Det lille mærke er grønt og blåt og forestiller en bonde, der vinker og siger tak, fordi du som forbruger vælger et Fairtradeprodukt. Mærket sidder bl.a. på bananer, kaffe og chokolade, og når du køber det, betaler du lidt ekstra for, at bonden, der har dyrket kakaoen, kan få en fair pris, og at hans børn kan gå i skole.
Virkeligheden er, at 3/4 af de kakaobønder, der leverer til Fairtrade – 77 procent – lever under fattigdomsgrænsen i Elfenbenskysten. Det svarer til en indtægt på 8 kroner om dagen. Og flere børn end nogensinde før arbejder i Elfenbenskystens kakaoindustri.
Fairtrade er langt fra det eneste bæredygtighedsprogram, der skal afskaffe børnearbejde i Elfenbenskysten, faktisk har Fairtrade optalt 921 bæredygtighedsinitiativer i Elfenbenskysten og nabolandet Ghanas kakaoindustri, drevet af den internationale chokoladeindustri. Alligevel har kampen mod børnearbejde spillet fallit, siger flere eksperter.
“De tiltag som industrien og certificeringsprorammerne har gjort, har ikke haft den ønskede effekt på jorden i Elfenbenskysten, og derfor er der stadig børnearbejde, faktisk endnu mere børnearbejde, hvilket er dokumenteret af et nyt studie fra University of Chicago”, siger Enrique Uribe Leitz, ekspert i bæredygtighedsprogrammer og landbrugsøkonomi fra Wageningen University i Holland.
procent af Fairtradebønderne i Elfenbenskysten lever under fattigdomsgrænsen på 1,27 USD, hvilket i juni 2020 svarer til 8 kroner om dagen.
Historien om Fairtrade i Elfenbenskystens kakaoindustri begyndte for 20 år siden, da regeringen i verdens største kakaonation, Elfenbenskysten, besluttede at liberalisere kakao- og kaffeindustrien. Som reaktion mod markedskræfterne sluttede en gruppe kakaobønder sig sammen for at forbedre deres levevilkår og priserne på deres afgrøder, og de dannede kooperativet The Entreprise Coopérative Kimbre (ECOCIM), der i årene efter blev det første Fairtradekooperativ i Elfenbenskysten.
27 plantager har tidligere været certificeret, men er blevet suspenderet for brud på Fairtrades kriterier for ansvarlig kakaoproduktion.
Fairtrade har i maj 2020 certificeret 217 kooperativer, der får kakao fra 129.000 kakaobønder i Elfenbenskysten. Fairtrade kakao udgør cirka en tiendedel af den samlede mængde kakao, der hvert år skibes ud af Elfenbenskysten, oplyser Fairtrade.
Kort fortalt betyder Fairtrade for den certificerede kakaobonde, at hun får en fast pris for sin høst, uanset hvor meget den globale pris svinger, og hun er også sikret overskuddet, hvis prisen overstiger Fairtrades minimumspris.
I 2020 er den direkte Fairtrade pris udbetalt direkte til kakaobonden 1,6 US-dollars per kg, hvis bonden og kooperativet sælger al deres kakao på Fairtrade-betingelser, hvilket sjældent er tilfældet, påpeger Fairtrade.
Til sammenligning får en ikke-certificeret bonde i juli 2020, 1,4 US-dollars per kg.
Det er netop Fairtrades pris på kakao, der har sat ild til kritikken af bæredygtighedsmærket.
Voice Network er en ngo, der hvert år udgiver The Cocoa Barometer, som tager pulsen på bæredygtighed i Elfenbenskystens kakaoindustri på vegne af en række ngo’er.
Fairtrade har selv regnet ud, hvor meget en kakaobonde bør tjene for at kunne leve af at dyrke certificeret kakao. I en 2018-survey blandt 3000 kakaobønder i Elfenbenskysten spurgte organisationen til udgifter til dels at dyrke kakao og dels at leve for. De fandt ud af, at hvis Fairtradebønder skal kunne leve af det, de tjener, skal en familie med gennemsnitlig otte medlemmer have en indtægt på 47.911 kroner om året.
Men da Fairtrade spurgte de samme 3000 bønder om deres faktiske indtægter, fandt de ud af, at kakaobondens familie i gennemsnit tjener 17.723 kroner om året. Altså er der et hul på 30.188 kroner op til en indtægt, som de kan leve for.
