for, at tilfældige skud på så lang afstand ville ramme inden for så lille et område, lød det fra eksperterne.
I juni blev de journalistiske undersøgelser bakket op af en rapport fra FN’s Menneskerettighedskontor, som bemærkede, at der tilsyneladende var blevet sigtet efter journalisterne. Og i september kunne den britiske forskningsenhed Forensic Architecture i samarbejde med den palæstinensiske menneskerettighedsorganisation Al-Haq konkludere, at de israelske soldater bevidst havde sigtet efter presse-folkene på trods af, at det burde være tydeligt for dem, at der var tale om journalister.
De to organisationer simulerede blandt andet, hvordan de Al Jazeera-ansatte har set ud i sniper-sigtet fra soldaternes position, hvorfra journalisternes blå presse-veste og -hjelme burde have været tydeligt synlige. Nye videooptagelser viste desuden, hvordan skuddene stoppede, da journalisterne søgte dækning og begyndte igen, da de viste sig for soldaterne – for eksempel i det, de forsøgte at få Shireen Abu Akleh trukket væk, efter hun var blevet skudt og lå livløs på jorden.
En ny dokumentar fra Al Jazeera ‘The Killing of Shireen Abu Akleh’ gennemgår forløbet og de mange skiftende forklaringer og positioner, som Israel, USA og EU har taget, i takt med at nye oplysninger om drabet er blevet gravet op.
Senest har det det israelske militær i september i deres egen undersøgelse af forløbet medgivet, at der er “stor sandsynlighed” for, at Shireen Abu Akleh “ved et uheld blev ramt af [det israelske militærs] skud.” Men i samme rapport skriver militæret, at journalisterne blev fanget i krydsilden med palæstinensiske militante, “under hvilken der blev affyret livstruende, udbredte og vilkårlige skud mod israelske soldater.”
Det bliver modbevist i de ovennævnte undersøgelser såvel som i dokumentaren, i hvilken videooptagelser viser, at der er roligt og ikke foregår nogen kampe i tiden op til, at journalisterne bliver beskudt.
Shireen Abu Akleh er amerikansk statsborger, og i juni meldte Det Hvide Hus ud, at man ønskede en uafhængig undersøgelse af hændelsen. Det trak man imidlertid tilbage efterfølgende, og i stedet hævder USA nu, at man baserer sin vurdering af sagen på både den officielle palæstinensiske undersøgelse af hændelsen og den undersøgelse, som det israelske militær selv har lavet. På den baggrund konkluderer man, at der ser ud til at være sket et uheld, hvor israelske skud med al sandsynligvis har ramt Shireen Abu Akleh, uden at det var intentionen.
I dokumentaren hører vi fra de af Shireen Abu Aklehs kolleger, som var til stede, da hun blev dræbt – og som enten selv blev ramt af skud eller forgæves forsøgte at redde hende. Det er hårdføre folk, som er vant til at dække væbnet kamp, men som nu ikke længere føler sig beskyttet af deres presseveste og som for fleres vedkommende har måttet tage pause fra journalistik.
I filmen kommer det frem, at ingen af disse hovedvidner er blevet interviewet til det israelske militærs undersøgelse af hændelsen. Dokumentaren konfronterer herefter flere gange amerikanske myndigheder med, at man baserer sig på det israelske militærs undersøgelse af sig selv. Men det lykkes hverken at få amerikanerne til at forholde sig til, at de palæstinensiske hovedvidner ikke er interviewet i den israelske undersøgelse, eller at videomaterialet og de journalistiske undersøgelser fra stedet fuldstændig modstrider militærets forklaring om, at drabet skete under krydsild.
Undervejs i dokumentaren, i november måned, melder FBI ud, at man nu – uafhængigt af Det Hvide Hus – vil undersøge drabet. Israelske myndigheder har meldt klart ud, at de ikke kommer til at samarbejde, og sammen med Det Hvide Hus’ uvilje gør det det uklart, hvor omfattende en undersøgelse, der vil være tale om.
