9. november 2018Fødevarer

Tyveri af vanilje i Madagaskar truer fattige bønder

Verdens næstdyreste krydderi ruinerer bønder, der går glip af livsnødvendige indtægter, når deres vaniljehøst stjæles. Virksomheder, ikke politikere, har magten til at skabe reel forandring, siger ekspert

8 Xidollien 3
Xidollien, 9 år. Mange vaniljebønder i Madagaskar er så fattige, at deres børn på ned til 10 år må hjælpe dem med arbejdet i vaniljemarkerne. Foto: Per Lykke Lind/Danwatch

Vaniljebønder i Madagaskar sidder vagt ved deres marker med macheter døgnet rundt. Tidligere afmærkede de deres vaniljestænger med stempler, men til ingen nytte, for tyveri af det dyrebare krydderi er stadig enormt udbredt. Vaniljen ender blandt andet i Europa, og tilbage står Madagaskars småbønder som de helt store tabere. Det dokumenterer BBC, efter at have besøgt vaniljeindustrien i Madagaskar i august 2018.

Det var ødelæggende for vaniljebonden Leon og hans familie, da hele sidste års høst forsvandt på et øjeblik, fortæller han til BBC:

“Jeg arbejdede i en rismark tæt ved, da de hurtigt udnyttede det. Jeg var så ked af det, at jeg græd, fordi vi mistede alt. Jeg havde ikke penge til at sende børnene i skole, og vores familie har haft det hårdt i et helt år”, siger han.

Dyrere end sølv

Næst efter safran er vanilje verdens dyreste krydderi, og i 2018 var den på et tidspunkt mere værd end sølv. I dag er prisen for ét kg vanilje næsten 3.400 kroner. Madagaskar er verdens største producent af vanilje, og tusindvis af bønder dyrker vanilje til blandt andet Danmark, der i høj grad efterspørger det eksklusive krydderi. Men vaniljebønderne lever i ekstrem fattigdom og har svært ved at skaffe tilstrækkelig føde til deres familier.

I 2016 dokumenterede Danwatch de store problemer med tyveri, samt hvordan vaniljebønder sad fast i gældsspiraler til mellemhandlere, blev underbetalt for deres vanilje og måtte lade deres børn helt ned til 10 år arbejde i vaniljeplantagerne i stedet for at gå i skole. Læs undersøgelsen her.

[Citat1]

Ansvar for varekæden

Da Danwatch i 2016 kontaktede supermarkeder og virksomheder, der sælger vanilje i Danmark, kunne ingen garantere, at der hverken forekom børnearbejde, gældsslaveri eller tyveri i deres varekæder.

Professor i virksomheders samfundsansvar ved CBS, Andreas Rasche, sagde dengang, at danske virksomheder har et ansvar for at have grundigt kendskab til alle led i deres varekæde for produkter som vanilje – helt ned til vaniljebønderne på plantagerne.

[Boks1]

Når virksomhederne har kendskab til varekæden, har de også pligt til at handle på de problemer, de ser, som eksempelvis børnearbejde eller tyveri. Hvis ikke virksomhederne forholder sig til problemerne, er de medskyldige i menneskerettighedskrænkelser:

“Når virksomheder i Danmark eller EU drager fordel af menneskerettighedskrænkelser, for eksempel fordi produkterne bliver billigere af, at der er børnearbejde, så er de medskyldige i misbruget”, sagde Andreas Rasche.

Politisk opfordring til handling

Danwatch’s undersøgelse vakte opsigt hos danske politikere. I januar 2017 indkaldte
Enhedslistens udviklingsordfører Christian Juhl til politisk samråd, hvor han bad ministre komme med bud på løsningsforslag.

På samrådet fastslog daværende erhvervsminister Brian Mikkelsen, at danske virksomheder har ansvar for deres leverandørkæder. De har også pligt til at adressere problematikker i henhold til internationale principper og konventioner som eksempelvis FN’s retningslinjer for menneskerettigheder.

Ifølge Andreas Rasche har danske politikere kun begrænset magt, når det kommer til at skulle forbedre forholdene i den globale vanilje-industri:

“Politikere kan signalere, at de forventer visse tiltag fra danske virksomheder. Men de kan ikke nødvendigvis regulere markedet. Produkter som vanilje krydser landegrænser, og det begrænser de politiske muligheder en del”, siger han.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs opfordrede danske virksomheder til at samarbejde med The Sustainable Trade Initiative, der har til formål at forbedre vilkårene i internationale varekæder. Initiativet har også det vanilje-fokuserede under-initiativ Sustainable Vanilla Initiative.

Christian Juhl var dog ikke tilfreds med svarene fra de to ministre. Han kaldte efterfølgende ministrenes svar for “standardsvar”, og han udtrykte ønsker om at udvikle et system, der kan sætte hårdt ind for at hjælpe virksomheder med at forbedre vilkårene.

Mere om samme branche: Fødevarer