Den korte forklaring er, at Fairtradebønderne ikke får en pris, der er høj nok til, at de kan leve af den.
Helt konkret resulterer det ifølge Fairtrade selv i, at kun 7 procent af Fairtradebønderne i Elfenbenskysten rent faktisk får en betaling, som de kan leve af.
“Bæredygtighedsprogrammer er utrolige virtuelle fortællinger med en meget begrænset forbindelse til virkeligheden, i det mindste for bønder og forbrugere. Det hele er alt andet end bæredygtigt.”
Antonie C. Fountain er kakaospecialist fra Voice Network, der er et netværk af ngo’er, som arbejder for bedre vilkår i kakaoindustrien. Han kritiserer Fairtrade for ikke at være bæredygtig:
“Når man ved, hvor meget man bør betale og ikke betaler det, kan det ikke være bæredygtigt. Fairtrade bør forpligte sig reelt og udgive en tidslinje for, hvornår de regner med at kunne betale en leveløn”, siger Antonie C. Fountain.
“Jo, og det gør de også, for ellers hang det ikke sammen. Men det giver sig selv, at hvis man skal dyrke andre afgrøder for at kunne leve af at dyrke kakao, så er kakao ikke en bæredygtig løsning”, siger Antonie C. Fountain.
Verdensbanken har sat en officiel fattigdomsgrænse, der for Elfenbenskysten betyder, at man er fattig, hvis man lever for under 1,27 USD om dagen.
Fairtrade har selv regnet ud, hvordan bønderne kan opnå en indtægt, de kan leve af: De skal producere næsten dobbelt så meget kakao på den samme stykke jord, som de gør i dag.
I stedet for at producere i gennemsnit knap 437 kg pr hektar, som de i gennemsnit gør i dag, så skal bønderne producere 800 kg kakao per hektar. Derudover opfordrer Fairtrade også kakaobønderne til at dyrke andre afgrøder, såkaldt diversificering.
“Diversificering er med til at beskytte mod ændringer i markedsprisen, og risikoen for sygdomme i afgrøder. Samtidig kan andre afgrøder også være en del af husholdningens madforsyning”, skriver Johnna Philips, Direktør for Eksterne Relationer i Fairtrade.
Vi har spurgt Fairtrade, hvordan det hænger sammen, at en Fairtradebonde skal fordoble sin produktivitet for at opnå en løn, han kan leve af. Svaret er, at fordoblingen af produktionsniveauet er sat “i dialog og overensstemmelse med bl.a. bønderne og retningslinjer fra regeringen i Ghana”.
“For at udligne forskellen på Fairtrades nuværende pris og levelønsprisen kræver det, at alle aktører – heriblandt virksomheder, regeringer, forbrugere og certificeringsordninger yder en fælles indsats”, siger seniorrådgiver fra Fairtrade, Jon Walker.
Men i dét regnestykke dukker nye problemer op, eksempelvis økologisk dyrkning, som kan sætte en grænse for produktiviteten.
Faktum er, at Fairtradebønder ikke kan leve af den pris, de får for deres kakao, og det er blandt andet fordi kunderne ikke vil betale den.
Fairtrades kunder eller medlemmer findes overalt på slikhylderne, dog mest som såkaldte private labels, altså supermarkedernes egne chokolademærker, som ØGO chokoladen og Premieur Chokolade fra Salling Group eller Änglamarks og Irmas økologiske chokolade fra Coop.
De internationale chokoladeproducenter som Barry Callebaut, Nestle og Mondeléz køber i et vist omfang stadig Fairtrade chokolade, de har bare fjernet logoet fra deres populære chokoladebarer.
I hjørnet af en plade Marabou findes i dag en lille grøn blomst med teksten Our Cocoa, der er navnet på Mondeléz eget bæredygtighedsprogram. Men den glade bonde er væk.
I sidste måned meldte Nestle ud, at deres KitKat chokolade fra efteråret ikke længere skal indeholde Fairtrade kakao fra Elfenbenskysten, men at fødevaregiganten skifter til Rainforest Alliance certificeret kakao for at “harmonisere virksomhedens indkøb internationalt”. Nestles eget bæredygtighedsprogram hedder Nestle Cocoa Plan.
Francois Ruf er økonom ved CIRAD, det franske center for udvikling af landbrug internationalt. De sidste 20 år har han specialiseret i sig i at granske bæredygtighedsprogrammer i Vestafrikas kakaoindustri.