Shireen Abu Aklehs amerikansk-palæstinensiske familie har forgæves forsøgt at mødes med Præsident Biden i både USA, og da han besøgte Israel. De har mistet tilliden til de amerikanske myndigheder og den amerikanske præsident, forklarer Shireen Abu Aklehs niece, Lina Abu Akleh, i filmen:
“Han prædiker pressefrihed og beskyttelse af journalister, men det har været ekstremt foruroligende at se, hvordan han ikke kærede sig om de værdier, da Shireen blev dræbt. Det viser de dobbeltstandarder, der er gældende, når der er tale om en palæstinensiske-amerikansk journalist”, siger hun.
Jul og nytår giver tid til fordybelse. Samtidig er det også her, vi typisk ser tilbage på det forgangne år. Derfor anbefaler vi på Danwatch det bedste, vi har læst, set eller lyttet i løbet af året.
Et kampfly suser over en tætbefolket by. Besætningen analyserer forskellige lokationer på landjorden, udser sig et mål og sender så et missil direkte mod en propfyldt markedsplads. Snesevis af uskyldige mænd, kvinder og børn sprænges i stumper og stykker.
Det er en scene, der igen og igen har udspillet sig i nogle af verdens værste krigszoner. Men hvem kan holdes ansvarlig for sådanne handlinger, der ofte udgør regulære krigsforbrydelser? Hvor langt rækker ansvaret?
De, der træffer beslutningen om at affyre missiler mod civile, kan i bedste fald stilles for internationale krigsforbryderdomstole. Dem, der til gengæld tjener milliarder på at forsyne krigsforbryderne med våben og ammunition, går som regel fri.
Men noget er måske ved at ændre sig.
Tidligere på måneden indledte en gruppe af NGO’er et søgsmål mod tre af Frankrigs største våbenproducenter for at medvirke til krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden ved at have leveret kampfly og missiler til Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater (UAE).
NGO’erme argumenterer for, at våbenproducenterne Dassault Aviation, Thales og MBDA France med deres salg af kampfly og missilsystemer har faciliteret netop Saudi-Arabiens og UAE’s veldokumenterede krigsforbrydelser i Yemen. Her har de to lande blandt andet udført omfattende og systematiske bombninger af civile hjem, markeder, hospitaler og skoler, blandt andet ved hjælp af fly og missiler fra de franske virksomheder. Krigen i Yemen har kostet over 377.000 mennesker livet og har ført til det, FN har beskrevet som den værste humanitære katastrofe i verden.
“Koalitionens luftangreb har forårsaget forfærdelig ødelæggelse i Yemen. Våben, som er produceret og eksporteret af europæiske lande, og især af Frankrig, har muliggjort disse forbrydelser”, lyder det fra Abdulrasheed al-Faqih, som er leder af den yemenitiske organisation Mwatana for Human Rights, der sammen med den Berlin-baserede NGO European Center for Constitutional and Human Rights (ECCHR) og Sherpa International og med hjælp fra Amnesty International står bag søgsmålet.
Frankrig har mellem 2015 og 2020 solgt våben, ammunition og vedligeholdelse for næsten 60 milliarder kroner til Saudi-Arabien og UAE, der dermed er blandt de allerstørste importører af franske våben.
De tre NGO’er håber, at søgsmålet i Frankrig kan være med til i højere grad at stille våbeneksportører til ansvar for de forbrydelser, deres varer muliggør i verdens konfliktzoner.
Historisk set er det dog svært at få straffet virksomheder for, hvordan deres produkter benyttes af køberne (en række opsigtsvækkende undtagelser fandt dog sted efter Anden Verdenskrig, hvor blandt andre producenterne af giftgassen Zyklon B blev dømt til hængning for at have leveret gassen til tyskerne, der brugte den i de berygtede gaskamre).
Med mindre der er tale om almindelige lovbrud eller brud på handelssanktioner, er det i dag sjældent, at virksomheder må bøde for deres forretninger i krigsførende nationer. Flere forsøger alligevel – her er nogle nylige eksempler på, hvordan det kan gå:
Alle sager, hvor danske firmaer bliver anmeldt for at overtræde EU’s regler ved eksempelvis at handle med sanktionerede russiske eller belarusiske oligarker, havner nu på PET’s bord.
Det bekræfter efterretningstjenesten over for Danwatch.
Tidligere har det været bagmandspolitiet (SØIK), der som udgangspunkt har visiteret, hvilken myndighed der skulle behandle politianmeldelser af personer eller firmaer for overtrædelse af EU-sanktioner efter straffelovens § 110 c, stk. 3.
