Del af en undersøgelse
Denne artikel er en del af undersøgelsen Kampen om Grønlands undergrund
- Grønlands undergrund er blevet centrum for en global magtkamp, hvor kritiske mineraler gør øen strategisk vigtig for USA, Kina, Rusland og Vesten. Men jagten på licenser handler ikke kun om råstoffer. Den handler også om geopolitisk indflydelse - og penge.
- Ifølge flere eksperter, Danwatch har talt med, er størstedelen af selskaberne i råstofbranchen dygtige og seriøse, men de ser også en tendens til, at der kommer flere ”skruppelløse lykkeriddere” til.
- 57 virksomheder ejer lige nu tilsammen 122 aktive råstof-licenser i Grønland, og en gennemgang viser, at flere af licenshaverne deler både bestyrelsesmedlemmer, ejere og finansielle bagmænd.
- Danwatch undersøger det magtfulde netværk bag licenserne.
Først var det olie. Nu er det sælskind.
En af personerne bag det omstridte amerikanske olieprojekt i Østgrønland, den amerikanske investor og Greenland Energy-formand Larry Swets, arbejder nu på, at USA åbner for import af grønlandske sælskind.
Det fremgår af et 36 sider langt strategipapir, et såkaldt ‘white paper’, med titlen ‘Sealskin Diplomacy’, som Danwatch har fået indsigt i.
Papiret er udarbejdet som et oplæg til Det Hvide Hus og det amerikanske udenrigsministerium, og kommer på et tidspunkt, hvor Larry Swets og Greenland Energy er i massiv modvind, efter at de grønlandske myndigheder i sidste uge meddelte, at de ikke får tilladelse til at bore efter olie denne vinter.
Strategipapiret indeholder både forslag til lovændringer og diplomatiske initiativer, som skal få USA til at åbne sit marked for grønlandske inuit-producerede sælskindsprodukter.
Men dokumentet handler om langt mere end blot handel med skind, siger Jakob Dreyer, der er postdoc og forsker i international politik ved Københavns Universitet.
Han mener, at det først og fremmest bør læses som et geopolitisk projekt:
“Ud fra de dele af dokumentet, jeg har læst, og min øvrige viden om Trump-administrationens tilgang til Grønland, er sælskind her et middel til et diplomatisk mål – frem for et mål i sig selv”.
Mere end handel med sælskind
Dokumentet indrømmer det sådan set selv, påpeger Jakob Dreyer.
Her står blandt andet, at en tilladelse af amerikansk import af grønlandske sælskind er “et tillidsskabende tiltag, ikke en økonomisk omstilling”, da indtægterne vil være “ubetydelige sammenlignet med det danske bloktilskud”.
Og at initiativet giver USA en “sjælden mulighed for at styrke relationen til Grønland” – uden at berøre spørgsmålet om Grønlands suverænitet.
Jakob Dreyer mener derfor, det er et amerikansk forsøg på at opbygge ‘goodwill’ hos grønlænderne:
“Det lader til, at målet i hvert fald også er at bygge politisk kapital ved at åbne for import af en vare, der har en særlig kulturel status givet sælfangstens fortsat vigtige rolle for mange grønlandske Inuit”, siger han.
Forskeren påpeger dog, at der er noget endnu mere opsigtsvækkende i dokumentet.
Nemlig hvem der står bag det:
“Det er i mine øjne bemærkelsesværdigt, at manden, der er med til at stå bag sælskinds-diplomati, samtidig står bag et olieselskab, der vil bore i Østgrønland, og har tætte politiske forbindelser til Trump-administrationen”, siger Jakob Dreyer.
Larry Swets afviser dog over for Danwatch, at initiativet handler om andet end respekt for grønlandsk kultur.
“Efter at have sat mig ind i spørgsmålet og, endnu vigtigere, lyttet til grønlænderne, er jeg kommet til at forstå, hvor vigtig sælfangsten og handelen med sælskind er for at opretholde lokalsamfund og kultur”, skriver han.
En afsender med Trump-forbindelser
Danwatch har tidligere kunnet fortælle, at olieselskabet Greenland Energy Company, som Larry Swets står i spidsen for, har flere tråde til USA’s præsident Trump.
For eksempel har Trumps særlige udsending i Grønland, Jeff Landry, fremhævet vigtigheden af det grønlandske olieprojekt i et interview med Fox News, Greenland Energy har hyret den berømte tv-vært Dr. Phil til at promovere projektet, og så er Carol Craig fra den amerikanske forsvars- og rumfartsindustri valgt ind i bestyrelsen.
