30. oktober 2020

Tidligere minister importerer for fred

Christian Friis Bach, forhenværende minister, har modtaget en hæder for importvirksomheden Warfair, der hjælper lokale producenter i krigs- og konfliktramte lande til at nå det europæiske marked. Danwatch har talt med Christian Friis Bach blandt andet om de mange risici forbundet med at handle med krigs- og konfliktramte lande.

Lanternerne fra Yemen skal nu udstilles på New York Museum of Modern Art i deres forårskatalog. I Yemen var produktionen ellers stort set til gået i stå på grund af krigen, siger Christian Friis Bach stifter at Warfair. Billedet er fra Warfairs egen hjemmeside.

Christian Friis Bach har forsøgt at skabe fred som minister. Han har forsøgt at skab fred som generalsekretær for en af landets største NGO’er, Dansk Flygtningehjælp. Nu forsøger Christian Friis Bach at skabe fred som ejer af sin egen virksomhed Warfair – og det går faktisk så godt, at han har modtaget en pris.

Den danske forening Aldrig Mere Krig har tildelt Christian Friis Bach deres Fredsrose, kun få måneder efter, han stiftede Warfair, der importerer produkter fra krigs- og konfliktramte lande.

Aldrig Mere Krig (AMK)

  • AMK er den danske afdeling af War Resisters’ International (WRI)
  • AMK blev startet i 1926 og er i dag en af landets ældste fredsorganisationer.
  • AMK har uddelt Fredsroser i mere end 50 år.
Fred.dk/amk

Warfair

Warfair er som udgangspunkt en helt almindelig importvirksomhed, der laver handelsaftaler med producenter i udlandet. For eksempel køber de safran, kaffe og lakrids hjem, som de sælger videre i Danmark.

Det, der blandt andet gør Warfair anderledes, er, at de lokale producenter, de samarbejder med, alle sammen befinder sig i konflikt- og krigsramte lande. Det gør virksomheden ud fra den overbevisning, at et land i krig ofte bliver straffet dobbelt. Først af krigen og dernæst fordi ingen længere tør handle med landet. 

“At bruge handel til at skabe udvikling og i sidste ende fred, det er det, vi arbejder med i Warfair. At styrke lokalsamfund, skabe arbejdspladser og skabe indkomst, der gør, at man kan rive sig ud af konflikter og sårbarhed”, siger Christian Friis Bach om konceptet bag  Warfair. 

Men handlen er ikke kun til gavn for de krigs- og konfliktramte lande, understreger Christian Friis Bach: 

“Afghanistan har nogle af de bedste nødder og det bedste lakrids. Somalia var verdenskendt for deres sesam. Det bedste og fineste kaffe kommer fra Yemen, fordi de har de her fine lommer oppe i bjergene, hvor kaffe gror. Så det er også for forbrugernes skyld”, siger Christian Friis Bach.

Warfair

  • I dag har Warfair har i alt 10 produkter. 
  • Warfair samarbejder blandt andet med Valsemøllen, Basisnuts og Coffee Collective. Derudover samarbejder de med Karlsens krydderier, der køber safran fra Afghanistan. En produkt, der forhåbentlig snart bliver at finde på hylderne i Irma, siger Christian Friis Bach. 
  • Warfair håber på endnu flere samarbejdsaftaler i fremtiden.
  • Warfairs ansatte arbejder indtil videre på frivillig basis.
Warfair.org

Kaffehøst til lyden af bombefly

Friske kaffebønner fra den lokale kaffefarm i Yemen. Billedet er fra Warfairs egen hjemmeside.

Kaffen fra Yemen var det første produkt, som Warfair importerede, og det illustrerer meget godt, hvilke udfordringer, der kan være med at hente varer hjem fra krigszoner.

Indehaverne af virksomheden Yemen Journey, Siri Hartkorn og Nabil Al-Sharafi, som arbejder tæt sammen med Warfair, har skrevet et længere blogpost om deres rejse til området nær byen Sa’ada, hvor kaffen bliver produceret. 

Siri Hartkorn og Nabil Al-Sharafi fortæller, hvordan de på kaffefarmen blev mødt af synet af landmænd, som plukkede de røde bær til lyden af kampfly og bombeangreb fra både nær og fjern. De plukkede bær blev herefter afskallet og ristet. Efter adskillige prøvesmagninger og længere tids besvær med standardiserede måleenheder og håndsortering, kunne Siri Hartkorn og Nabil Al-Sharafi sammen med landmændene pakke kaffen til den lange rejse. 

Da både lufthavn og havne er lukket på grund af krigen, måtte kaffen rejse over 1000 kilometer i lastbil på tværs af krigszoner og frontlinjer, før den ankom til nabolandet Oman, fortæller Siri Hartkorn og Nabil Al-Sharafi. Herfra kunne kaffen sendes videre mod Danmark. 