I midten af december 2021 vedtog Folketinget imidlertid at oprette en ny National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), som fra 1. januar har overtaget blandt andet området med sanktionsbrud fra bagmandspolitiet.
Men først skal de altså altid forbi PET for at undgå, at sager bliver kastebolde i systemet:
“Sager vedrørende overtrædelse af straffelovens § 110 c, stk 3 behandles af NSK, medmindre sagen behandles i PET. For at optimere sagsgangen og sikre, at sager om sanktionsbrud ikke sendes uhensigtsmæssigt frem og tilbage mellem myndigheder modtager PET, efter aftale med NSK og de nationale kompetente myndigheder, alle anmeldelser om brud på sanktioner, hvorfra sagen, hvis den ikke skal behandles af PET, oversendes til NSK,” skriver PET til Danwatch.
I henhold til straffelovens § 110 c, stk. 3, jf. stk. 2, straffes overtrædelser af EU´s forordninger om sanktioner, som er vedtaget med hjemmel i artikel 215 i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde, med bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 år. I henhold til § 110 c, stk. 4, straffes uagtsomme overtrædelser med bøde eller fængsel indtil 2 år.
PET er langt mere hemmelighedsfulde på spørgsmålet om, hvilke sager de selv kan tænkes at tage op.
“PET kan ikke udtale sig om, hvilke kriterier der ligger til grund for, hvornår sagen behandles i PET”, oplyser tjenesten.
PET vil heller ikke fortælle, om man har modtaget sager om sanktionsbrud til vurdering siden Ruslands invasion af Ukraine 24. februar i år.
Hos National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er man lidt mere åbne. Her oplyser pressetjenesten til Danwatch:
“NSK har endnu ikke modtaget nogen anmeldelser om brud på sanktioner mod Rusland eller Hviderusland”.
Det vil typisk være Erhvervsstyrelsen og andre relevante myndigheder, der vil undersøge, om mulige sanktionsbrud skal anmeldes til PET.
En af de sager, styrelsen lige nu undersøger, er Danwatch’s afsløring af et muligt sanktionsbrud begået af den danske industrivirksomhed FLSmidth, som i sommeren 2021 fortsatte med at levere udstyr til en mine i Belarus, der er kontrolleret af den russiske oligark Mikhail Gutseriev, som EU havde sanktioneret.
Det er fortsat uvist, om Erhvervsstyrelsens undersøgelse af FLSmidth munder ud i en politianmeldelse.
Erhvervsstyrelsen oplyser til Danwatch, at man udover sagen med FLSmidth i Belarus har åbnet tre øvrige undersøgelser af mulige brud på EU-sanktioner i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine i slutningen af februar.
Mindst en af sagerne er efter alt at dømme oversendt til Finanstilsynet, der fører tilsyn med, om finansielle virksomheder overholder EU’s sanktionsforordninger.
Danwatch laver journalistik, der forandrer verden. Og med den målestok har 2021 været et fantastisk år. Mange af vores afsløringer har fået omgående og konkrete konsekvenser i form af politiefterforskninger, stop for eksport og investeringer i lande, der krænker menneskerettighederne og politiske initiativer, der rækker langt ud i fremtiden.
Her har vi samlet nogle af de vigtigste.
En af de historier, der har ført til omgående ændringer er vores afsløring Våben på afveje, der afdækker det danske IT-firma Systematics eksport at militært software til de Forenede Arabiske Emirater – et land, som FN-eksperter og menneskeretsorganisationer anklager for at begå krigsforbrydelser mod civilbefolkningen i Yemen-krigen.
Undersøgelsen, der er lavet i samarbejde med TV2 og det hollandske researchcenter Lighthouse fik i december 2021 Rigspolitiet til at trække Systematic eksporttilladelse tilbage og melde firmaet til Bagmandspolitiet for brud på de danske våbeneksportregler.
Sagen er efterfølgende overgivet til Østjyllands Politi, der efterforsker sagen med henblik på at rejse en eventuel straffesag. Danmark suspenderede al militær eksport til Emiraterne i november 2018, men trods forbudet har Systematic fortsat eksporten af sit militære kampstyringssystem Sitaware via sit datterselskab i Storbritannien.