Men også Larry Swets, der er storinvestor og bestyrelsesformand i Greenland Energy, er, ifølge The Guardian, blevet sat i forbindelse med kredse omkring Trump.
Og nu er oliemanden altså også involveret i et initiativ om grønlandske sælskind:
“Vi har før set forbindelser mellem økonomiske og politiske eliter i USA og andre lande. Men det er alligevel særligt sammenfiltret, når det kommer til Trump og hans støtter”, påpeger Jakob Dreyer.
Målet er ‘goodwill’ i Ittoqqortoormiit
Et andet iøjnefaldende element i strategipapiret er omtalen af den østgrønlandske by Ittoqqortoormiit.
Byen fremhæves nemlig som et af de steder, hvor et amerikansk signal om respekt for inuitfangst kan skabe goodwill.
Og det er bemærkelsesværdigt. For selv om Ittoqqortoormiit er et af Grønlands mest markante fangersamfund, så er byen også nabo til Jameson Land, hvor Greenland Energy planlægger at bore efter olie, og hvor modstanden mod projektet hidtil har været størst.
Sælskinds-forslaget fremstår med sine over 35 sider både ambitiøst og gennemarbejdet, mener Jakob Dreyer.
Men flere steder er det tydeligt, at ambitionen rækker længere end sælskind.
Blandt andet lægger dokumentet op til, at der oprettes en ny arktisk rådgivende samarbejdsinstitution, Arctic Marine Science Coalition, som skal bestå af deltagere fra USA, Grønland, Danmark, Canada, Norge og Island, og som skal give Grønland en mere central rolle i de beslutninger, der påvirker landets ressourcer og økonomi.
Ifølge dokumentet, vil det ikke kun være godt for Grønland. Det vil også sikre en mere langsigtet amerikansk tilstedeværelse og indflydelse i Arktis, lyder det.
Et opgør mod EU’s sælforbud
Ifølge Jakob Drejer er det også særlig interessant, at USA tilbyder at anerkende noget, som EU tidligere har afvist. I 2009 indførte EU nemlig et forbud mod handel med netop sælprodukter af hensyn til dyrevelfærd.
Forfatterne bag det nye strategipapir, Danwatch har set, beskriver EU’s håndtering af sælskindsområdet som “et politisk fejltrin”, og de argumenterer for, at USA kan indtage den modsatte position ved at anerkende inuitfangst og dermed “åbne USA´s luksusmarked for grønlandske inuit-produkter”.
“Det, der mangler i USA’s værktøjskasse, er et initiativ, som grønlænderne selv opfatter som en fordel, som næsten intet koster, som ikke berører det forfatningsmæssige spørgsmål, og som kan gennemføres med dansk samarbejde snarere end dansk tilladelse”, står der.
Det understreger den politiske logik, der ligger til grund for dokumentet, mener Jakob Dreyer.
Viser det her også en ny amerikansk Grønlands-strategi?
“Det vil jeg være varsom med at sige. Det skal nok snarere ses i forlængelse af udviklingen, vi har set efter “Grønlands-øjeblikket” i januar. Her er USA slået over på en ny kurs, hvor økonomisk diplomati er i højsædet. En tilgang, der forfølges i tæt koordination mellem Trump-administrationen og deres støtter i USA’s erhvervsliv”, siger Jakob Dreyer.
“Vigtigt at lytte til grønlænderne”
Danwatch har rakt ud til Trumps særlige udsending, Jeff Landry, for at høre, hvad han kender til strategipapiret, og om det har været drøftet eller på anden måde fået opmærksomhed i Trump-administrationen, Det Hvide Hus, udenrigsministeriet eller andre relevante amerikanske myndigheder.
Han er dog ikke vendt tilbage inden publiceringen af denne artikel.
Vi har ligeledes rakt ud til Larry Swets. Han har ikke ønsket at stille op til interview, men har sendt et skriftligt svar til Danwatch, som du kan læse her i sin fulde længde:
“Efter at have sat mig ind i spørgsmålet og, endnu vigtigere, lyttet til grønlænderne, er jeg kommet til at forstå, hvor vigtig sælfangsten og handelen med sælskind er for at opretholde lokalsamfund og kultur.
Hvis sæler bliver fanget for fødens skyld, hvorfor skulle grønlændere så forhindres i at sælge skindene til amerikanere
Jeg ville ikke fortælle mine brødre, nevøer og venner, at de skal stoppe med at bruge hjorteskind, eller sige til amerikanere, at de ikke må bruge læder fra kvæg.
At respektere grønlændere betyder at respektere deres ret til at forsørge sig selv og bevare deres traditioner”.



