Det var en lang og omkostningsfuld rejse for at få kaffen til Danmark. Derfor er det også en stolt Christian Friis Bach, der i dag kan fortælle, at Warfair har planer om at bestille mere, da kaffen blev godt modtaget: 

“Kaffehøsten i Yemen starter her i december, og der regner vi med at bestille 4-5 gange så meget som sidste år, fordi det gik rigtig godt. Den var udsolgt på to måneder”, siger Christian Friis Bach. 

Risikoen ved at handle 

Virksomheder har ansvar for, at produktionen af de varer, de importerer, lever op til visse standarder. Danwatch’s historier handler ofte om danske virksomheder, som ikke lever op til deres ansvar. Eksempelvis ved ikke at overholde FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhvervsliv, der handler om arbejdstagerrettigheder, børnearbejde, negativ påvirkning på lokalmiljøet og forurening.

I juli 2020 kunne Danwatch blandt andet dokumentere, hvordan chokolade, vi i danske supermarkeder køber med mærket Fairtrade, kan stamme fra l en række plantager på elfenbenskysten, der gør brug af børnearbejde.

Når Warfair importerer fra krigs- og konfliktramte lande, bliver disse udfordringer sat på spidsen. Man kan for eksempel være nødt til at bestikke krigsherrer for at få varer transporteret gennem deres område, og det kan være svært at overvåge leverandørerne, når de befinder sig i en krigszone.

Christian Friis Bach erkender, at der er store risici forbundet med handel, særligt når handlen foregår med konflikt- og krigsramte lande. Ideen bag Warfair var blandt andet at kunne mindske noget af denne risiko.

“Ofte har konflikt- og krigsramte lande ikke en retfærdig chance for at sælge deres produkter, da der ikke er nogen, som vil handle med dem, fordi det er så risikabelt. Det motiverede mig til at tænke: Hvad hvis vi nu prøver at tage noget af risikoen ud af den handel?”, siger Christian Friis Bach. 

Så tæt på produktet som muligt

En af måderne, Warfair forsøger at mindske risikoen ved handlen, er at arbejde så tæt med producenten som muligt. Både for at sikre, at produktionen foregår på en ansvarlig måde, men også for at undgå for mange mellemled. Warfair ønsker, at den størst mulige andel af værdien ender hos producenterne, siger Christian Friis Bach.

Udover tæt samarbejde har Warfair offentlige systematiske undersøgelser af deres samarbejdspartnere og risikovurderinger af samarbejdet, såkaldte due diligence-rapporter. Derudover har Warfair offentlige lister over, hvor hver andel af pengene ender, samt lokale samarbejdspartnere og klagemekanismer. 

Christian Friis Bach understreger, at selvom Warfair sikrer sig løbende, så vil der altid være risici involveret. Eksempelvis peger Christian Friis Bach på transporten af varerne, som et af de områder, hvor Warfair håber på at kunne forbedre sig i fremtiden: 

“Til trods for at vi bruger DHL, et anerkendt internationalt transportfirma, så er der alligevel en del risici forbundet. Det kan være svært at kontrollere, om der bliver afgivet betalinger for at krydse bestemte veje. De betalinger kan jo gå til nogle grupper, der tager del i konflikten. Det vil vi gerne have mere tjek på”, siger Christian Friis Bach.  

Det er også vigtigt for Christian Friis Bach at slå fast, at Warfairs arbejde ikke skal opfattes som fuldstændig risikofrit. Arbejdet med risikovurderinger og due diligence rapporter er i stedet en løbende process:  

“Vi går ikke ud og siger, at vi er perfekte. Vi går ud og siger, at vi gør alt, hvad vi kan for løbende at sikre, at de her produkter og partnere er i orden”, siger Christian Friis Bach.

Handel som nødhjælp

Christian Friis Bach har altid set handel som en essentiel og værdig måde at hjælpe lande ud af krig, siger han: 

“Vi er ikke et alternativ til traditionel nødhjælp, der er brug for begge dele. Men der er ikke mange mennesker, som har lyst til at være afhængige af nødhjælp eller bistand på længere sigt. Man har lyst til selv at forme sit eget liv og blive set som en ligeværdig spiller og aktør”, siger Christian Friis Bach. 

Han håber, samarbejdsaftalerne vil kunne være med til at sikre de lokale producenter på længere sigt, hvis konflikterne skulle eskalere igen. Christian Friis Bach fortæller, at det også er en af grundene til, at de reinvesterer i deres forsyningskæde blandt andet med bedre materialer:

“I Yemen for eksempel, der tørrer de kaffen på hustagene, og det er ikke den bedste måde at gøre det på. Man skal hellere gøre det på sådan nogle net, man spænder ud. Det giver en mere ensartet kvalitet i kaffen. Det arbejder vi på lige nu”,  siger Christian Friis Bach.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down