Ud over at stoppe Systematics eksport har justitsminister Nick Hækkerup strammet kontrollen med eksport af våben og militært udstyr til tredjelande, så det ikke fremover bliver muligt for danske forsvarsvirksomheder at eksportere til tredjelande, som Danmark mener, det er uforsvarligt at eksportere til.
Læs undersøgelsen af Systematics eksport til Emiraterne; Våben på afveje
Og vores seneste afsløring af Systematics eksport til Bahrain her.
En anden af vores historier, som har ført til konkrete ændringer, er afsløringen af den danske stats finansiering af oliefyrede kraftværker på Bermuda og i Mali – en støtte, der går stik imod de mange skåltaler for Danmark som grønt foregangsland.
I samarbejde med Politiken har vi afdækket, hvordan Danmarks Eksportkreditfond (EKF) har postet ikke mindre end 768 millioner kroner i lån og bankgarantier til de to stærkt forurenende- og alt andet andet end grønne kraftværker.
Takket være afsløringerne besluttede regeringen, at Danmark fra årsskiftet 2021-2022 ikke længere skal yde eksportkreditter og lån til “fossile brændsler i energisektoren i udlandet.
En tredje sag, hvor Danwatchs har spillet en betydelig rolle, handler om det norske teleselskab Telenors samarbejde med militærjuntaen i Myanmar, der i begyndelsen af 2021 tog magten ved et kup.
I samarbejde med det lokale medie Frontier Myanmar har vi først afdækket, hvordan Telenors master er blevet anvendt i forbindelse med folkemordet på rohingyaerne, og siden hvordan Telenor har delt følsomme mobildata med militærstyret og aktivt bidraget til at lukke munden på Myanmars kritiske medier.
I juli besluttede Telenor at sælge alle sine aktiviteter i Myanmar, men salget gik til et firma, som har tætte forbindelser til militæret, hvilket har fået flere hundrede civilsamfundsorganisationer til at indbringe Telenor for det norske Klagenævn for virksomhedsansvar.
En fjerde sag, som vi har haft afgørende indflydelse på i årets løb er vindmøllegiganten Vestas kontroversielle vindmølleprojekt i Kenya.
Efter flere års tovtrækkeri har en kenyansk domstol i oktober 2021 kendt projektet ulovligt og dermed bekræftet den undersøgelse af projektet, som Danwatch gennemførte i 2016.
Ifølge retten er de 254 møller, der udgør Afrikas største grønne investering nogensinde, bygget på ulovlig handlet jord og projektet etableret uden at de berørte parter, heriblandt områdets nomadestammer, er blevet hørt, som de skal ifølge konventionerne.
De ansvarlige politikere har fået et år til at genforhandle retten til jorden. Hvis det ikke lykkes, bliver jorden igen fælleseje, community land.
Ud over de fire sager har vores afsløringer ført til et væld af samråd i Folketinget om så forskellige emner som statslige investeringer via skattely, manglende kontrol med økologisk kosmetik, skrotning af Mærsk-skibe i Indien og pensionsinvesteringer i afrikanske diamantminer.
Folketingets medlemmer og udvalg har desuden stillet en tsunami af spørgsmål til regeringen på baggrund af vores undersøgelser. En hurtig optælling viser, at Danwatch har givet anledning til ikke mindre end 66 spørgsmål, blandt andet om danske pensionskasser investeringer i Myanmar og i virksomheder, der sælger våben til Saudi Arabien og Emiraterne og om Tvinds vildledende tøjindsamlinger til ulandene.
Hvis du ikke vil gå glip af vores afsløringer i det kommende år, kan du hoppe ind på vores hjemmeside og tegne et gratis abonnement på vores ugentlige nyhedsbrev lige her.
En aktindsigt fra britiske myndigheder, som Danwatch og TV 2 har fået, giver nye oplysninger om den danske IT-gigant Systematics fortsatte militære eksport til Emiraterne på trods af et dansk eksportforbud.
Emiraterne står bag bombninger af civile mål og udsultning af civilbefolkningen i det borgerkrigshærgede Yemen, der af FN er betegnet som verdens værste humanitære krise.
Som Danwatch og TV 2 tidligere har fortalt, har Systematic efter forbuddet fortsat eksporten til Emiraterne via et britisk datterselskab. Det har fået Rigspolitiet til at indlede en undersøgelse af, hvad Systematic vidste om slutbrugeren af deres militære software, da de i november 2020 fik tilladelse til at eksportere fra Danmark til Storbritannien.