Francois Ruf var i 2018 medforfatter på en endnu ikke udgivet rapport til EU Kommissionen, Decline in the cocoa prices and
fair trade in Côte d’Ivoire, som Danwatch er i besiddelse af. Rapporten indledes således:
“Kakaocertificeringer, særligt Fairtrade, der insisterer på producenters livsvilkår, burde teoretisk hjælpe bønder med at overvinde fald i prisen (på kakao red.) men i realiteten vinder bønderne kun få krummer”.
Han er ikke så imponeret over Fairtrade.
“Fairtrade er ikke særlig fair, men de er hverken værre eller bedre end andre bæredygtige kakao-standarder”, siger Francois Ruf.
“De producerer utrolige fortællinger med en meget begrænset forbindelse til virkeligheden, i det mindste for bønder og forbrugere. Det hele er alt andet end bæredygtigt.”
I 2019 skrev han en forskningsartikel sammen Enrique Uribe-Leitz fra Development Economics Group, Wageningen University.
De to forskere undersøgte problemer med bæredygtighedscertificeringen Rainforrest Alliance/UTZ, og i konklusionen skrev de to forskere generelt om bæredygtighedsprogrammer.
“Inden for få år vil de nuværende metoder for bæredygtighedsprogrammer i Vestafrikas kakaoindustri havne i en blindgyde. Kakaobønderne vil holde op med at deltage i programmerne, industrien vil ikke længere tjene penge på dem, og forbrugerne holder op med at stole på dem”, står der i forskernes konklusion.
Et af problemerne er knyttet til systemet med Premiums, som både Fairtrade og Rainforest Alliance benytter.
Fairtrade kakaobønderne i Elfenbenskysten er organiseret i kooperativer, der også får en sum penge, Fairtrade Premium, som kooperativet kan investere. De bønder, der er medlem af kooperativet, bestemmer i fællesskab, hvad Premium-tillægget skal investeres i.
Virksomheder, der gerne vil have Fairtrademærket på deres chokolade, betaler derfor Fairtrade for to ting. En minimums Fairtrade-kilopris eller markedsprisen afhængig af, hvilken, der er højest, og så en ekstra sum penge som hedder Fairtrade Premium.
Men Premiums er problematiske, netop fordi de fordeles blandt bønderne af lederen af et kooperativ, der forventes at handle solidarisk, mener forskerne.
“Landbrug er organiseret anderledes i Elfenbenskysten end kooperativer i eksempelvis USA og EU, og det betyder, at for eksempel træning eller andre fordele ved certificering, ikke tilfalder den, der arbejder i selve plantagen”, påpeger de to forskere.
Enrique Uribe-Leitz giver et eksempel.
“At bede en repræsentant for en gruppe bønder, altså kooperativet, om at fordele en sum penge i en landsby er urealistisk. Premiums bringer nye problemer ind i ligningen, når man forsøger at skabe kooperativer, hvor der ikke findes tillid mellem naboer. Gør det i Europa, og du vil se korruption opstå”, siger Enrique Uribe-Leitz.
De to forskere påpeger også, at Premiums modarbejder bæredygtig levevis. Kakaobønder er nødt til at dyrke en række andre afgrøder, for at dække deres ernæringsmæssige behov, når kakaohøsten svigter. Men Premium-tillægget skal gøre det mere attraktivt at dyrke kakao end andre afgrøder.
“I princippet bør bæredygtighedsprogrammer tilbyde Premium-tillæg og markedsadgang til dyrkning af flere afgrøder end kakao, fordi det er, hvad kakaobønder er nødt til at gøre. Men det vil aldrig komme fra kakaobranchen selv”, hævder de to forskere.
“Beslutningen om til hvad og hvordan Premiums skal bruges, bliver ikke truffet af én leder, men af en demokratisk generelforsamling”, skriver Johnna Philips.
Det er et krav fra Fairtrade og kontrolleres af FLOCERT, Fairtrades certificeringspartner.
“Som tidligere nævnt, så beslutter producenterne demokratisk, hvad der er mest brug for, hvilket inkludere diversitet (dyrkning af andre afgrøder red.) , og disse processer skal være transparente og dokumenteret fra planlægning til forbrug af Premiums”, skriver Johnna Philips.
Louise Voller
