“Jeg bliver ved med at spørge mig selv, hvad der skal blive af mine børnebørn. Hvor vil de befinde sig, når alt vandet begynder at strømme ind? Vil nogen have fundet en løsning, der gør, at de er i sikkerhed til den tid? Vi kan ikke længere stå på sidelinjen. For det her kommer til at ske, og det kommer til at ødelægge vores liv.”
Sådan lyder ordene fra Anote Tong, tidligere præsident i Kiribati, i Anote’s Ark. Filmen er lavet af canadiske Matthieu Rytz og vises i Cinemateket i København 1. februar. Omdrejningspunktet er øriget Kiribati i Stillehavet, der er ved at blive opslugt af stigende vandstande. Det estimeres, at øriget vil være helt forsvundet om bare 50 år.
[Boks1]
Anote Tong ved, at det er for sent at redde Kiribati. Samtidig er han overbevist om, at den skæbne, der lige nu rammer beboerne der, en dag vil ramme andre resten af verdens befolkning. Derfor er det vigtigt at blive ved med at kæmpe.
Den overbevisning deler Sune Gudnitz, der er tidligere nødhjælpschef for FN i Stillehavsområdet. I forbindelse med visning af dokumentarfilmen den 1. februar skal han diskutere klimaforandringerne og havstigningerne, der opsluger Kiribati.
“Det centrale spørgsmål i filmen er: Hvordan flytter man et folk, et land, en nation, og en historie? Men de pointer, som er vigtige for mig, er ikke kun det, der sker i Kiribati. Det er et spørgsmål om, at det her er et spejl ind i fremtiden”, siger han.
Kiribatis beboere opfører en nationaldans. Foto: Anote’s Ark, Docs & Talks
Sune Gudnitz arbejdede i Stillehavsområdet i fire år. Selv over den relativt korte periode kunne han tydeligt se, hvordan koraller døde, og vandstanden gradvist steg, så der blev mindre og mindre land tilbage på øerne, fortæller han:
“Det var der, det virkelig begyndte at gå op for mig, at vi taler om nu. Det er jo ikke først om 50 år, når den sidste top af Kiribati er under vand, at det sker. Det sker nu. Og det sker rigtig mange steder.”
Kiribati består af 33 øer midt i Stillehavet. På dem bor 100.000 mennesker. Klimaforandringer er skyld i orkaner og flodbølger, der jævnligt smadrer landsbyer og koster menneskeliv i Kiribati. Samtidig stiger vandstanden, så det turkisblå hav, der omgiver øerne, og som beboerne i dag bader i, fisker fra og lever af, vil sluge øerne én for én.
Gennem filmen kæmper Anote Tong energisk for at sætte ørigets krise på den internationale klima-dagsorden. Han undersøger mulighederne for at købe land andre steder, modtager dyre tilbud om højteknologiske undervands-byer og betaler flybilletterne til de beboere, der beslutter sig for at forlade Kiribati og rejse til New Zealand eller Australien.
En politibetjent rydder op efter en ødelæggende orkan på en af øerne i Stillehavet. Foto: Anote’s Ark, Docs & Talks
En af de beboere, der overvejer at flytte derfra, er Tiemeri. Hun bor i Kiribati med sin mand og deres børn. Sidste gang en flodbølge skyllede ind over landet og ødelagde deres hjem, blev hun så bekymret for sin families sikkerhed, at hun nu skal beslutte, om de skal forlade deres hjemland – og dermed deres familie, venner og kultur.
“Jeg tror godt, vi alle sammen kan forestille os, hvis vi tænker os om, hvordan det ville være at skulle tvangsfjernes fra et sted, vi hører til – hvor der er mennesker, vi holder af – til et sted, vi ikke kender. Det er den situation, de står i i Kiribati. Og det er det narrativ og det billede, vi bliver nødt til at have, når vi tænker over vores ansvar over for dem”, siger Sune Gudnitz.
[Citat2]
Anote Tong mener, at vestlige, højtudviklede lande, der brænder meget kul af og sætter et højt klimaaftryk, gør det på bekostning af landene i Stillehavet, der nu må betale prisen. Det kan der være noget om, mener Sune Gudnitz.
Kiribati var koloniseret af Storbritanien indtil 1979. Undergrunden var rig på fosfat, som kolonimagten solgte til Australien og New Zealand. Fosfaten slap dog op i 1979, og i dag er Kiribati et af verdens fattigste lande. Foto: Anote’s Ark, Docs & Talks
Selvom det er vigtigt at være klar over, hvor ansvaret ligger, mener han dog ikke, at dette alene kan løse problemet. Han ønsker derfor ikke at placere ansvaret hos nogle lande, politikere, virksomheder eller mennesker frem for andre, siger han:
“Jeg mener, vi har et kollektivt ansvar. Danmark har ikke et mindre ansvar over for folk i Kiribati, end New Zealand har. Vi har alle sammen et ansvar over for hinanden som mennesker, og vi har ansvar over for den planet, vi bor på.”
I debatten efter filmvisningen vil Sune Gudnitz sidde over for Lily Lindegaard, der forsker i klima og global udvikling ved Dansk Institut for Internationale Studier. Desuden vil publikum blive inviteret til at deltage i debatten.
Sally Jensen