Ifølge eksporttilladelsen kendte Systematic ikke til den endelige slutbruger af deres software, da man søgte om tilladelse hos de danske myndigheder til at eksportere til Storbritannien. Men det såede Danwatch og TV2’s afsløringer tvivl om. Blandt andet viste jobannoncer, at Systematic søgte ansatte til at implementere deres militære software i Emiraterne både i tiden før og efter den danske eksporttilladelse.
De nye oplysninger dokumenterer nu, at Systematic ønskede at fortsætte sin eksport fra Storbritannien til Emiraterne, kort efter at man havde fået tilladelse til at eksportere softwaren fra Danmark. Ifølge en aktindsigt fra britiske myndigheder søgte og fik Systematic således i april og maj 2021 fire tilladelser til at eksportere deres militære software fra Storbritannien til Emiraterne.
Det får flere eksperter til at reagere.
Eksperterne mener, at de nye oplysninger øger mistanken om, at Systematic har givet Rigspolitiet ufuldstændige oplysninger, da man ansøgte om en eksporttilladelse i Danmark.
“Det virker usandsynligt, at virksomheden ikke i november 2020 vidste, at Emiraterne ville være slutbruger. Det ville være rimeligt at spørge virksomheden, hvor lang tid der normalt går, fra at man underskriver nye kontrakter, til at man indsender licensansøgninger”, siger Anna Stavrianakis, der er ekspert i våbenkontrol og professor i international politik ved det britiske University of Sussex, hvor hun følger våbeneksporten til de krigsførende parter i Yemen tæt.
Også Tom Kirchmeier, der er professor i økonomisk kriminalitet ved CBS og London School of Economics, finder det usandsynligt, at IT-firmaet var uvidende om slutbrugeren af deres produkter. Han hæfter sig på samme vis ved, at det normalt tager lang tid at lande ordrer om salg af forsvarsudstyr.
“De nye oplysninger bestyrker mistanken om, at Systematic vidste, at Emiraterne var slutbruger, da man søgte eksporttilladelse i Danmark”, siger Tom Kirchmeier.
Af aktindsigten fra Storbritannien fremgår det, at Systematic den 8. april og 4. maj 2021 søgte permanente udførselstilladelser til eksport af kommando- og kontrolsystemer til Abu Dhabi, som er Emiraternes hovedstad og huser Systematics lokale kontor i landet.
Storbritannien, der ikke som Danmark har suspenderet militær eksport til Emiraterne som følge af Yemen-krigen, godkendte Systematics eksporttilladelser i maj og juni 2021.
Derudover søgte Systematic to midlertidige udførselstilladelser til Emiraterne i april og maj 2021. Danwatch og TV 2 har tidligere fortalt, at Systematic allerede i december 2020 søgte en midlertidig tilladelse til at eksportere militært software til Emiraterne i salgsøjemed.
Over for Danwatch har Systematic tidligere oplyst, at tilladelsen fra december 2020 blot drejer sig om en demo-version af et softwareprodukt, som skulle bruges til fremvisning og salg i Emiraterne. De permanente tilladelser, som fremgår af den nye aktindsigt, indebærer imidlertid eksport af militær software som skal forblive i Emiraterne.
Med henvisning til den igangværende dialog med politiet afviser Systematics pressechef Maia Lindstrøm Sejersen i en mail at kommentere på de konkrete eksporttilladelser til Emiraterne fra april og maj i år.
Systematic svarer således ikke på, om virksomheden vidste, at den ville videreeksportere sin militære software fra Storbritannien til Emiraterne, da man søgte eksporttilladelse i Danmark.
Danwatch har forsøgt at få en kommentar fra Rigspolitiet i sagen, men det har ikke været muligt.
En aktindsigt hos danske myndigheder viser imidlertid, hvad Rigspolitiet har spurgt Systematic om oven på Danwatch og TV2’s historier om Systematics eksport.
I september i år spurgte Rigspolitiet, om Systematic nu er blevet bekendt med slutbrugeren for de produkter, de i november 2020 fik tilladelse til at eksportere fra Danmark til Storbritannien.
“Rigspolitiet vil gerne orienteres om, hvorvidt Systematic A/S på nuværende tidspunkt er bekendt med slutbrugeren af de produkter, der er omfattet af tilladelsen”, spurgte Rigspolitiet den 10. september 2021.
Den 17. september gentog Rigspolitiet spørgsmålet, til Systematics advokat.
”Rigspolitiet vil fortsat gerne orienteres om, hvorvidt Systematic A/S er bekendt med slutbrugeren af de produkter, der er omfattet af tilladelsen”, skrev de.
Sult og hungersnød i konfliktområder er ikke et nyt fænomen. Men for første gang har menneskerettighedsorganisationer kortlagt, hvordan systematisk udsultning af civilbefolkningen bliver brugt i den seks år lange krig i Yemen.
Det sker i en ny rapport med titlen Starvation Makers, som NGO’erne Mwatana og Global Rights Compliance (GRC) har udgivet. Her dokumenterer de i en hidtil uset grad, hvordan yemenitiske afgrøder, fødevarelagre, vandværker og fiskeri-områder bliver angrebet af flere parter i krigen.
Den ene af krigens parter, den saudisk-/UAE-ledede koalition, som støttes af USA og Storbritannien, har bombet landbrug, fiskeri-områder og vandværk bestyret af civile, mens houthi-grupperingen Ansar Allah har udlagt landminer i flere områder og dermed forhindret lokalbefolkningens adgang til mad og vand.
Ifølge juridisk seniorrådgiver og medforfatter til Starvation Makers Kate Vigneswaran udmærker denne rapport sig ved sit særlige fokus på mulighederne for at bringe de ansvarlige for retten.
“Det er første gang, at udsultning af civile undersøges som et potentielt brud på krigens love. Rapporten konkluderer blandt andet, at krigens parter kan være skyldige i potentielle krigsforbrydelser, fordi de bruger udsultning som et våben”.
Systematisk angreb på fødevaresikkerhed omfatter i rapporten både ødelæggelsen af afgrøder, vandforsyning og infrastruktur, og det at nægte adgang til, eller afholde folk fra at kunne benytte eksisterende fødevarer og produktion.
Det vil sige, at hvis et luftangreb ødelægger vandforsyning, eller et område gøres utilgængeligt på grund af landminer, kan det betragtes som angreb på fødevaresikkerheden, selvom afgrøderne måske stadig er intakte.
Blandt andet dokumenterer rapporten, hvordan den Saudisk/UAE-ledede koalition den 8. april 2017 bombede Jalhouf-landbruget, der ligger i Abs-distriktet i det nordvestlige Yemen. Angrebet ødelagde en vandpumpe, en dam og vandingssystemet til det cirka 132.000 kvm store landbrugsareal. Der var altså tale om et målrettet angreb, som ødelagde muligheden for at dyrke landbrug på området.
Landbruget, der ejedes kollektivt af en gruppe på 15 bønder, brødfødte de omkring 250 mennesker, som var ansat eller familie til ejerne, samt producerede yderligere varer til de omkringliggende områder. En af medejerne Ahmed Jalhouf fortæller, at den gennemsnitlige årlige produktion var på 2.000 kilo sesam, 3.000 kilo majs, og 80 tons vandmelon.
Bombningen af landbruget sårede i øvrigt fire civile, inklusive et barn, ødelagde vandforsyningen til produktionen og dræbte et husdyr.
“Vi var nødt til at forlade gården, fordi det blev umuligt at opdyrke jorden, efter at vandpumpen blev ødelagt. Vi er bange for, at flyene vil bombe det igen, og vi har ikke råd til reparationerne”, fortæller Ahmed Jalhouf i rapporten.
I et opfølgende interview med Mwatana i 2021, siger Ahmed Jalhouf, at de (bønderne. red.) blev fordrevet til forskellige steder. Han ved ikke om de andre bønder fra gården stadig er i live.
Koalitionen udøver allerede en blokade af udefrakommende varer fra havne og lufthavne, mens Ansar Allah flere steder har afskærmet nødhjælp i at nå frem. Men Starvation Makers behandler specifikt angreb på lokal vand- og madforsyning.
Det kan være svært at gennemskue, hvad parterne forsøger at opnå ved at udsulte civile i deres eget land. De civile, der rammes i angrebene, ved oftest godt om, det er koalitionen eller houthi-siden, som angriber. Koalitionen bruger hovedsageligt luftangreb og mortergranater, mens houthierne som regel bruger landminer.
Kate Vigneswaran, juridisk seniorrådgiver og medforfatter til rapporten, pointerer, at angreb på fødevareproduktion juridisk set ikke nødvendigvis udgør en krigsforbrydelse, hvis der er klare militære mål for øje. Havde det været for at hindre forsyninger til fjendtlige tropper, ville det potentielt ikke udgøre en forbrydelse. Hun understreger dog, at arbejdet forud for rapporten undersøgte sådanne muligheder, og at det ikke lod til at være tilfældet i nogen direkte forstand.
Helle Lykke Nielsen, Ph.D. og lektor ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet, er ikke på forhånd bekendt med Starvation Makers, men fortæller, at det ikke er noget nyt, civilbefolkningen bliver klemt inde mellem stridende parter.
“Civilbefolkningen bliver altid brugt i sådanne konflikter, men i Yemen bliver det presset til det yderste og systematiseret”, siger Helle Lykke Nielsen og tilføjer, at det handler om at have kontrol over befolkningen og landet.
Hun påpeger i den forbindelse, at Yemens geografi og befolkningssammensætning gør dette til en udfordring, selv i fredstid. Med store bjergområder og ekstrem varme er landet ikke let at styre. Hun påpeger også, at magten i Yemen er fordelt i klaner, der dominerer mindre områder, hvilket gør magtkampene langt mere indviklede.
Med konflikten bliver alt dette intensiveret, forklarer Helle Lykke Nielsen.
“Dels bliver det sværere at vinde over den anden part, fordi grundvilkårene er så vanskelige, men det med at skulle have kontrol over befolkningerne, som jo heller ikke er nogen ensartet størrelse, det bliver også voldsommere”, siger hun.
Angrebene kan ifølge hende også være et middel til at administrere befolkningen og slå hårdt ned i områder, hvor man ikke har opbakning.
Det er i det lys, Helle Lykke Nielsen mener, at man kan forstå, hvorfor koalitionen og Ansar Allah udraderer fødevare-infrastruktur i det land, de kæmper om.
“Midlerne bliver så voldsomme, fordi det er så vanskeligt at få kontrol over”, siger Helle Lykke Nielsen.
Rapporten fra Mwatana og GRC konkluderer, at det er i strid med folkeretten at bruge udsultning af civile som våben i Yemen-krigen, og at de krigsførende parter derfor kan være ansvarlige for krigsforbrydelser.
Rapportens forfattere håber, at den 386 sider lange rapport kan blive første skridt i retning af et egentligt retsopgør. Men det er ikke så ligetil, som man kunne tro, at bringe krigens parter for retten.
Den internationale straffedomstol (ICC) i Haag har nemlig ikke jurisdiktion til at tage sagen om udsultning op. Derfor opfordrer rapporten FN’s Sikkerhedsråd til at henvise sagen til ICC, som dermed kan tage den.
Derudover anbefaler rapporten også, at FNs Sikkerhedsråd opretter et internationalt efterforskningsorgan “med mandat til at samle, analysere og gemme bevismateriale, og forberede sagsakter til retsforfølgelse”, som der står i rapporten.
Lignende er set i Myanmar og Syrien, hvor der ikke er oprettet krigsforbryderdomstole, men i første omgang et efterforskningsorgan.
Kate Vigneswaran ser det som et yderst vigtigt skridt, da sådan en instans ville kunne påbegynde efterforskningsarbejdet, før det er for sent.
“Jo længere vi venter, jo større er chancen for, at bevismateriale går tabt, eller at vidner glemmer afgørende detaljer.”
På den måde ville det være muligt for en intern domstol på et senere tidspunkt at bruge resultaterne af efterforskningen til at bringe de ansvarlige for retten.
Helle Lykke Nielsen ser projektet som en anelse for optimistisk.
“Det er et rigtigt og fint initiativ, men det har lang vej igen. Når man i fredstid har svært ved at få landet samlet som en nationalstat, så siger det jo sig selv, at hvis der kommer nogen, måske endda udefra, og siger ‘vi skal have lavet nogle administrative procedurer, så vi kan begynde at indsamle det ene og det andet’, så tror jeg alle sukker dybt og tænker ‘det er godt med dem’”.
